Spektakulært: Ravnen af J. P. E. Hartmann og H. C. Andersen flyver landet rundt med Den jyske Opera. Premiere i Odense d. 13. oktober 2023
I
1832 er der endnu tre år til, at H. C. Andersen udgiver det første hæfte med Eventyr
fortalte for Børn, og romanerne - de første samtidsromaner i dansk
litteraturhistorie - der kom som perler på en snor og øjeblikkeligt blev
oversat til adskillige sprog og sikrede Andersen den anerkendelse og
berømmelse, han stræbte efter, ligger også nogle år ude i fremtiden. (Improvisatoren
kom også i 1835, O.T. i 1836 og Kun en spillemand i 1837.) Den
fabulerende og fantasifulde debut, Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten
af Amager i Aarene 1828 og 1829 (bogen foregår nytårsnat..), var blevet vel
modtaget og havde sikret Andersen en økonomisk gevinst, der gjorde ham i stand
til at rejse til Harzen, og nogle af hans digte havde også høstet anerkendelse,
men det er en fortsat ung Andersen, der endnu ikke har fundet sine egne temaer
og sin egen stil, som i 1830 har gendigtet den italienske dramatiker Carlo
Gozzis Il corvo, Ravnen, og sendt den som libretto til Det
kongelige Teater.
H. C. Andersens kærlighed
til teatret blev aldrig gengældt. Han var for lang og ranglet til at blive
balletdanser, og selvom både hans skuespil og operalibretti blev spillet, slog
de aldrig an og blev klassikere; prosaens passede hans geni bedst. Der er
derfor ingen skam i at sige, at librettoen til Ravnen, der blev sat i
musik af J. P. E. Hartmann og havde premiere i netop 1832, ikke er vellykket.
Kærligheden til teatrets magi, dets mulighed for at fremmane de mest fantastiske
scenerier og vække alle fabelagtige væsner til live, taler tydeligt fra
tekstens sider. ”Gid den maa vise min Kjærlighed for Digteren og Kunsten”,
skriver Andersen i sit forord. Her er alfer, havfruer og vampyrer og handlingen
udspiller sig snart i en bjerghule, så i en havn, så på en balkon på kongens
slot og så inde på slottet. Andersen har uden tvivl set det hele for sig, men
handlingen er springende og psykologisk selvmodsigende: Den unge kong Millo af
Frattombrosa har under en jagt skudt en ravn. Straks derefter har ravnens ejer,
”En grusom Trold med Hævnen i sit Blik”, forbandet den unge konge; han skal vandre
om i angst og smerte indtil den dag, hvor en kvinde ”saa hvid, som denne
Marmorsteen,/Saa rød, som Ravnens Blod” og med ”Lokker,/Der vare sorte, som
dens Fjederham,” gifter sig med ham og hæver forbandelsen. Denne unge kvinde,
Armilla, viser sig at være datter af en troldmand, Norando, som - da kongens
bror Jennaro bortfører Armilla - udlægger en lang række snarer for kongen, men
disse afsløres for Jennaro af tre havfruer: Hvis ikke en falk eller en hest,
begge gaver til kongen, er årsag til hans død, vil vampyrer hjemsøge ham på hans
bryllupsnat, og hvis Jennaro afslører nogen af disse ting for sin bror, vil han
selv blive forvandlet til marmor. En klovneagtig karakter, Pantalone, beretter,
hvordan Jennaro rask dræber både falk og hest for at forhindre det, og da Jennaro
i sidste akt kommer for at jage vampyrerne bort, tror Millo, at hans bror er
ude på at dræbe ham. Tvunget tilstår Jennaro tingenes rette sammenhæng,
hvorefter han forvandles til marmor, men da Millo hellere vil dø i Jennaros
sted, og Armilla derefter vil påtage sig al skyld, dukker Norando og tilgiver
alle: ”Den dræbte Ravn oplives atter./Forsvunden er nu Troldens Harm,” synger
han - og så må publikum spørge sig selv, hvor den pludselige, ulogiske
karakterændring kom fra, og hvorfor så mange og så dramatiske ting blot genfortælles
frem for at fremstilles på scenen.
Til trods for denne
uoverskuelige, ulogiske handling er det vampyrer og havfruer, instruktør Philipp
Kochheim bider mærke i og finder uspiselige for et moderne publikum. Det giver
han udtryk for i et interview i Magasinet Klassisk, og det kan undre i lyset
af, hvor populær fantasy-genren er i film, romaner og serier; her optræder både
varulve, zombier og drager, uden at nogen løfter et øjenbryn. Kochheims løsning
er den samme, som da Friedrich Kuhlaus Lulu blev genopsat på Gamle Scene
i 2018 efter 180 år i glemsel, nemlig en ramme, et metalag, der skal gøre
operaen mere spiselig (realistisk?), mere forståelig, mere spændende: Armilla
gøres til hovedpersonen, og hun er en Natascha Kampusch-inspireret kvinde, der lever
indespærret af sin onde far, Norando. Måske er Kochheim også inspireret af
Stefan Zweigs roman, Utålmodige hjerter, der tidligere i år vistes i de
danske biografer af en loyal og meget seværdig filmatisering af Bille August, Kysset,
for Armilla er som den kvindelige hovedkarakter hos Zweig/August også delvist lam
og iført benskinne. I sin indespærring fantaserer Armilla sig bort; hendes
dukke forvandler sig til en smuk danserinde, der hjælper og trøster hende, og
nu gennemlever hun eventyret om de to prinser og den tilgivende far, men til
sidst - da alt tilsyneladende er endt lykkeligt, om end det er i strid med al psykologisk
logik - bliver hun atter alene og spærres inde i sit lille, snævre værelse.
Men i modsætning til
Christian von Götz’ iscenesættelse af Lulu, så fungerer metalaget
faktisk i Kochheims iscenesættelse. Rifail Ajdarpasics smukke scenografi, der
først forestiller et lille, hvidt værelse i biedermeierinteriør, åbner sig til
et stort, smukt rum i et slot med høje paneler og marmorkamin, hvor naturen er
på vej ind som en synlig reference til Andersens naturromantiske univers, og
hvor grønlige farver dominerer - også i Armillas kjole - og sammen med Anders
Polls lyssætning er den et eksempel på ægte teatermagi, der også ville have
begejstret Andersen. Det er desuden rørende efter den festlige finale, at alle
forsvinder fra scenen, mens rummet snævres ind og lukker sig om Armilla; hun er
atter alene, stammende, med sin dukke. Man vil udmærket kunne undvære
metalaget, vil jeg mene, og det er bestemt ikke første gang, en ramme om
handlingen er blevet brugt i nyere tid, så nyt er det ikke, og de
operapublikummer, der rynker på næsen af al teatermagi og ”den dumme Phantasie!”[1],
og som straks er parate til at fnyse ”Regiteater!”, skal ikke være bekymrede:
Opsætningen viser meget fin forståelse og respekt for Andersens libretto, og
ændringer og omskrivninger giver glimrende mening. Intet er fortænkt. De
replikker, der er lagt i munden på Armilla, er fremragende og vidner om
betydeligt større skrivetalent og større menneskekundskab end i forestillinger på
andre og større scener herhjemme og udenlands.
Det er - på trods af
svaghederne i Andersens tekst - en meget spektakulær forestilling, og Hartmanns
musik er vidunderlig, ganske enkelt vidunderlig! Lange, dramatiske passager
veksler med inderlige, fornemt orkestrerede romancer, og der er smukke solopassager
for bl.a. cello og horn. Kochheim kalder det den bedste danske opera før Carl
Nielsen, men det er måske en underdrivelse, hvis man hører til dem, der - som
undertegnede - mener, at balancen mellem sang og orkester ikke er på plads i Maskarade.
Nielsen var symfoniker, og han glemmer at gøre plads til sangerne; Maskarade
ville fungere meget bedre for kammerorkester end for fuldt symfoniorkester. Det
samme gælder for Carl Nielsen-salen i Odense Koncerthus, hvor premieren finder
sted denne unaturligt varme og blæsende aften, ganske få meter fra H. C.
Andersens fødehjem (ikke ”barndomshjem”, som Den jyske Opera skriver, for det
ligger i Munkemøllestræde). Salens akustik er meget problematisk, og for kun en
måned siden blev det af arbejdstilsynet påpeget, at musikerne risikerer
høreskader, som forholdene er nu. Hvis ikke ledelsen får lydforholdene i orden
senest 15. januar, lukkes salen. Denne aften påvirker det endvidere publikums
oplevelse: Odense Symfoniorkester sidder på gulvet lige foran scenen foran
publikumsrækkerne, og sangerne skal ikke bare nå publikum bagest på balkonen,
de skal også nå ud over orkesteret, og det lykkes ikke hele tiden.
Det er ikke sangernes
skyld. Der er samlet et fremragende hold af unge, dygtige sangere til
lejligheden. Sibylle Glosted synger - og spiller meget overbevisende! - det
dominerende hovedparti som Armilla, og hendes stemme er køn og meget lyrisk,
men den er for svag til at forcere orkestermuren, og i nogle passager kan hun slet
ikke høres. Det samme gælder for Anders Kampmann, der forlener partiet som
Jennaro med stor skønhed og stor træfsikkerhed; han kan løfte stemmen højt og
flot, men også han har problemer med at nå ud i salen. Christian Oldenburg besejrer
som tysker alle udfordringer ved at synge på dansk og - som Millo - både
forbandelsen, der hviler over ham, og sin egen tvivl på brorens hensigter, men
også han har iblandt svært ved at høres. Det gælder i endnu højere grad Steffen
Bruun som Norando; hans indledende klagesang drukner helt i orkesterlyd og Den
jyske Operas kor, der i Ariane Isabell Unfrieds kostumedesign er iklædt hvid
skjorte, sort vest og ditto hat, så de ligner en blanding af navere, tjenere og
vagabonder. I første scene er de uhyggelige, sorte væsner med forklæde og kasket,
der kryber ind alle vegne i Armillas ellers lukkede værelse, men velsyngende er
de til trods for lydforholdene. De urimelige akustiske forhold trækker én
stjerne ned i bedømmelsen.
Det er dog stadig en meget
se- og lytteværdig forestilling. Alene det at der sættes andet end endnu en Tryllefløjten,
endnu en Carmen eller endnu en La traviata op, gør Ravnen
til et must see for enhver virkelig operaelsker, og det er som sagt
virkelig fremragende musik. Philipp Kochheims greb om handlingen er næppe løsningen,
men den er et bud, der kan sikre, at musikken høres. H. C. Andersen mener selv,
at librettoen er musikken underordnet, når han i sit forord skriver, at
digterens ”Arbeide kan egentlig kun blive en Skizze, som Tonerne give Liv og
Farve.” Hartmanns musik har virkelig liv og farve, så forestillingen er både medrivende
og en stor oplevelse. Kochheim fortjener stor, stor tak for i sin tid som chef
for Den jyske Opera at have gjort Danmark klogere på sin egen operahistorie.
Hvem ved, om man nogensinde igen får chancen for at høre Ravnen, og
derfor må man fange den i flugten, når den nu atter oplives, så den ikke flyver ens
ører forbi!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar