Af en anden verden

 Catriona Morison og Malcolm Matineau i Glassalen. D. 21. august 2022

 

Det er Hundens Dag i Tivoli. Der er firbenede bedstevenner i snor og agility foran Glassalen; solen skinner, det er varmt - uden at være en meteorologisk sommerdag - og folk er glade. Der går en sky for solen, da klokken nærmer sig fem, og koncerten skal til at begynde, men det er kun behageligt efter de seneste dages hedebølge. Det er endnu sommer i Danmark.

                      Inde i salen bliver der imidlertid helt mørkt. Kuplen lukkes til, og portierer trækkes for og dækker dørene ud til haven. Måske det skyldes, at sommerens festivaler i det danske sommerland (for undertegnedes vedkommende på Fyn; Hindsgavl og Lundsgaard) endnu står klart i erindringen, men det virker mærkeligt, at salen skal være så mørk. Selv scenen henligger dunkel, og der er pærer nok over den til at illudere stjernebestrøet nattehimmel. Lamperne på bagvæggen lyser intet op, de er spild af energi midt i en krisetid, og mere naturligt lys havde gjort alle godt. Men det er samtidig sit helt eget rum, sin helt egen verden.

                      Koncerten var oprindeligt med tysk-egyptiske Fatma Said, men hun måtte melde afbud for at pleje sin stemme. Hende havde jeg ellers set frem til at høre efter hendes udgivelse El Nour sidste år. Pianisten, Malcolm Martineau, er den samme, og han, fortæller P2’s altid veloplagte, velformulerede og velbegavede Rie Koch, har foreslået en landsmand, den skotske sangerinde Catriona Morison, som erstatning. Han har arbejdet sammen med hende tidligere, han har indspillet med hende, og det er da i sig selv en anbefaling. Hende kendte jeg ikke, så da det blev annonceret få dage før koncerten, at Morison erstattede Said, googlede jeg hende: Hun har vundet BBC’s Cardiff Singer of the World-konkurrence i 2017, hun har medvirket som solist til Proms-koncerterne, og på YouTube ligger en koncertoptagelse fra Wigmore Hall i London, som jeg lyttede til. Den lovede godt, og den kan varmt anbefales - også fordi hun her synger Elgars vidunderlige Sea Pictures, der er skammeligt oversete herhjemme (hvad landets koncertchefer bør huske, når de - igen - overvejer at sætte Strauß’ Vier letzte Lieder på programmet).

                      Programmet denne eftermiddag viser sig at indeholde nogle af de samme sange som nævnte Wigmore-koncert, nemlig fire sange af Brahms. Denne eftermiddag er der yderligere to sange af Brahms og hans opus 91c, hvortil også Marie Louise Broholt Jensen fra Nightingale String Quartet akkompagnerer på bratsch. Det er en behagelig og blød begyndelse; Morisons diktion er ufejlbarlig, og hendes fløjlsbløde, gyldne sopran fremhæver Brahms’ romantiske, lidt sentimentale tonesprog forbilledligt. Hun kan betone ”weine” og ”bleich” i ”Immer leiser wird mein Schlummer” med en lidende klage, der knivskarpt balancerer på grænsen til at lyde falsk, så sangens univers åbner sig, selvom man ikke har teksten at følge med i.

                      Dernæst følger flere romantiske lieder (omend mindre sentimentale end Brahms’) og af to kvindelige komponister: Josephine Lang (1815-1880) måtte - selvom hun var datter af en violinist og en operasanger - kæmpe for sit ønske om at blive komponist; hun har skrevet ca. 150 lieder, hvoraf Morison synger fire denne eftermiddag: ”Scheideblick”, ”Ob ich manchmal dein gedenke”, ”Die Schwalben” og ”Mignons klage”. Pauline Viardot (1821-1910) var ud over komponist en strålende mezzosopran, pianist og pædagog, og af hende får vi ”In der frühe”, ”Nixe Binsefuß” og ”Der Gärtner”. Her har Morison større mulighed for at vise sit talent end hos Brahms: hendes diktion brillerer endnu tydeligere i de strofiske, episke sange ”Svalerne”, ”Nixe Binsefuß” (en vandånd) og ”Gartneren”; hun bevæger sig frit og egalt fra det dybe til det høje leje, og hendes evne til med stor styrke at synge svagt såvel som kraftigt er formidabel og høster jublende tilråb på stribe! Hendes klang har ikke det dragende mørke som store, afdøde sangere som Kathleen Ferrier eller Christa Ludwig, og alligevel forener den sig med den dunkle belysning i Glassalen. Den er tindrende klar, og samtidig glimter den gyldent som corsagen på den lange kjole, hun er iført. Det er magisk, og næsten for godt til at være sandt.

                      Rie Koch bemærker også disse klange af en anden verden, og da hun introducerer programmets sidste del, Mahlers Rückert Lieder, minder hun om, at er den end overjordisk skøn (det var Mahlers egen favorit), så vil cyklussens sidste sang, ”Ich bin der Welt abhanden gekommen”, måske være for barsk en overgang til det glade liv ude i solskinnet i haven, så hvis vi nu klapper ekstra meget, så kommer der nok et ekstranummer! Det gør der, og er man rørt til tårer af den inderlighed, det smægtende, mægtige foredrag, hvormed Morison forlener sangene til Rückerts digte, så smelter man helt og aldeles, og tårerne får frit løb til Robert Burns’ ”Ye Banks and Braes” - men hvis ikke en landsmand skulle kunne synge Burns, hvem så? Enkelheden, men inderligheden i folkemelodien på en gang fastholder og frigør en fra den anden, magiske, underfulde verden, man denne eftermiddag har været hensat i. Udenfor skinner solen stadig, og man misser med øjnene mod solen; folk er stadig glade, det er stadig Hundens Dag, men man er forandret - og lykkelig. Lad endelig Catriona Morison gæste landet igen snarest!

Film noir uden helt

 Andrew Lloyd Webbers Sunset Boulevard på Den jyske Opera. D. 12. august 2022

 

Man kan godt falde i musicalgryden som ung og så senere opdage, at der ikke er megen næring i den genre. Det har undertegnede erfaret på egen krop, men det skal ikke forstås negativt eller som en udskamning af genren (som Keith Warner, da han i sin korte tid som chef for Den kongelige Opera proklamerede, at Elskovsdrikken aldrig ville komme op under hans ledelse, fordi Donizetti var ”sin tids Andrew Lloyd Webber”). Musicals er et glimrende sted at begynde som lyttende menneske, og så kan man gradvis erfare, at øret sjældent udfordres af musicals som af Mozart, Richard Strauss eller Alban Berg. Det gør bare ikke genren mindreværdig. Der skal også være plads til dessert og kage - alt det, der glæder uden nødvendigvis at give energi som havregryn og rugbrød - og der er virkeligt gode melodier hos såvel Lloyd Webber som Donizetti, og det er virkeligt dejligt at kunne gå nynnende og syngende fra teatret. Specielt når en musical serveres af stort symfoniorkester og operakor som på Den jyske Opera, hvor chef Philipp Kochheim helt fri for fordomme og med stor teaterglæde i sidste sæson havde operetten Greven af Luxembourg og nu Lloyd Webbers 30 år gamle Sunset Boulevard på plakaten.

                      For lad det være sagt straks: Det er Aarhus Symfoniorkester under Andy Masseys direktion, Den jyske Operas Kor og Tammi Øst i rollen som den fallerede filmstjerne Norma Desmond, der er trækplasteret i Musikhuset, og det er til dem, der er fire tindrende og ikke spor fallerede stjerner. Dertil kommer Philipp Kochheims legesyge, spektakulære og medrivende iscenesættelse; opsætningen er i samarbejde med scenograferne Emily Bates og Astrid Lindgreen Hjermind et udstyrsstykke af den slags, der får en til at måbe begejstret, og heri er der en væsentlig pointe. Kochheim har nemlig blik for, at musicalen først og fremmest handler om illusionerne i Hollywoods drømmemaskineri; de endnu lysegrønne forhåbninger om en stor karriere i rampelyset, de skuffede illusioner og selvillusionerne, selvbedraget: Den ikke videre succesfulde manuskriptforfatter Joe Gillis må en aften flygte fra to kreditorer, som han skylder penge for sin bil, og han ender i et gammelt, lettere forfaldent hollywoodpalæ på Sunset Boulevard, hvor en af stumfilmsæraens store stjerner, Norma Desmond, bor alene med sin tjener Max. Norma vil have Joe til at revidere et manuskript, som hun har skrevet om Salome, og som skal være hendes ”return” (hun afskyr ordet ”come-back”!) til lærredet. Af pengenød accepterer Joe og flytter ind i det store, tomme palæ, og undervejs i arbejdet forelsker Norma sig i ham og bliver mere og mere krævende. Da han selv møder og forelsker sig i den lidt yngre Betty Schaefer, som også arbejder ved Paramount-studierne, forlader han Norma efter at have fortalt hende sandheden om manuskriptet, nemlig at Paramount kun er interesseret i hendes gamle limousine. I frustration, raseri og sorg skyder Norma Joe.

                      Nogle kender måske handlingen fra Billy Wilders film noir med samme titel fra 1950, som musicalen er baseret på. I musicalen såvel som i filmen er det Joe Gillis selv, der er fortælleren, og den illusion sætter Kochheim på spidsen i et festfyrværkeri af idéer og teatereffekter: Langs orkestergraven ligger forestillingen igennem stakke af manuskripter, og kulissen på hver side udgør Joes lejlighed - skrivebord i kongesiden, køkken i damesiden. Sætstykket i midten udgør de andre værelser, der er lejet ud til andre, i lejligheden, og bag dem er så Paramount-studierne og bag dem igen Normas palæ med paneler sorte som ibenholt, der skinner som marmor, og en søjle gigantisk som et red wood-træ, der virkelig vokser ind i himlen. Overgangen mellem kulisserne er flydende, og alle birollerne - Joes naboer, skuespillere, scenemedarbejdere, assistenter o.s.v. - er opslugt af at blive en del af den drømmemaskine, Hollywood - og teatret - er; Joe og Betty mødes ikke på en diner, men i kulissen, hvor alle klæder sig ud, og Joe vandrer uhindret frem og tilbage mellem de sin skrivemaskine og de øvrige kulisser. Illusionerne brydes effektivt, når køleskabet viser sig at være en dør til næste kulisse, og når et sætstykke går op, så den, der gik på badeværelset i lejligheden pludselig sidder på toilettet midt i filmstudiet, men det er kun sjovt. (Det sidstnævnte er også en ironisk kommentar til det bornerte publikum, der ikke vil lade naturalismen strække sig så langt, at karakterer på scenen også skal på toilettet, for det bryder jo med netop med (publikums) illusioner!) Det eneste minus ved denne effektive, morsomme og medrivende teaterleg er, at det, der måske et tænkt som et coup de théâtre, da Norma til slut truer Joe med sin revolver, og han vandrer tilbage til skrivebordet, mens en statist erstatter ham og bliver skudt, udebliver. Publikum har fra starten været med på, at hele forestillingen her er en illusion, at handlingen er det manuskript, Joe sidder og skriver på, allerede inden ouverturen begynder.

                      Knebet er set før, men det giver mening her, så det er ikke en skuffelse, det er bare for oplagt. Problemet er helten/antihelten Joe Gillis. Tammi Øst forlener Norma Desmond med større troværdighed, mindre storhedsvanvid og en mindre teatralsk mimik end Gloria Swanson i Wilders Sunset Boulevard; hun er en kvinde ødelagt af, siden hun var ganske ung at have været genstand for andres beundrende, begærende blikke. Hun har store drømme, men ingen selvtillid, hun er givende, men også krævende, kærlig og dog ret vulgær. Hun har kort sagt aldrig dannet sig selv, hun er blevet dannet af andre, og en skuespiller som Tammi Øst viser alt det med bravour - og med en stemme skabt til musicals, for de toner, hun måske har svært ved at nå, dem kan hun frasere med en skuespillers indlevelse, og det er faktisk endnu mere givende i musicals. Det er dybt rørende at se hende vænne sig til rampelyset i ”Everything’s as if we never said goodby.” Katharina Maria Abt har som Betty Schaefer den samme sans for skuespil og sang; hun er endnu ung og på vej frem, men han skal nok nå til tinderne, mens Martin Loft som tjeneren Max (der i virkeligheden er instruktøren Max von Mayerling, der opdagede Norma, gjorde hende til stjerne og var hendes første ægtemand, og altså er den, der fortsat afholder hende fra at bryde ud af sine illusioner om hærskarer af fans og en fortsat karriere) i nogle øjeblikke lyser op og i andre slet ikke er et med sin rolle endnu. Men mellem disse dalrer Randy Diamond rundt som Joe Gillis og bliver aldrig en karakter. Han er aldrig nærværende, og der er ingen forskel på, om han er på flugt, om han (helt umotiveret) er fuld, eller om han føler ømhed og omsorg for Norma, han dalrer formålsløst rundt mellem de andre. Han synger flot, så musikalsk fortjener han stort bifald, men er det muligt, at en mand med hans CV har så ringe evner som skuespiller? Eller har Kochheims instruktion fejlet fuldstændig? En ting er, at han er for gammel til at spille en ung, desillusioneret mand, der lader sig friste af det søde liv som gigolo, noget andet er, at man ikke et sekund tror på forelskelsen mellem ham og Betty. Deres kærlighed findes kun i partituret og orkesterets forløsning heraf. Måske tanken er, at publikum skal blive fanget af hans historie og ikke af ham selv som karakter? Det er bare problematisk, når han spiller en rolle i sin egen historie, og det er meget generende for oplevelsen af forestillingen som helhed.

                      Der er imidlertid stadig noget at tage til Aarhus efter - ud over Tammi Øst og det flotte teatermaskineri: Aarhus Symfoniorkester og Den jyske Operas Kor. Det er fantastiske at høre Lloyd Webbers smægtende, storladne melodier udsat for andet end synthesizer og en enkelt håndfuld musikere, og der er store, gåsehudsfremkaldende gys, når koret sætter ind - selv ude fra kulissen. Det lykkedes måske ikke koret at agere overbevisende i Greven fra Luxembourg i foråret, men det lykkes her Den jyske Opera at vise, at koret vitterligt kan synge, og at der er grund til at sætte musicals op på de store scener - også selvom opsætningen ikke lykkes helt.