Stærk symfoni åbner Odense Symfoniorkesters sæson 2022. D. 20. januar 2022.
Programmet
for Odense Symfoniorkesters åbningskoncert i sæsonen 2022 vidner om bevidste
valg i tråd med tiden, men det skuer også profetisk ind i fremtiden. At lægge
for med Lili Boulangers vitalistiske D’un matin de printemps er et
symbolsk valg, for det markerer ikke kun åbning og nybrud efter fire ugers ufrivillig
vinterdvale; det minder om, at foråret venter forude, det markerer, at Odense
Symfoniorkester har fået en ny og modig (og kvindelig) musikchef, Trine Boje
Mortensen, og det fejrer, at hele to kvindelige komponister får lov til at
blomstre i Carl Nielsen Salen denne aften - under ledelse af en kvindelig
dirigent! Dét er koncertpublikummet ellers ikke forvænt med.
Og hvilke kvinder er der tale
om! Boulangers korte, men sitrende, spændstige og frodige værk er ikke, hvad
man kunne vente af en ung kvinde, der som 24-årig allerede lå på sit dødsleje.
Som 19-årig vandt hun som den første kvinde pariserkonservatoriets store Prix
de Rome med oratoriet Faust et Hélène, men en uhelbredelig tarmsygdom
satte et alt for tidligt, alt for brat punktum for en ellers lovende karriere. D’un
matin de printemps’ tonesprog er impressionistisk og elegant, men med en malerisk
intensitet, der ikke sætter hende i skyggen af Debussy. Orkesteret rejser sig i
triumferende temaer med en frisk originalitet, der er hendes og hendes helt
egen. Det mindste man kan gøre, når hendes oeuvre nu ikke blev større, er at
spille hendes værker, og Odense Symfoniorkester kaster sig uden tøven ud i
værket under Anna-Sophie Brünings kyndige ledelse.
Endnu større ildhu og
energi lægger orkesteret dog for dagen i koncertens afsluttende værk, Louise Farrencs
symfoni nr. 3. Farrenc (1804-1875) var i sin levetid anerkendt som både
komponist og professor på konservatoriet i Paris, og at hendes musik kun kan
være gledet i glemmebogen p.g.a. mandschauvinistiske fordomme og idiosynkrasier,
kan man denne aften erfare med egne ører. Det er vanvittig god musik! I
programnoterne citeres en britisk musikskribent for at kalde symfoniens
tredjesats mere mendelssohnsk end Mendelssohn selv, men som man ikke kan
sammenligne Brahms med Beethoven (selvom Brahms led under at gøre det selv), så
kan man heller ikke sammenligne Farrenc med Mendelssohn; også hun er helt sin
egen. Symfonien viser en idérigdom uden lige; talrige temaer fletter sig ind og
ud af hinanden, så man forbavses og trækker overrasket på smilebåndet ved hver
ny drejning. Mens Mendelssohns symfonier er et møde med naturen, en romantisk forening
med den store ånd i naturen, er Farrencs symfonier et møde med et andet
menneske: en beåndet samtale, der henrykker, beriger og udvikler. Brüning har
blik for det hele og formår at lede OS gennem bratte skift, varierende tempi og
intense crescendi, så man jublende lykkelig går fra koncerten. At symfoniens
udtryk ved denne lejlighed ikke forfines, som den kunne være blevet, giver kun
en anledning til at spille den igen, og det må den meget gerne blive.
Knapt så lykkelig er man
efter koncertens tredje værk, der heldigvis ligger som det midterste:
Alessandro Marcellos koncert for obo og strygere. Odense Symfoniorkester har i Henrik
Skotte en fremragende oboist som ved talrige lejligheder - også i symfonier og
operaer - har vist sit blændende værd som solist. Det gør han også ved denne
lejlighed; hans tone er på en gang spændstig, slank og inderlig, men han får
intet modspil fra strygerne omkring sig. Hvis han er cremen med den perfekte
balance af sødme, syre og kraft, er strygerne alt for tørre, alt for stive, alt
for kedelige bunde. Der er ingen duft af citron og vanille endsige af hyacinter
og violer, kun alt for stift og rytmisk strygerakkompagnement, og det er synd,
når aftenen i øvrigt er en fest og en fejring at den lyse tid, vi går i møde. De
triste strygere forstyrrer dog ikke den optimisme, fremtidstro og viljen til at
gå nye veje, publikum denne aften præsenteres for, nej, glad må man hilse Trine
Boje Mortensen og sæsonen velkommen med et ”Snart dages det, brødre - OG
SØSTRE!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar