Virtuos Amadeus på Gamle Scene d. 26. januar
2019
Efter
sin mands død giftede Constanze Mozart sig med den danske diplomat Georg
Nicolaus Nissen, og de boede i København i årene 1810-1820. Mozart selv kom på
trods af sine mange rejser aldrig til Danmark eller København - ikke før nu. Nu
er han her endelig i Simon Bennebjergs skikkelse i fuldstændig forrygende og
ganske overdådig opførelse af Peter Schaffers Amadeus, og han er også alt det, som Nissen og hans hustru (der
færdiggjorde Nissens biografi efter hans død) - af hensyn til geniets eftermæle
- undlod at nævne om ham: fræk, grov, flabet, ligefrem og uspoleret. Han er dog
først og fremmest et menneske af kød og blod, af sorg og glæde, af fortvivlelse
og håb, som man kan spejle sig i, han er langt fra karikaturen med den tåbelige
latter i Milos Formans filmatisering af Schaffers skuespil.
Mozart har en central plads
på Kgs. Nytorv. Det var i teatret her (altså det gamle Kgl. Teater, Gamle
Scenes forgænger), at Kierkegaard hørte Mozarts og ekstatisk skrev: ”Hør, hør,
hør Mozarts Don Juan!”, og Kasper
Holten, der har iscenesat forestillingen, lader det på smukkeste vis være
teatret selv, der fortæller historien. Sætstykker, lamper og plyssæder er
kopier af Gamle Scene, kejser Joseph II’s loge er Dronningens loge, og Sigurd
Holmen le Dous og Martin Bo Lindsten er guldsminkede og guldklædte to engle,
der har revet sig løs fra balkonerne og er fløjet ned på scenen for at sætte
handlingen i gang. Det er, som om hele teatret er hvirvlet sammen, let og
virtuost, som Maja Ravns enorme bølge af nodepapir midt på scenen;
skuespillere, sangere, dansere og musikere, alle teatrets kunstarter, forenes
smukt og med respekt for og plads til hver. Handlingen, der har komponisten
Antonio Salieri som både fortæller og hovedperson, skal lige sættes i gang;
karaktererne skal præsenteres, og den ramme, der for nogle synes stift ved
teatret, skal lige sættes - rummet, skuespillerne - men så forener alt sig, og
bølgen river alt og alle med sig i et drama, der psykologisk og musikalsk stikker
dybere end Formans film.
Holtens erfaringer fra
operaen fornægter sig ikke, og hans talent kommer måske i højere grad end
nogensinde til udtryk her, hvor han friere end i en opera (der trods alt er
styret af et partitur) kan jonglere med musik, sang, dans og skuespil. Det er således
et ordløst mellemspil, der med ouverturen til Don Juan formidler Mozarts problematiske forhold til sin strenge
far, og de seks dansere i Signe Fabricius’ flotte og morsomme koreografi danser
en vidunderlig fantasi over tilblivelsen af første sats af symfoni nr. 40 som
åbning på anden akt. Strygekvartetten i d-mol skaber en kontrapunktisk stemning,
da Mozarts nedtur begynder, og vi kommer helt ind på livet af komponisten
Mozart, fordi musikken og mennesket så fornemt smelter sammen. Myten om, at
Salieri af misundelse skulle have myrdet Mozart, skubbes i baggrunden af en
skildring af menneskets evige dilemma: tvivlen på egne evner, splittelsen
mellem ambitioner og formåen. Ja, Salieri hader Mozart for hans talent, men bag
alle sine frækheder, sin dårlige opførsel og sin barnlige iver viser Mozarts
sande person sig også; han er ensom, syg, misforstået, ugleset og bange og
derfor let at spejle sig i. Føler han sig ikke som et menneske mere end et
geni, som et helt almindeligt middelmådigt menneske, der går under, mens
guderne ler? Jo, kun hans musik er guddommelig; han er også en af verdens
middelmådigheder, som Salieri til slut gør sig til skytshelgen for.
Det ekstravagante ved
denne forestilling er, at skuespillet egentlig er et kammerspil - om end med
flere biroller end vanligt. Når man tager i betragtning, at Søren Sætter-Lassen
og Simon Bennebjerg i hovedrollerne alene kunne have båret forestillingen til
succes, så er det en overdådig gave at lade dem flankere af sangere, dansere og
musikere. Sætter-Lassen spiller Salieri fuld af overskud; han stjæler
rampelyset og stiller sig forrest på scenen med historien om, at han skulle
have myrdet Mozart, men det er netop kun rygter. Til trods for at intrigere mod
ham røber hans samspil med Bennebjerg smukt den beundring, Salieri har for
kunstneren Mozart; her er ingen forstillelse eller ærekære ambitioner, her er
sand medfølelse, og det gør også Sætter-Lassens Salieri til mere end bare et
middelmådigt menneske. Bennebjerg er lang og ranglet, både fysisk og
intellektuelt rager han op blandt sine modstandere ved hoffet, men netop derfor
tager de afstand fra ham, og så skælder han skuffet ud og siger grimme ting.
Det er imponerende så let, Bennebjerg gør sig til med manerer af grovheder og
provokationer, når han i sidste akt kan være fuldstændig blottet og gribe som
en nedbrudt, ydmyget karakter uden nogen facade. Begge karakterers masker
falder, og det er meget medrivende; publikum rejser sig spontant, da de træder
frem straks efter tæppefald.
Rosalinde Mynster er som
Constanze Mozart en jævn pige med hang til livets luksus, men også hun er god
nok på bunden. Hun vandrer nærmest lige ind fra gaden og bumper ind i kejseren,
men hun kan egentlig ikke sælge sig til Salieri, selvom hun giver udseende af,
at det skulle være let, og hun sørger oprigtigt, da hendes mand dør i hendes
arme. Kristian Halken yder måske aftenens største præstation som kejser Joseph
II; hans velvilje og godhed er uden grænser, men det samme er hans dumhed, og
han udtrykker det i én og samme fortvivlede mine. Han er nok enevældig, men er
alligevel uendeligt lille i den alt for store stol, der er hans, og dog fylder
han den ud. Henrik Kofoed, Michael Moritzen og Morten Hauch-Fausbøll er
staffage af modvilje som grev Orsini-Rosenberg, baron van Swieten og grev von Strack.
De er latterlige figurer - Orsini-Rosenberg lyserød, von Strack grøn og van
Swieten sort, samme farve som de kager, de hele tiden fylder sig med - men de
udleveres ikke på noget tidspunkt og bliver aldrig parodier som hos Forman.
Moritzens velvilje og siden vrede mod Mozart er ægte og overbevisende, han
bliver mere end en birolle. De nyuddannede sangere er alle fremragende; de har
den force at være unge og synge Mozart uanfægtet af, hvor svært det er, og det
klæ’r musikken; ikke mindst Clara Cecilie Thomsens koloraturer er frygtløse.
Det samme gælder Det kgl. Kapel, hvis musikere går til det at være statister på
scenen med uforfærdet ro og stor spilleglæde. Alt falder i hak i det store teatermaskineri,
det er en fornøjelse at opleve alle stå op på balkonerne på Gamle Scene, at
være en del af det lange, lange, taktfaste bifald og at mærke skuespillernes
taknemmelige benovelse over denne modtagelse. Akropolistæppet gik ned, men
måtte op igen, så derfor: Se, se, se Mozart i Amadeus! Han har været ventet så længe på Gamle Scene, og nu er han
her - endelig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar