Shakespeare i lyst og nød til døden os skiller

Tragisk opsætning af ”Romeo og Julie” på Folketeatret og underskøn poesi i ”Sonetter” på Det Kgl.

Folketeatret turnerer for øjeblikket riget rundt med en opsætning af Shakespeares udødelige tragedie om de unge døde, ”Romeo og Julie”. Det er næppe velovervejet gjort, for tilsyneladende er truppen savnet i Nørregade og har lovet at være hurtigt hjemme igen. At få Niels Brunses underskønne nyoversættelse serveret i så hæsblæsende og forjaget et tempo gør i alt fald ikke tragedien gribende, snarere pinlig og akavet, og det høres af den spredte, tilfældige latter rundt om i teatersalen. Skulle der egentlig grines her? Ikke i Shakespeares manuskript, men pinlighederne står i kø på scenen, og man kan kun lægge afstand til dem ved at grine.
                      Instruktøren Jens August Wille skriver i sin kommentar i programmet (alene at en kommentar er nødvendig viser, at man har dødsdømt opsætningen på forhånd), at han har lagt fokus på slægtsfejden og i mindre grad på kærligheden. Dermed kaster han, inden tæppet går, håndklædet i ringen. Ikke at kærligheden mellem de to titelpersoner er noget exceptionelt, for det er den ikke, men nedtoner man kærligheden som drivkraft for handlingen, så svigter man karakterernes psykologi, og uden troværdige karakterer kæntrer et hvilket som helst drama. Bevares, Neel Rønholt er yndig og pigelig som Julie, men hun har fået fortalt, at man bliver en trodsig teenager ved at råbe, og det gør man ikke. Anders Juuls Romeo er først klædeligt tungsindig, men en halv time inde i forestillingen bliver denne tungsindighed monoton. Ditte Gråbøl er med sin jævne og djærve geskæftighed perfekt castet til rollen som Julies amme, men hvad hjælper det, når hun kun bliver bedt om at hente vasketøj ind og tage en sorgfuld maske på, når der ikke er flere replikker? Kun Benjamin Kitter som Mercutio leverer skuespil, der er Shakespeares replikker værdigt; han er på én gang rablende vanvittig og sjofel, poetisk tænksom og oprigtig, hadefuld og opgivende. Som bekendt dræbes Mercutio i tredje akt af Tybalt, så allerede inden ankomsten til sygehuset, er forestillingen erklæret død.

                      Det exceptionelle ved Romeo og Julies kærlighed er, at det er Shakespeare, der har sat ord på den, og Niels Brunses nye oversættelse står fuldt mål med det udødelige forlæg. Det hjælper bare ikke, når der råbes og jappes, som der gør; replikkerne flyver hurtigere end de medvirkende kan komme ind og ud af scenen, og tro mig, det er et renderi af den anden verden! Mest grel er Henrik Birch som Capulet; er han rablende vanvittig, rasende eller overstadig? Rollen har det hele, et komiske og det tragiske, det er bare aldrig til at finde ud af, hvilken sindstilstand han er, for Birch spytter replikkerne ud i samme tonefald og overspiller, så man har lyst til at rejse sig og råbe: BUUUUH! (Han er passende parret med Julie Carlsen som fru Capulet, for det er svært at finde endnu en skuespiller med samme mangel på indlevelse som hun.) Kærlighedsscenerne mellem de unge elskende er kendt af de fleste, så publikum får sikkert, hvad de kommer for, men er man en elsker af Shakespeare, så bliv væk! Det er tragisk at se ham maltrakteret sligt!

Anderledes følt og indlevet præsenteres Shakespeare for os i Det røde Rum på Det kgl. Teater, hvor Elisa Kragerups kongeniale iscenesættelse af ”Sonetter” lykkeligvis spiller igen. Selvom scenografi og kostumer symbolsk kun spænder over yderpolerne, sort og hvid, så fyldes rummet af en palet af farver, når sonetternes brydes af Kragerups prisme.
                      Der er ikke nogen handling, det er scener fra hverdagslivet, vi præsenteres for, og Shakespeare har ord for dem alle! De fem skuespillere bevæger sig ukunstlet rundt mellem hinanden, mødes og skilles og lader sød musik opstå – eller bitter ditto. To og to, trekanter og firkanter, homo- og heteroseksuelle, for sonetterne kan nemlig det hele: Inderligheden og ømheden, hadet og sorgen, liderligheden og troløsheden, ærligheden og naiviteten – ja, endda på underspillet jysk! Adskilte elskende genforenes, der kurtiseres og fries, forbandes og forenes, skilles – med samme strofer. Sigende er det, at Kragerup lader flere sonetter gå igen som baggrund for vidt forskellige situationer, og således kan Peter Plaugborg med den berømte sonet 116 først forenes på lejet med Thomas Hwan og derefter forlade samme med de samme ord på læben, da Hwan vender sig om mod Johanne Louise Schmidt. Alle sonetter balancerer på en knivsæg, og det er denne linedans, der griber os! Skulle vi forsøge at lyve for os selv ved at påstå, at vi ikke genkender os selv i denne kærlighedens cirkus, så er scenens bagvæg beklædt med spejle, og sonet 15 åbner og lukker forestillingen med sin evige sandhed om, at kærligheden og skønheden er flygtig og kort. Derfor: Bed til, at forestillingen genopstår år efter år, for der er desværre allerede udsolgt til de resterende forestillinger.