Bent Sørensen og Jon Fosses Asle og Alida er medrivende. Operaen d. 6. juni 2025
Jeg
kommer for sent. Jeg kommer fem minutter for sent, fordi DSB (igen) er mere end
en halv time forsinket fra Odense til København. Ingen forklaringen, ingen
undskyldning, man må bare give slip, lade stå til og rives med og forsøge at
tage det med stoisk ro. Jeg skal blive en bedre stoiker.
Tankevækkende nok er det samme
følelse at læse Jon Fosses trilogi Andvaka, Olavs drømme og Kveldsvævd,
der nu er blevet en opera med musik af Bent Sørensen (og som jeg kommer for
sent til denne sidste aften). Man suges ind i de tre kortromaner og må bare
give slip, lade stå til og rives med. Ordene griber en med sine hypnotiserende
gentagelser og omvendinger, synsvinkel og tempus kan skifte i en sætning, og
trolddommen forstærkes af den frit flydende tegnsætning. Der er kommaer, men
kun få punktummer – i Olavs drømme er der ingen – så man kan ikke slippe
bøgerne, når man er begyndt, de skal læses i et stræk, og man skal give sig tid
til flere gange at læse passager en gang til og en gang til, for hvor var vi
nu, og hvordan kom vi hertil?
De tre bind følger den
enkle historie om Asle og Alida. De elsker hinanden, hans violinspil har ført
dem sammen, ført dem sammen i svævet, som der står, og læseren møder dem
først, da Alida er højgravid, da hun snart skal nedkomme, og de vandrer kolde
og forkomne rundt i et mytologisk Bergen: Bjørgvin. Mytologiske er de selv,
bibelske, for ingen vil give dem husly, en gammel kone skammer dem ud, en ung
kvinde vil gerne finde en seng til Asle, men ikke Alida, og en gammel mand vil
gerne indlogere dem på sit herberg, men hans slibrige interesse gælder kun
Alida, og dér vil hun ikke ind. Så dukker den gamle kone op igen, og pludselig
har Asle sørget for, at de kan flytte ind i hendes hus, og her føder Alida
straks efter deres søn, Sigvald. I Olavs drømme er Asle, nu Olav, atter
i Bjørgvin for at købe vielsesringe til ham og Alida, som han nu kalder Åsta,
og atter møder han den gamle mand, atter og atter igen, den gamle genkender
Olav som Asle, forfølger ham, og samtidig møder Olav Åsleik, der har købt et
armbånd af ”det guleste guld og de blåeste blå perler” til sin kæreste. Sådan
et må Olav også have, sådan et må Olav have til Åsta, et armbånd i stedet for
vielsesringene, som han ville købe for de penge, han har fået for sin violin,
og han får det, han får det, selvom han ikke har sedler nok, og alligevel ender
alt galt, helt galt. I Kveldsvævd er der gået mange år, så mange år, at
Alidas datter Ales selv er en gammel kone, der pludselig ser sin mor stå det
midt i stuen. Hvordan kan hun det, hvordan kan hun stå der i stuen, hun er jo
død, men hun står der, og pludselig er synsvinklen Alidas, og Alida ser
tilbage, tilbage da hun var helt alene, alene fordi Asle ikke kom hjem med
vielsesringene, og hun gik selv ind til Bjørgvin og gik alene omkring i
Bjørgvin, og i Bjørgvin mødte hun Åsleik, der tog hende med sig, tog hende til
sig, og som hun senere fik Ales og endnu en pige med, og til slut følger Ales
sin mor ned i bølgerne. Måske. For måske er det hele kun noget, der siges,
måske er Asle uskyldig, måske har han ikke dræbt den gamle kone, manden, hvis
bådehus Asle og Alida først boede i, eller Alidas mor, da hun vil stjæle hendes
penge fra hende, måske er det bare snak. De onde er virkeligt onde, ubegribeligt
og hændervridende onde, og de gode er så gode, så gode i Fosses trilogi, og dog
er der så mange ting derimellem, så mange egenskaber og væremåder, så mange
lag, der er der i det, der er gået tabt og ikke siges, at de tre kortromaner
åbner sig, suger en ind og er svære at slippe.
Hvem andre end Bent
Sørensen ville kunne sætte denne handling i musik? Han, hvis musik strømmer og
klinger i et væv og et svæv, kan skabe musik til denne bibelske fortælling, så
man spidser ører og lytter og nyder og følger med. Det er organisk musik, musik
uden punktum, som Fosses romaner er uden punktum, en strøm – en drøm? – med
solister, kor og kapel, som opera sædvanligvis er, men alligevel står delene
tydeligere frem og bærer hver sin rolle, måske fordi instruktøren Sophia Adrian
Jupither har ladet koret være til stede og danne baggrund for handlingen hele
forestillingen igennem. Først sidder de som sten i landskabet, så står de som
en mur foran den enkle bagvæg af træ, og på mange måder minder operaen lige så
meget om et oratorium som en opera. Undervejs spørger man også sig selv, om det
er den samme melodi, som Sørensen genbruger og varierer i et væk, som Fosse
genbruger og varierer sætninger, men mine lægmandsører er ikke sikre. I
programmet siger Sørensen:
”Mit håb er, at det [musik og tekst] ikke
kan skilles ad. Der er tekst, der er musik, men det er blevet til noget andet
sammen. På den ene side skal der nok være en vis modstand mellem tekst og
musik, men på den anden side, skal det fornemmes som skabt af den samme.”
Strømmen
er der, svævet er der ikke mindst i kraft af den violinist, Alma Serafin
Kraggerud, der følger Asle og Alida på scenen, men den er der i musikken i
højere grad end i librettoen. Det er lidt ironisk, når der på programmet står
”af Jon Fosse og Bent Sørensen”, og Sørensen i programmet siger, at ”Den her
opera er jo utænkelig uden Fosses tekst”, for nok bruger Fosse i første akt
gentagelserne til at understrege, hvor hjælpeløst forladt og ubehjælpsomme Asle
og Alida er i Bjørgvin, men anden akt er en så forkortet gengivelse af
handlingen i Olavs drømme og Kveldsvævd, at den ikke gør indtryk
som første akt, var det ikke for musikken.
En del af årsagen til
dette skal også findes i Jupithers lidt for enkle og underspillede instruktion:
Den ældre mand sunget af Johannes Weisser har nok en imponerende, mægtig
stemme, men han bliver aldrig så skræmmende, så uhyggelig og så snigende hævngerrig,
som Fosse har gjort ham, og Asle bliver – selvom Wiktor Sundqvist har en smuk,
lyrisk tenor – hverken så omsorgsfuld, så drømmende eller så desperat, som han
er hos Fosse. Den lidt stive scenegang, der bliver holdt på plads af de to
statiske gærder forrest på scenen i Erlend Birkelands enkle, men nordiske
scenografi af sten og træ, gør det også svært at afdække de mange psykologiske
lag under de enkle replikker. Heldigvis lyser Louise McClelland Jacobsen mere
end hun tidligere har gjort som den afmægtigt elskende Alida. Det er ganske
rørende at se hende synke sammen ved gærdet under sin egen vægt, og spillet
mellem hende og Asle vidner om den store, store kærlighed, der bærer de fleste
operaer ind i fremtiden. Den og så musikken, og den er på plads, og operaen
fortjener at blive båret ind i fremtiden og få en fyldestgørende iscenesættelse
snarest.
