søndag den 23. september 2018

Spøgelser


Premiere på Trubaduren (eller Azucena). Operaen d. 22. september 2018

”De sku’ have været gået til Louis Nielsen”, hviskede min mor med et smil under introduktionen til Verdis Trubaduren i Operaens foyer. ”Ja,” svarede jeg, ”de kunne sikkert have fået mængderabat”, for ikke kun sigøjnersken Azucena har åbenbart så dårlige øjne, at hun ved en fejltagelse kaster sin egen søn på bålet og ikke den forhadte greves søn, heltinden Leonora tager også fejl af sin elskede trubadur og den forhadte greves anden søn, den nuværende grev Luna, i mørket. Det lyder som en forvekslingskomedie, hvis ikke lige det var for truslen om at blive brændt på bålet og det lige så flammende ønske om hævn, og selvom Il trovatore har ry for at være indviklet, så er sandheden nok snarere, at handlingen decideret åndssvag; den er helt uden at foretage ændringer i handlingen en parodi på en opera, som tager ud af Victor Borges repertoire.
                      Men for Verdis skyld kan man godt gå ind at opleve Trubaduren - så kan man lave vittigheder om handlingen i pausen. Selvom undertegnede ikke er så vild med den tidlige Verdi, og der er mange fortærskede popnumre iblandt, så er der momenter af både skønhed og glad musik. Instruktøren Francisco Negrin tager da også værket alvorligt (hvis der engang var en instruktør, der kunne gøre operaen til en parodi, kunne det være sjovt, for det kunne bel canto’en godt bære), og alligevel har han måske også under et af sine mange besøg i Danmark fanget reklamen for Louis Nielsen? I alt fald lader han Azucena se syner forestillinger igennem; spøgelset af hendes mor og hendes søn, der begge blev brændt på bålet, danner ramme om trekantsdramaet og træder frem på scenen, hver gang sammenstød nærmer sig, så publikum ikke glemmer, at det er deres hævn, operaen egentlig handler om. For ser man bort fra Azucenas historie, er den væsentligste årsag til, at plottet er tåbeligt, at de andre tre hovedkarakterer aldrig bliver troværdige karakterer. De er alt for flade; de er kort og godt to, der elsker hinanden, og én, der hader, at de to andre elsker hinanden, og de har det med at træde ind på scenen i samme øjeblik, så de netop kun kan træde hinanden over tæerne, og trekantsdramaet bliver aldrig rigtig vedkommende. Hvis Leonora er en stærk kvindeskikkelse, fordi hun tager et valg ved at tage livet af sig, så forstår jeg ikke, at ingen kvinder protesterer, for det er da et dybt sexistisk syn på kvinden, at hun enten kan være heks eller uskyldsren - og død - madonna.
                      Holdet bag Francisco Negrin løfter imidlertid opgaven forbilledligt. Louis Désirés enkle scenografi, der minder om de marmorbeklædte vægge i Operaen og synes som vokset ud af huset selv, får et mildest talt magisk skær i den meget smukke og virkningsfulde lyssætning. Det er næsten emblematisk, at lysdesignerens navn er Poet, Bruno Poet. Dertil kommer, at Negrins personinstruktion er levende og så medrivende, som karaktererne nu tillader det, og de ellers uforklarlige spring i handlingen fyldes elegant ud, så der skabes sammenhæng. Han har kompetente sangere til hjælp: David Kempster er grev Luna med en mørk og fyldig, men ikke prangende røst, og Diego Cavazzins Manrico har en spændstig, skær tenor, dog også så skær, at man indimellem sidder og spørger sig selv, om han klarer skærene, altså de højeste toner? Det gør han, men heller ikke prangende. Gisela Stille kan virkelig bære Leonoras lange, lange fraser; hendes stemme løfter sig, svæver og klinger overjordisk smukt, men når de hurtige løb og koloraturerne begynder, må hun kaste håndklædet i ringen, og heller ikke hun forløser partiets bravur. Den sidste del af duetten med Luna (den, hvor man forestiller sig, at hun virkelig synger: ”Ha ha, nu har jeg drukket gift, så jeg bliver aldrig din!” på grund af musikkens munterhed) mister helt sin overlegent festlige karakter, fordi hun ikke kan følge tonerne op og ned. Hos dirigenten Eun Sun Kim aner man undervejs en my af uoverensstemmelse mellem orkester og sangere, men det må tilskrives premierenerver, og Det kgl. Kapel spiller med iltert flammende temperament og den vanlige store præcision i samspillet.
                      Følge såvel karakter som partitur kan imidlertid Randi Stene som Azucena, der sætter forestillingen i gang ved at fremmane en lutrende flamme forrest på scenen. Hun er den ild, der brænder gennem hele forestillingen. Ikke kun i kraft af hendes stemmes komplekse, malmklingende og varme timbre, men også i scenegangen vises, hvilket splittet og martret menneske hun er: Mens hun med moderlig ømhed og inderlighed henvender sig til spøgelset af sin søn, svæver morens spøgelse højt over hende og minder om løftet om at blive hævnet, og først til sidst, da grev Luna har dræbt Manrico, hans bortførte bror, kan hun skubbe den vertikale, lysende kulisse, der i opsætningen markerer skellet mellem nutid og fortid (den minder om cursoren i et skriveprogram), ud til siden, kan hun begynde at leve. Hun griber publikum, hun giver følelsen af katharsis: Det spørgsmål, man må stille sig selv på vej ud af Operaen, er så, hvad hun har at leve for, og om hun har overhovedet har noget at leve for, og det er et langt mere relevant spørgsmål end det ligegyldige trekantsdrama. Negrin og Stene viser i fællesskab, at operaen virkelig er Azucenas, og at den burde bære hendes navn, men Trubaduren er selvfølgelig en mere romantisk og poetisk titel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar