Du danske sommer - jeg elsker dig!

 Indtryk fra Hindsgavl Festival d. 11.-18. juli 2023

 

Om formiddagen regner det. Jævnt og støt og roligt. Over middag klarer det op, og der er drivende skyer på en klar, blå himmel: Typisk dansk sommer. Det blæser godt gennem Lillebælt; der er en heftig strøm, og sejlbådene stryger forbi Fænø mod Gamborg Fjord, men det er lunt og ikke så voldsomt vejr, at man ikke kan gå en tur i slotsparken. Det gør vi.

                      Inden da har vi hørt den unge, fremadstormende tyske Goldmund Quartet. Kvartetten har taget navn efter Hermans Hesses roman Narziss und Goldmund (da: Sol og måne) fra 1930. I romanen vokser de to titelkarakterer op sammen i en klosterskole, men herefter skilles deres veje; Narcis følger en klerikal, åndelig sti og bliver i klosteret, mens Guldmund drager ud ad en verdslig sti og følger sit kødelige begær uden dog nogensinde at finde hvile. Til sidst mødes de igen, mens pesten hærger, og diskuterer - inden romanen slutter - om tænkerens eller den søgende kunstners vej gennem livet er den mest givende. Kvartetten har måske valgt side i sit valg af navn, men ren sanselighed er de fire mandlige musikeres spil nu ikke udtryk for. Snarere er de én hel organisme, én ånd; de ejer mesterkvartetternes evne til at følge hinandens rytme, tempi, ja, selv deres åndedrag synes koordinerede, og deres åndelige bidrag, fortolkningen af musikken, står derfor stærkt. De spiller ganske enkelt fremragende! Først spiller de Erwin Schulhoffs ekspressive og charmerende Fem stykker for strygekvartet fra 1923 og derefter - med pianist Gustav Piekut, der lydefrit og perfekt føjer sig til kvartettens balancerede samspil - Dvořáks klaverkvintet, ”Dumka”, fra 1887. De små halvtreds år mellem de to værker er markant hørbare, men de supplerer hinanden fremragende, lige så fremragende som musikernes samspil, og Schulhoffs musik er et nyt bekendtskab.

                      Aftenens koncert imødeses under vandringen langs bælt og i park med spænding. Dels har kontratenoren Iestyn Davies måttet melde afbud dagen før, dels er det Ensemble Jupiter, der spiller, og de har to gange tidligere henrykket publikum og leveret festivalens højdepunkt. Ensemblet består af fremragende musikere fra det meste af Europa under lutenist Thomas Dunfords ledelse, og deres samspil er mindst lige så virtuost som Guldmund-kvartettens, og med én dags varsel er sammensat et umiddelbart udelukkende instrumentalt program: Først ouverturen til Vivaldis L’Olimpiade, dernæst hans lutkoncert i C-dur og en suite fra Händels Theodora. Det er ikke helt, hvad der står i det lynhurtigt trykte program, men man føler sig i trygge hænder, for Dunfords overblik er overlegent og mesterligt; med en sagte, virtuos klimpren binder han koncertens satser sammen, så publikum ikke forstyrrer ved at klappe, og efter suiten beklager han, at Davies ikke kunne være med dem, men de syv musikere vil alligevel forsøge at spille et af de ellers planlagte numre, nemlig Händels ode til dronning Annes fødselsdag, ”Eternal source of light divine”. Akkompagnementet hertil er ganske enkelt, og selvom man undrer sig over, om det er muligt at spille uden vokal, tvivler man ikke på Dunfords evner, og bedst som de første toner er slået an, sker miraklet: en tindrende herresopran løfter sig og synger:

 

Eternal source of light divine
With double warmth thy beams display
And with distinguish'd glory shine
To add a lustre to this day.

 

Miraklet viser sig snarere at være et lykketræf, idet den danske kontratenor Steffen Jespersen for det første var på Hindsgavl, for det andet kunne tre af de programsatte sange. Som en overraskelse, en julegave et halvt år for tidligt, får vi nu dem oveni det instrumentale program. Efter pausen spiller ensemblet sarabanden fra Händels suite nr. 4, Vivaldis cellokoncert i c-mol, Marin Marais’ ”L’americaine”, Händels Terpsicore-danse og Vivaldis lutkoncert i D-Dur, ”Dus med dyrene” (allitterationen gør det nemt at huske) foruden to arier med Jespersen, bl.a. ”O Lord, whose mercies numberless” fra Saul. Alene omfanget af denne nærmest improviserede koncert er bjergtagende, og læg dertil ensemblets umiddelbare, medrivende og præcise spillestil, der aldrig er så formel, at den bliver kedelig eller uinteressant. Tværtimod har man oplevelsen, at ensemblet bare jammer, og pulsen er frisk og adræt som deres fremtræden er afslappet og broget. Steffen Jespersens bidrag er the cherry on the cake, men koncerten er aldrig et vulgært eller syntetisk sukkerchok, den er ren spilleglæde, rent virtuoseri.

 

Om torsdagen regner det. Det regner om formiddagen, og det regner om eftermiddagen; tunge, grå byger bliver ved med at bevæge sig ind og landet, og bygerne er mange og voldsomme. Det regner også voldsomt umiddelbart inden aftenens koncert, og regnen kvæler lindenes duft, og regnjakke er en nødvendig for at nå nogenlunde tør frem til ”Tranesalen” i Slotsladen. Måske er det et varsel.

                      Koncerten med Piotr Anderszewski er en kæmpe skuffelse. Nok er han en excentrisk kunstner med temperament, men den treenighed mellem kunstner, musik og publikum, som Anderszewski dyrker, som understreges af konferencier Mathias Hammer og af, at det er nødvendigt at skrive sort på hvidt i programmet, at optagelser under koncerten frabedes indtrængende, indfinder sig aldrig. Tværtimod lukker Anderszewski sig inde i et rum med musikken og formidler aldrig denne videre til publikum. Det understreges kun af, at han lider af et Glenn Gould-syndrom og småsynger, nynner og brummer med, og denne brummen overdøver ofte musikken, når man lytter på første række. Han mejsler Bachs partita nr. 6 ud med en ilterhed og et temperament, der kvæler al inderlighed og åndelighed, og selvom det er velkomment og oplagt at programsætte værker af Anderszewskis alt for lidt spillede landsmand, komponisten Karol Szymanowski, så bliver det aldrig klart, hvilken rigdom og skønhed der ligger i nr. 3, 7, 8, 5 og 4 af Szymanowskis tyve mazurkaer, op. 50. Renest i udtrykket står Anton Weberns gennemført dodekafoniske tre variationer for klaver, op. 27, selvom manglen på tonalitet heller ikke forhindrer Anderszewski i at synge med. Tonerne og udtrykket (tempobetegnelserne er helholdsvis ”Sehr mäβig”, ”Sehr schnell” og ”Ruhig flieβend”) træder her frem, og magisk er øjeblikket, som Den danske Strygekvartet ved flere lejligheder også har fremhævet ved at lade atonalitet møde tonalitet; Anderszewski fortsætter uden ophold over i den melodisk indsmigrende førstesats af Beethovens næstsidste sonate, nr. 31 i As-Dur, op. 110, og i det sekund smelter man. Beethoven-sonaten er afgjort aftenens clou, men det er for sent; Anderszewski brummer igen, og publikum lukkes aldrig ind i hans musikalske rum. Jeg går inden ekstranummeret.

                      Ude er regnen holdt op, men skuffelsen varer ved. Det er en kold, fugtig aften.

 

Fredag er friskere, køligere; dansk sommer fra den vemodigt smilende side. Vemodet skyldes måske endnu en aflysning; sopranen Anna-Lucia Richter, der bl.a. har sunget partiet som Zerlina i Romeo Castelluccis overrumplende, spektakulære og tankevækkende opsætning af Mozarts Don Giovanni ved Salzburg Festspillene i 2021, er blevet syg. Hendes lyse, glitrende sopran erstattes af en ung, ikke mindre lys baryton, den unge Jonas Müller (han er 23!), som pianisten Gerald Huber har foreslået, og som han netop har optrådt med på Herlufsholm.

                      Det er ikke et ringere alternativ eller en let løsning. Müller ligner en eventyrer, en Tintin med sit opadstrittende pandehår, og han er oplagt! Han har sunget fra barnsben, først drengekor, så andre ensembler, men også operapartier har han allerede på sit unge CV, og han er en mere og mere efterspurgt liedsanger, som man må være lykkelig for at opleve i så ung en alder. Og det er publikum denne aften, faktisk er stemningen ekstatisk efter programmets indledende syv Schubert-lieder, som Müller med sin cremebløde, lysende stemme forlener med alt det ungdommelige mod og vemod hos komponisten, der med sin tidlige død forblev ung og drømmende af sind. Hans diktion er knivskarp, og foredraget som helhed sublimt. Teknikken er ikke mindre uovertruffen i Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen, der følger, men modenhedens mørke, der er så udtalt hos Mahler, mangler i hans klang. Den kommer; her og nu er dens fravær kun et lille aber dabei.

                      Mørket savnes ikke i Richard Strauss’ otte sange med tekst af Hermann von Gilm, op. 10, for her ejer Müller en eftertænksomhed, der gør det ud for den erfaring, som udtrykket i navnlig ”Allerseelen” fordrer. Til sidst slippes tøjlerne, og publikum diverteres med Schönbergs syv Brettl-Lieder, der emmer af pikanteri, lystighed og erotik, ikke mindst ”Der genügsame Liebhaber”:

 

“Und komm' ich am Abend die Freundin besuchen,

So liegt die Mieze im Schoße bei ihr,

Und nascht mit ihr von dem Honigkuchen

Und schauert, wenn ich leise ihr Haar berühr.

 

Und will ich mal zärtlich tun mit dem Schatze,

Und daß sie mir auch einmal "Eitschi" macht,

Dann stülp' ich die Katze auf meine Glatze,

Dann streichelt die Freundin die Katze und lacht.”

 

Kluklatter og brovtende grin (er det en husar, der sidder ved siden af mig?) lyder i salen, og man vil ikke slippe Müller, der nu synligt er træt, men en enkelt sang af Hugo Wolf lykkes det at få som ekstranummer.

                      Det er dog Schubert, der er aftenens stjernestund, og det er ”Frühlingsglaube”, der bliver ved med at genlyde for det indre øre efter koncerten i aftenen, der nu er lun og stille, næsten lummer.

 

Det er vildt vejr søndag! Det både blæser og regner; dråberne slår, nej, banker mod tag og ruder, og pludselige, voldsomme ilinger river krukker og planter omkuld! Det næste øjeblik er det ovre, og snart skinner solen.

                      Det er temperamentsfuldt vejr, og forude venter et temperamentsfuldt program i hænderne på den franske Quatuor Ébène: Først fem satser af Henry Purcell (og hvornår har man ellers hørt kammermusik af ham?) fra Fantasies and In Nomines fra 1682. En fantasi er i denne sammenhæng ”én finurlig sats med et tema på blot én tone (!)”, som Mathias Hammer skriver i programmet; én sats, der som en haydnsk strygekvartet in spe veksler mellem en- og flerstemmige, hurtige, langsomme og dansende tempi. Det er drømmende og frodigt strømmende musik, og de fire musikere lever sig ind i samspillet og danser på stolene såvel som med blikke og smil. Dernæst bevæger kvartetten sig fremad med astronomisk fart til György Ligetis første strygekvartet i fem satser, Métamorphoses nocturnes, fra 1954. Det er vild musik; det er sci-fi i lyset af Purcells harmoniske velklang, hvor fabulerende den så end er. Musikken vrider og drejer sig som et ulykkeligt indespærret fabeldyr. Der er unisone, kradse passager, der er viltre, voldsomme, frådende udbrud, og der er ømme, inderlige og lyriske øjeblikke, som Ébène-kvartetten hjemmevant skifter imellem, og det på trods af at kvartettens faste cellist, Raphaël Merlin, her er erstattet af Yuya Okamoto, men det bemærker ingen. Samspillet er sublimt, hvor meget end de afventende buestrøg og opmærksomme blikke frem og tilbage blot er den opmærksomme og erfarne musikers årvågenhed. Bifaldet er med rette ekstatisk. Cellist-erstatningen er dog årsagen til, forklarer andenviolinisten Gabriel Le Magadure til sidst, at der intet ekstranummer er et give, for kvartetten har ikke haft tid til at indøve et med Okamoto, men Le Magadure takker begejstret for samarbejdet, og publikum bifalder ved flere gange at afbryde hans undskyldende forklaring med klapsalver.

                      Inden da har kvartetten efter pausen sat punktum for koncerten med Robert Schumanns første strygekvartet, en helt igennem klassisk, genkendelig og firsatset kvartet i romantisk stil. Dog er der udsving i form af heftige udbrud og stemningsskift, de er bare beherskede, så de griber og rører. Det er nemlig påfaldende, at Schumann i sine symfoniske værker udpinte sine temaer med gudsjammerlig kedsomhed til følge, mens kammer- og liedkomponisten Schumann avede sig og skabte klangskønne, gribende og rørende værker. Det mener i alt fald undertegnede. Der er således stor inderlig længsel og vemod i den langsomme tredjesats og pludselig, underfundig humor i finalen - og Quatuot Ébène forløser alt, så mindet om dagens rusk og regn fortaber sig.

 

Tirsdag d. 18. juli, festivalens sidste dag, er en dansk sommerdag, som de er flest: broget, blandet, kølig. Ingen har som Thøger Larsen formået alle danskere til at elske den danske sommer, som den nu er. ”Byger, der går og kommer” er næsten blevet en talemåde og passer ofte også ind i de fleste vejrværters manuskript, men mere rammende for danskerens ambivalente forhold til sommeren på hans og hendes breddegrader er nok: ”Mer, mer, mer/jeg dog dig elsker, hver gang du ler” - for når den danske, lyse sommer ler, hvad kan så sammenlignes hermed? Et mytisk, uopnåeligt, men evigt attrået smil, der dyrkes og æres som end anden gud.

                      Sætter denne sommer end tålmodigheden og kærlighedsforholdet på prøve, så er der sol og lune i den sidste koncert på Hindsgavl i år: Brahms to samlinger af Liebeslieder-Walzer og tre andre, små samlinger af sange for fire stemmer: sopran, mezzosopran, tenor og baryton. De mødes og skilles i små vers om kærlighedens alsidighed med så stor underfundighed, at det næsten ikke er til at tro, at det er den tungsindige, brøsige og ubehagelige Brahms, der har fundet dem og sat dem i toner, men man vugges ind i drømme og længsler mellem de to køn. ”Det er musik fra før LGBT-bevægelsen” står der lakonisk i programmet, det gør bare hverken til eller fra; følelserne er de samme, hvilket køn man måtte have eller identificere sig med, men musikalsk opstår harmonien og dynamikken i stemmernes forskellighed. Det er sopranen Christiane Karg, der har sammensat programmet og de fire sangere, der ud over hende selv inkluderer mezzosopranen Patricia Nolz, tenoren Benjamin Bruns og barytonen Michael Nagy, og de giver koncerten flere steder i Europa denne sommer. På den måde skiller Karg sig ud, men det gør hun også i sin påklædning: Hun er iført en blå top og et stort, tungt skørt med gule og blå mønstre og guldbroderier, mens Nolz er i en sterilt enkel og kedeligt hvid, lang kjole. De to herrer er blot i sorte bukser og ditto krøllede skjorter, og de to pianister, Louis Lortie og Paolo Bressan, følger denne forvaskede, sjuskede herremode. Der er intet i deres fremtoning, der vidner om den skønhed og lethed, de forlener de elegante kærlighedssange med, men det er, hvad vi får: Lutter velklang og dansant ynde.

                      Kargs sopran er perlende ren og klar. Hører man hendes indspilninger, er den overraskende anonym, men live er den intet mindre end diamanttindrende skær. Nolz’ lidt dybere stemme stråler lige så skarpt, men glimter som en rød rubin; Bruns tenor er et lysvæld, en blændende kaskade af guld, mens Nagys baryton er mindre påtrængende, men lige så strålende: sølv. Med andre ord er det et skatkammer af højeste karat - de to pianister står ikke tilbage for sangerne, men holder sig charmerende i baggrunden - man denne aften præsenteres for. Det er en fest af en finalekoncert! Hvem bekymrer sig om en smule regn og blæst i sommeren, når blot Hindsgavl Festival findes? Så kan man kun elske den danske sommer! Du danske sommer, jeg elsker dig - jeg elsker Hindsgavl!