Teatermagi

”Nissebanden” på Odense Teater og ”Fanny og Alexander” i Skuespilhuset

Meget passende spiller to forestillinger med barnet i centrum her op til jul: På Odense Teater er det traditionen tro en børnevenlig forestilling, og på nationalscenen har handlingen både børn som hovedpersoner og som synsvinkel – men ellers er ”Fanny og Alexander” sandelig ikke en forestilling for børn på trods af sin humor og sin magi!
                      Magi er der dog også at finde på Odense Teater, for med en let genkendelig, forholdsvis naiv historie i simpelt udformede rammer lykkes det Flemming Jensen at ramme os lige i hjertekulen med sin delvist ny historie om Nissebanden. Det handler (igen) om at finde sit indre barn eller sin indre nisse frem (for sådan er det her, hvor nissen og pigen Puk er den samme) og om at værdsætte glæden ved at give frem for glæden ved at få. Midt i en fortsat økonomisk krise (hvor meget ville se anderledes ud, hvis folk rent faktisk fik tegnebogen op af lommen) er det næsten for belærende at høre på, men indpakningen og præsentationen gør, at denne politisk korrekte gave alligevel får tårerne frem i øjenkrogen. For det første er det en fryd blot at se forestillingen; scenografi fungerer med festligt fejende koste og lignende, og kulisserne er helt enkelt klassiske sætstykker skåret ud i finér: Holme-Olstrup står lyslevende for os, det samme gør julemandens kongsgård og legetøjsmaskinen (der nu KUN laver små gaver). Mest betagende er dog det glitrende isbjerg, Fiffig-Jørgensens Morris, der har en ganske særlig mekanisme til at rulle vinduet ned, og luftballonen, der flyver gennem luften. Det hele er meget passende rammet ind af gaver i massevis, for alene den vidunderlige magi, der ligger i endelig at få lov til at opleve dukketeaterscenografi, er en gave.
                      Værd at nævne er dog også skuespillet! Skulle man af veneration frygte, at det ville være mærkeligt at opleve julekalenderenes kendte og elskede skikkelser i andre personer og på scenen, så er der kun at sige: Frygt ikke, for jeg forkynder jer en stor glæde, nemlig at ingen er i tvivl om, at det ER Nissebanden, der er på scenen. Mikkel Bay Mortensens Skipper og Lars Simonsens Hr. Mortensen er helt eminente, Anders Momme er en fortrinlig Lunte, og selv Natalí Vallespir Sand er for en gangs skyld i en rolle, hvor hun blomstrer og trives smukt. Måske ligger det i Flemming Jensens instruktion; de er alle hans figurer, han kender dem, og hver især er skuespillernes karaktertegning forlenet med netop den skarpe tegneseriestreg, der giver dem hver deres helt eget liv.
                      Stiller man sig mere stædigt an og lader sig ikke overbevise af nisser og andet godfolk, men fordrer man – egentlig lidt snobbet, for julen er trods alt hjerternes og barnesindets fest – mere intellektuel dybde, så spiller Det kongelige Teater igen Ingmar Bergmans ”Fanny og Alexander”. Her skal man som sagt bare ikke tage børnene med, for godt nok er her også teatermagi i kulisserne af bølgende tæpper og møbler, der trækkes ind og ud på pinde som i et dukketeater, men historiens magi er af den mystiske og dunkle slags. Hvordan skal man nemlig forsvare en historie, hvor et barns mørke fantasier om død og ødelæggelse går i opfyldelse? Lyset vender tilbage, men mørket holdes stangen af et flammende bål, og flammer er også destruktive. Julens barnlige uskyld bliver aldrig den samme efter mødet med alvoren og døden, og moralen er ikke for de sarte: Der er store, fantastiske og uforståelige ting til på den scene, hvor vi spiller, så luk lyset ind!
                      Lyst er der hos familien Ekdahl, mørkt er der hos biskop Vergerus. Det handler om at træffe et velovervejet valg mellem disse to yderpoler, ikke lade sig styre af blind lyst, for ikke alt er lutter glæde i det ekdahlske hjem, og man må spørge sig selv, hvilken uudgrundelig sorg og medynkvækkende smerte der skjuler sig slet under biskoppens kolde, strenge ydre, når han slår Alexander med sådan en afmagt og desperation. Man må vælge, om man ser lyst på sin mands utroskab eller ej, man må vælge, om man vil være en glad eller en tungsindig farmor, og om man vil elske sin hustru med kærtegn eller med skænd. Således har både Melpomene og Thalia stået faddere ved fødslen af ”Fanny og Alexander”, og det formidles smukt af den alenlange rolleliste: Ghita Nørbys sørgmuntre matriark liver altid lidt mere op ved tanken om en cognac, Henrik Kofoed er formidabel som den alvorligt muntre, men talentløse teaterdirektør, børnenes elskede far. Sofie Gråbøl er skøn i et og alt; hun lever fuldt ud som Emilie Ekdahl i både sorg, afsavn, raseri og glæde. Bodil Jørgensen og Mikael Birkkjær som Alma og Gustav Adolf Ekdahl ler så overstrømmende let af hverdagens små sorger og uheld, at man ønsker, de var i familie med en, og som den tredje bror, Carl, er Peter Gilsfort så lattervækkende ynkelig og selvmedlidende, at man udmærket forstår, hvorfor Søs Egelinds sublimt tragikomiske hustru elsker ham. Hvorfor er hun ikke fastansat ved nationalscenen? Det er i sandhed et kongeligt ensemble, når kræfter som Benedikte Hansen og Sonja Richter løfter småbitte roller som henholdsvis biskoppens medlidenhedsvækkende djævelske tjenestepige, Justina, og den skræmmende fantasifulde Ismael, og at de flankeres af Kirsten Peüliche, Søren Spanning, Ole Ernst, Julie Agnete Vang, Anne Birgitte Lind og mange, mange flere, bidrager i sandhed til magien. Det mest magiske er måske, at Nickolas Due Feit og Sofya Rose Johnsen agerer så hjemmevant og naturligt i denne stjernevrimmel, så deres sammenbidte sorg, smerte og frygte rammer os og minder os om, at også vi har været uskyldige, glade børn.