Komediekarrusel

Donizettis Don Pasquale i Operaen – og Line Knutzon på Teatret ved Sorte Hest. 28. februar og 1. marts 2026

 

Aristofanes’ komedier fra slutningen af det 5. årh. f.Kr., der betegnes som ”den gamle komedie”, er satirer og parodier tæt knyttet til deres samtid. De udleverer uden blusel politikerne i det atheniensiske demokrati som sad blandt publikum i et frit fabulerende, meget fantasifuldt rum befolket af alt fra fugle til hvepse og frøer. P.g.a. de mange referencer til lokale forhold for 2.500 år siden kan disse komedier af samme grund være svært tilgængelige for nutidens publikum, og de opføres ikke så ofte som tragedierne fra samme periode.

Anderledes forholder det sig med ”den ny komedie”. Da demokratiet i Athen forsvandt, fordi de græske bystater, poleis, der var spredt rundt om hele Middelhavet, mistede deres selvstændighed og blev indlemmet i de store kongedømmer, Alexander den Stores rige blev opdelt i ved dennes pludselige død i 323 f.Kr., var magten langt borte og ikke tæt på befolkningen. Den politiske satire mistede sin appel. Komedien skiftede karakter og kom nu og de næste godt 2.000 år til at handle om det nære, om familien og det private, det, som grækerne betegnede som oikos. Herfra udspringer den komedie, som nutiden kender fra Molière og Holberg. Der går en lige linje fra grækernes nye komedie over romerske komedier til renæssancens commedia dell’arte-tradition og Holbergs komedier om den strenge, gamle far, der skal sættes på plads af den snedige slave/tjener, så den unge mand kan få den pige, han har kastet sin kærlighed på.

Denne type-komedie omsættes af 1700-tallets komponister til opera buffa. Genren passer til barokkens, rokokoens og empiretidens klassesamfund, hvor adel og borgerskab sammen kan grine ad dem, der ikke kender deres plads. Men efterhånden som borgerskabet vinder indflydelse, vokser ønsket om indflydelse og demokrati, og opera buffa-genren uddør. Den finder sin afslutning med Donizettis Don Pasquale i 1843. Selvom operaen er den sidste i sin genre, er den et mesterværk, og den er værk til (nu)tiden. Det bekræfter opsætningen af franske Mariame Clément – en opsætning, der er hentet fra Glyndebourne til Operaen på Holmen – kun den opmærksomme operagænger i: den tager publikum med på en veloplagt tur i komediekarrusellen og har i tilgift en dansk sopran med international gennemslagskraft.

Don Pasquale peger ind i en ny tid for operagenren, og det forstår Clément at understrege med sin subtile og vittigt begavede karaktertegning. Allerede under ouverturen tager karakteren Malatesta (der kalder sig doktor, men snarere en eventyrer og trickster, et sidste eksempel på Harlekin-figuren) publikum med rundt på drejescenen i de rum, scenografen Julia Hansen har indrettet. Et rum til hver af de tre hovedkarakterer: den gamle, gerrige don Pasquale, hans unge, forelskede nevø, Ernesto, og dennes udkårne, den intrigante Norina. Don Pasquale synes nærmest på dødens rand, inden Maletesta fortæller ham, at han har fundet en brud; over hans seng hænger et vanitas-motiv, og i blomstervasen er blomsterne visnede, men op springer han ved doktorens nyhed, maleriet byttes til et overdådigt stilleben med hummer, og blomsterne skiftes ud. Ernesto, der senere (med rette…) omtales som et ”fæhoved”, dovner i sengen endnu omgivet af barndommens legetøj, bamse, gyngehest og globus. Onklen gør altså ikke helt uret i at ville gøre denne dagdriver arveløs, men det forklarer også, hvad Norina vil med Ernesto. Hun fremstilles som en moderne, selvstændig kvinde, der skriver ridderromaner i tidens romantiske stil. Hendes forhold til Maletesta er mere end blot et samarbejde om – på den ene eller anden måde – at franarre don Pasquale sine mange penge, for hun klæder sig ugenert af og går i bad foran ham, og hun kan kun grine, da han dumper ned i badekarret til hende.

I hænderne på Clément bliver intrigen mere end en banal kliché om at narre den gamle, elskovssyge mand. Hun læser den ømhed og følsomhed, der strømmer fra partituret, og hun gør Norina til et helt menneske, ikke bare en type i en komedie, der ved, at hendes skuespil har drevet hende for vidt, da hun giver don Pasquale en lussing. Stivnet står hun, og Bernd Purkrabeks delikate lyssætning hæver hendes skygge højt over den ydmygede, stakkels gamle mand. Den tildigtede husholderske i Anna-Marie Sullivans skikkelse ser mangt og meget undervejs og må derfor lide den tort at blive lukket inde i klædeskabet, men hun viser ham til sidst en lovende og kærlig opmærksomhed, som publikum synes, han fortjener. Kyungil Ko agerer glimrende partiet som operaens titelfigur, men hans ellers glimrende bas er voldsomt udfordret af partiturets krævende koloraturer, og det skuffer.

Selvom operaen som sagt er den sidste i sin genre, placerer Clément og Hansen handlingen i slutningen af 1700-tallet. Krinoliner, knæbukser, frakkeskøder og parykker signalerer l’ancien regime, men karaktertegningen peger frem mod en moderne, nuanceret og psykologisk realisme. Denne modsætning understreges af korets herrer og damer. De er helt klædt i (spøgelses)hvidt og står uden for handlingen, hvorved de fungerer som en slags datidens publikum. I slutscenen, der ligner en idyl af Watteau, rækker de lommetørklæder og andre rekvisitter til Ernesto og Norina, men de skjuler sig bag deres parasoller, for de må jo ikke ses, så falder konventionerne fra hinanden. Den lykkelige slutning er mest af alt til for dem, for det publikum, der sidder i Operaens plyssæder – os – har svært ved at tro på, at den naive og dovne yngling vil kunne stille noget op mod sin kløgtige og viljestærke Norina; den vilje har man allerede fået en forsmag på. Det er nærmest passende, at Santiago Ballerini forlener Ernesto med en smuk og lyrisk, men ikke så stærk tenor, og Sofie Lund folder sig ud som en superstjerne. Hun smælder koloraturerne ud med lethed og tindrende skønhed, og hun kommer uden tvivl til at lægge verden for sine fødder; bravissima! Orhan Yildiz som Maletesta passer med sin flotte, stærke baryton meget bedre for hende end den vagere Ernesto.

Selvom Politikens anmelder brutalt affejer opsætningen med en kommentar om, at den ”ingen samfundsrelevans” har (men på Politikens redaktion er noget jo også kun relevant, hvis det 1:1 spejler samtiden, folk skal helst ikke tænke selv), er den dybt vedkommende. For det første spejler genren, der er vandret fra komedien i det 3. århundredes Grækenland gennem commedia dell’arte og de fransk-klassicistiske komedier, sig stadig i nutidens Hollywood-komedier, og de sælger, så de vises, og de streames. For det andet viser de psykologiske nuancer, som Cléments iscenesættelse fremhæver, en kritik af en forrået nutid, hvor bl.a. sociale medier kun synes at forstærke egoismen og selvhævdelsen og dermed fremhæve manglen på empati, tillid og fællesskab (og disse egenskaber er da samfundsrelevante, Poltiken!). Man kan med rette efterspørge en komediegenre, der passer til nutiden (det kan en 180 år gammel opera ikke råde bod på), for den er svær at få øje på, når publikum stadig søger mod Hollywoods reproduktioner. Findes den?

Et bud herhjemme kunne være Line – altså Knutzon, af hvis lange forfatterskab en collage med netop den titel for tiden fremføres på Teatret ved Sorte Hest af Sara Boberg og Annette Støvelbæk. Med løse led og lemmer samt skarpe stemmer portrætterer de vittigt og bidskt en parade af Knutzons par, der vil hinanden og ikke vil hinanden, som glædes over gensyn, men også skændes om alt fra manglende opmærksomhed til kaffeforbrug. Knutzons absurd fabulerende og groteske replikker indfanger nutidens frustrationer over ikke at slå til eller ikke kunne finde sig selv i en uoverskuelig, kaotisk og fjern verden. De fleste tekster i forfatterskabet er skrevet, før digitaliseringen for alvor satte ind, men Knutzons uforlignelige evne til med sprog at fastholde følelsen af fremmedhed rækker ud over en konkret historisk periode. Det er ikke 90’ernes selvfede ironi, der her taler, det er ægte, menneskelig forladthed fortalt med et smil i dramaer, der sjældent har noget plot, som blot begynder og slutter uden mål eller med, hvilket Maria Vinterbergs mesterlige collage-format kun understreger. Man klukler konstant i denne tur i komediekarrusellen, men man har af og til lyst til at græde. Det er stor komediekunst.