Lys og mørke

 J. M. W. Turner på ARoS og Romeo og Julie på Aarhus Teater. D. 5. marts 2022

 

Maleren J. M. W. Turner, der ved første øjekast kan ligne en ukendt impressionist, forlangte af sine kunder, venner og bekendte, at de ventede fem minutter i et helt mørkt rum, inden de fik adgang til hans atelier. Han mente, at dette ophold i mørket stemte sindet til ret at møde hans eminente fastholdelse af lysets farve og flimrende tekstur, der gør, at Turner kan synes at være impressionist. ARoS har på sin store Turner-udstilling kopieret malerens lille mørkeleg, så publikum ledes gennem et helt sort indgangsparti, før man gennem tunge, sorte forhæng møder det imponerende Story of Apollo and Daphne fra 1837. Maleriet gengiver et åbent, fantasifuldt landskab med flod, bjerge og træer, der kaster skygge, men Apollon og Daphne er ingen steder at se; det er, som om gudens jagt efter nymfen, er smeltet sammen med det rum, hvor historien udspiller sig; usynlige selv, men synlige i det solbeskinnede landskab, som det anføres af udstillingens titel: God is Light.

Denne fremstilling af den græske myte slår fast, at Turner trods sin interesse for lyset og solen er romantiker og ikke impressionist, for hans malerier udtrykker en panteistisk forestilling om, at alt er ét, menneske, natur og Gud. At  hans mennesker så ikke særligt vellykkede, men grove og kluntede og mest af alt ligner væsner fra en anden galakse, gør ham ikke til nogen mindre stor mester. Han er en ener; selvom han havde svært ved at slippe sine malerier (dateringen er derfor ofte usikker og angivet med et ’før’ eller ’efter’, som var der tale om en arkæologisk fremgravet genstand) og malede og malede på dem i årevis og endda i salonerne, når han udstillede, så er de ufuldendte værker og skitser, hvoraf der er flest på udstillingen, mindst lige så dragende og gribende som de færdige. For en moderne beskuer er skitserne måske de mest gribende, fordi vi lever i en abrupt og fragmenteret verden af individer og individuelle ønsker, forventninger og værdier og i de få streger og enkelte lag af gouache eller vandfarve genkender dette billede af en sprængt virkelighed, men Turner lader os samtidig ane, at der er et motiv bag, og at der midt i kaos er orden. Endvidere er der i akvarellerne og skitserne en enkelhed, som nutidens billedbeundrer genkender fra det 20. århundredes abstrakte kunst - selvom Turners værker altid er figurative. Former og farver, linjer og komposition smelter sammen i en enkelhed som hos Kandinsky, Jackson Pollock og vores egen Oluf Høst, og ofte skal man helt tæt på Turners værker for at se, hvad de rent faktisk forestiller.

I sidste ende er det Turners evne til at binde lyset til lærredet, der er mest imponerende. Han kan med samme virkning fastholde de transparente solstråler med oliemalingens fede, tykke lag som med vandfarvernes tynde, laserende strøg; de pastose strøg i mange lag på Sunset from the Top of the Rigi (ca. 1844) er lige så betagende og gennemlyste som solnedgangen i en akvarel. Er man ikke - på trods af tidsånden - ramt af Turners romantisk økologiske natursyn, så er man rørt og bevæget over hans virtuose behandling af lys og mørke. Man er som forvandlet - som Daphne, der lader sig forvandle til laurbærtræ for at undslippe Apollons forfølgelse - når man forlader udstillingen. Gennemlyst.

 

Den samme mesterlige behandling af et tema finder man ikke i Aarhus Teaters opsætning af Shakespeares Romeo og Julie. Lys og mørke er ellers (også) den gennemgående metafor i bardens mesterværk, fordi kærlighedens magt kan vende op og ned på nat og dag: Julie er solen, der oplyser natten, og hvis hendes øjne sad som stjerner på himlen,

 

”Så ville hendes kinder overstråle

selv stjernerne, som dagslys mod en lampe;

og hendes øjne vandred i det høje

så tindrende, at fuglene tog fat

og sang, fordi det ikke mer var nat.”

 

Da de elskende efter deres eneste nat sammen som ægtepar vågner, argumenterer Julie for, at det er nattergalen, ikke lærken, der vækker dem, så han kan godt blive længere, og tragedien er så stor, at ”solen gemmer sig i hjertevåde”. Niels Brunses oversættelse lyser også.

                      Instruktøren Maren Bjørseth har med egne ord ”stræbt efter at skabe en renskåret Romeo og Julie, så teksten står klarest muligt for os i dag. Jeg har ikke på nogen måde haft et ønske om at dekonstruere Shakespeares værk, men situationerne, relationerne og karaktererne har flere steder vundet over Shakespeares smukke ord og billeder.” Det er et ironisk ordvalg, eftersom metaforerne over lys og mørke aldrig foldes mere ud, end at der kæmpes med lyssværd (sic!), og personinstruktionen er så lemfældig, at flere bare japper deres replikker igennem uden at lade dem forme karakteren. Bevares, tragedien er beskåret, så ingen - ingen! - kan misforstå plot eller kronologi, men nogle karakterer, ammen f.eks., er stort set skrevet ud og kommer så sjældent på scenen, at man spørger sig selv, hvem han eller hun nu er. Til den forvirringen bidrager også legen med kønnet: Vi ved, at skuespillere på Shakespeares tid kun var mænd (hvorfor der er en dobbelt bund i kvinderollerne, der forklæder sig som mænd), men giver det - selv i ligestillingens navn - af den grund mening, at lade kvinder spille mænd, og at lade alle skuespillere være i gamacher og pludderbukser? Måske, hvis ellers Bjørseth havde gjort sit arbejde og havde formet karaktererne. Mette Døssing kan være aldrig så dygtig, når hun som hr. og fru Capulet i én bare vrænger og stiller sig krukket an, og Nanna Bøttcher opnår hverken større pondus eller mere maskulin (?) råstyrke som fyrsten ved blot at råbe, og hvorfor er kun de to - manderoller - spillet af kvinder, hvorfor er ingen kvinderoller spillet af mænd?

                      Helt solgt til stanglakrids er Victor Pascoe Medom som Romeo. Han lirer blankversene af, som skulle de bare hurtigst muligt overstås, så alle kan komme hjem, og flere gange forstår man ikke engang, hvad han siger. I glimt viser han, at han kan mere, men er han nyuddannet skuespiller, burde han kunne endnu mere - eller også burde Bjørseth have skøttet ham bedre. Mette Klakstein Wiberg som Julie kan. Hun forlener pigelig sødme og uskyld med vilje og styrke; hun går fra det ene øjeblik at være uvidende teenager til at være voksen kvinde, der halsstarrigt kaster sig ud i livet uden tøven. Dét kan man kalde mandsmod!

                      Anders Baggesen og Emil Prenter som henholdsvis broder Lorenzo og Benvolio kan også. De kan begge betone deres ord og holde pause, så replikkerne former deres karakter og bliver vedkommende for publikum. Der er altså lyspunkter på scenen, hvor Mathias Hersland og Lars Gaardes lysdesign fastholder alle i en stemning af nat eller skumring, og Olav Myrtvedts scenografi med kig til det åbne scenerum er lige så enkel og virkningsfuld, som den er smuk. Men disse billeder forstyrres og forrykkes af den lemfældige omgang med Shakespeares rige vers og - i stor kontrast hertil - af de forstyrrende musikere og de ekstremt banale sangtekster, der også skal gøres plads til på scenen. Der mangler den balance mellem enkeltdelene, der ville give publikum den berigende oplevelse af ligevægt mellem lys og mørke. I stedet går man ærgerlig ud i den smukke, skumrende martsaften, og det er synd, for det fortjener forestillingen slet ikke.