Benjamin Brittens Peter Grimes er lysende. Operaen d. 13. maj 2023
I
William Heinesens sorgmuntre roman De fortabte spillemænd er havet den
store, usynlige hovedkarakter - eller måske skulle man snarere sige den
styrende, kontrollerende dukkefører, der griber ind og fører sine dukker, som
en mester spiller sit instrument. Romanens rørende trodsige, ubehjælpsomme og
følsomme karakterer driver rundt uden sejl eller kompas, og kun i musikken finder
de mulighed for at udtrykke deres inderste, ubevidste væsen, måske fordi
musikken spejler havet, og personerne derfor bliver et med deres grusomme, men
mægtige og altgivende fader. Undervejs i romanen kommer ”Hamburger Philharmonikerne”
tilfældigt forbi og giver koncert i et af byens pakhuse; ouverturen til Glucks
ouverture til Ifigenia i Aulis og Schuberts ottende symfoni:
”Orfeus glemte ganske at iagttage instrumenterne -
bassernes dumpe klage snørede hans strube sammen, saa han maatte knibe øjnene
i. Det muntre, godmodige tema, der stundom hævede sig, blev naadesløst
overmandet af de mørke magter og fik ikke lov til at klinge ud. Det var som at
fornemme en lille klynge røde og lysende blomster kæmpe mod en vildsomt henfarende
storm, en storm, der vel nok ikke var kold og svirpende, men dg uforsonlig i
sin mørke hunger.”
Klapsalverne
”virkede næsten befriende”, som enhver, der virkelig har været rørt og grebet i
koncertsalen eller operaen, vil vide, at de kan være; først famlende, fordi man
skal finde sig selv igen, samle sig, så stormende og jublende. Ganske som
havet.
Havet er også den store,
usynlige hovedkarakter i Brittens opera Peter Grimes. Det vil sige,
havet manifesterer sig meget synligt i orkestergraven, for det er i de seks
intermezzi, havet males frem: ”Morgengry”, ”Storm”, ”Søndag morgen på stranden”,
”Passacaglia”, ”Måneskin” og ”Tåge”. På scenen befinder koret - kollektivet, det,
PH kaldte ”den offentlige mening” - sig stort set hele operaen igennem, og
mellem disse, landsbyens fordømmende sladder og havet, er operaens
titelkarakter fanget. Om også han er formet af det lunefulde hav er ikke til at
sige, men at han er pirrelig, aggressiv og opfarende tillige med drømmende og naiv
står fast. På mange måder er han som et barn, et kejtet barn, der snart skælder
sin læredreng ud, snart famler forgæves for at vise omsorg, og da den anden
dreng dør fra ham efter et fald fra klinten, hvor hans hytte ligger, går han i
spåner og raver rådvild rundt som en kong Lear i tågen. Niels Jørgen Riis smelter
sammen med Grimes og forlener ham fysisk og vokalt med lige dele styrke og
svaghed, og det er dybt rørende at se ham lægge en hvid strandsten, som
læredrengen legede med, til side, inden han vakler mod selvmordet på havet. Havet
er alligevel at foretrække frem for landsbyen. Kun to er på hans side,
skolelærerinden Ellen Orford og kaptajn Balstrode, sunget af henholdsvis Sine
Bundgaard og Jens Søndergaard; hun er en klippe af stoisk ro, selv da tvivlen om
Grimes’ opførsel nager hende, og hendes sopran, der måske nok har fået en mere
glødende, varm timbre, er mægtig og løfter sig højt over det frådende
orkesterhav. Søndergaard synes her på toppen af sin karriere, og det er en
lykke, at han endelig er en del af Den kgl. Operas ensemble; hans baryton er
høj, rank og flot som han selv, og det er uden sentimental vaklen, men også
helt uden kynisme i stemmen, at han råder Grimes til at sejle ud og sænke sin
båd.
Iscenesættelsen af David
Radok er 30 år gammel, men det er en lykke, at den ved Kim Amberla er kommet op
igen, for den er lysende i al sin enkelhed, gribende i sin sans for detaljer.
Allerede i prologen under ligsynet for den første af Grimes læredrenge viser få
ting, hvor sikkert iscenesættelsen er på vej: Ellen Orford bliver stående
afventende ved siden af Grimes i vidneskranken, og deres hænder rører næsten
hinanden, men kun næsten, og han rører sig ikke og tænker kun i trods på
genoprejsning. Straks efter, da han som den sidste forlader det interimistiske
retslokale, står hele den samlede landsbybefolkning og venter på Grimes bag det
forhæng, der har gjort det ud for dør til lokalet. Det er isnende. Det samme er
Radoks mod til at lade scenebilledet med Tazeena Firths enkle scenografi, hvor
master, både eller ganske få sætstykker fremmaner havnen, stranden eller pubben,
gå i stå, så musikken får lov til at bære handlingen videre, og kvartetten
mellem Ellen Orford, pubindehaveren kaldet Auntie og hendes to letlevende
niecer - lige inden den smukke ”Pasacaglia” - bliver sammen med scenen, hvor
Grimes vakler bort, stående i erindringen badet i euforiserende måneskin og
Brittens tindrende musik.
Det kgl. Operakor får -
som solisterne - lov til at synge mod publikum, hvorved det massive pres, der
lægges på outsideren Grimes, kun træder tydeligere frem. Dønning efter dønning
vælter ud over orkestergraven, så saltvand og modvind står publikum i ansigtet.
I råbet efter Grimes, da rygterne - ansporet af den skinhellige Mrs. Sedley - om
Grimes’ mishandling af læredrengen spreder sig, forsøger flere publikummer sig
med spontane klapsalver, men de blæses bagover. Frygteligt er det, at det er
denne storm af mistanke og hetz, der i anden akt forskrækker Grimes, så han
slipper rebet og derved forårsager den anden drengs fald og død, og frygteligt
godt er det dog sunget. Operakoret er forestillingens store stjerne, uanset
hvor godt der så synges af alle ud over de allerede nævnte solister: Hanne
Fischer som Auntie, Fflur Wyn og Fanny Soyer som hendes niecer, Susan Bickley
som Mrs. Sedley (hun er fremragende!), Morten Staugaards opportunistiske sagfører
Swallow og Tomi Punkeris ryggesløse apoteker, Ned Keene. Underligt nok er Det
kongelige Kapel ikke helt på toppen af sin egen formåen; det overskud, Kapellet
sædvanligvis sprudler af, er her dæmpet, hvadenten det så skyldes dirigenten
Stuart Stratford eller simpelthen premierenerver. Kapellet er naturligvis ikke
pludseligt noget andenrangs orkester, men ”Stormen” i første akt skuffer,
paukerne er for kraftige i forhold til blæserne, og iblandt mangler tempoet den
ro, der ellers er i scenebilledet. Det er dog blot en sky på himlen, og det er
en vidunderlig forestilling. Lysende bliver den længe i sindet, og den er
absolut et gensyn værd. Jeg er lykkelig over at have fået lejlighed til at opleve
den.
