Elefanter i glasbutikken

 Talentløst: Aida er ingen triumf. Odense Koncerthus d. 15. oktober 2021

 

Midt i Odenses nybyggede bymidte ligger blandt skyskrabere og et vaskeægte eventyrhus også et (forholdsvis) nyt kulturhus. Kulturhuset har flere scener, og den store scene har orkestergrav og et auditorium med en glimrende akustik, men det er alligevel ikke her, Den jyske Opera spiller, når den er på turné rundt i landet, nej, det sker i Carl Nielsen-salen, hvor orkesteret sidder på gulvet lige foran scenen, så sang og musik ikke får rum til at blande sig harmonisk. Ikke engang til en premiere som denne aften bruger man Odéons store scene, og uanset hvis skylden er for denne fadæse, der gentager sig år efter år, så bliver resultatet derefter: Balancen mellem sangsolister, kor og orkester udebliver.

                      Det er specielt ærgerligt at skulle undvære denne balance, når det er Verdis Aida, der er på plakaten. Partituret til denne opera udmærker sig i en sådan grad, at det alene er årsag til, at operaen skiller sig ud i hele operalitteraturen: Buldrende og pompøse kor- og orkesterafsnit veksler med dramatiske duetter og afdæmpede, næsten tyste, smukke, lyriske soloer - både blandt sangerne og i orkesteret. Aida er på mange måder at betragte som en kammeropera, hvilket slås fast allerede i ouverturens første spæde, vuggende toner i strygerne, og dramaet lever i kraft af kontrasten mellem trekantsdramaet, solopartierne Aida, Radamès og Amneris, og orkesterdrønet, der repræsenterer den ægyptiske militær- og kongemagt, for det er sidstnævnte, der er årsagen til, at de to elskende, Aida og Radamès, ikke kan få hinanden. Det drama tabes på gulvet (the pun is intended), for nok er der i Carl Nielsen-salen akustik til at bære de kammermusikalske passager og soloerne (specielt Rune Most på fløjte og Henrik Skotte på obo skiller sig ud), selv når orkesteret sidder på gulvet klos op og ned ad scenen, men slutningen af anden akt, hvor flere melodistemmer, kor og orkester væver sig virtuost ind og ud mellem hinanden, er et stort musikalsk kaos, hvor koret slet, slet ikke kan trænge igennem og supplere orkesteret. Det er trist.

                      Endnu værre er det, at instruktøren Roland Schwab jf. pamfletten, der udgør programmet, nok ser, at operaen er et kammerspil, og at Aida og Radamès ”er fanget i et system, som med højeste raffinement er domineret af magt og manipulation”, men han evner simpelthen ikke at omsætte dette i scenegangen. Hans sceniske formåen er i bedste fald fantasiløs, i værste fald talentløs. Han kan kun omsætte faraos brutale overmagt 1:1 med den brutalitet og vold, som vi kender gennem nyhedsmedierne fra verden omkring os (hvilket forklarer, hvorfor TV Avisens logo er malet på bagvæggen). Den berømte triumfmarch skal ledsages af fanger i orangerøde guantanamodragter, fanger, der tortureres til døde, og ligposer, der kastes ind i ét virvar, men det hverken chokerer eller forarger, fordi det for det første sker kaotisk og uden forståelse for partituret (korets påtaget hånlige latter overdøver de stille passager og lyder højere end sangen), og fordi det for det andet er set så ofte på operascener verden over, at det i sig selv er blevet en kliché større end noget elefantkompagni i nogen Aida. Scenegangen er lige så rodet og forvirrende, når alle er på scenen, som når solisterne er der alene; alle stolprer skabagtigt omkring på scenen og klamrer sig til scenografien uden andet resultat end at bekræfte alle fordomme om, at opera skulle være krukket og urealistisk, og sandt er det, for sådan går eller står ingen - heller ikke på en scene.

                      Den uegale, stive scenegang skyldes i lige så høj grad Alfred Peters klodsede og grimme scenografi: Vi er i en lukket bunker - eller noget der ligner - med hønsetrapper af træ og vægge beklædt delvist med guld. Under trapperne sidder projektører og lyser lige ud på tilskuerrækkerne, så nogle publikummer bliver blændet og må se væk (men så slipper de selvfølgelig også for at se på den grimme scene). Iblandt løfter den øverste del af kulissen sig, så der bliver en sprække, hvorigennem sangerne kan klemme sig og så kravle ned ad hønsetrapperne, men de går også blot ind fra siden, hvilket Aida gør i slutningen, da Radamès ellers skal forestille at være begravet levende i en lukket grav… Og apropos urealistisk opera, så åbner den bageste del af scenevæggen sig, bedst som Radamès har forsøgt at flytte den, men har måttet konstatere, at det ikke lader sig gøre, for at Aida kan stige op ad hønsetrappen mod en baggrund, der nu er overstrøet med stjerner. Er hun konverteret til kristendommen og stiger til himmels uden sin elskede? Selv hvis Peters scenografi med meget god vilje skal illudere den rå og brutale magt, der undertrykker de to elskende, så undrer det stadig, at en scenograf kan tegne en så klodset kulisse og ikke have mere fantasi og indsigt i teater. Terrorstyrets magt virker desuden underligt fjern i den lukkede kasse; kongen af Ægypten er en svækket og rystende general tynget under vægten af sildesalat på sin jakke, og de lasede, sorte faner, der bæres ind, vækker heller ikke tiltro til, at dette regime har undertvunget sig nogen nation. Christl Wein-Engels rædselsfulde kostumer peger endvidere i en helt anden retning; de virker latterlige i deres hang til sort læder, netstrømper og solbriller. De ligner mest af alt noget, man i sin uvidenhed (i alt fald i undertegnedes) kunne forestille sig stamme fra en sadomasochistisk swingerklub i Østre Bøvelse.

                      Heldigvis er sangerne glimrende: Ivi Karnezis Aida har nok problemer i højden, men hun synger fyldigt og lyrisk. Thomas Paul som Radamès har en smægtende (om end lidt tynd) tenor, og Dorothea Spilger, der synger Amneris, har som Lisa i Weinbergs Passageren tidligere på Den jyske Opera bevist, at hun har en stor stemme - og et noget mindre talent for skuespil (men Schwabs manglende talent for personinstruktion eller dominatrixkostumet hjælper hende ikke just). Helt lydefri er Michael Bachtadze som Amonasro, men hvor gode sangerne end er, så ændrer det ikke på, at de drukner i virvaret på scenen. En iscenesættelse kan larme, når den ikke viser forståelse for partituret, og Schwab buldrer som en elefant (!) i en glasbutik. Det virker som om, Jakob Hultbergs energiske direktion ikke kun skal lede Odense Symfoniorkester, men også forsøge at rette op på unoderne på scenen, og selvom orkesteret spiller glimrende og dynamisk, så er det ikke tonerne, man har i hovedet, da man går fra Koncerthuset i Odenses bymidte denne aften, det er scenebilledet, der larmer og rumsterer. Med en omskrivning af Kierkegaard: Se den, og du vil fortryde det; se den ikke, og du vil ikke fortryde det. Overhører man dette råd, eller har man allerede billetter, gør man vel i at lukke øjnene.