Leos Janaceks ”Den
fiffige lille ræven” i Operaen d. 5. januar 2013
Musikken af Leos
Janacek (1854-1928) er strømmende og drømmende; den flyder som vandet i en å,
som fuglesang eller som menneskets stemme, og i den fantastiske lille opera
”Den fiffige lille ræv” flyder mennesket og naturen sammen i en mere melodiøs
enhed end i øvrigt hos Janacek, da skovfogeden erkender, at også mennesket er
underlagt og en del af naturens cyklus. Selvom den sparsomme handling er
baseret på en tegneserie, og operaen forsøges solgt som en familieforestilling,
så er operaens filosofiske pointe nok snarere for et voksent, måske endda
modent publikum. De mange børn, der var til stede ved forestillingen lørdag d.
5. januar, opførte sig ganske vist pænt, men der var småsnakken, mange havde
svært ved at koncentrere sig halvanden time (nogle børn var også for små til at
blive taget med!), og de fleste kedede sig tydeligvis i det lange løb. Et sted
skal man imidlertid begynde, og jeg opmuntrer gerne forældre til at tage børn
med til klassisk koncert og opera, men de kan være for små, og at lægge
fødderne op på balkonens gelænder kan næppe kaldes god opførsel (selvom den er
mindre forstyrrende end voksne, der hoster sig igennem en hel opera eller
skramler med slikpapir), så forældrene bør nok overveje, hvornår poderne skal
lære seriøs kultur at kende…Ikke des mindre er Francisco Negrin og Es Devlins iscenesættelse fantasifuld og forunderligt eventyrlig; kontrasten mellem det organiske og det kantede – mellem natur og kultur – er til at tage at føle på, og kostumernes origami-inspiration appellerer til fantasien hos både børn og voksne. Det sidste måske i så høj grad, at det kan være svært at genkende de forskellige dyr – menneskerne er alle maskingrå og farveløse – men det gør måske ikke noget? Weekendavisens anmelder har foreslået, at handlingen kunne udspille sig i et kontorlandskab, og det er ikke forkert set, at en mindre bastant og voldsom scenografi havde givet større rum til karaktertegningen, for dyr eller menneske så er denne forestillingens achilleshæl: Forestillingen er smukt koreograferet, men at dyrene er sanselige, impulsive og nøgterne og menneskene depressive, mistrøstige og sorgfulde fremgår i højere grad af kostumer og replikker (Ursula Andkjær-Olsens oversættelse er fin og finurlig om end lidt glad for eden ”sgu”), ikke af personernes handling, og det lider dramaet under. Trods skud og en eksplosiv finale gribes man aldrig rigtig af figurerne, og det er synd, men Francisco Negrin er – til forskel fra andre instruktører – velkommen igen og igen.
Musikalsk er alt dog i de skønneste hænder og struber: Drenge- og børnekor, operakoret, solister og orkester lader sig ikke bremse af kuber og guirlander, de vil ud, de vil frem, og selvom overteksterne er på deres plads, så artikuleres der et forståeligt dansk. Thomas Søndergårds rytmisk sensitive og inderlige samspil med Kapellet hører vi gerne meget mere til i fremtiden, men størst indtryk gør John Lundgrens stadigt rundere, blødere og varme basbaryton. Det er en uhørt lykke at høre ham, og det samme gælder lørdagens hanræv, der ikke blev sunget af Anne Margrethe Dahl, men Det kgl. Teaters hjemmeside oplyser ikke, hvem den alternerende sopran var, der gjorde så stort indtryk med sin stemmes styrke og skønhed (hvorfor ikke?). Gisela Stille var for en gangs skyld glimrende castet til titelpartiet, men hendes sopran er stadig mere slidstærk end smuk. Når de øvrige småpartier bestrides af kompetente kræfter som Tuva Semmingsen, Johanne Bock, Jens Bruno Hansen, Sten Byriel og Bengt-Ola Morgny, så går man ikke skuffet hjem, tværtimod vidner de om, hvilken talentmasse Den kgl. Opera råder over og bør hente inspiration til sit repertoire fra – BRAVI!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar