Tjekhovs Mågen som symfoni for store skuespillere. Odense Teater d. 19. februar 2024
Det
er svært at forestille sig - selv hvis man lytter virkelig godt med sit indre
øre - hvem af de store, russiske komponister, der var samtidige med Anton
Tjekhov, der kunne have sat musik til Tjekhovs Mågen fra 1896. Tjekhov
var hyperrealist - han vendte sig kraftigt imod Stanislavskijs brug af
lydeffekter i urpremieren på Kirsebærhaven i 1904 - og Rimskij-Korsakov,
Rachmaninov og Glazunov var i større eller mindre grad alle romantiske
komponister, så forfatteren ville næppe have haft musik, og komponisterne havde
store idealer for, hvad musik skulle udtrykke. Måske Anatolij Ljadovs Den
fortryllede sø kunne danne baggrund for Mågen; ikke fordi det ikke også
er (sen)romantisk musik, men fordi Mågen udspiller sig ved en sø, en sø,
der drager alle karaktererne, og en sø, som de alle refererer til igen og igen.
Den sø, hvor Konstantin skyder en måge, og Ljadovs musik er både subtilt
dragende og mystisk. Stravinskys eksperimenterende tonesprog og neoklassiske
stil ligger endnu mange år ude i fremtiden, og fra vore hjemlige breddegrader
ville Gustav Winklers slager ”Hvide måge” nok være et hysterisk morsomt bud,
men det ville også ramme fuldstændigt ved siden af skiven og ikke være et
seriøst bud.
I Nicolei Fabers opsætning
af Mågen på Odense Teater overlades musikken - for selvfølgelig skal der
være musik - til musiker og komponist Hannah Schneider, og selvfølgelig (?!) er
hun på scenen gennem hele forestillingen og ledsager forestillingen med diskret
klavermusik, der oftest er stemningsskabende minimalisme, men nogle steder
kammer over i ligegyldig loungemusik. Rent lydtapet. I første, anden og tredje
akt - inden pausen - sidder hun med ryggen til publikum, så Jonas Fly Filberts
scenografi kommer til at minde om et orgel, hvis piber tårner sig op langs den
rundede bagvæg, i fjerde akt sidder hun midt på scenen med ansigtet vendt mod
publikum. Scenerummet er således både åbent og abstrakt, og da Marcia i fjerde
akt kommenterer, at nu sidder Konstantin igen ved klaveret, er det Schneider,
der spiller. Da forestillingen begynder, tales der direkte til publikum, lyset
slukkes ikke i salen, og det er ikke helt klart, om den forestilling, der gøres
klar til - ved at slæbe store, sorte affaldssække ind i en dynge midt på scenen
- er Tjekhovs Mågen, eller det er skuespillet i skuespillet, d.v.s. det
skuespil, Konstantin har skrevet, og som opføres i første akt. Iscenesættelsen
er altså umiddelbart langt fra Tjekhovs realisme og synes snarere at pege på
teatrets kunstighed - som var det en installation og ikke et skuespil.
Man kan imidlertid også se
denne ret klichéfyldte leg med virkelighed og fiktion som udtryk for stor
musikalitet. Som barokmusikkens generalbas, basso continuo, hvorover
akkorderne lægger sig, for skuespillet står i skarp kontrast til scenebilledet,
der som ren abstraktion bliver klangbund for ensemblets eminente præstationer.
Tjekhov kan være svær at spille, fordi nuancerne er så subtile, og fordi der
intet plot er, hvorigennem karaktererne udvikler sig. Hvis de træffer et valg -
og det har de som oftest svært ved at beslutte sig for - ligger de under for
Kierkegaards håbløse logik i Enten - Eller:
”Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil
ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele;
enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele. Lee ad
Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde
det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem, Du vil fortryde begge Dele;
enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du græder over dem, Du fortryder
begge Dele. Troe en Pige, Du vil fortryde det; troe hende ikke, Du vil ogsaa
fortryde det; troe en Pige eller troe hende ikke, Du vil fortryde begge Dele;
enten Du troer en Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge Dele.
Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng
Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller
Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele. Dette, mine Herrer, er
Indbegrebet af al Leve-Viisdom.”
Af
den grund er Tjekhovs sidste fire mesterdramaer studier i lige dele tristesse
og (galgen)humor, men balancen mestres i denne opsætning; karaktertegningen er
genkendelig og realistisk, så man hele tiden er opslugt af, hvem og hvad personerne
egentlig er.
Kristoffer Helmuths
Konstantin er lige dele ilter og øm. Hans kunstneriske oprør er nok i lige så
høj grad et oprør mod og en længsel efter sin feterede og forfængelige mor,
skuespillerinden Irina, og man forstår ham, mens man samtidig finder hans oprør
lovligt styret af freudiansk misundelse til morens kæreste, forfatteren Boris
Trigorin. Irina gør Natalí Vallespir Sand (hun er virkelig fremragende i denne
forestilling) præcis så overfladisk, at man chokeres, da man må indse, at man også
føler en vis medlidenhed med hende, fordi det glamourøse ydre kun er dække for
en dybt eksistentiel usikkerhed. Hvad er hun, hvis hun ikke længere er den
store skuespillerinde i de smukke, glitrende rober? Boris er lige så
overfladisk i sin jammerklage om altid at måtte arbejde, arbejde, arbejde, når
han hellere vil sidde i en båd på søen og fiske, for han bruger såvel denne
påtagede klagesang som sin egen berømmelse til at lokke Nina, Konstantins
kæreste, til sig. Claus Riis Østergaard fremstiller ham så overbevisende, at
også publikum kommer til at tro på hans kærlighed, men den er, som man erfarer
i fjerde akt, ikke særligt udholdende eller beundringsværdig. Nina har i
Rosemarie Rosbæks fremstilling måske et problem med at løfte sine replikker ud
over scenekanten; hun mumler en anelse og lyder nogle gange som en, der er ved
at drukne, og dog overbeviser hun som den, der trods modgang i karrieren og i
livet (Boris forlader hende som sagt, og deres barn dør), står ved sine drømme
og ambitioner om en stor karriere. Er hun mågen, som Konstantin umotiveret
skyder? Nej, selvom hun påstår det, så kæmper hun og viser viljestyrke.
De mindre roller er en
parade af stjernepræstationer, der alle burde indkassere en Reumert-nominering:
Mikael Birkkjærs læge, Hugo, er så livstræt og opgivende, at man kun kan le
over den tiltrækningskraft, han har på kvinder, bl.a. Malene Melsens forvalterfrue,
Pauline, hvis ynkelige fremtoning er så lattervækkende, at man må græde des
mere over, hvor ulykkelig hun er. Man forstår det, for forvalteren Leo, hendes
mand, gør Lars Mikkelsen til en brovtende og opfarende noksagt, som på samme
tid er latterlig som en hund i et spil kegler. Lea Baastrup Rønne gør deres
datter, Marcia, først til en trodsig teenager og siden til en ravnemor, men man
er aldrig i tvivl om, hvor højt - og ulykkeligt - hun elsker Konstantin. At hun
gifter sig med den lokale skolelærer, Simeon, bidrager kun til den
lattervækkende ulykke, for Benjamin Kitter leverer måske (igen) forestillingens
bedste præstation, som denne mand med kejtede bevægelser og store, store
følelser; man griner og græder på samme tid, når han træder ind på scenen. Det
er i høj grad skuespillernes fortjeneste, at forestillingen lever, og man
aldrig keder sig, for de viser dyb og musikalsk forståelse for alle i det store
persongalleri.
Odense Teater har gjort
meget ud af at pointere, at denne opsætning er ”en ny version ved Simon
Stephens” - som om det er nødvendigt at undskylde, at man spiller Tjekhov.
Sammenligner man det originale drama med denne version, er det imidlertid svært
at se de store forskelle. Karaktererne har blot et fornavn, så fraværet af den
komplicerede, russiske navnetradition, der giver de indviede oplysninger om
stand og familieforhold, er nok den eneste radikale ændring, ellers er det blot
en ny oversættelse og ganske let bearbejdning. Man kan kun begræde, at den
engelske (meget grove) ed fuck har fundet vej ind i denne oversættelse,
ellers er det Tjekhov i sin reneste form, og denne opsætning er den mest
lydhøre og musikalske opsætning af Mågen, undertegnede har set - takket
være skuespillerne.
Nicolei Faber skal have
ros for at turde træde i baggrunden og lade skuespillerne træde frem. Den ene
af de ovenfor nævnte affaldssække er fyldt med fjer, som Konstantin spreder
over hele scenen og lade flyve ned blandt publikum, og det kan synes underligt
og meningsløst, men det mimer eller forstærker blot mågens meningsløshed. Som
symbol undviger mågen sig fortolkning, og Faber forsøger gudskelov ikke at give
en: Det er Konstantin, der skyder mågen og giver den til Nina, da han mærker,
hun glider fra ham, men han skyder også sig selv; Nina kalder sig selv mågen,
men hun dør ikke, tværtimod er hun den eneste karakter med vilje til at kæmpe,
og Boris lader mågen udstoppe, men nægter nogensinde at have givet besked om
det og husker den ikke. Mågen betyder altså ingenting (fordi den betyder for
mange ting); den peger kun på, hvad Tjekhov ville med sine ultrarealistiske
dramaer, nemlig gengive den uglamourøse og kedelige, begivenhedsløse hverdag.
Han stiller dermed spørgsmålet, om mennesket har nogen indflydelse på sit liv
overhovedet, men han nægter med spørgsmålet også at give et svar. Det må
publikum selv give, alt efter hvilken karakter man nu retter sit fokus mod, og
i denne opsætning er det svært at vælge, for de er alle præcist tegnet på
scenen. Faber understreger dette ved at lade forestillingen slutte overraskende
og brutalt: Det ildevarslende skud i slutningen dysses ned af lægens
forsikringer om, at det blot er en flaske æter, der er eksploderet, men straks,
han har betroet Boris - efter at have trukket ham til side på scenen - den
virkelige årsag til braget, går lyset ned, og forestillingen slutter. Det er
brutalt overvældende, men med stor musikalsk forståelse for Tjekhov - og så
slutter forestillingen endda helt uden musik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar