tirsdag den 8. januar 2013

Krig og kærlighed


Mozarts vidunderlige ”Cosi fan tutte” på Den fynske Opera 4. september 2012

Kærligheden har mange facetter, og det er dens brede palet af farver, der igen og igen inspirerer kunstnere til nye værker. Når den pjattede forvekslingskomedie i Mozart og da Pontes Cosi fan tutte, hvor to søstre forføres af den andens kæreste i albaner-forklædning, har sin berettigelse, så er det, fordi den sætter fokus på én af disse facetter, nemlig den hede, pludseligt opflammende forelskelse. Lyt til Mozarts geniale musik for at forstå det; den er aldrig i ro, altid i bevægelse, hele tiden skifter den retning. Der er enkelte øer af underskøn, blid og sart musik i dette oprørte hav, men det er arier, duetter eller terzetter, der udelukkende handler om drømme og længsler, de tilhører ikke realiteternes verden, og det var både Mozart og da Ponte alt for selvbevidst et menneske og for stor en menneskekender til at ignorere. Det siger noget, at operaen var dømt ude af romantikerne, men det var Richard Strauss’ yndlingsopera.
                      Det er dog ikke de impulsive, omskiftelige følelser, der er fokus i opsætningen, der er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Sommeropera og Den fynske Opera. Instruktøren Christopher Cowell griber fat i en anden tråd, nemlig at de to førsteelskere, Ferrando og Guglielmo, er soldater, og rask flyttes hele handlingen i den mundrette og nutidige, danske gendigtning af teksten til en krigszone, hvor heltinderne, søstrene Fiordiligi og Dorabella, er sygeplejersker og don Alfonso krigskorrespondent. Det er mageløst godt skåret, for alle kneb gælder som bekendt i krig og kærlighed, og hvis ikke forvekslingshistorien er en afledningsmanøvre af de helt store, så er strategien slået helt fejl! Det er en omsiggribende metafor at bruge, og der rettes mange skarpladte våben mod de agerende i opsætningen, og det er også ganske på sin plads, for de to søstre vil ikke overgive sig til deres drifter og sanser, de vil være standhaftige og tro mod deres kæreste på patrulje. (Operaen er virkelig et produkt af sin tid; et oplysningsværk, der udstiller menneskets splittelse mellem at tænke selvstændigt og fornuftigt og dog være et væsen med drifter og instinkter.) Den sensationshungrende korrespondent er naturligvis den, der sætter gang i krigsmaskineriet, men hvad driver egentlig don Alfonso? Hvorfor nægter han at tro, at nogen kvinde kan være tro? Det lader de fleste opsætninger os kun gisne om, men helt galt er det, at Jens Bruno Hansen synes helt uden interesse for den intrige, han sætter i gang, han tager kun lidt fotografier for at have bare lidt dokumentation, men interesseret eller oprigtig virker han aldrig. Han er forestillingens svageste kort, og det er overraskende, at han har overlevet så længe i Camp Kærlighed.
                      Man kan ikke beskylde hverken Elsebeth Dreisig, Maria Kontra, Dominique Moralez, Thomas Storm Hansen eller Randers Kammerorkester for at mangle energi eller passion! Der synges af de fire elskende og spilles af det lille orkester med en dynamik, præcision og energi, som var stort set fraværende i opsætningen af samme opera i efteråret 2011 på Operaen i København, og det kræver nu engang sin elendige dirigent at lede et verdensorkester som Det kgl. Kapel sådan på afveje (sic!). Dét er meget smittende, når man skal spille, synge og musicere under de miserable, fysiske rammer, hvor Den fynske Opera holder så tappert stand, og der er både ”bravo”, ”brava” og ”bravi” undervejs. Lise-Lotte Nielsens gesjæftige sygehjælper er også helt oppe på beatet! Igen overraskes man af, at der bag hendes stålsikre, om end lidt vage, stemme er et kæmpe skuespilhjerte, der muligvis banker mest for komikken, men på et øjeblik kan hun skifte fra en cool, langskægget feltpræst med håndtegn til en virkelig vred og forurettet kvinde. Her ulmer en ild, som man kort tror, skal antænde krudttønden af lidenskaber, men det sker ikke. Den tilgivende slutning, som Mozart og da Ponte vidste, var den eneste fornuftige løsning på forviklingerne, kan vi i dag have svært ved at goutere. Så mange våben og så ikke et eneste affyret skud?! Det er romantikken, Rossini, Verdi, Wagner og Puccini, der har lært os, at kærligheden er uregerlig og uhåndterlig, og vi har glemt, at 1700-tallets oplysning og klassicisme forsøgte at opdrage os til fornuftig tankegang. Måske fungerer den lykkelige slutning heller ikke dramaturgisk bedst, og et skud bag scenen havde været nok til at efterlade publikum med en sitrende, sød gysen, men det var ikke, hvad Mozart og da Ponte ville. Desuden har den mislykkede transplantation under ouverturen lært os, at operationer, der vedrører hjertet, ikke altid går godt – operationen lykkedes, patienten døde! – og resten af forestillingen igennem bruges køletaskerne mærket ”Human Organ” kun til at holde øl kølige i varmen. Dét er også en morale!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar