Drama i kulissen

Storslået Drot og Marsk i Operaen d. 23. marts 2019

Det er tankevækkende, at mens nyopsætningen af Peter Heises opera Drot og Marsk har fundet sin endelige form, udspiller en lige så væsentlig begivenhed inden for dansk musik sig i kulissen, nemlig Den jyske Operas turné med August Ennas i vore dage ukendte opera Kleopatra. Man kan ikke lade være med at sammenligne dem, når man oplever dem så tæt på hinanden, og forskellen er ikke kun, at den ene regnes for Danmarks nationalopera og jævnligt spilles, mens den anden opførtes over hele Europa for derefter at være gemt og glemt indtil nu; nej, Ennas Kleopatra er betagende og imponerende i sit udtryk - store stemmer, overvældende musik - men også tung og (selv)højtidelig, fordi fortælletempoet er så langsomt, og Heises Drot og Marsk er handlingsmættet i både musik og libretto, et så dynamisk, medrivende drama, at man ikke kan forstå, at førstnævnte er seksten år yngre end sidstnævnte. Begge fortjener de et liv på scenen, men det uden tvivl Heises opera, der er den mest levedygtige af de to og en opera, som udlandet bør få øjnene op for.

                      At Drot og Marsk er en medrivende opera i internationalt format understreges ikke mindst af denne nye opsætning på Det kgl. Teater ved Amy Lane og Kasper Holten, selvom man i virkeligheden burde nævne og fremhæve Philipp Fürhofers fantastiske scenografi som det første. Det er den meterhøje scenografi af sætstykker bøjet i en 90 graders vinkel, og på hvis ene side er nationalromantiske malerier af dansk natur (bl.a. Otto Baches berømte maleri af De sammensvorne (der) rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat), og på hvis anden side er stejle, uindtagelige, grå mure, der danner såvel baggrund for handlingen, som den driver handlingen fremad. Med vanligt stort talent for formidling sammenligner Holten scenografien med The Truman Show, for Erik Klipping er lukket inde i glansbilledverden uden fornemmelse for de barske realiteter, der rører sig ude, men for publikum giver sætstykkerne snarere indtryk af en forvirrende, labyrintisk verden, der kan ændres efter forgodtbefindende - hvis man har modet og overblikket. Det har kongen ikke, men det har marsk Stig, hans hustru og kongens kammermester Rane Johnsen, og det er ikke det drama, der udspiller sig inden for kulissen, der i denne opsætning er mest interessant, det er det, der sker i kulissen. Det understreges af to kæmpestore spejle i hver side af scenerummet, som mangedobler de høje vægge og lader publikum se, hvad der snart vil ske - eller hvad der vil få ting til at ske.

                      Marsk Stig og fru Ingeborg er fra begyndelsen Macbeth og hans manipulerende lady, der konspirerer med ambitioner om at sætte sig selv på tronen: Fra kulissen ser de kongen forføre stuepigen (!) Aase, og så er planen lagt; at kongen skal forføre fru Ingeborg, så marsken har et påskud for at dræbe kongen bliver tydeligt, da han kommer ind for at sikre sig, at kong Erik og fru Ingeborg vandrer afsted sammen, efter at han har overladt hende i hans beskyttelse under felttoget til Sverige. Om hun egentlig er med på planen eller blot ikke kan overskue konsekvenserne heraf, står hen i det uvisse, men hun ender sammenbrudt og fuld af samvittighedsnag som lady Macbeth og hun tager resolut konsekvenserne heraf ved at snitte sine håndled over i slutningen af tredje akt for straks at udånde. (Hvorfor selvmord på operascenen pludselig skal være af så urealistiske og ensformige, det må guderne vide; Seneca gik i et varmt bad for at fremskynde processen, men det er her ikke tid til…) Uniformklædte mænd, der lurer bag hvert hjørne og skubber kulisserne på plads, kan lige så vel være kongens livvagter som spioner. Ranes motiver til at forråde sin konge er mange, men de illustreres effektivt og dramatisk af den pisk, som kong Erik truer og driller ham med, og som Rane til slut tager fra ham. Dertil kommer sidehandlingen om Aase, der effektivt gøres til en upsairs-downstairs-intrige, som de fleste kender dem fra Downton Abbey, men som også lader os vide, at Aases hjerte er af purt guld, og at hun kan have medlidenhed med en tåbelig, overfladisk playboy-konge. Hendes hvide forklæde ligger hypnotiserende forrest ved scenekanten, da kongen har taget det af hende i operaens begyndelse, indtil hun selv samler det op og forlader kongens bal; der er så mange lag i den ene lille detalje, og den er med til at gøre første og anden akt mest medrivende scenisk.

                      Det kan skyldes spændingen ved en premiere, begejstring over scenebilledet eller blot glæde over, at Drot og Marsk nu igen er på plakaten, at alle de optrædende kunstnere synes fulde af energi, som publikum smittes af fra begyndelsen. Det forhindrer ikke små mislyde og skønhedsfejl - premierenerver er der trods alt - og korets damer lyder i første akt ikke til at have fundet samklangen endnu, men det kommer, og fra finalen på anden akt er publikum fanget, så foyeren bobler af beruselse i pausen. Skønhedsfejl forsvinder hurtigt ved en gennemspilning mere. Det kgl. Kapels buer, læber og hænder er præcise alene af at være under Michael Schønwandts ledelse igen, og solisterne synes fulde af overskud over at synge på deres modersmål: Gert Henning-Jensen synes som Rane Johnsen på toppen af sin karriere, fuld af styrke og overskud i det tenorleje, der ellers kan lyde spinkelt og tørt. Sofie Elkjær Jensen modtager fortjent publikums største bifald for at forlene Aase med ikke blot tindrende, lyse triller, men også en urkraft af styrke og klarhed, der ubesværet klinger over kor og orkester - BRAVA! Johan Reuter er hendes modstykke, mørk, maskulin og edderspændt af had og hævntørst, og Peter Lodahls Erik Klipping veksler ubesværet mellem den lette, lyse livslyst og afgrundsdybe fortvivlelse; det er psykologisk et dybt interessant parti Peter Heise og Christian Richardt her har tegnet sammen. Sine Bundgaards fru Ingeborg er en spændt fjeder, indadvendt stærk med lyrisk overskud og pludseligt opfarende som et såret dyr, hvis dødsdrift i sidste ende er større.

                      Det er ikke værd at gøre noget drama ud af, men det ene hjertesuk er der dog, at en mere stilbevidst iscenesætter havde ladet kostumerne være udelukkende inspireret af 1870’ernes klædedragt for at illudere, at operaen er et produkt af samtidens nationalromantiske begejstring; en fiktion, ikke en historisk begivenhed. I stedet har Anja Vang Kraghs kostumer allusioner til både middelalder, 1800-tal og nutid i en uskøn, postmodernistisk blanding, selvom postmodernisme rindede ud for 30 år siden. Det havde klædt den smukke scenografi med et ensartet, harmonisk udtryk i kostumerne, men skønhed er sjælden i Operaen. Det er dog ikke så generende, at man ikke inderst inde håber, at der nu udspiller sig et drama i kulissen for at finde midler til at få denne iscenesættelse optaget og udgivet på DVD. Den fortjener det, men først og fremmest fortjener Peter Heise at vinde større udbredelse - også uden for landets grænser.

Nunc est bibendum!

August Ennas ukendte opera Kleopatra er en stor success. Gamle Scene d. 12. marts 2019

Nunc est bibendum, nunc pede libero
pulsanda tellus, nunc Saliaribus
     ornare pulvinar deorum
     tempus erat dapibus, sodales.[1]

Således begynder Horats sit berømte digt skrevet i glæde over, at dronning Kleopatra er død for egen hånd ved en slanges bid: ”asperas/tractare serpentes, ut atrum/corpore conbiberet venenum”[2]. At den egyptiske dronning med den berømmede profil er død i 31 f. Kr., markerer, at Cæsars arving, den kun 32-årige Octavian, har besejret sin adoptivfars mordere og dermed afsluttet den krig og splittelse, der har præget Romerriget gennem det meste af det 1. årh. f. Kr.

                      Så vidt er det ikke endnu ikke kommet i August Ennas opera Kleopatra fra 1894, som Den jyske Opera nu med stor fortjeneste har taget initiativ til at grave frem og sende på turné over det ganske danske land. I operaen er Kleopatra den sejrende, idet hun overvinder den unge Harmaki, der som arving til den gamle farao-slægt (Kleopatra tilhører den ptolemæiske slægt) vil myrde hende, befri landet for det romerske overherredømme og selv overtage Egyptens dobbelte krone. Det er hele handlingen, og i Einar Christiansens meget højtidelige og poetisk svulmende libretto (replikkerne er alenlange, det er næsten kun monologer) skrider handlingen adstadigt frem. For adstadigt til et moderne operapublikums smag måske nok, men på den anden side kunne operaen være netop det, det moderne, stressede mennesker eftersøger: fordybelse og tid til at dvæle i nuet. Det er afgjort ikke noget ligegyldigt fortidsfund, der nu kan opleves; musikken funkler og sangen beruser som nogen skat fra faraonernes Egypten, operaen er virkelig en dronning værdig. I det store orkester og i de store stemmer er inspirationen fra Wagner meget tydelig, men samtidig har Enna skrevet smukke og smægtende melodilinjer, som er milevidt fra Wagner, og man bliver virkelig indtaget i musikken, man beundrer den ikke kun køligt og på afstand. Undertegnede er mest tilbøjelig til at sammenligne melodirigdommen med Lange-Müller; operaen er Der var engang i en indpakning af Wagner og eksotiske, farverige klange.

                      Farverig er Bent Baurs scenografi og instruktion til gengæld ikke; den er nordisk kølig og æstetisk enkel: Et halvrundt rum med en enkelt søjlelignende halvvæg giver lige så meget mindelser om en vikingehal som en egyptisk sal af sandsten. Skamler, en prunkløs trone og et ildbækken udgør de eneste rekvisitter, så Ennas store, rige partitur får virkelig lov til at møblere rummet, så man virkelig kan beundre det. Det er et klogt træk, selvom Weekendavisens selvsmagende anmelder naturligvis ikke kan lade være med at tale den ned for at være enkel, men enhver ting til sin tid. Det giver også plads til en personinstruktion, der inden for grænserne af den tunge libretto formår at skabe troværdige, levende karakterer og endda i glimt åbne for dybder i psykologien, som Einar Christiansen ikke har evnet. Således overdrager Kleopatra Harmaki kniven, som han har villet dræbe hende med, i fængslet, så han ikke skal dø for bødlens hånd, og en halv- eller helnøgen mandlig slave følger spøgelsesgrå scenegangen som et forvarsel om Harmakis undergang. Uta Meenens kostumer er lige så enkle, men slår også klart tonen an og stedfæster ved hjælp af lidt guld og kostumernes snit handlingen til den egyptiske oldtid. Det er betagende!

                      Sangerne er af en særklasse, der med bravur honorerer de ualmindeligt høje krav, som Ennas partitur stiller. Ukrainske Stefania Dovhan synger ikke blot titelpartiet med stor styrke og ditto skønhed, hun mestrer endog den danske tekst med en træfsikker udtale, så man tror, hun er pæredansk. Finske Christian Jusli har som Harmaki lidt mere uld i munden, men det er ingen kritik, når man hører den bredde og kraft, hans tenor har, og tyske Tanja Christine Kuhn mestrer såvel dansk som de høje toner i partiet som Charmion, hvis jalousi for hende til at forråde Harmaki, som hun elsker. Thomas Christian Sigh synger overbevisende partiet som ypperstepræsten Sepa, og herrerne i Den jyske Operas Kor har aldrig været så udfordrede, men heller aldrig lydt bedre - bravi tutti! Alle er medvirkende til, at denne ellers ukendte opera bliver siddende i kroppen på en, og undertegnede er lykkelig over også at have billet til den sidste opførelse på turnéen i Odéon om en måned. Forhåbentlig bliver der udsolgt landet over, for det er virkelig værd at hæve glasset og skåle for Den jyske Opera for at have hentet denne musikalske skat frem i lyset: Nunc est bibendum!

---

[1] ”Nu kan vi drikke og med frejdig Fod/i Dansen trampe! Smyk nu Templets Puder/til Takkefest for Mars - og sæt saa frem/et Offermaaltid for de høje Guder.”

[2] ”lagde Slangen til sit stolte Bryst,/at hendes Legem kunde Giften drikke.” (Axel Juels oversættelse (1933))

En gang til

Puccinis La Bohème på Den fynske Opera d. 9. marts 2019

Fjorten dage før premieren på Den fynske Opera var La Bohème, der er blevet til i et samarbejde med Teater Undergrunden og Operaen i Midten, fuldstændig udsolgt. Man skal altså være heldig, hvis man kan skaffe sig billet til en af de resterende forestillinger i Odense, og følgelig er dette i mindre grad en egentlig anmeldelse og snarere nogle tanker om og refleksioner over, hvorfor en opera, der spilles så ofte, kan lokke så mange publikummer til. Den fynske Operas opsætning af Papes Til døden os var glimrende og afgjort seværdig, men langt fra udsolgt, og der var - desværre - ikke en større andel af unge mennesker til denne lørdags Bohème end til andre operaer og klassiske koncerter. Måske tværtimod; gråhårede gamle med stok eller i rullestol havde trodset alderdommens skavanker og var lokket af huse for at høre og se Puccini i en totalteateropsætning.

                      Men hvad er det, der gør La Bohème så tillokkende, at den næsten kan redde et skrantende operahus’ økonomi? Et bud kunne være, at den får en til at føle sig ung igen - det kan selv undertegnede (jeg fyldte 40 i sommer) stå inde for er en effekt ved denne opera; den humor og legelyst, den idealisme, det mod og den ungdommelige appetit på livet, der er gennem første og anden akt, genkender man - forhåbentlig - fra sig selv, for unge har alle været, og unge ville vi gerne være igen. (Med det in mente bør man minde sig selv om at dømme mildere, når visse medier i disse dage går i selvsving og sensationslystne vinkler nogle unges opførsel i forbindelse med et ministerbesøg på et gymnasium ret groft - upåagtet at eventuelle ukvemsord ikke bør tolereres.) Den kollega, der ledsagede mig og oplevede sin første Bohème, kunne også sagtens genkende dette urtema og se det gribende i, at operaens slutning brutalt sætter punktum for dette ungdomsmod. Vi genkender det hos vores elever, der i langt, langt de fleste tilfælde er meget skikkelige mennesker, som vi inderligt håber må undgå alt for mange af livets knubs og hårde slag, før de er stærke nok til at tage imod dem.

                      Et andet bud kunne være, at La Bohème ikke bare er en evigt vedkommende og genkendelig historie, men at det er - rent ud sagt - skidegod og let tilgængelig musik. Rammerne om denne opsætning peger i alt fald i retning af populærkultur: Tættest på scenen sidder folk omkring caféborde med øl og vin (færre drikker vist vand), og lyden af plastickrus, der knuses, og klirrende flasker, der væltes på rækkerne bag de små borde, giver under forestillingen (sic!) mindelser om festivaller i det fri, og undertegnede føler sig pludselig meget, meget ældre. Er det virkelig nødvendigt at bedøve sig selv med alkoholiske drikke, mens man er i teatret? Selv Operaen på Holmen er begyndt at opfordre til, at publikum tager deres drikkevarer med ind på pladserne! Når (ellers altid fremragende) Kurt Dreyer som Alcindoro, hvis parti ganske effektivt er gjort til en talerolle, skal bytte plads med dirigenten, så morer publikum sig måske også nok (de, der har drukket tilstrækkeligt?), men det er en revygimmick, og hos undertegnede falder den på gold jord: ”We are not amused.” Desuden kan man i forlængelse heraf overveje, hvorfor det er det velkendte, måske endda fortærskede, der lokker folk afsted i hobetal. Er et brud med naturalismens dogme om den fjerde væg stadig så provokerende, at vi må barrikadere os bag latteren? Er SoMe, MeToo, klimakatastrofer og Fake News så skræmmende, at vi må skærme os bag det trygge og forventede og ikke engang tør opleve en ny eller ukendt opera? Anders Ahnfelt-Rønnes instruktion er så traditionel (ja, der er duel på flûtes og pudekamp i fjerde akt, ja, Alcindoro får regningen i anden akt og ligner et fjols), at man lige så godt kunne have undværet en instruktør, og her er altså ingen nye oplevelser eller overraskelser i scenegangen, sangerne agerer nærmest uden instruktion.

                      Når det er sagt, så er det jo en fremragende opera. Den er et uforligneligt kunstværk i sin hel egen ret - selv når den her er beskåret, så første og anden akt til sammen varer tre kvarter, og hele forestillingen er overstået på mindre end to timer. (Det sætter unægtelig anekdoten om, at La Bohème skulle være Edward VII’s yndlingsopera, fordi det er den korteste, i relief!) Sangerne i denne opsætning er glimrende, de to kvindelige sangere og Daniel Svenson er fremragende, om end udtalen af den danske tekst volder ham lidt problemer; Helene Hvass Hansen er en varm, fyldig og sensuel Musetta, Mette-Maria Øyens skære røst er inkarnationen af en pigelig og blid Mimi, og Svensons Rodolpho er smægtende som en Jussi Björling in spe. Man kan godt se bort fra det kitschede, når de sammen med Thomas Storm som Marcello bevæger sig rundt blandt cafébordene i tredje akt, for man er indrammet af og indhyllet i al deres stemmepragt, og de to duetter, der blander sig, er sublime og det mest gribende øjeblik i hele forestillingen. Man er også meget tæt på at få en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen, da Mimi til slut udånder (sådan er jo Puccinis partitur!), men det sker ikke, da Jan De Neergaards klaustrofobiske scenografi og Ahnfelt-Rønnes instruktion gør karakterernes udbrud for teatralske, og man er mere tilbøjelig til at krumme tæer.

                      Hvis dette skal være en anmeldelse, og hvis der virkelig skal gives stjerner (er de ikke blot et påskud for ikke at læse det skrevne?), så må scenebilledet have fire stjerner. Scenografi, kostumer og instruktion ligner noget fra en mindre vellykket dilettantforestilling - det trækker alvorligt ned, hvis man skulle være i tvivl - men sangerne er som sagt fremragende, det trækker gevaldigt op, og man må håbe, de for fremtiden møder bedre produktioner. Men det bedste er gemt til sidst: orkesteret, der består af bare syv fantastiske musikere, hvoraf de seks er kvinder (det kan man godt bemærke dagen efter Kvindernes Internationale Kampdag). To violiner, bratsch, cello, kontrabas, klarinet og harpe favner hele Puccinis partitur, og selvom enkelte tonemalende detaljer måske går tabt, så forlenes partituret med en musikalitet så altomfattende, at man virkelig forstår, hvor slidstærkt og gennemkomponeret et mesterværk, der er tale om. De syv musikeres synergi er så gribende, at de alene har fortjent en stjerne mere - også selvom de naturligvis har del i de stjerner, der er givet sangerne. De er alene årsag til, at man gider opleve La Bohème en gang til.