søndag den 28. marts 2021

Nede i kælderen

 La voix humaine på Den fynske Opera er musikalsk meget vellykket. Marts 2021

 

Det er tankevækkende, at Poulencs fine enakter La voix humaine i corona-sæsonen 2020-2021 opføres hele tre gange i Danmark: på Takkelloftet i Operaen, på Den fynske Opera og i DR Koncerthuset. Denne opera, der formidler desperationen over at være afskåret fra det, man har kærest, og at være henvist til at kommunikere via skærme, følelseskolde maskiner, udtrykker metaforisk den længsel, der bor i os alle netop nu, og vidste man ikke, at en operasæson planlægges år forud, så kunne man tro, at de tre opførelser er udtryk for, at operacheferne har reageret hurtigt ved at sætte La voix humaine på plakaten. Opsætningen på Takkelloftet blev gennemført og var en triumf for sopranen Sine Bundgaard (det er nok den største operaoplevelse, undertegnede har haft i indeværende sæson), men Den fynske Operas opsætning havde premiere 12. marts, inden der var så meget som blot udsigt til de mindste lempelser af de restriktioner, vi alle er underlagt. Til gengæld er premieren blevet optaget, og selvom det kun føjer endnu et lag til skærmmetaforikken, er denne optagelse tilgængelig fra d. 31. marts til og med d. 14. april. Opførelsen i DR Koncerthuset finder sted i forbindelse med, at Barbara Hannigan modtager Léonie Sonnings Musikpris 2020, og der er endnu enkelte ledige billetter, hvis man tør give sig selv lov til at håbe…

                      Opsætningen på Takkelloftet udspillede sig i foyeren, altså et offentligt, åbent rum, og i hænderne på instruktøren Kamilla Warko Brekling blev forestillingen snarere en indre, rablende monolog end en telefonsamtale; gribende og rystende at være vidne til. På Den fynske Opera holder instruktøren Freja Friberg Lyme fast i det offentlige rum, om end det er en kulisse, og publikum forestillingen igennem derfor er bevidst om, at det er fiktion, vi ser. Vi er ikke uforvarende med på en lytter som på Takkelloftet, og Warko Breklings hyperrealisme ved at lade hovedpersonen, Elle, være en blandt publikum går man derfor glip af, men Friberg Lymes opsætning har andre kvaliteter: Kulissen er toilettet på en mondæn restaurant eller natklub. Toilettet ligger i kælderen, materialerne er dyre og smagfulde, marmor, ædle træsorter og elegant belysning, men hvad laver hun, Elle, her? Går hun ud, Elle, der er psykisk ustabil og har forsøgt selvmord, fordi hendes elsker har forladt hende? Er det blot endnu et udtryk for hendes desperation, at hun har klædt sig smukt på og er gået på restaurant med - ja, med hvem? Der gives aldrig noget svar, og dét er det fine ved opsætningen; kontrasten mellem stedet og hendes udsagn om endnu at sidde hjemme i nattøj med en frakke over får lov at dirre og forplante sig til publikum som en uhyggelig resonans, der varer ved, da forestillingen er slut. At hun er dybt nede, er man dog aldrig i tvivl om - selvom hun ikke er nede i nogen kulkælder…

                      Det offentligt og samtidig meget private rum, toilettet, åbner en mulighed for dynamikken mellem flere personer, og på trods af at operaen kun er for én sanger, vakte det stor spænding og nysgerrighed, da Den fynske Opera i vinter søgte statister via de sociale medier. Det er - som kulissen - et fremragende indfald, men desværre forløses det ikke til fulde. De tre kvindelige statister, Susanne Ilskov, Caroline Mejlbjerg og Johanne Borring, deltager stort set kun under det præludium, der med Poulencs bittersøde ”Mélancholie” er bygget på operaen, og mens det musikalsk fungerer, fordi musikken så smukt formidler stemningen på denne eksklusive restaurant eller natklub, så bliver de tre statister aldrig mere end statister, fordi de ikke får mulighed for at interagere med Elle. De bliver aldrig karakterer, der reagerer, selvom der ellers er rige muligheder for det i de mange afbrydelser, som Jean Cocteau, der har forfattet librettoen, har skrevet ind undervejs. Hvad værre er, at lige så smuk og gennemført Peter Schultz’ scenografi er, lige så grimme og uchikke er Mie Druds kostumer. Den ene af de tre statister er tydeligvis turist i dette miljøer og fotograferer ivrigt toilettets interiør - det viser hendes enkle kostume - men de andre ser bare billige ud - også når de sætter sig uelegant på trappen som teenagepiger, der hænger ud på muren omkring skolegården, og når de sjosker afsted i deres høje hæle. Musikkens elegance komplementeres ikke af kostumernes udtryk - heller ikke af den lyserøde, uklædelige kæmpemarengs af tyl, Elle er iført…

                      Disse øjebæer (min læser undskylder, men ordspillet er for fristende) kan man imidlertid lukke øjnene for, og der skal også noget til for at yde James Sherlocks klaverspil retfærdighed, så den musikalske side af opsætningen er alene værd at bruge tid på. Poulencs orkesterpartitur lader sig glimrende erstatte af én pianist, men Sherlocks tempo, indlevelse og fraseringer føjer alligevel orkesterets farver til, og man nyder, at han får lov til at indlede med ”Mélancholie”. Dertil kommer Anna Carina Sundstedts lysende, skære sopran. Ubesværet styrer hun gennem stormvejret af følelser i de tre kvarter, operaen varer - musikhistoriens længste lied eller chanson - og hun nuancerer alt fra irritation og ængstelse til vrede, frygt og fortvivlelse med lette toneskift og stor styrke; undervejs kaster hun telefonen i toiletkummen, for så desperat at fange den igen, da den i det samme ringer. Til sidst efterlader hun den midt på gulvet og går - tilsyneladende - rolig og fattet op fra kælderen, men da ved vi, hvilke følelser hun gemmer på, selvom det er som sagt ikke klart, hvor hun går hun eller med hvem. Kun ved vi alt for godt, at følelser ikke lader sig afklare eller tolke over en skærm, det kræver nærhed og nærvær. Den sandhed kan vi lære, når vi ser optagelsen fra Den fynske Opera af La voix humaine.