Bohuslav Martinůs The Greek Passion er et værk til tiden. Musikhuset d. 23. august 2024
Det
mest gribende (og irriterende) ved opsætningen af Bohuslav Martinůs opera The Greek Passion er en stor,
rund lampe, der bagest på scenen lyser gyldent op. Som en sol i horisonten. En
sol, der både lyser på karaktererne i operaerne og på publikum i auditoriet, og
den skærer i øjnene. Men dermed bliver publikum også inddraget i operaen, vi
bliver en aktør i den dagsaktuelle handling om, hvordan vi behandler
flygtninge. Selvom operaen er godt 60 år gammel, og selvom der er tale om en
enkeltstående gruppe af flygtninge i operaen, er parallellen til nutidens
flygtningestrømme fra Afrika over Middelhavet til Europa så indlysende klar -
som solen - at det ikke skærer i øjnene, at flygtningene kommer i båd og er
iført orange veste, eller at slutbilledet domineres af et EU-flag bag et højt
pigtrådshegn. Det er billeder, vi desværre kender alt for godt, og det er vores
fælles ansvar i spørgsmålet, der nager.
Det betyder ikke, at
operaen, der her har danmarkspremiere, eller iscenesættelsen af den er
moraliserende, for det er de ikke, den er bare aktuel. Handlingen udspiller sig
i et lykkeligt, men meget lukket landsbysamfund i Grækenland, hvor den lokale
præst, pastor Grigoris, i første akt uddeler rollerne i passionsspillet til den
forestående påskefejring. Straks derefter forstyrres idyllen af bådflygtningene,
og spørgsmålet om, hvordan man skal reagere og behandle dem, deler
landsbyboerne. De, der er udvalgt til passionsspillet, bliver umærkeligt et med
den bibelske karakter, de skal gestalte: den griske Panait bliver - selvom han
modsætter sig rollen - forræderen Judas, den ydmyge Yannakos bliver tvivleren
Peter, den lette på tråden, men opofrende Katerina bliver Maria Magdalena, og
Manolios, der finder sig selv uværdig til rollen, bliver Jesus. Han går herefter
forrest i forsøget på at hjælpe flygtningene og give dem af de lokales overflod,
og han betaler prisen - som Jesus - da vreden til sidst løber af med Panait opildnet
af Grigoris.
Den afgåede chef for Den
jyske Opera, Philipp Kochheim, har iscenesat operaen på Theater Osnabrück (genopsætningen
i Aarhus er ved Barbora Hamalová), og han har lagt mere vægt på det lukkede
aspekt af den græske landsby end på ferieidyl og turistbrochurer. Uta Finks
kostumer er såvel som møbler i første og sidste akt helt i hvidt, og scenen
indrammes på begge sider af to store sætstykker, der er inspireret af de murede
hylder i katakomberne, hvor de tidligste kristne samfund holdt til eller
skjulte sig. De løfter sig over hver scene - og der er mange sceneskift igennem
operaen - og mellem dem er bagest et plastikforhæng, bag hvilket solen lyser og
båden dukker op. I tredje akt bruges forhænget effektivt, da Manolios i drømme
hjemsøges af sin dårlige samvittighed, så selvom scenografien kan beskyldes for
at være en forslidt og symbolmættet kliché, så har den også virkeligt originale
og overraskende effekter, og Kochheims scenegang er - som altid - lige så
lysende klar som solen i horisonten.
Martinůs partitur er
lysende enkelt at lytte til. Det er ikke kompleks musik, og man kan ikke høre,
at operaen er fra 1957, hvor Boulez og Stockhausen satte kursen for
modernistisk musik efter Anden Verdenskrig. Her er melodiøse arier, lyriske,
genkommende temaer og ikke mindst mange efterklange af folkemusik, navnlig hos
koret. Koret spiller desuden en stor rolle både som flygtninge og som landsbyboere,
og der er virkelig momenter, hvor det får hårene til at rejse sig i nakken på
en. Solisterne er også - uden undtagelse - fremragende, men fremhæves bør
navnlig James Edgar Knight, hvis smukke tenor forlener Manolios med både styrke
og trods, Michael Ha, hvis tenor er endnu smukkere og lyrisk som Yannakos, og Amira
Almadfa, hvis mezzosopran har en ganske beundringsværdig dyb og rolig varme,
der klæ’r partiet som Katerina smukt. Hendes opofrelse er altid rolig og
behersket, hun går aldrig martyrvejen. Stephanie Hershaws Lenio, Maniolos
forlovede, har en ren og viljestærk klang med plads til en klædelig og
interessant tvivl, da hun til sidst i trods gifter sig med Nikolios. Endelig
bør Mikołaj Bońkowski som præsten Fotis, der ledsager flygtningene, fremhæves
for sin slanke, lyriske bas og Sten Byriel for sin basbaryton, der synes
stærkere, smidigere og fyldigere end nogensinde før. Han har i et mindre parti
som en gammel mand blandt flygtningene et af operaens musikalske højdepunkter;
hans lovsang af kampen for overlevelse og det simple liv er gribende.
Aarhus Symfoniorkester har
næppe spillet meget Martinů før, men Andreas Hotz leder orkesteret sikkert
igennem uden at løfte partituret til højderne. Det er også et meget diskret
partitur - flere steder er der talt dialog og ofte meget lidt orkesterledsagelse
i arier og mindre ensembler - men mellem scenerne er der malende mellemspil,
der fastholder og sammenbinder handlingen og udfordrer orkesteret. Det er en
opera i øjenhøjde med publikum, og lyset i horisonten gør det umuligt at slippe
den.
