mandag den 6. oktober 2014

Flad som en pandekage – af grin

Uforlignelige præstationer i klassikeren Erasmus Montanus i Skuespilhuset d. 3. oktober 2014

Skær og sprød barok af Teleman fylder øregangene, når man går ind i Skuespilhusets grottesal til Holbergs evigt unge Erasmus Montanus. Et nymalet fortæppe med vældige, svulmende skyformationer og Erasmus Montanus i Thure Lindhardts kontrafej som solsystemets centrum møder én, så man kunne få den tanke, at det er en meget traditionel opsætning, man skal se. Det er det på sin vis også – i alt fald på den måde, at det er en opsætning, der forholder sig til sig selv som klassiker, så selvom der er pudderparykker og klassiske sætstykker, der – som i barokken – indrammer scenerummet, så har komedien fået en drejning i retning af det (post)moderne, og det klæ’r skuespillerne og instruktør Thomas Bendixens rablende hittepåsomhed ganske fortrinligt!
                      Der leges først og fremmest med sproget. Både fordi det er kilde til det meste af handlingens komik, men også fordi det – som Jørn Lunds glimrende artikel i programmet påpeger – er årsagen til den kamp om at være øverst i hierarkiet, som kan siges at være kernen i Holbergs komedie. Den, der har ordet i sin magt, vinder – også selvom vedkommende er en nar, der kun vinder, fordi de, der skal afgøre disputterne, ikke forstår, hvad der bliver sagt (også når der virkelig intet bliver sagt!), ganske som det er tilfældet i det politiske hundeslagsmål, som vi bilder os er ind er et demokrati. Det gør Per Degn til den største nar af alle, om end Rasmus Berg også er en indbildsk nar, når han glemmer at tage højde for, hvem han omgås, og hvad han prøver at belære disse om; det visdommens hus, han bilder sig ind at have bygget, er uden fundament, så længe han – hvad allerede Platon påpegede – ikke er i stand til at lære fra sig og forklare andre sin viden. I teatret kræver det, at publikum kan gennemskue, hvor lidt Per Degn kan, hvis det skal gennemskue, at han vitterligt er en nar, og eftersom latinkendskabet har trange kår i det 21. århundrede (Erasmus Montanus kan (overlegent) tillade sig at spørge ud i salen efter en af sine latinsk-filosofiske sentenser, om vi nu forstod den!), må latinsk-italienske brokker, som vi alle kender, lægges i hans mund: ”Pasta al dente, delirium tremens, post mortem, post scriptum, post – hus!” Disse sproglige fornyelser gør det smukt ud for det samme som de udenadslærte (forkerte) bøjningsremser, som degnen lirer af i Holbergs originaltekst. Her sker det helt uden teatersjællandsk accent; den er overladt alene til Ole Lemmekes groteske ridefoged – endnu en ærkenar – der med mere tryk end godt er omtaler hovedpersonen som Mont’Anus, mens Henrik Kofoeds Jeronimus og hele hans familie taler et så fladt og påtaget københaaaaavnsk, at man ikke er i tvivl om, at det – med de mest groteske candyflosspudderparykker – er en parodi på forgange tiders holbergopførelse – eller nutidens sprogtone.
                      Ingen komedie gøres dog alene med ord – det beviser Odense Teaters forskrækkeligt kedelige opsætning af Shakespeares poetiske Skærsommernatsdrøm dette efterår; det kræver også skuespiltalent og en instruktør, der er lydhør for såvel tekstforlæg som skuespiltalent, hvilket Alexa Ther ikke var i Odense. Det er Thomas Bendixen imidlertid, det har han bevist gennem en årrække på Det kgl. Teater, og han skuffer heller ikke med denne iscenesættelse: Han lader den perlerække af skuespillere, der er stillet til hans rådighed, løbe linen helt ud, vel at mærke den line, som er udstykket i det litterære forlæg, ved at give dem både tid og plads til at nuancere og rable derudaf. Peter Gilsforts Jeppe Berg er så tilpas sagtmodig og underkuet, at ingen hører de fornuftens ord, han taler, og Kirsten Olesen er en så rapkæftet Nille, at det ikke undrer, at hun er dum nok til hoppe på sin søns limpind om, at hun er en sten, for tomme tønder buldrer som bekendt mest… Sagtmodigt lader Mikkel Kaastrup-Mathew sig kaste omkring, for han behøver ikke ros for den rationelle visdom, han udtaler, og som gør ham til brorens modsætning og Holbergs talerør. Tina Gylling Mortensen er grotesk opstadset og tåbelig, og selvom hun konstant sætter sig til skue, så har hun dog forstand nok til – logisk – at sætte Henrik Kofoeds vidunderlige vissenpind af en Jeronimus på plads, selvom det sker i en fortalelse, for måske er ridefogeden virkelig far til den små Lisbed. Hende gør Ida Cæcilie Rasmussen tilpas lyserød og teenagehysterisk, og selvom hun er så sensuel, at Thure Lindhardts Erasmus forståeligt nok bare MÅ have hende, så fatter fatter Jeronimus ikke årsagen til al denne forlibthed, og det er uendeligt morsomt (med en reference til nutidens børneopdragelse), at han skælder hende huden fuld på nørrebromål uden noget resultat.

                      Tilbage er forestillingens triumvirat: Ole Lemmeke er med sine vilde hårtotter, sin ustandseligt svirpende ridepisk og sit antikverede teatersjællandsk så flyvsk, at det kun er Montani usandsynlige belæring om, at stjerner er skabt af månens afklippede dele, der kan sive ind under lynghætten på hans ridefoged. Han er den ideelle makker for Søren Sætter-Lassen, der overgår sin præstation som Strindbergs Faderen i forrige sæson med sin Per Degn. At det er muligt for ham med så fint markeret mimik, gestik og tale at få så mange nuancer ud af en karakter, der i bund og grund bare er en fordrukken nar, er ganske overvældende, og man er flad (som en pandekage!) af grin, bare han viser sig på scenen. Han drikker ikke af de samme grunde som Holbergs forvandlede bonde, Jeppe, han drikker, fordi han simpelthen er for dum til nogen sinde at kunne være blevet andet end en grisk landsbydegn, og fordi han forsøger at skjule denne sandhed for såvel sig selv som for andre. Buster Larsen var i Kasper Rostrups TV-udgave af komedien en ynkelig og selvmedlidende Per Degn, Søren Sætter-Larsen er hans æselskrydende modstykke, og det er formidabelt godt spillet! Men lige så godt spillet er Thure Lindhardts titelkarakter. Med cool solbriller og pletfrit hvidt kostume ved han godt, at han er dumpet ned i forrykt og monstrøs teaterkulisse, hvor karaktererne stadig ikke ved, at jorden er rund, og som den eneste (ud over Martin Hestbæks løjtnant) tør han komme ind på scenen gennem det bagtæppe, der har Kopernikus’ solsystem som sit centrum. Lindhardt er tilpas ung endnu til at kunne møde naiviteten og uvidenheden på Bjerget med næsvis teenagetrods, hvilket kun forstærker karakterens naragtighed, men denne ungdom gør også, at man møder ham med des større medlidenhed, for tænk, hvad han kunne blive til med tiden! Her er jo virkelig et helt andet hoved end degnens, og man må håbe, hans – trods alt – lysende forstand ikke knægtes helt. Måske det er derfor, at femte og sidste akt virker så underligt svag og ubeslutsomt instrueret i lyset af det øvrige; over for løjtnantens intrige, der gør Montanus til soldat, der skal have ufornuften banket ud af kroppen, bliver Lindhardt helt modløs og eftergivende, og han får ikke et slag. Som et lille barn klynger han sig til sin bog, og den energi, der efter pausen får ham til at kravle ud under fortæppet, er nu helt forsvundet, så trods løfter om forlovelse og forsoning, sidder han blot helt faldet sammen til slut. Luften er gået af hans ballon – men betoner Bendixen dermed det tragiske i komedien (for så stor kunstner er Holberg, at han vidste, at en komedie altid har en bitter bismag, ganske som tragedien har løfter om bedre tider)? Det synes snublende nær at tænke, at Bendixen her resignerer for at give plads til begge dele, til ikke at vælge komedien frem for tragedien, til blot at lade stykket fade ud, da det er slut med de mange gags og vittigheder, men det er dog det rablende overskudsspil og ikke moralen, der bliver siddende i én, fordi man vrider sig af latter, så man næsten kunne overbevises om, at jorden ikke er rund, men flad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar