Døden og englen

Verdis Requiem i DR Koncerthuset d. 10. februar 2017

Til trods for deres naive streg – eller måske netop på grund af den? – formår kalkmalerierne rundt omkring i danske kirker at male en gruopvækkende rædselsvision af dommedag: Glubske uhyrer, der æder de fortabte sjæle, lystige djævle, der piner og plager med stor mennesker, og ynkelige, nøgne mennesker, der vandrer mod flammer og skrækkelige torturmetoder. Det skulle være let at forstå for den illitterære befolkning, hvad følgerne af et ikke renfærdigt liv var, så kirken kunne beholde sin ret så verdslige magtposition ved altid at have en trumf om bål og brand i baghånden. Med lige så stor effekt maler Verdi billedet af dommedag med toner i sit Requiem fra 1874: Gjaldende messingblæsere, rytmisk dundrende stortromme og kæmpekor, der brøler sin skræk for vredens dag i forte fortissimo, så de små hår rejser sig i nakken på publikum.

Dies irae er requiets længste sats (det varer næsten halvdelen af værkets spilletid), og temaet vender tilbage igen til slut; så stor er den angst, der her griber sjælen, for den er ikke til at slippe. Eller den er ikke til at undslippe, for ved at lade visionen om dommedag dominere værket, understreger Verdi ikke kun sjælens frygt for fortabelse og helvedes pinsel og plage, han understreger også – og kritiserer dermed – den katolske kirkes magt over det enkelte menneskes sjælefred, og indirekte bliver Dies irae en sansemættet fejring af livet med sin stædige rytme og øredøvende musik. ’Verdens første rocknummer’ har mere end én kaldt satsen, og ved denne opførelse i DR Koncerthuset skyldtes det først og fremmest koret bestående af DR KoncertKoret og BBC Singers; her var ingen tøven kun præcise indsatser og formidabel artikulation. Frasen ”quando judex est venturus” blev smældet ud med en insisterende og gruopvækkende hvislen, så man vidste, at det er den store, strenge dommer, man skal frygte på den yderste dag. Eller er det?

Mens koret imponerede hele aftenen, trådte DR Symfoniorkesteret diskret i baggrunden. Der var et par uheldige indsatser hos blæserne (også hos en af trompeterne på balkonerne i den skønne Tuba mirum-sats), der skilte sig ud, fordi orkesteret overordnet havde meget præcise og skarpe indsatser, men denne præcision bidrog kun til en kølig, upassioneret musik. Det skal ikke forstås som en kritik, kun skal det understrege chefdirigent Fabio Luisi lader kor og solister spille hovedrollen. Og hvilke solister! Fire stjernesangere står foran koret, men bag orkesteret og bliver alligevel alle hørt, uanset hvor mange f’er der er angivet i orkesterpartituret: Insung Sim har en dunkelt glødende, gyldent klar bas, tenoren Giorgio Berrugi synger Ingemisco-satsen uden node og med indlevelse mere som en elsker end en pint og plaget sjæl, og mezzosopranen Olesya Petrova har en rund, varm stemme, der bevæger sig frit og blødt fra det høje til det dybere leje. Sopranen Lise Davidsen skiller sig imidlertid ud; tårnhøj, stolt og stærk står hun i sort, fodlang kjole og synger som en engel. Hendes stemmes højde synes ubegrænset, og den klinger rent og skært som en tindrende stjernehimmel en norsk, frostklar nat. Hun gennemtvinger og besejrer i Libera me-satsen alene al frygt for dommens dag, hun er nådens stærke og dog ydmyge engel, der forsikrer, at der er en tilgivende gud, at døden skal tabe, og vi skal vinde evig ro, requiem aeterna. Visheden hviler i tavsheden, da sidste tone er døet ud.