Prima la musica

 Fremragende musik i Græsset er grønnere, men librettoen er gold satire. Den fynske Opera d. 31. marts 2023

 

Web 2.0 er – i modsætning til web 1.0 – karakteriseret ved at være et relationsmedie i højere grad end et informationsmedie. Jo, man kan stadig google sig til svar på alt mellem himmel og jord, fordi verden nu blot er en global landsby, men det er den også, hvad angår relationer, og det er lige så let at være bedste ven med en i Australien som sin nabo. Stedsligheden forsvinder, når man via skærmen er til stede flere steder på én gang, uanset hvor ens modtager befinder sig, og der er ikke længere én offentlighed. I stedet er man nu en del af mange systemer, af mange bobler, der slutter sig om sig selv.

                      Man kan f.eks. google sig til, at Ida Michael Kiberg, kunstnerisk leder på Den fynske Opera og forfatter til librettoen Græsset er grønnere, der denne sidste fredag i marts havde urpremiere (endnu en!) i Odense. Hun er altså født før web 1.0 og 2.0, hun er ikke vokset op med en skærm i hånden som den generation, der nu er teenagere, men hun har i sin barndom og ungdom kunnet se de digitale medier udvikle sig. Derfor virker det paradoksalt, at hun har skrevet en libretto, der foregår i den digitale tidsalder – altså nutiden – men hvis syn på og fremstilling af de digitale medier er altmodisch og fordomsfuld. Lad gå med, at der tidligt i operaen er en meget genkendelig scene, hvor alle passagererne sidder og glor ned i hver sin telefon uden blik for hinanden; sådan er det, og der bliver færre og færre bøger og færre og færre aviser i hænderne på passagererne i den offentlige transport. Men der er forskel i brugen af telefonen. Det er et generationsspørgsmål, og selvom det ikke ser sådan ud, og selvom det kan virke grotesk for os, der (heldigvis) ikke er vokset med internet, mobiltelefoner og tablets, så er den unge generation altså meget social – den er bare også social online, og den er social konstant. Derfor er mobiltelefoner i klasseværelset et problem, for de unge mennesker er vant til at færdes i to verdener samtidig – den fysiske virkelige og den digitale – hvilket er meget uforeneligt med fagligt fokus, for selvfølgelig bliver de ufokuserede, hvis de mangler deres ene halvdel.

                      Det er meget oplagt og meget velkomment, at også operagenren forholder sig til den tidsalder, i hvis spæde begyndelse vi endnu er, for der er tale om en revolution. Fremstillingen af de digitale medier som en kynisk, overfladisk verden af fotofiltre og likes er bare kun en flig af sandheden. Den er en fordom, der er udbredt blandt en ældre generation – meget ældre end Kibergs – som efterhånden er alene på Facebook (de unge mennesker ikke bruger TikTok), og som har et andet forhold til digitale medier, og man må spørge sig selv, hvorfor den generation, der har gennemskuet overfladen og kynismen, så ikke bare vælger de digitale medier fra? Librettoen er blot en spejling af disse fordomme, der udvikler sig til satire, når Damen, der – måske – viser sig at være mor til den kvindelige hovedperson i flere scener skændes med digital telefonsvarer over at være nummer 345 i køen, eller når ensemblet tager selfies i karikerede positurer. Librettoen er ikke en fremstilling af de reelle problemer, der er ved de digitale medier, f.eks. at man her er fanget i et limbo mellem den private og den offentlige sfære (oftest kaldet Middle Region, et begreb hentet fra den amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman) og derfor mister sig selv. Forskere interesserer sig i stigende grad for, om dette kan være en forklaring på den øgede mistrivsel blandt unge. Et andet negativt aspekt er, at eftersom de digitale medier er brugerbaserede, så kan alle nu skrive alt, og det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad der sandt, og hvad der er falsk. At dette postfaktuelle samfund har store konsekvenser politisk, skal vi blot vende blikket mod USA (og det sørger medierne jo for, at vi konstant gør) for at konstatere.

                      Operaen har ingen ydre handling. Den kunne have været en velkommen kritik af de digitale mediers konsekvenser for individ og samfund f.eks. ved at være en dystopisk og visionær opera som Andy Pape og Rasmus Zwickis fremragende Andre bygninger, der spillede på Den fynske Opera i 2015 og fik en Reumert for årets opera. Nu møder vi blot en Hun og en Han (i programmet står der ”Ham” og ”Hende”, måske som en indikation af, hvordan mundtligt og grammatisk forkert sprog uhindret vandrer ind via chatsprog og SMS’er), der har ondt i livet over ikke at kunne finde ud af at møde andre og potentielt møde kærligheden, for den evne har de digitale medier jo – som det påstås – ødelagt. Der kunne have været kommet en bittersød eller endog tragisk historie ud af dette par, men man møder dem så kort, at deres historie ikke udvikler sig – selvom deres blik møder hinanden i bussen – og deres forsøg på at skrive en datingprofil ender som Damen med telefonsvareren i gold satire. Deres replikker udtrykker banale betragtninger om, at ”græsset er grønnere” (deraf titlen…), og at ”det er svært at se skoven for bare træer.” Ensemblet, der omgiver Hun og Han, synger primært, hvilken retning der swipes, eller kommentarer: OMG, LOL. De synger dog ikke – igen en anakronisme – selve forkortelsen, men det, den står for: Oh My God, Laughing Out Loud. Er det ikke kun børn, der gør det?

                      Selvom librettoen isoleret set er skuffende og taler ud fra en bedaget diskurs, er det ikke nogen kedelig aften i Den fynske Opera. Tværtimod! For de selvfølgeligheder og banaliteter, der er i teksten, nuanceres og kontrasteres af den rige og dynamiske instruktion, som Kiberg også står for, efter at Daniel Bohr blev forhindret i at fuldføre arbejdet i januar. Hele operaen begynder med en stille, stemningsfuld sang, som Kiberg ifølge programmet skrev som 7-årig, og ganske vist rimer ’sol’ her blot på ’viol’ og ’sommer’ på ’blommer’, men den barnlige naivitet, som sangen – meget passende i H. C. Andersens fødeby – slår an, lægger en grundakkord for hele forestillingen: En kvinde og en mandlig danser, Vivian Põldoja og Raphaël Eder Kastling, udgør et tavst alter ego til Hun og Han; som sangerne Sidsel Aja Eriksen og Frederik Rolin er de i henholdsvis gult og blåt, men de nærmer sig hinanden og mødes i dansen og udtrykker dermed en parallel virkelighed (hvad de digitale medier jo paradoksalt også gør). At Põldoja og Eder Kastling til sidst står ansigt til ansigt indgyder håb. Det er bare ikke klart, hvori det håb består.

                      Ensemblet bestående af Kiki Brandt, Katinka Bohse Meyer, Emma Oemann, Niklas Emil de Fries og Fritjof Fuglesang skaber dynamik på scenen; de agerer livligt og er alle meget velsyngende upåagtet den banale tekst. Kostumedesigner Mie Steenberg Andersen Drud har – som Han og Hun – iklædt dem hver sin farve for at understrege, at de er både autonome individer og typer. Piotr Winiewicz har stået for den imponerende scenografi: I midt en drejescene delt i to af høje, rektangulære paneler (som telefonskærme) i et materiale, der både kan spejle og gennemlyses, så scenens cirkulære centrum kan fungere i to verdener eller virkeligheder samtidig, eller så effektive scenemedarbejde hurtigt og uset kan ændre kulissen fra bus til café. Forrest er en catwalk, og på begge sider er der flere skærme til videoprojektioner, der (selvfølgelig) skal mime indholdet i den digitale verden, designet af Rasmus Yde. I kongesiden – altså publikums venstre side – er der en art tårn, hvor Damen sidder. Hun synges på premiereaftenen af Kibergs mor, kongelig kammersanger Tina Kiberg; hun er tydeligt scenevant, og hendes præstation er så overbevisende, at man ville være blevet rørt, hvis ikke dialogen med telefonen var så grotesk. Tine Kibergs stemme har passeret sit zenit, men den lyriske sopran, der med rette engang var tiljublet, anes endnu; den er som anløbet sølv, schatterende og glimtende. Den friske, sprøde klang klinger i struben på Eriksen og Rolin; hendes stemme er skær og ren, hans er mørk og varm. Deres artikulation er tydelig, og deres sceniske nærvær stort. Bare de dog have haft en karakter at udvikle i forestillingen.

                      Det, der er emnet i Richard Strauss’ sidste (meta)opera, om musikken eller teksten har forrangen i en opera, er der denne aften ingen tvivl om: ”Prima la musica, dopo le parole!” Musikken er ellers ikke skrevet af en klassisk komponist, og dog er det en musiker med stort kendskab til den klassiske kompositionsmusik, der står bag. Hun har skrevet balletmusik til en forestilling, der er blevet til i samarbejde med Dronningen, og hun imponerede alle, da hun smukt og velartikuleret sang partiet som Anna i Brecht og Weills ballet chantée, De syv dødssynder i Operaen i foråret 2022. Det er Nanna Fabricius Øland (Oh Land), der med sin kæreste Adi Zukanovic har skrevet partituret til Græsset er grønnere. Det er ikke en klassisk opera, har hun udtalt, men det er klassisk sang hele vejen igennem. Er det musical? På sin vis ligger musikken på grænsen mellem musical og opera som Stephen Sondheims værker, for hos begge er der subtile, indsmigrende melodilinjer frem for popslagere og en rig instrumentation. Opera er Græsset er grønnere også i sin vekslen mellem ensemblescener, arier/sange og instrumentale intermezzi, men mens Sondheim tør inddrage dissonanser, bruger Øland og Zukanovic skarpe, bratte rytmer i bl.a. cembalo til at understrege dramatiske situationer. Andre steder har musikken karakter af yndig rokoko-pastiche, men det er en tone blandt mange, og det er aldrig sentimentalt. Andreas Vetö leder et dusin musikere, hvis instrumenter ud over cembalo omfatter bl.a. fløjter, harpe og strygere samt slagtøj, fra Danmarks Underholdningsorkester med stor indlevelse, og det er en fornøjelse at høre et helt orkester spille i det gamle ”Flodbio”. Akustikken er heldigvis til det, for Øland markerer sig i samarbejdet med sin bedre halvdel som andet og meget mere end popkunstner.

                      Sidsel Aja Eriksens Hun er, synger hun, musiker og sanger, og hun betoner det nærvær, der er i musik. Hun er måske talerør for Ida Michael Kiberg, og det kan måske forklare den kritik, om end den er fortegnet og forsimplet, af de digitale medier, som operaen kredser om. Det er derfor på én gang selvfølgeligt og skuffende, at det kun er musikken – og scenegangen – der lykkes, men musikken er afgjort værd at opleve, også mere end én gang, så tag en tur til Odense.