Katrine Wiedemann må alene bære Mozarts Cosi fan tutte. Malmø Opera d. 30. november 2024
Katrine Wiedemann faldt i gryden som barn. I den
store Shakespeare-gryde. Det kan man høre i podcastserien Shakespeare er
lige her på Information. ”Jeg var kun en 13-14 år, og jeg forstod vel ikke
det hele. Men den der enorme fordybelse i sproget, de der store
følelser, der ligger i det, og præcisionen og de store skuespillere. Det var
jeg så fascineret af, og så begyndte jeg at læse teksterne selv. De år var én
lang besættelse af Shakespeare, som så faktisk aldrig har forladt mig siden,”
fortæller hun her, og det ligger lige for at mene, at den store psykologiske
forståelse, som Wiedemann i en årrække har udfoldet på scener såvel uden- som
indenrigs, er grundlagt her og stammer fra kendskabet til barden,
Shakespeare.
Wiedemanns indsigt i
menneskets psyke har hun nu bredt ud over Mozarts Così fan tutte.
Opsætningen havde premiere på Den norske Nationalopera i maj 2023 og spiller på
Malmø Opera i en genopsætning ved Katarina Sörenson. Man kan kun glæde sig
over, at den nu er så tæt på Danmark, at den er til at nå for de fleste inden
for få timer, for den er original, morsom og vedkommende. Det er en opsætning
til tiden og om tiden (medmindre man hører til de fundamentalister, der råber
regiteater efter alt uden krinoliner og pudderparykker): Operaen begynder i
IKEA, hvor de to par, Guglielmo og Fiordiligi samt Ferrando og Dorabella, er
ved at grundlægge drømmen om villa, Volvo og vovhund, da den aldrende don
Alfonso (som her er en ansat i IKEA) udfordrer de unge mænds blåøjede
forestilling om deres kæresters troskab. Den naive drømmeverden har mange,
navnlig som ung, stået i, og IKEA-testen dækker netop over, om et forhold nu
kan overleve en tur i det verdensomspændende boligfirma og de dertil hørende
praktiske beslutninger, der hører hverdagslivet og dets rammer til. Handlingen i
operaen kender de fleste, og de to kærlighedsforhold overlever som bekendt testen,
også i denne opsætning, så til sidst er vi atter i IKEA, men alligevel er alt
forandret, fordi de fire unge mennesker er blevet klogere på sig selv og
hinanden. Deres vilje er stærk, men om forholdene bærer eller brister vides
ikke ved operaens slutning. Den indsigt findes ikke i mange romantiske operaer.
Samtidig
med at hun børster støvet af et forældet og – synes vi – mandschauvinistisk syn
på kvinden, respekterer Wiedemann, at Mozarts opera er en farce, at der er
falden-på-halen-komik, og at publikum forventes at sluge nogle kameler, f.eks.
at de to søstre, Fiordiligi og Dorabella, ikke kan genkende deres egne kærester
i forklædning blot få timer efter, at de er skiltes i den tro, at kæresterne er
draget i krig. Men Wiedemann lader (genialt) de to kærester forklæde sig som to
hjemløse, og straks falder de realistiske, psykologiske brikker på plads:
Søstrene, der med IKEA aspirerer til den brede middelklasse, hvor man har overskud
og de rigtige (=politisk korrekte) meninger, lader først deres gode hjerte løbe
af med dem, siden deres rigtige hjerte, da de bag de snavsede ansigter og
slidte klæder opdager to charmerende, pågående unge mænd. Wiedemanns erfaring
med at instruere skuespillere gør de to søstres spil – og deres kæresters – til
noget af det mest overbevisende skuespil, der er set på en operascene. Det er
morsomt, overvældende og meget rørende i al sin genkendelighed, og det er helt
rigtigt, at de faktisk kysser, før de forklædte kærester be’r om et kys. Genkendelig
er også Maja Ravns fotostatscenografi, der bl.a. forestiller Kongens Have i
København, men scenografien er også et forvandlingsrum, hvor don Alfonsos
kærlighedsprøve er mulig.
Desværre
er Wiedemanns skarpe personinstruktion ikke alene om at bære opsætningen, for
så var IKEA-testen bestået og køkken og skabe samlet til topkarakter. Sangerne
er i de fleste tilfælde meget kompetente, men der er lister, der er slået af,
og fuger, der mangler, for at blive i IKEA-metaforikken: Matilda Sterby er skøn
som Fiordiligi; hendes sopran er lysende og agil, og dog er den en smule
forceret i det høje register. Annie Fredriksson er som Dorabella spillevende,
charmerende og beundringsværdigt ivrig – hun behøver ikke megen overtalelse af Guglielmo
i forklædning, men hun er også hurtig til at ville stikke af, da sandheden til
sidst kommer for en dag – og hendes mezzosopran er smuk og ubesværet. Det samme
er barytonen David Risberg som Guglielmo; ikke kun Dorabello falder for hans
charme og hans smukke mozartrøst, det gør alle, så BRAVO! Hvordan Caspar Singh
som Ferrando lyder, fik publikum ved premieren ikke lov at opleve, for en meget
veloplagt og charmerende forestillingsleder måtte, inden tæppet gik, træde frem
og beklage: Der findes, og hun vidste ikke, om publikum havde hørt om dem,
noget, der hedder baciller, så i stedet for én sanger, fik publikum to! Caspar
Singh agerede, men fra scenekanten sang den unge, norske tenor Eirik Grøtvedt partiet.
Først fik man indtryk af, at erstatningen var glimrende, og Grøtvedts tenor
klang smukt og gled naturligt ind blandt de andre stemmer, men i arierne kneb
det. Skylden var dog ikke alene hans.
Magnus
Fryklund, der er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har
dirigeret ved flere lejligheder i Danmark, ledede Malmø Operaorkester ved
premieren. Han viste sig som en opmærksom dirigent med stort fokus på sangerne,
men også som en dirigent, der enten havde svært ved at bevare overblikket over både
sangere og orkester, eller også var orkesteret og han ikke helt enige.
Undervejs faldt tempoet, iblandt stak en enkelt musiker af og fulgte sit eget
tempo, og pulsen i Mozarts (fuldkomne) partitur manglede. Tempoet var ikke fodslæbende
som i opsætningen af Don Giovanni i efteråret 2023, men flere arier blev
spillet for langsomt: Fiordiligis store arie i anden akt, ”Per pietà, ben mio,
perdona”, mistede al den skønhed og viljestyrke, som arien fordrer; musikken
var uden nerve, og Sterby kæmpede. Det er imidlertid intet imod, hvor meget
Grøtvedt kæmpede med ”Un’aura amorosa”, en af de skønneste tenorarier, der er
skrevet, og han stod ikke distancen i Fryklunds langsomme tempo. Hvor var det
synd! Publikums begejstring ved premieren var langt over, hvad orkesterspillet
var værd, men det er selvfølgelig kun sympatisk, at der klappes og hujes.
Darren
Jeffery er habil som don Alfonso, men ikke mere, og han træder aldrig i
karakter som hverken intrigemand eller IKEA-medarbejder, der keder sig ved sin
pult. Det gør imidlertid Elinor Fryklund (hvis debut på Det kongelige Teater
som Zerlina i Keith Warners mindre vellykkede hotelopsætning af Don Giovanni
for næsten tyve år siden nogle måske husker) som Despina. Hun kan spillede
komedie, hun kan agere på en scene, og hun kan forlene alle narrestreger og al
forurettelse over don Alfonsos maskepi med stor vokalkunst. Hendes forklædning
som notar er mindeværdig, og der skal stort talent til at løfte en farce. Katrine
Wiedemanns iscenesættelse er alene til fem stjerner, men direktion,
orkesterspil og vokale forbiere trækker ned. Det er altså stadig et spørgsmål
om, hvem man går i IKEA med.
