Betagende smuk Werther. Gamle Scene d. 11. september 2026
Et operahus må helst være gammelt.
Med krystallysekroner og rød plys, bemalede lofter og forgyldninger, stuk og
paneler. Hvorfor? Fordi opera er en genre ud over det hverdagslige. Når sang,
musik og drama smelter sammen og transcenderer det fysiske rum, kræver det
omgivelser, der er lige så opulente. Moderne operahuse har nok den ypperste
sceneteknik og akustik, men der er langt imellem moderne arkitektur, der får
beskueren til at gispe begejstret.
Det
kan Gamle Scene heldigvis – på sin egen gulnede, efterårsmørke måde. Guld og
krystal er der nok af, nok, selvom huset ikke er stort, til at matche
opsætningen af Massenets Werther, for i Klaus Grünbergs scenografi og
Tatjana Gürbacas iscenesættelse er operaen baseret på Goethes lidenskabelige
Sturm-und-Drang-roman blevet en historie om hverdagen, den kedelige, prunkløse
hverdag, hvor den store kærlighed pludselig griber ind og tager publikum med på
rejse ud mellem stjernerne.
Grünbergs
kulisse er et rum dækket fra gulv til loft med paneler i fyrretræsfinér. En
alpehytte mellem 1700-tallet og nutiden, en forvandlingskasse, hvor paneler kan
gå op, så rummet både er amtmandens stue og køkken, kirke og festsal. Det er
elegant gjort, men også et genbrugskoncept, der efterhånden ses lidt for ofte.
Først i sidste akt, hvor Charlotte stormer efter Werther, og han falder død
gennem døren, åbenbares magien. I operaens magiske rum bliver jord og himmel
stille. Tiden går i stå; helt konkret holder viseren på kulissens urskive op
med at bevæge sig, og Werther rejser sig. De elskende synger deres smægtende
slutscene, mens himmelrummet, jordkloden og mælkevejen ses gennem de åbne
paneler danse forbi på bagtæppet i et berusende slutbillede. Et aldrende, tavst
par sidder tæt sammen og understreger magien og tragedien ved at spejle, hvad
Charlotte og Werther kunne være blevet til, hvis tilfældet havde villet det. Man
ved således, at det, der sker på scenen, ikke udspiller sig i et realistisk
rum. Man ved, vi er i de store følelsers univers væk fra den farveløse
dagligdag, og man ved, at dette blot er et billede på, hvad opera kan, nemlig
forene sang, skuespil og scenebillede.
Det
er betagende smukt, og det må opera hjertensgerne være. Marie Jacquot leder Det
kongelige Kapel igennem Massenets smægtende partitur med stor passion og bliver
forestillingens store stjerne. Man er overvældet, ør af begejstring, men det er
ikke nogen stor iscenesættelse, den er bare enkel og indeholder klichéer som kørestol,
balloner og papirhatte, hvilket peger på en manglende vilje – eller er det
evne? – til at være opfindsom hos de fleste instruktører. Gürbaca gør
amtmandens to venner, Schmidt og Johann, til et par ukærlige, egoistiske
skiderikker, Albert er gjort af samme træ som kulissen, men Charlotte og
Werthers følelsesliv, har hun blik for. Werther er en drømmer; han betragter
udefra kernefamiliens idyl, for da han træder ind, går alt andet også i stå, og
han ved, at han aldrig kan blive en del af den lykke, han betragter, og han
svælger i følelsen. Han følger sine følelser og vælger den lette udvej,
pistolen, mens Charlotte rives i stykker af hans egoistiske kærlighed. Hun
knuser desperat julekugler med de bare hænder, så de rives til blods. Kan hun
nogensinde blive lykkelig med Albert? Ikke hos Massenet. Goethe er hende mere
venligt stemt, men han skrev heller ikke operaer, han fastholder fornuften som
det vindstille centrum for følelsernes rasen.
Elisabeth
Jansson forlener med sin dybglødende, varme mezzosopran Charlotte med
desperation og ulykkelig kærlighed. Ja, hun elsker Werther, og der er ikke
meget af den lyriske, nøjsomme Charlotte hos hende. Jacob Skov Anders smægtende
tenor klæder titelpartiet smukt, meget smukt, selvom han ikke helt kan nå
tinderne over det brusende Kapel, men Ava Line Shokooh svinger sig som
Charlottes ældste søster, Sophie, helt op mellem stjernerne. Hendes stemme slår
gnister, og hun er uden tvivl forestillingens mest tindrende sol på scenen.
Længe efter sidste tone har klinget ud, sidder billedet af det elskende par,
der danser ud gennem mælkevejen, dog fast. Det er en forførende forestilling,
den er, hvad opera kan, og hvad publikum kommer efter. Den er bare også meget
enkel, måske også lidt for banal, så hurra for bladguldet på loft og lister,
museloftet og de røde fløjlsforhæng.
