søndag den 17. april 2016

Gyngerne og karrusellen - eller Hvem får hvem i gyngen?

Sprællevende og dynamisk Figaros bryllup ved Elisa Kragerup på Gamle Scene d. 9. april 2016

Nogle operainstruktører tager udgangspunkt i symboler og lader disse være grundlaget for deres instruktion: Robert Carsen lod i Les boréades symbolsk sangerne gå rundt med paraplyer eller plukke en mark tom for blomster, Oliver Py bandt symbolsk (og meget upraktisk!) Romeo og Julie sammen med en snor i Gounods opera, og Kasper Holten lader Kong Roger udspille sig om og i en kulisse i form af et tredelt hoved for at frembære en (rigid og unuanceret) psykoanalytisk tolkning af titelkarakteren som splittet mellem superego, ego og id.  Men symboler er ikke dramatiske - og opera er jo musikdrama - så de nævnte eksempler forbliver bare levende billeder og koreograferede bevægelsesmønstre. Symboler kan kun illustrere (der er skam meget smukke scenebilleder hos Carsen og Holten), de levendegør ikke ned i handlinger, hvad der rører sig i en operas partitur, og deri ligger forskellen på en mesterlig iscenesætter og en tableaumager - eller forskellen på opera, der griber, og opera, der bare skal forstås: Francisco Negrin så således teater som en metafor for magtspillet i Julius Cæsar, hvilket gav mulighed for et utal af forklædninger, accentuerede skellet mellem klasser og følelser og lod afdøde karakterer gestalte sig som dansere, og Stefan Herheim understreger ikke bare en operas handling - den bæres i store operaer alene af replikkerne - han synliggør på forunderlig vis både tiden for operaens tilblivelse, for dens modtagelse og for alt det, der i den mellemliggende periode er løbet i åen! Ind i denne række (den kunne fortsættes, men få er så konsekvente som de nævnte) af mesterinstruktører skriver nu - indtil videre da - også Elisa Kragerup sig med Figaros bryllup på Gamle Scene.
                      Elisa Kragerup har denne forunderlig evne til at forankre en handling i et metaforisk rum, der både kan løfte og bære handlingen igennem. Metamorfoser blev til i et nøgent, hvidt rum, hvor skuespillerens evne til at forandre skikkelse kun suppleredes af lys, vand og sort maling, karaktererne i Shakespeares Romeo og Julie lukkede hun inde i en gummicelle, hvor kærlighedens og hadets sindssyge så gestaltede sig, og kærligheden i Mozart og da Pontes første mesterværk, Le Nozze di Figaro, ser hun krystalklart som en rutchetur, hvorfor den naturligvis må udspille sig et tivoli med orkesteret midt på scenen som selve omdrejningspunktet. (Alene dette er et stort og lyst indfald, og man sidder og håber, at Det kgl. Kapel for én gangs skyld vil blive den første til at modtage publikums jublende hyldest, men dette ønske indfries dog ikke.) Ikke bare er operaens undertitel …ossia la folle giornata - ”eller den skøre dag” - et vink med en vognstang, at her kan (og vil) alt ske - det er trods alt en komedie, ja, en farce! - men operaen frembærer jo netop i kraft af de mange parkonstellationer så forskellige aspekter af kærlighedens væsen, at vi mindes om, at kærlighed ikke er én ting, men at der er store og dybe udsving; snart er man højt oppe, snart er man dybt nede. Er kærligheden så ikke at ligne med et tivoli? JO!
                      Rampen til en rutchebane omringer Det kgl. Kapel midt på scenen, og her kan forskellige effekter så køres ind: en romantisk svanevogn (ikke et ord om Lohengrin!), en vogn fra spøgelseshuset med frådende tænder og don Basilio som Dracula samt grevindens badekar. Scenebilledet skifter ikke, det forandrer sig som i et hurlumhejhus med de få rekvisitter, der nu er nødvendige, og undervejs træder operaens handling krystalklart frem, som det, den er: absurd morsom! En dør på hjul er således alt, hvad der skal til, for at Cherubino kan gemme sig for den jaloux greve i anden akt; at den flytter sig er kun des mere morsomt, og det er en latterkrampende hyperbel af dimensioner, at greven vil bruge en motorsav til at åbne den (ikke at hans omgang med værktøj ellers garanterer et heldigt udfald). Kragerup har blik for det enkle, når hun lader greven tabe skruetrækker og hammer lige så let, som han behændigt taber bukserne, og udgangspunktet er stadig tivoli, når hun nytteløst lader Cherubino gemme sig bag en flok balloner, der med djævelsk velbehag sprænges én for én af greven… Mest morsom er dog nok scenen mellem mor, Marcellina, og søn, Figaro, i tredje akt - Mozarts eget yndlingsscene i hele operaen - der præsenteres som det, den er: melodramatisk og sentimental som programmet ”Sporløs”, det hele behændigt orkestreret med mikrofon og håndholdt kamera af en nævenyttigt oplagt don Basilio. Til sidst overrækkes de forenede par buketter og en medgift på check, ganske som i utallige gennemtyggede TV-programmer.
                      Ikke kun operaens humor forvaltes fortrinligt af Kragerup. Hendes falkeblik ser ikke bare operaens facetter af kærligheden - teenagerens ubændige lyst, det unge par, det modne par og parret med knas i forholdet - men også intrigernes betydning for forholdene. Under ouverturen tager greven og grevinden fire ture i rutchebanen, først er de nygifte og legende, til sidst sidder de med ryggen til hinanden i en vogn, der dårligt kan køre længere. De ser sig altså begge om efter en anden partner. Grevinden er lige så lidt afvisende over for Cherubinos flirten, som greven lægger utilsløret an på Susanna, og sluttelig tager grevinden konsekvensen af det dårlige forhold til ægtemanden: Hendes mund tilgiver greven, men hun har gennemskuet, at det er endnu et påhit fra hans side (et neonskilt med PERDONO sænkes belejligt ned fra loftet, som han falder på knæ), og hun har pakket kufferterne og forlader straks efter scenen. Det er det eneste minus ved iscenesættelsen, at Sine Bundgaard som grevinden ikke kan synge med i ensemblet i finalen, men det opvejes af de mange geniale indfald undervejs. Et af disse er i et splitsekund at vise, at end ikke Figaro og Susanna er garanteret evig lykke, da ”Rosenarien” bliver en rædselsvision hos Figaro, hvor han ser hende som en lyserød kanin omringet af glubende sultne ulve. Jo, kærligheden er en rutchebanetur; snart kilder det forventningsfuldt i maven, snart jubler, ja, skriger man overstadigt, og snart har man kvalme og vil egentlig allerhelst af…

                      Der spilles, ageres og synges lige så veloplagt og energisk, som Kragerup har instrueret. Andreas Spering leder det så centralt placerede og meget ombejlede (sangerne agerer i enkelte scener mellem orkestermedlemmerne, Cherubino lægger an på en kvindelig violinist og meget mere) men festligt, fejende tempo. Måske har man hørt Kapellet spille mere knivskarpt, men det er livlig Mozart, der er indlevelse og føling for musikken, det er mere, end mange andre orkester kan præstere i det wienerklassiske repertoire. Figaro synges af Henning von Schulman med varm, legende og tordnende bas, og han applauderes allerede efter første akt med flere bravo-tilråb. Greven, hvis parti Palle Knudsen varetager med sin vanlige glød og charme, skal være glad for, at Schulmans Figaro kun er oplagt til spøg, ellers kunne det blive en blodig udgang på komedien, for han overgår med flere alen greven i volumen, så skræmmende er Knudsen ikke. Til gengæld har han smukke fraseringer og en udsøgt indlevelse. Sine Bundgaard er frodig, eftertænksom og kølig grevinde, hvilket til fulde understreges af hendes skære røst, Anke Briegel er en livlig, men vokalt mere kønsløs Susanna. Svenske Francine Vis dublerer Tuva Semmingsen som Cherubino; det er altid et slemt slag at skulle undvære Semmingsen, og Det kgl. Teater ved det åbenbart, for det fremgår ikke af hjemmesiden, at Vis er sprunget ind flere gange forud for denne aften, selvom det nu ikke er noget at skamme sig over, for hendes mezzosopran er stærk og tilpas krydret til netop at kunne agere den unge page, hvis hormoner stadig bobler og ikke har fået stemmen til at falde helt på plads endnu, og hun får et stormende bifald. Elisabeth Hallings Marcellina er desværre meget spag, men Morten Staugaard som Bartolo og Bengt-Ola Morgny som don Basilio/don Curzio (der skelnes ikke mellem de to roller i opsætningen) er fulde af liv og humør - hos førstnævnte endda på trods, for han er udstyret med både krykker og kørestol og må hjælpes med iltapparat af sin gamle husholderske. Er det overstadigt? Er skuespillet for livligt, og har sangere såvel som musikere svært ved at følge med? Efter devisen, at hvad man sætter til på gyngerne, det tjener man ind på karrusellen, er denne forestilling lige i øjet: Fuld af livsglæde og -visdom, energisk spillet og sunget og meget, meget morsom. Det er en operadebut for Kragerup, som man ønsker må blive stående, for denne dybt originale og dog tro opsætning af en af de bedste operaer i hele musikhistorien er enestående blandt alverdens operascener, og undertegnede vil meget, meget, MEGET gerne ud at køre Kragerups rutchebane igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar