Romeo og Julie på Betty Nansen Teatret er kun en skygge af Shakespeare. 4. oktober 2025
Annette K. Olesens lille
dokumentarfilm Julies balkon fra 1993 er en poetisk og stemningsmættet
montage bestående af optagelser af turister på besøg i Casa di Giulietta i
Verona og af bidder af Prokofievs musik til balletten Rome og Julie.
Mænd må pænt blive i gården, men kan herfra tage et billede af deres
hjertenskær på Julies balkon. Imidlertid er alt en kulisse; Shakespeare besøgte
aldrig Italien, de unge elskende er ren fiktion, og balkonen er en gammel,
romersk sarkofag sat op af en opfindsom og initiativrig turistforening i
Verona. Turisterne strømmer til, og Olesens film afslører hvorfor: ”Everybody
loves a love story, right?”, lyder det undervejs fra en af de besøgende, og der
findes næppe heller nogen mere herostratisk kærlighedshistorie end den om de to
teenagere i Verona.
Opsætningen
på Betty Nansen Teatret dette efterår forlader sig åbenlyst på, at alle kender
historien om Rome og Julie. Af Shakespeares udødelige poesi er der ikke meget
tilbage, og forestillingen er et makværk af alt for lange, ordløse scener, et skævt
fokus, få gode idéer og åndløse omskrivninger. Hvis ikke publikum kender
historien i forvejen, skal man meget langt frem, før en handling begynder at
forme sig, og efter 40 minutters spilletid er der ikke sagt meget mere end 100
replikker. Faktisk er det i begyndelsen umuligt at gennemskue, hvem der spiller
de to titelroller, og selv da de har kaldt hinanden ved navn, forbliver de
anonyme og helt uden nærvær. Det kommer ud af det blå – selvom Romeo måske har
sendt lange, melankolske blikke efter den noget anæmiske Julie – at de
forelsker sig i hinanden, og kærligheden mellem dem bliver aldrig
overbevisende.
Dette
skyldes til dels, at instruktøren, polske Ewelina Marciniak, der tilsyneladende
skulle være lidt af et navn, har flyttet fokus over på forældrene: Lord
Montague og lady Capulet fremstiller Peter Christoffersen og Özlem Saglanmak
som grotesk fortegnede parodier, og Julia Kornackas kostumer gør dem til
tegneseriefigurer. De skændes, som var de selv børn; kaster skylden på hinanden
og tager ikke ansvar for det slagsmål, deres børn har været indblandet i i skolegården.
Naturligvis er Romeo og Julies kærlighed et produkt af deres ophav og deres
miljø, og referencen til nutidens (måske) pylrede, men ikke videre opmærksomme
forældrekultur er fint set, det er bare ikke tragedien om Romeo og Julie. Efter
pausen – som først kommer efter 100 minutters spilletid – er de to forældre
alene tilbage. Kostumerne er revet i stykker, og uvist af hvilken grund er de
placeret midt i Trevi-fontænen, mens regnen siler ned over dem. De reflekterer
over deres tab, de træder ud af tragedien og klager i et forstillet metasprog over,
at de ikke har sagt ja til at medvirke, de vil ikke stå ved deres rolle, og til
sidst gennemspiller Christoffersen og Saglanmak selv dødsscenen i Capulet’ernes
krypt i et forsøg på at forstå. De gør det overbevisende, i den sidste halve
times spilletid er man lige ved at blive rørt, men af den forkerte grund: Romeo
og Julie er IKKE forældrenes tragedie, det er de unge elskende, man skal
græde over. Navnlig hvis Marciniak gerne vil anklage, udstille og bebrejde en
forældregeneration for at have fejlet.
At
kærligheden mellem de to teenagere aldrig rører, skyldes for en stor dels
vedkommende også, at skuespillet aldrig bliver overbevisende og dermed
vedkommende. Til deres forsvar skal det siges, at skuespillerne er meget unge, og
Casper Kjær Jensens Romeo lider nok af ungdomssløvsind, men han er for bleg og
helt uden de hormoner, der kunne forklare en hed og pludselig ungdomsforelskelse.
I Shakespeares forlæg, husker man, lider han af ulykkelig kærlighed til Rosalina,
da han møder Julie, så han bør i den grad være en yngling i sine følelsers
vold. Safina Coster-Waldaus præstation som Julie er ikke meget bedre. Tværtimod
fristes man desværre til at sige. Hun kan nok danse og kaste sig teenagetræt
rundt på scenen, men hun japper sine replikker af, og flere gange forstår man
faktisk ikke, hvad hun siger. Måske forstår hun det ikke selv? Mere liv og
nærvær er der i drabanterne omkring deres (slukkede) sol: Lukas Lykkes Mercutio
er skarp, besk og vittig, og Alvilda Lyneborg Lassen som Benvolio (hvorfor ikke
Benvolia?) kan godt få noget ud af sin rolle, selvom den er lille. Andreas
Dissing Hyttel virker instrueret til at være mere infantil og umoden end
nødvendigt er, og han bliver – uden egen skyld – for latterlig som Paris.
Med
betydeligt større indlevelse og forståelse for deres karakter agerer Kasper
Dalsgaard som Lorenzo og mageløse Signe Egholm Olsen som Julies amme. Hendes
portræt af denne tragiske skikkelse, der gemmer sin egen sorg og eksistentielle
ensomhed under en tynd, tynd fernis af omsorg og munterhed, er forestillingens
eneste trumfkort sammen med Jan Duszynskis musik, der på en gang er diskret og
effektfuld. Duszynski har bl.a. ladet sig inspirere af ”Les sauvages” fra Rameaus
opera Les indes galantes; denne ørehænger dukker op som det melodiøse
holdepunkt i en ret imponerende række af spændende, overraskende variationer af
rytmer og tempi. Hvorfor Lorenzo skal være den DJ, der bestyrer denne musik, og
hvilken mulighed han derfor har for at vie de unge mennesker, står også hen i
det uvisse.
Der
er gode idéer i denne forestilling, der er anslag, til en vellykket aften i
teatret, men det sker ikke. Tilsyneladende fordi Marciniak ikke vil spille
Shakespeare. Vraggods af Niels Brunses kongeniale oversættelse flyder oven på
det oprørte hav, efter at Marciniak har sprængt Shakespeares pragtskonnert i
stumper og stykker, bl.a. nogle af de sjofle vittigheder og ordspil, men de selv
falder på gold grund, og ikke mange blandt publikum ler, selvom Lykke leverer
dem smukt. Størstedelen af manuskriptet har Małgorzata Czerwień skrevet, og det
er pænt flove floskler ved siden af Shakespeares geni, så hvorfor Marciniak
ikke har protesteret og insisteret på et nyskrevet drama, kan man også undre
sig over. Der er intet i vejen for at være inspireret eller bruge
intertekstualitet, men dette er regiteater af værste skuffe. Det operapublikum,
der råber og skriger over, at en operaopsætning er moderniseret, glemmer, at såvel
libretto som partitur er bevaret og ikke omskrevet på en operascene. Marciniak smykker
sig med lånte fjer, hvis hun vil påstå, at dette er Shakespeares Romeo og
Julie, og Betty Nansen Teatret bør overveje, hvad der står på plakaten. Dette
er ikke Romeo og Julie. Der er ikke engang – som med Julies balkon i
Verona – et forsøg på at fange denne måske største kærlighedstragedie
nogensinde og lade os leve os ind i historien. Publikum får ikke, hvad Chorus
lover i begyndelsen af Shakespeares tragedie:
To
elskende sprang frem til sorg og nød
af
disse slægters uheldssvangre lænder;
og
først med deres selvforvoldte død
omsider
deres fædres fejde ender.
Den
kærlighed, der rammer dem så hårdt,
og
deres fædres vrede, som alene
de
unges bitre død kan jage bort,
har
vi to timer til på denne scene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar