Mysteriespil

Händels ”Messias” på Det kongelige Teater søndag d. 30. september.

Når jeg tør kritisere en række anmeldere i danske dagblade for hykleri og mangel på konsekvens, så skyldes det, at hvad mange anmeldere med ualmindelig stor fantasiløshed, dumhed og intellektuelt snobberi efterspørger i operaiscenesættelser, nemlig aktualitet, det har jeg aldrig selv efterspurgt. Det er dramaet, følelserne og psykologien i musikken og handlingen, der skal gribe publikum; man bliver ikke grebet af, at de ydre rammer og scenografien taler til os ved at illustrere vores egen tid. Dét er teater for dummies! De græske tragedier behandlede myter, der i forvejen var kendt af teatergængerne, og det interessante var derfor ikke det ydre, men netop hvordan personernes psykologi præsenteredes. Anmeldernes fantasiløshed, dumhed og intellektuelle overmod afsløres derfor grelt, når der pludselig er en iscenesættelse, som er mere højaktuel end nogen opsætning før, som angribes og nedgøres for ikke at være en opera og ingen ydre handling at have. Händels ”Messias” er rettelig et oratorium, der hjemsøger landets kirker op mod jul, fordi Halleluja-koret er så festligt, men historien, der danner skelet for værket, er jo hele Jesu liv fra fødsel til død, og har der nogensinde levet et menneske, som i så høj grad endnu præger den politiske og kulturelle dagsorden i dag som Jesus Kristus? Er anmelderne virkelig så dumme, at de midt i vores sekulariserede verden ikke blot underkender, men ignorerer troens fortsatte eksistens, dens trøst, forløsninger og forbandelser?
                      Den region, hvor Messias levede og virkede, står fortsat i flammer, er præget af uro og terror, frygt og lidelse, og det er derfor denne region, der afspejler sig i David Rogers scenografi: En krigshærget, udbombet landsby, som korets landsbybeboere i frygt søger tilbage til under ouverturen. Det er al den handling, der er, og det er al den handling, som Jesu liv fordrer; resten af forestillingen former sig som en diskussion af Messias, hans rolle, hans betydning, troen på genopstandelsen, og kun en virkelig kultur- og rodløs anmelder kan ikke indse, hvor vigtig denne diskussion er i dag – uanset om man er religiøs eller ej. Koret, der spiller en lige så stor rolle (hvis ikke større) som de solister, der bevæger sig rundt mellem koret, fremstiller levende den sorg, den fortvivlelse, det had, det spinkle håb og det mismod, der må præge en krigsramt befolkning, og uanset hvor pacifistisk indstillet man måtte være, så kan man ikke lukke øjnene for krigens realitet og gru. Man sidder tryllebundet og fanget i sædet i den time og tre kvarter, forestillingen varer, og man kunne have siddet der en time mere uden pause, fordi det mysteriespil, som man er vidne til, ikke er en dum, handlingsmættet fremstilling af den kristne tros grundmyte, men en række billeder, som man skal forholde sig naivt og undrende til. Landsbyboerne gennemspiller Jesu fødsel julenat, hans forhånelse og korsfæstelse, men også hans genopstandelse, da en bombe rammer ned i Halleluja-koret og vælter de få stående murbrokker. Men forstår de så nu deres liv, deres håb og fremtid? Intellektet rækker her ikke, men uden intellekt er mange anmeldere ingenting, kun farisærer og filistre, der ikke sanser, føler og mærker. De tænker kun i nytteværdi, og derfor har de måttet renoncere over for denne vigtige, modige iscenesættelse af David Freeman.
                      Hvad tanken imidlertid kan forstå, er den millimeterpræcision hvormed forestillingen ledes musikalsk. Hvilken solist skal man fremhæve? Inger Dam-Jensen eller Sine Bundgaard for deres angelisk rene røst? Hanne Fischer for hendes uudtømmelige urkraft, eller Elisabeth Jansson for en fuldstændig ubegribelig styrke midt i smerten? Åh, hendes stemme er vederkvægende som en oase, men den fortæller samtidig, at ørkenrejsen endnu ikke er afsluttet, det er virkelig stort. Florian Plock har en næsten skræmmende kraft i sin tordnende stemme, og Johannes Chum synger krystallinsk klart og tindrende som den, der sætter hele diskussionen i gang med sin fremskridtstro og sit mod, det er alt sammen et musikalsk mirakel! Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen skaber et diskret, silkeblankt bagtæppe for billeddannelserne på scenen, snart køligt og læskende, snart viltert og heftigt, som det skal være. Der var en lang, taktfast applaus, da fortryllelsen til sidst blev brudt; denne søndag eftermiddag var publikum tydeligt mere rørt end anmelderkorpsets mange toldere.