Corona-komedie

Online-forestillingen Karantæne på www.kglteater.dk er et kram midt i katastrofen

Ellen skal giftes - med Mads, der dog først skal hjem fra Spanien. Lillesøsteren Esther skal hjem fra Rio. Alle glæder sig, men inden de kommer så langt - inden nogen når hjem - melder en helt anden gæst (som Dronningen siger) sin adkomst: corona. Storebror Erik vil være den ansvarlige, insisterer på, at man skal aflyse, mens mor Mie og far Gunnar beroliger, for de bliver jo kun 50, og man kan sagtens holde fest og holde afstand samtidig. Så ringer Mads: Han er blevet testet positiv for corona, og selvom hans symptomer er milde, kan han ikke komme hjem til den fastsatte dato.

                      Sådan begynder Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Sæter Stordahls online-forestilling Karantæne, der havde verdenspremiere Skærtorsdag på Det kongelige Teaters Facebook-side. Det kunne være en folkekomedie; situationen er så aktuel og så genkendelig, at det umiddelbart næsten kan virke som en parodi, og indtrykket understreges af, at forestillingen er optaget i skuespillernes egne hjem som Facetime-møder og video- eller telefonopkald. Realismen er tåkrummende ubærlig, for intet er iscenesat, og alt indeholder nøjagtig de samme dilemmaer, diskussioner og overvejelser, som hele Danmarks befolkning, ja, hele den del af verden, der er så privilegeret, at de største problemer er, om man skal holde fest eller ej, har skullet forholde sig til i den seneste tid. Den traditionelle bryllupsintrige er kun forestillingens begyndelse, den er første akt, men over alle etiske dilemmaer og eksistentielle problemer lægges et velgørende skær af komik: Den ansvarlige storebror klovner rundt med det toiletpapir, han har været i Netto at hamstre, mens han indprenter Esther, hvor alvorlig situationen er, Gunnar pakker bilen med lutter søde sager for at køre til Aarhus for at trøste den kommende brud, og Esther og Ellen holder en pinlig polterabend på Facetime med tisgule drinks. Det er ægte, umiddelbart og ærligt og vækker smil såvel som højlydt latter.

                      Som enhver god komedie har forestillingen også en snert af smerte og bitterhed, så det ikke bliver sukkersødt og kvalmt. Familiens onkel Klaus, som ingen vil undvære til brylluppet, selvom han er svagelig, dør. Om det er coronavirussen, der skubber til hans helbred, hører man ikke; dilemmaet er, om familien kan tage med til begravelsen. Børnene er enige, nej, det kan de ikke, og de tvinger mor Mie til at tage stilling, hvad hun ikke har gjort, fordi far Gunnar selvfølgelig gerne vil, at de alle tager med. Mie er enig med børnene, og Gunnar tager det roligt, men han går en tur for sig selv, så beslutningen bliver hængende i luften - uafklaret - til senere. Hvem har ikke deltaget i en lignende diskussion? Hvem har ikke undret sig over, at kirker skal være lukkede, mens Bilka må holde åbent (for hvad er egentlig forskellen på Bilka og et storcenter)? Om man er troende eller ej, hvis ikke kirken kan være rum for det sidste farvel, hvad så? Og er det det værd at blive hjemme og holde afstand, hvis det påvirker ens mentale helbred, hvis man ikke kan tage afsked? At livet det er livet værd, synger vi gladelig med på, men hvis livet ikke er livet, hvad er det så værd?

                      Der er rørende og poetiske scener undervejs. Det skyldes ikke mindst skuespillerne, der lige så træfsikkert rammer karaktererne på kornet i dette lille format som på den store scene. Ægteparret Tammi Øst og Jens Jørn Spottag spiller Mie og Gunnar med en indlevelse, der rækker langt ud over skærmen. Mikkel Arndt har en uforlignelig nerve af nærvær, og han forlener Erik med styrke, under hvis overflade frygten og usikkerheden lurer. Sicilia Gadborg Høegh er yndig - yndig! - som den stadigt nyforelskede Ellen, selv over telefonen, og Lucia Vinde Dirchsen er på en gang verdensfjern og fortrøstningsfuld. Men poesien understreges også af sangen ”Den samme luft” skrevet af Lasse D. Hansen og sunget af Simon Duus, og så citeres løbende e-digtet fra Inger Christensens alfabet:

efteråret findes; eftersmagen og eftertanken

findes; og enrummet findes; englene,

enkerne og elsdyret findes; enkelthederne

findes, erindringen, erindringens lys;

og efterlyset findes, egetræet og elmetræet

findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden

findes, og edderfuglen og edderkoppen findes,

og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden

Ikke bare den smukt rytmiske opremsning og harmoniske enkelhed, men også de enkelte ord i digtet understreger og kommenterer hele situationen i såvel handling som virkelighed uden for skærmen: ”Eddiken” og ”efteråret” bliver metafor for afsavn, bitterhed og smerte, men ”egetræet og elmetræet” skyder friske skud ude i foråret, hvor Mie og Gunnar går rundt og arbejder i haven. Der gives plads for ”eftertanken” i ”ensomheden”, og hvordan det end går - om de kommer med til onkel Klaus’ bisættelse eller ej - findes ”erindringen” og ”eftertiden” trods alt. Det er det ord, ”findes”, der er meningen med hele forestillingen; der er en sød forløsning i det, en bekræftelse og et nærvær, der rækker ud over skærme, isolation og forbehold og giver en forventning om, at man vil kunne kramme igen og gå i teatret igen, og der er en grund til at lave en let og rørende komedie ud af corona-isolationen.

I sofaen

Hjemmeteater i en krisetid. Højskolesangbogen fra Skuespilhuset.

Teatrene er lukkede. Odense Teater har endda allerede aflyst resten af sæsonen; resolut, defaitistisk og uden forhåbninger om at kunne opføre noget, når sommeren kommer uden muligheder for at rejse ud. Hvad gør man så, når kalenderen i marts var spækket med teater- og koncertoplevelser (som man havde set frem til gennem et helt år)? Det er tankevækkende, at de fleste kulturinstitutioner er ivrige efter at promovere sig selv ved at forære oplevelser væk, når den socialdemokratiske regering ikke har fundet penge til at hjælpe kulturen i velfærdsstaten Danmark. I Tyskland er der allerede givet 50 mia. € til kulturlivet med den begrundelse, at kultur ikke kun er luksus forbeholdt gode tider, men herhjemme har kultur vist aldrig været velfærd for nogen folkevalgte, for der er ikke stemmer i at ville give penge til kunst, teater og klassisk musik. Det er den almene socialdemokratiske dansker alt for åndsslap til at ville betale! (Undskyld, men det måtte ud…)

                      Så er det godt, at teatre og andre kulturinstitutioner kan selv! Wiener Staatsoper har dagligt (!) i lukkeperioden lagt en forestilling op, som man har kunnet se hjemme, og Det kgl. Teater har givet mulighed for at se blandt andet nogle af de forestillinger, der for nogle år siden blev optaget af DR for at kunne vises i biografen og i fjernsynet (og der kommer fortsat flere til). Den slags optagelser er nu sparet væk, men nu er lejligheden her altså til at indhente noget af det forsømte hjemme i sofaen. Det kunne f.eks. være Minna Johannessons forestilling Højskolesangbogen fra 2016. Forestillingen blev skamløst rost af alle dagblade ved premieren, og den blev genopsat med mindre ændringer i rollelisten i sidste sæson. Undertegnede nåede dog aldrig at se den, så denne lejlighed var kærkommen:

                      Højskolesangbogen er det, bliver kaldt en teaterkoncert, en genre, der vist nok er opfundet som undskyldning for at lokke nogle uvante teatergængere ind i mørket med løftet om en masse ørehængere (læs: pop). Nu er Højskolesangbogen jo ikke en hvilken som helst sangbog; den første udkom i 1888, den revideres til stadighed, så den er en sangbog om det danske samfund i tiden og derfor indeholder alt fra folkeviser til salmer, julesange, Kim Larsen og Shu-bi-dua, og for første gang nogensinde lå den i denne uge på bestsellerlisten hos Arnold Busck. Den er en sangbog med dybde såvel som bredde, og naivt kunne man forestille sig, at det var denne dybde, der var blevet omsat til scenen. Det troede undertegnede i alt fald ud fra de mange positive bedømmelser i pressen, men det skyldes måske den socialdemokratiske kulturpolitik i Danmark: mainstream og uskadeligt, det er idealet. Højskolesangbogen er nemlig en forestilling, der lægger ambitiøst ud, men halvvejs taber pusten, fordi det kræver for meget at holde fast i fortolkning og værdier.

                      Omkring forestillingen er en spinkel, men uhyggeligt aktuel ramme, om at i 2020 er hele den danske befolkning bukket under for en uforklarlig sygdom (hvilket både er en dybt banal, men også politisk klassisk radikal påpegning af, at ”something is rotten in the state of Denmark” (så meget for tolerance, nuance eller mangfoldighed!)). Kun ni personer har overlevet, og de mødes nu i Jonas Flys scenelandskab af discountsofaer for at synge sange sammen. De ni personer skal måske nok afspejle den danske befolkning fra Hirtshals over Nørre Nebel til hovedstaden og Tisvilde - her er en svineavler og en kommunalpolitiker, en evighedsstudent og en livsstilscoach samt hr. og fru Jensen/Danmark - men alle er kedelig middelklasse, der begynder med at synge nationalsangene og slutter første akt med et potpuorri over julesange. Alle er underligt upåvirkede af at være de sidste danskere, ingen er traumatiserede af en ikke kun national, men navnlig menneskelig katastrofe. Skal det tages som udsagn for, at vi har levet i en tid, hvor den slags scenarier bare er morsomme, fordi man ikke har kunnet forestille sig dem i virkeligheden? I så fald har vi det virkelig for godt i Danmark, så er det kun kulturen, der lider!

                      Den spinkle, røde tråd (dén sang får vi ikke undervejs) er således at genrejse Danmark ved at synge danske sange - endnu et element, der er blevet indhentet af virkeligheden, når familien Danmark for tiden bliver hjemme i sofaen og holder alsang via fjernsynet fredag efter fredag. Selvfølgelig skaber det sammenhæng og fællesskab, men sangene bliver også udtryk for den enkelte karakters tanker og følelser, og der opstår i første akter små intriger og interne spændinger mellem dem: Svineavleren bejler også her til prinsessen alias Miss Danmark, men hun er mere interesseret i renovationsarbejderen (så måske er hun snarere papirdanserinden fra ”Den standhaftige Tinsoldat”?), efterlønsmodtager Jensen har en affære med evighedsstudenten og gør hende gravid til stor sorg for fru efterlønsmodtager Jensen, mens byrådspolitikeren slæber rundt på sin afdøde mor. Der er masser af muligheder for at bygge en forestilling op, der har noget på hjerte ved at lade karaktererne udvikle sig, men i anden akt kastes handsken i ringen; Minna Johanneson har ikke noget på hjerte og evner ikke at tage stilling eller give udtryk for noget: Svineavleren ser tilbage på tiden før sygdommen, og alle karakterne viser sig at være i familie eller på anden måde tæt på hinanden, de er ikke tilfældigt overlevende. Tåbeligt eller latterligt urealistisk?

                      Dertil kommer, at sangenes egenart, der kunne have været udnyttet til at skabe dynamik og udtrykke nuancer gennem forskelligheder i genre, ord og rytmik, alle sovses til i et musikalsk arrangement, der gør, at alle sange lyder ens. Ingen melodier end ikke enkelte toner får lov til at stikke ud og løfte sig over de andre. Er det også et udsagn for den socialdemokratiske ideologi om, at alle skal være lige og lige grå og intetsigende? Alle de medvirkende synger skønt med hver sit næb, men musikken stækker deres vinger, så ingen får lov til at løfte sig, og de kaster sig rundt og op og ned i sofaerne, så det indimellem mere minder om en artistisk end kunstnerisk forestilling. Det er mere cirkus end teater. Endvidere strækkes den ud til at vare mere end to timer, og allerede inden pausen er man mæt, mæt af lyd og manglen på plot. Man bliver helt lettet over ikke at have betalt penge for en billet til forestillingen, men hvordan skal teatrene ellers løbe rundt, når nu kulturpolitikken er, som den er? Så risikerer vi jo først at måtte blive derhjemme - i sofaen.