Skarpt vinklet Tosca – men uden en Tosca! Operaen d. 31. august 2025
Adjektivet ’skæv’ er ikke ubetinget
negativt ladet. Det betyder ifølge ordbogen først og fremmest noget, som ikke
er lige eller regelmæssigt, og som derfor afviger fra normalen. Dernæst betyder
det noget anderledes og utraditionelt, hvorfor det i forbindelse med en opera,
der siden danmarkspremieren i 1910 er opført hele 433 (sic!) gange, burde være
positivt. Det er muligt, operaen er værd at se igen og igen, og det er den, for
den omtalte opera er Puccinis Tosca, men gider man af den grund se den
samme opsætning igen og igen? Nej, Tosca er mangefacetteret nok til at
kunne underkastes nye iscenesættelser, nye og skæve vinkler. Det lykkes bare
kun delvist i Kasper Holtens iscenesættelse på Operaen på Holmen, og den bliver
ikke hele vejen den tur gennem følelsernes fitnesscenter, som Holten igen og
igen har sagt, at opera skal være. Det skyldes i høj grad også, at
premieredagens Tosca ikke var nogen overbevisende Tosca. Slet ikke.
Første
akt foregår stadig i en kirke. Har man været i Rom, kan man se, at det ikke ligner
Sant’ Andrea della Valle, der nævnes i handlingsreferatet, men uden marmor,
pilastre eller tøndehvælv fanger Philipp Fürhofers billedrige scenografi alligevel
kirkeikonografien. Han stod for de historiske landskabsmalerier i Holtens
opsætning af Drot og Marsk, og her er Attavanti’ernes lille kapel indrammet
af tre imponerende malerier: En blå Madonna over alteret, der kan ses i et
stort spejl, der kun er synligt for publikum i damesiden, en gengivelse af noget,
der ligner et barokt virvar af faldne engle, og Cavaradossis version af en
nøgen Magdalena i et nutidigt formsprog. Cavaradossis lærred fylder den ene
halvdel af scenen og vender mod publikum. Det er nok en delvist transparant
bobbinette, men lærredet spærrer for udsynet til kapellet, og sangerne må hele
tiden bevæge sig ud på forscenen og ind i publikums synsfelt. Koret synger flot
(men underligt) det store Te Deum vendt mod publikum, ikke mod kirkerummet, og Det
kgl. Kapels nye kirkeklokker klinger flot og virkningsfuldt – sikke en lyd! De
alene havde kunnet skabe illusionen af en kirke, og et åbent scenerum havde
gjort handlingsgangen tydeligere. Til slut er der et billigt forsøg på at skabe
effekt, da Scarpia under de sidste akkorder river Cavaradossis maleri ned.
I
anden akt bliver overraskes man og tror på en vellykket, sammenhængende
forestilling. Her bidrager de skæve vinkler til et nyt syn på såvel handlingen
som ærkeskurken Scarpia. Effektfuldt anvendes scenens elevator: Anden akt
begynder med forberedelserne til den koncert, Tosca skal synge for dronningen
af Neapel i anledning af den formodede sejr over Napoleon. Et vidunderligt,
barokt trompe l’oeil hænger – skævt – over scenen og skaber hele salen i
Palazzo Farnese, da scenegulvet løftes og afslører Scarpias fange- og
torturkælder under den kongelige pragt. Det giver Tosca mulighed for at vende
tilbage op ad trappen og rette sin bøn, hittet ”Visi d’arte”, til dronningen,
ikke Scarpia, men heller ikke dronningen lytter; hun går midt i arien, og
forbitret river Tosca senere en orden fra sit kjoleliv og kaster den fra sig.
Hvor den orden kommer fra, kan man let regne ud, men scenegangen fordobler således
smukt billedet af magtens kyniske overgreb. Med et skarpt psykologisk blik
lader Holten Tosca bryde hulkende sammen efter mordet på Scarpia, inden hun
rejser sig og forlader åstedet.
Det
samme skarpe blik bruger Holten i tredje akt. Han lader det svæve i det uvisse,
om Cavaradossi tror på Toscas forsikringer om en skinhenrettelse, men så, da
Tosca ikke ser det, lader han Sciarrone kneble Cavaradossi, så han kun arrigt
kan stampe for at komme fri, da Spoletta har hvisket til ham, at kuglen i
revolveren er ægte. Atter skrues der op for ondskaben, og atter skrues der op
for billedrigdommen, da aktens eneste dekoration er et bagtæppe med udsigten
fra Engelsborg mod Peterskirken. Farver og former opløses og gendannes, som
solen står op over Rom; har man været i Rom, kan man genkende vinklen, og det
ligner en akvarel, der males for øjnene af publikum. Funklende stjerner afløses
af en rosenfingret dagning og den opstående sols lange skygger, men man
frygter, det er AI. Hyrdedrengen er her i et vemodigt tilbageblik den unge
Cavaradossi, der sætter de første strøg på lærredet.
Men
så knækker filmen. Vinklen er vitterligt skæv – forkert, misvisende – da Holten
forsøger at skabe et coup de théâtre. Nok ser man udsigten fra Engelsborg, men
her er ingen borgmur at springe ud fra. I stedet lader Holten Tosca dumpe et
trin ned på forscenen, hvorefter sceneelevatoren går op, og Scarpias
torturkælder atter kommer til syne bag hende. Berlingskes kortfattede
anmeldelse skriver mystisk, endda overordentlig mystisk, at denne slutning er op
til fortolkning, mens Politikens anmelder begejstret griber til en søgt
forklaring, som ikke har bund i iscenesættelsen i øvrigt, om at Tosca gør sig
fri og ”springer ud af operaen”, selvom fangekælderen bag hende netop holder
hende fast ved at minde om politistaten, der koster hende og hendes elsker
livet. Om der er en tanke bag denne slutning eller ej, så er det en fuser;
Toscas bløde bump giver ikke det sug i hjertekulen, som springet fra borgmuren
skulle være, og hvor er en opera, Kasper Holten, hvis ikke den river i
følelserne og fremkalder gåsehud?
Man kunne stille sig
tilfreds og glæde sig over de mange nye, skarpe vinkler på handlingen, der
trods alt er i denne nye iscenesættelse, der sikkert skal leve i årtier, hvis
ikke det var for to ting: Dirigenten Daniele Squeo dirigerer så bredt, at
nerven ofte forsvinder fra partituret. Det er en pointe hos Puccini, at Tosca
og Cavaradossi aldrig har en egentlig duet. De tager tilløb og nærmer sig
hinanden i glimt, de løfter stemmerne i pludselige udbrud, men de er altid hver
sit sted, selvom de er sammen, de mødes aldrig rigtig, og et langsommere tempo
kan i et forsøg på at gøre deres scener mere smægtende ikke kompensere for
denne kompositoriske pointe. Det højspændte drama går nærmest i stå undervejs,
selvom Det kgl. Kapel virkelig klinger skønt. Francesca Tiburzi er heller ingen
gevinst i titelpartiet. Hendes stemme er nok velklingende, men den er ikke stor
eller dramatisk, og der er vedholdende publikummer buh’er af hende under
fremkaldelserne. Det er nok uretfærdigt, men det er bifald og brava-råb også.
Tenoren Matteo Lippi er premierens store scoop. Han har en fornem italienertenor og
smælder til velfortjent jubel de to store arier ud mod publikum. Johan Reuter
har nok heller ikke den største stemme, men der er nerve, vilje og indædt
ondskab i hans fremstilling af Scarpia, så det er nok ham, der får det sidste
ord, i denne skarpt og overraskende skævt vinklede Tosca. Der er ikke en
overbevisende Tosca til at give ham modvægt, og det er måske derfor, hun til
slut bare kan snuble…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar