Socialrealistisk eventyr

 Askepot på Den fynske Opera i Anne Barslevs eventyrlige iscenesættelse d. 3. november 2020

 

De eventyr, der er opstået dybt i folkeviddet og overleveret fra mund til mund, indtil romantikerne ville bevare dem for eftertiden og skrev dem ned i årene omkring år 1800, handler om én ting: overgange. Enten overgangen fra barn til voksen eller overgangen fra en social stand til en anden. I begge tilfælde er disse overgange forbundet med svære, personlige indre såvel som ydre kampe, som eventyr sætter fantasifulde billeder på - fabelvæsener, symbolik, farefulde prøver - og som psykologien efter Freud forsøger at forklare videnskabeligt, men princippet er det samme, nemlig at der dybt i mennesket lurer mægtige, uhyggelige kræfter, som man må lære at tøjle. Askepot, som de fleste nok kender fra Charles Perraults Les contes de ma mère l’oie (Gåsemors historier) udgivet i 1697, handler således om heltindens opstigen fra laveste sociale klasse til den højeste, og helten, prinsen, der skal lære at tøjle sin seksualitet og begrænse den til den ene, der passer ham (symboliseret af den famøse sko).

I Rossinis opera Askepot er historien lidt anderledes; Askepot, der hedder Angelina og vitterligt er en engel - kærlig, retfærdig og tilgivende - holdes nede af sine torskedumme, forfængelige stedsøstre og en fordrukken far, selvom hun drister sig - i det små - til at svare igen. Det er hendes ejegode hjerte, der er årsagen til, at den vise Alidoro har udvalgt hende som hustru til prinsen, men den historie er for simpel og sukkersød til instruktøren Anne Barslev; hun insisterer på, som hun siger i programmet, at skulle have noget på hjerte, når hun iscenesætter, og Den fynske Opera har travlt med at markedsføre operaen som ”moderne”. I virkeligheden er den langt fra moderne, for Barslevs greb er at søge tilbage til eventyrenes kerne, nemlig social opstigen og sex.

Stedfaren, Don Magnifico, er nok baron, men her baron af betonslummen; han går rundt i pyjamas og tøfler, kæver den og sover dagen lang på sofaen. Døtrene, Clorinda og Tisbe, er Prinsesser fra Blokken (men uden evnen til selvrefleksion) med plastikkirurgi, bling og parykker som æstetisk ideal, og selvom de bogstaveligt talt lever op til publikums forventning om at klippe en hæl og hugge en tå, så holder de sig heller ikke tilbage fra at bruge en kompressor, så den ene har til gården, hvad den anden har til gaden! Selvom de således er komiske (og det er de, det er en forrygende morsom forestilling!), bevarer Barslev den brod af uhygge og alvor, der er i de fleste eventyr under overfladen af fantasi: Magnifico prygler Angelina, han truer hende på livet, og han holder sig ikke tilbage fra at rage på sine egne døtre, mens han også rager på sig selv. Der er ikke noget at sige til, at Angelina har ambitioner om at stige op fra denne slum, selvom hun måske - som man får at vide undervejs - lider af askepotsyndromet, det vil sige blot venter på, at en mand redder hende. Clorinda og prins Ramiro spiller også illustrativt ketcher med hende i finalen af første akt.

Forestillingen handler også om sex - både sex som et komisk element og som den seksualitet, der er så svær at tøjle og forholde sig til. De tre søstre ligger under for forskruede, selvmodsigende kropsidealer - selv Angelina, der drager afsted til prinsens bal som en blanding af Disney-prinsesse og luder i lange lakstøvler - og prinsens instinkter reagerer prompte, da han ser de to søstre slange sig hen over den slidte sofa. På den måde bliver forestillingen også en kommentar til den aktuelle sexismedebat, fordi den viser, hvor svært det er at føre en samtale og træffe et valg på et sobert grundlag, når det er dyret i mennesket, det hele handler om. Det fordrer en mediator, her Alidoro, der i Jesper Bruns velsyngende skikkelse snart er forklædt som hjemløs, så som den gode fe i gult tylskørt og gummisko, siden som gammel hippie i islandsk sweater og med akustisk guitar, men han er flere gange ved at give op undervejs. (Hvad der ligger bag denne forkærlighed for gul tyl tør man kun gisne om…) Svaret er i finalen at lade alle smide tøjet og stå i adam- og evakostume (og ja, det er kostumer), Angelina og prinsen med figenblad, og lade den nøgne sandhed tale.

Instruktør Anne Barslev har i et interview i den lokale presse fortalt om sine forbehold for at instruere netop Askepot, men hvis man har oplevet hendes skarpe og dog magiske opsætninger af Monteverdi, Mozart og senest Puccini på Valdemars Slot på Tåsinge, bør man ikke være i tvivl om, at hun kan løse opgaven. Det er en mesterlig iscenesættelse, det er den mest spændende, originale og vedkommende operaforestilling, undertegnede endnu har set denne sæson. Det er en velsunget forestilling, navnlig Jesper Buhl, Mette-Maria Øyen, Sidsel Eriksen og Thomas Storm gør indtryk, men det gør også Emma Oemann som Angelina og Mathias Hedegaard som Ramiro (de er blot mere udfordrede af koloraturer, og hans lyriske tenor egner sig nu engang bedre til en dansk sang end bel canto), og det er tydeligt, at der står en kompetent instruktør bag dem. Den glade enke tidligere på sæsonen havde et præg af dilettantkomedie, og det var nok charmerende i den festlige indpakning, men dog dilettantkomedie. Dette er en dybt professionel forestilling i Gøje Rostrups enkle, men effektfulde scenografi og kostumer, og den ledsages af syv meget engagerede og velspillende musikere: Under Peter Møllerhøjs ledelse forløser Morten Østergaard på fagot, Matilde Zeeberg på bas, Natalie Harris på klarinet, Philip Sandholt Andersen på horn, Ragnhildur Josefsdottir på fløjte og Halel Levin på obo Rossinis partitur til perfektion, og man savner aldrig et større orkester. Møllerhøj må ind imellem bryde ind og afbryde for at give publikum afgørende oplysninger (koret er nemlig skåret bort), men også det er dybt professionelt og giver mening i sammenhængen - og det afleder aldrig fokus fra hans musikalske overblik.

Tag derfor et velgørende middel mod coronatrætheden og tag i ”Flodbio” for at se Rossinis Askepot. Der er for lidt eventyr i verden nu, og eventyret lever som bekendt i Odense, men eventyr fortæller os også sandheder, og dem har vi brug for i en forvirret, mørk og usikker tid.