Bonnie og Clyde er ægte teatermagi! Odense Teater d. 20. september 2023
Det
er umuligt ikke at sammenligne - hvor vidt forskellige de så end er - når to
forestillinger, der spiller samtidig, begge bruger metafiktion som greb: På
Gamle Scene spiller Benjamin Brittens moderne mesterværk Skruen strammes
i en opsætning, hvor spøgelserne, der - måske - er årsag til drengen Miles’ død
- reduceres til dem, der står uden for scenen og skaber værket ved at dirigere
med kulisser og jerntæppe. Dette skulle være en (ret søgt og ikke mindst
diffus) kommentar til operaens tilblivelse, nemlig komponistens venskab med den
dreng, David Hemmings, der sang partiet som Miles ved urpremieren i 1954, og
væk er spøgelseshistorien. Politikens naive og ukonkrete anmeldelse køber
begejstret den præmis i sin indbildte selvforståelse af at være selv den dydigste
moralsk overlegen. Så længe Politiken kan forarges over manglende politisk
korrekthed, er der grund til at frygte for landets fremtid, for hvis manglende
dyd skal anfægtes, hvad så med lasterne? De er mange, og man kan selv begynde
at remse op: SKAT, ejendomsvurderingerne o.s.v. Opsætningen af Skruen
strammes er en intellektuel øvelse i at gøre spøgelserne til mennesker af
kød og blod, den er ikke en fremstilling af de ubevidste sider af mennesket,
der kan vække erkendelse med chok, gys og gru.
Den anden forestilling er
musicalen Bonnie og Clyde af Ivan Menchell, Frank Wildhorn og Don Black
på Odense Teater. Musikken er indsmigrende, rytmisk spændstig og let
tilgængelig, og handlingen er den velkendte historie om det unge, smukke
forbryderpar, Bonnie Parker og Clyde Barrow, der døde henholdsvis 23 og 24 år
gamle i en regn af politikugler, der ikke stod ganske mål med deres
forbrydelser. Men historien er fortalt med MGM Studios som ramme, så det er
ikke bare historien om Bonnie og Clyde, man præsenteres for, det er optagelsen
af filmen om Bonnie og Clyde. Benjamin La Cours scenografi består af et hav af
projektører - både på scenen og i publikumsalen - samt trapper, malede
bagtæpper og kulisser i en stadig strøm på drejescenen. På én og samme tid
viser forestillingen os, at alt er kulisser, men den betager også ved at være
så rig på overraskende effekter og fantasifulde løsninger. En bil behøver
således ikke være en bil, den kan være skåret i finér og malet, når instruktør,
lyd- og lysmænd står foran den, og den afsluttende kugleregn rammer også
publikum med stroboskoplys, hvorefter bagtæppet går op og Bonnie og Clyde
vandrer ud og væk fra projektørerne. Klar scene.
Martin Lyngbo er iscenesætteren,
der med skarpt blik for både personinstruktion og musicalmagi forvandler
lamper, kulisser og skuespillere i et dynamisk, levende scenebillede, som hele
vejen igennem forestillingen formår at overraske og imponere.
Hovedrolleindehaverne er hentet udefra: Clara Sophia Phillipson er nyuddannet
fra skuespiluddannelsen på Den danske Scenekunstskole, og Christian Collenburg
er færdiguddannet på Det danske Musicalakademi i 2014 som kun 22-årig. De
synger begge fremragende, men mens sang og skuespil smelter sammen til et for
ham, tøver hun et my for længe i sine replikker, og der opstår anelsen af
dødvande i den ellers spillevende scenegang i scenerne mellem de to. Niels Skovgaard
Andersen og ikke mindst Cecilie Gerberg som Clydes bror og svigerinde imponerer
og viser, at Odense Teater ikke er afhængig af nogen udefra for at spille
Broadway-musical; de er begge helt eminente! Solide, velsyngende kræfter som
Natalí Vallespir Sand, Louise Davidsen, Claus Riis Østergaard, Lars Simonsen og
Anders Gjellerup Koch fuldender billedet.
”Det er meget flot,”
bemærker en kvinde på rækken bag os inden anden akt til sin sidemand, ”men jeg
kan ikke rigtig se meningen med filmrammen.” Udover at bidrage til det overraskende,
fantasifulde og dynamiske scenebillede er der - i modsætningen til metalaget på
Skruen strammes - en pointe, nemlig den der helt konkret etablerer sig
for øjnene af os, at fiktionen er fiktion. Nok ligner den unge Bonnie og den
unge Clydes stjernedrømme alle børns stjernedrømme, nok er det sort uheld at
være født i rette tid til at skulle klare sig under depressionen, og nok er
både Bonnie og Clyde omsorgsfulde, kærlige børn til deres forældre, men de er -
var - forbrydere med røveriske overfald og liv på samvittigheden.
Hvorfor sidder vi så og håber på, at de klarer sig, at de får hinanden og den
halve delstat? Fordi det ikke er de historiske personer, forbryderne Bonnie
Parker og Clyde Barrow, vi ser på scenen; det er den romantiske myte om det forelskede
par, der satte sig op mod overmagten, kæmpede imod og forsøgte for enhver pris
at udleve the American Dream (hvis man ser bort fra deres ekstreme
midler). Derfor kan de, efter at stroboskoplysenes metaforiske kugleregn er
regnet ud over publikum til sidst, i projektørernes modlys forlade scenen, og derfor
lader man forestillingen forføre publikum med sin teatermagi. Man er utrolig
godt underholdt, og man får samtidig den bitre erkendelse at gå hjem med, at
fiktion - navnlig i form af det levende, umiddelbare og stærke teater - kan
forføre mennesker til at tro på hvad som helst. Teatermagi er teatermagi, og
den fungerer ikke ude i virkeligheden, den fungerer kun i teatret, hvor
spøgelser kan ses - hvis ikke de reduceres til scenemedarbejdere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar