Une affaire du coeur

Den jyske Operas charmerende opsætning af Puccinis La Bohème i Odense d. 29. oktober

Edward VII skal angiveligt have svaret, da han blev spurgt, hvilken opera, der var hans favorit: ”La Bohème!” Den nysgerrige udspørger ville så vide, hvorfor det forholdt sig sådan, hvortil majestætens lakoniske svar var: ”Fordi det er den korteste!” Mon dog ikke den charmerende og kvindeglade konge alligevel også er blevet rørt af Puccinis sanselige musik og har knebet en lille tåre for de elskende bohèmer under Paris’ tage? Det er svært at lade være; så kontrastrig og medrivende som Puccinis musik er, er det endnu aldrig slået fejl (dette er min fjerde Bohème), at jeg ikke lader mig bevæge og småtuder, når Mimi atter kommer ind i handlingen kun for at dø i armene på sin elskede. Det er en meget simpel handling, dybt banal endda, men musikken tager handlingen alvorligt og følger bohèmernes skæbne trofast, og dét virker – hvilket forklarer, hvorfor der tredje aften i træk er udsolgt i Odense Koncerthus til endnu en opsætning af Puccini La Bohème.

                      Det er også en meget charmerende og fejende flot opsætning, som Den jyske Opera turnerer landet rundt med; det er faktisk imponerende, hvad de to spaniere, scenografen Ricardo Sánchez Curda og instruktøren Alfonso Romero Mora, får ud af den lille scene, der er til rådighed. Det har nærmest karakter af dukkespil, når væggene i kunstnernes loftskammer vendes og illuderer skorstensrygende og vindueslysende parisiske huse fra 1890’erne, og når disse skubbes rundt mellem koret i anden akt for at illudere gademylderet juleaften, føler man sig som et lille barn, der beundrende står og trykker næsen flad mod ruden ind til butikkernes juleudstilling. Fejende flot er det, og det bidrager til den munterhed og julestemning, der vitterligt er i operaens første og anden akt, og som bør være der for at danne klangbund for Mimis død. Det bliver aldrig rigtig sørgeligt (selvom musikken er så manipulerende, at man godt kan græde endda), hvis ikke vi griner med de pjankede kunstnerspirer, og det gør vi her, for der er virkelig sjov og ballade i Moras instruktion; det er ikke overspillet pudekamp eller duel på ildrager, vi ser i denne opsætning! Måske det er skuffende, at tredje akt ikke formår at udnytte kulisserne så godt som anden akt – her har spanierne tilsyneladende resigneret og accepteret det absurde i, at sengen og staffeliet fra kunstnerkollektivet må stå midt på gaden for at være klar til at blive trillet på plads til fjerde akt – men at se hele scenebilledet ændre sig og igen blive det kolde loftskammer er vaskeægte teatermagi og hurra for den! Det har været karakteristisk for alle opsætninger under Annilese Miskimmons ledelse, at hun tror på teatret og ikke har noget ønske om at intellektualisere eller skære noget ud i pap for publikum.

                      Scenografi og instruktion alene gør selvfølgelig ikke denne opsætning så vellykket. Sangerne er også alle fremragende, og tyske Michael Balke overrumpler med sin ublu direktion: Han indleder fra første tone en kærlighedsaffære, une affaire du coeur, med Odense Symfoniorkester – ganske som Mora og Curda med opsætningen giver sig hen til publikum – og lokker smægtende toner frem i et sensibelt og nuanceret spil. Det er nok aftenens største kunstneriske præstation (specielt hvis man ved, hvor nemt det er at høre, når Odense Symfoniorkester har en dårlig dag), selvom ingen af sangerne blegner i orkesterets skær: Sydkoreanske Jung Soo Yun klinger i mellemlejet varmt og bredt som en ung Pavarotti (han har bare ikke dennes styrke i højden), rumænske Gabriela Istoc er en ung og uskyldig Mimi med en perlende og piget røst, og polske Katarzyna Mizerny tager som en fandenivoldsk og livsglad Musetta publikum med storm! Mest betagende er dog Waltteri Torrikas smukke og stærke baryton; den forlener Marcello med en ung og sund sult, der gør ham til den mest muntre og sorgløse af bohèmerne, og det er ren fryd at høre ham! Simon Duus’ Colline er langhåret, men hans stemme fejler intet, og Thomas Storms baryton er køn, men som Chaunard har han en tendens til at overspiller. At nogle stemmer overdøves af orkesteret skyldes alene den uhensigtsmæssige brug af Odense Koncerthus som operascene, for orkesteret sidder som en fjerde brandmur i kunstnernes tagkammer lige foran scenen. Det gør dog ikke noget; selvom dødens mørke skygge hvilker over operaens slutning, går man ad snørklede omveje (den gamle P-plads ved koncerthuset er ét stort hul – et forvarsel om den orkestergrav, der vil være at finde i det ny teater- og musikhus, der skulle færdig i 2018) med et stille smil på læben: Uanset udfaldet smiler man ved at tænke tilbage på en forelskelse – det må selv en konge gøre – og denne opsætning er virkelig til at forelske sig i.