Euripides’ Medea i 80’er-regi. Skuespilhuset d. 27. marts 2022
Den
forgangne uge har været intens for undertegnede teatergænger. Det har næsten
været som at være tilbage til Dionysos-festen i det atheniensiske demokrati i
det 5. århundrede f. Kr. Ikke fordi Dionysos-festen også fandt sted i marts,
eller fordi der har været to forestillinger med udgangspunkt i en antik, græsk
myte, men fordi der har været tre tragedier - i alt fald tre dramatiske
forestillinger - og en (halvtam) komedie. Det svarer mere eller mindre til, hvad
Athens borgere så på én dag under Dionysos-festen: en tetralogi bestående af
tre tragedier og ét satyrspil. Skulle man kåre en vinder -for dramaopførelserne
i antikkens Athen var en konkurrence - ville de to hurtigt være ude; hverken Greven
af Luxembourg eller Elektra kan stå distancen. Førstnævnte er bare lidt
kedelig, sidstnævnte er meget kedelig. Kampen står altså mellem de to sidste, Frk.
Julie og Medea, og det er tæt løb, for begge forestillinger er båret
af teksten, og skuespillet er gribende.
Euripides’ Medea, ”verdens
ondeste skilsmisse”, må være en af de hyppigst opførte antikke dramaer af de i
alt 32 tragedier, der er overleveret fra klassisk tid. Handlingen er
uforglemmelig, fordi den er så blodig og så voldsom: En mor dræber sine egne
sønner for at tage hævn over den ægtemand, der har forladt hende til fordel for
en anden kvinde. På samme tid er det en ualmindeligt enkel tragedie; der er
aldrig flere end to skuespillere på scenen ad gangen, og den er struktureret over
modsætningen mellem forventning og overraskelse, mellem spænding og forløsning.
Den er uforudsigelig, og det er i lige så høj grad som det blodige klimaks en
af årsagerne til, at den er evigt grøn og vedkommende. Først ridser Medeas amme
forhistorien om Jason og argonauternes togt for at finde det gyldne skind op,
og samtidig præsenterer hun Medea, den desperate, hævngerrige, impulsive og
skånselsløse barbar, som Jason tog med hjem fra sit togt. Fra kulissen hører
man Medeas frygtindgydende skrig, så publikum i Athen var aldrig i tvivl om, at
karakteren stemte overens med den morderske og giftblanderske, som de kendte
fra myterne. Men da Medea straks efter kommer på scenen, er hun rolig og
behersket. Hun er stadig vred, men hun argumenterer fornuftigt - ganske som man
kunne forvente, at en borger i det atheniensiske demokrati ville argumentere i
folkeforsamlingen - og lever op til sit navn: Medea betyder den kløgtige.
Kløgtig er hun. Da kong
Kreon vil forvise hende fra Korinth, fordi han frygter for sin egen datter, udnytter
Medea straks den afsløring som argumentation for sit eget ønske om at blive
bare en dag mere i byen, nemlig at hun må sikre sine sønner. Hvordan kan Kreon
så sige nej til det? Specielt når de to drenge samtidig ser til inde fra huset?
Han har netop vist sig til fals for følelsesargumenter, så han siger ja, og den
ekstra dag i Korinth udnytter Medea til at tage sin frygtelige hævn: Hun vil
myrde kongens datter, Glauke, som Jason har kastet sin kærlighed på, og længe
regner hun med, at hun også vil dræbe Jason. Men så dukker Aigeus, kongen af
Athen, op. Han har været hos Apollons orakel i Delphi for at få svar på, om han
for altid vil forblive barnløs, og da indser Medea, at en større straf end selv
at dø er det for en mand at dø uden arvinger. Ergo: sønnerne må dø. Medea er på
en gang drevet af sit instinkt (både ammen og Jason kalder hende løvinde) i sit
begær efter hævn over den mand, som hun har begæret mere end noget andet, og
kløgtigt beregnende; hun er køligt bevidst om, hvad hun gør, hvordan og hvorfor
hun gør det, og at det også er hendes straf at myrde børnene, for så vil også
hun gå en utryg og usikker alderdom i møde. Tragedien slutter åbent med, at
Jason og Medea bebrejder hinanden det skete. Der er ingen deus ex machina,
der fordeler skyld og straf, nærmest tværtimod, for hos Euripides’ flygter
Medea på den dragetrukne vogn, som hun har fået af sin farfar, solguden
Apollon. Den del er udeladt i Inger Christensens gendigtning.
Medea er altså en kompleks
karakter. Hun er i sine følelsers vold og helt fornuftig på samme tid. Det siger
sig selv, at det kræver sin skuespiller at udfylde den rolle, men det har Det
kgl. Teater med Signe Egholm Olsen. Fra hun kommer ind efter ammens indledende
monolog, forlader hun ikke scenen, og for øjnene af publikum forvandler sig
igen og igen. Hun er undervejs ved at gå ud af sit eget skind - bogstaveligt
talt: hun kan ikke være i sin krop, hun vrider sig hjælpeløst i smerte og
forsøger at opsluge sig selv for at udtrykke den indre lidelse, der behersker
hende. Alle de andre, der defilerer forbi hende (kun Jason kommer igen flere
gange) spiller fremragende - Christiane Gjellerup Koch som ammen, Jens Jørn
Spottag som Kreon, Morten Burian som Aigeus og Ernesto Piga Carbone som
sendebuddet, der beretter om Kreon og Glaukes drabelige død - men Signe Egholm
Olsen overstråler alle. Hendes mentale nærvær og hendes enorme fysiske præstation
sidder i kroppen på publikum længe, længe efter. Nogle anmeldere har bebrejdet
Rasmus Bjergs Jason for at være for afslappet og tilbagelænet, men det handler
dels om, at han i teksten er en overlegen kræmmersjæl, der tror, at alt kan
gøres op som tab og gevinst, dels at handlingen her er sat i de glamourøst overfladiske
80’ere, og Bjerg inkarnerer en overfladisk playboy, der har penge nok.
Instruktør Sigrid Strøm
Reibo har sammen med scenograf Katrin Nottrodt flyttet tragedien fra 431 f.Kr. frem
til 1980’erne ud fra ønsket om at placere handlingen i en tid, hvor
patriarkatet endnu var styrende. En fuldt ud naturalistisk, men nedslidt og
dårligt vedligeholdt bungalow med store glaspartier er den eneste kulisse;
omkring den er kun det sorte, glatte scenegulv, hvor de fem kvinder, der udgør
koret, tager opstilling med stole og mikrofonstandere, og hvor handlingen
udspiller sig. På den måde mimes oikos, det private hjem, og polis,
bystatens offentlige rum - i alt fald for den indviede. Hos Euripides var det i
431 f.Kr. en pointe at diskutere kvindens rolle i det demokrati, som
athenienserne selv var så stolte af, for hvad kunne en kvinde gøre - oven i købet
en fremmed kvinde - hvis hun blev svigtet og vraget til fordel for en anden
kvinde af sin mand? Kvinder havde pligter, navnlig i oikos, men ingen
rettigheder, og var ude tilhyllet, så hun ikke tiltrak sig opmærksomhed;
kvinder skulle hverken ses eller høres i det offentlige rum. Det er af denne
mangel på muligheder, Medeas blodige hævn udspringer. Jason svigter ikke bare
deres kærlighed, han efterlader Medea i et ingenmandsland, og derfor kan hun i
princippet gøre, som hun vil - og i desperation gør hun det. Iklædt
pastelfarver, skulderpuder, plisserede nederdele og blondekraver synes
opsætningen hentet ud af 80’ernes uendelige TV-soaps, og Medea bliver i sine
intriger og sin hævntørst en Alexis Carrington - selvom hun slår hende med
mange meter. Om det giver noget til dramaet er uklart. At undersøge hvilke
rammer samfundet sætter op for den enkeltes udfoldelse er vel nødvendigt til
alle tider. Undertegnede er ikke overbevist om, at scenografi og kostumer gør
noget for dramaet, men skuespillet bærer det, som det bør, og overbevisende, så
det er nok Medea, der er denne uges vinder. Ikke mindst på grund af
Signe Egholm Olsens intrigante og infame Alexis Carrington, altså Medea.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar