En lang næse

 Vellykket opsætning af Shostakovitch’ Næsen. Premiere d. 1. maj 2022

 

Der er en fandenivoldsk oprørstrang i Gogols absurde novelle ”Næsen”: D. 25. marts finder barberen Ivan Jakovlevitj en næse i det nybagte brød, hans kone har serveret for ham. Han genkender den som kollegieassessor Platon Kovaljovs næse, for han har ofte barberet denne embedsmand, der fuld af ambitioner kalder sig selv major. Kovaljov vågner samme morgen ganske rigtigt og mangler sin næse, men på vej til politiet for at melde tabet, møder han sin næse på en statsråd i Kazanj-katedralen! Desperat forsøger han at annoncere efter sin mistede legemsdel, han mistænker sin potentielle svigermor, Pelageja Podtotjina, en stabsofficers hustru, for at stå bag hændelsen, men lige så pludseligt som næsen er forsvundet, er den der igen, midt i Kovaljovs ansigt, d. 7. april.

                      Ud over den svimlende kontrast mellem konkrete elementer, datoer og geografiske steder, og det fantastiske, at lade en næse skifte ejermand, tematiserer novellen afstanden mellem rig og fattig i et klassesamfund og det deraf følgende snobberi og de tåbelige ambitioner efter magt. Instruktør Àlex Ollé fanger disse temaer på kornet i opsætningen af den ganske unge Shostakovitch’ opera over Gogols novelle (en opera der i øvrigt følger sit oplæg ganske tæt), men han udvider og uddyber også samfundskritikken, så den ikke kun rammer eliten: opsætningen er en næse til hele det moderne samfund. Kovaljovs jagt gennem byen efter sin manglende næse er også et møde med andre samfundslag, og de fremstilles ikke nødvendigvis kærligt. En ting er de hjemløse, der bor i telte på en losseplads - dem må man betragte med en vis sympati - noget helt andet er de hysteriske masser, der løber med en halv vind og demonstrerer med uforståelige krims-krams-skilte, for slet ikke at tale om den middelklasse af naive, fede og overfladiske mennesker, der ser charterrejser som en rettighed. De hænges ud! Det er faldet nogle recensenter for brystet, at man præsenteres for mænd i bar mølle (som vi si'r på Fyn) eller skjorte, slips og underbukser, men det er ikke dårlig eller barnlig smag, det er blot endnu en udskamning af indbildske, selvhøjtidelige mennesker. Den skyld, magten og overklassen har i samfundets lagdeling, påpeges hverken hos Gogol eller Shostakovitch; den ligger og ulmer implicit under overfladen af absurde hændelser. Alligevel sørger Ollé for, at også magten får sin bekomst: Kovaljov, hans kolleger og hans kommende grevelige svigerfamilie har en stor næse, og da Kovaljov til sidst stikker den for langt frem over for rengøringskonen, klipper hun den resolut af!

                      Den unge Shostakovitch partitur modsvarer den groteske handling med samme virtuose hittepåsomhed. Slagtøjs- og messinggruppen er betragteligt udvidet, og selvom alt er stort set atonalt, styrer Det kongelige Kapel under Hossein Pishkars ledelse sejrssikkert igennem med rytme og præcision. Forestillings triumf skyldes først og fremmest dem, selvom Palle Knudsen som Kovaljov, Simon Duus som Jakovlevitj m.fl., Nicolai Elsberg i forskellige partier og Hanne Fischer som forskellige overklassefruer, alle brillerer. Knudsen er både charmør, dumt svin og medynkværdig stakkel, Duus urkomisk, Elsberg indbildsk og overlegen, og Fischers livtag med matrone-partier er vildt charmerende. Læg dertil Det kongelige Operakor i storform; ikke bare synger de fremragende - scenen i katedralen er gribende storladen - de morer sig synligt også over at skulle spille med fart over feltet.

                      Det er måske nok ikke nogen let tilgængelig opera (det er i alt fald ikke en begynderopera, og den er svær kun at lytte til), og derfor har scenografen Alfons Flores lagt et symbolsk slør over hele scenen: Sætstykker af fletværk eller kruseduller hænger som spindelvæv ned og understreger, hvor ugennemskuelig denne opera er. Jakovlevitj’ barberstol, katedralens kors og andre rekvisitter hejses op efter brug og gemmer sig her i tågen gennem hele forestillingen, indtil alt til sidst falder på plads, og Kovaljov genforenes med sin næse. Da letter Flores’ fletværk og afslører et scenebillede, der i påfaldende grad minder om Nationalbankens indre. Man kan ikke undgå at tænke, da man går fra Operaen (eller rettere løber, for sene spilletidspunkter en søndag aften er ikke særligt kompatible med togforbindelserne hjem til Fyn), at magten ikke er nogen konkret størrelse prominent placeret højt på samfundsstigen. Eller rettere: de højtståendes magt beror kun på, at vi længere nede ad stigen, støtter dem, fordi vi også får vores goder på grund af kapitalismens uudgrundelige netværk, der omspinder os alle, og hvis vi flytter os, styrter stigen også ned over os. Er der ingen andre muligheder? Næsen giver ingen svar; den giver kun en lang næse til vores ambitioner om selv at besidde en lang næse!