Der var engang...

Den jyske Operas festlige og formfuldendte Askepot i Odense Koncerthus d. 21. november 2016

Den jyske Opera har på sin efterårsturné nået den gamle eventyrdigters fødeby som et af sine sidste stop. De to opførelser er helt udsolgt; man skulle tro, odenseanerne ikke kan få eventyr nok, selvom H. C. Andersen markedsføres, så det hænger en langt ud halsen og skygger for den store digters værker. Men der er eventyr i iscenesættelsen af Rossinis Askepot, diskret, charmerende og uimodståeligt velkoreograferet eventyr til trods for, at den gode fe og tryllerierne fra Charles Perraults eventyr er udeladt i librettoen (på komponistens opfordring), og der er skønsang i struben på sangerne til at gøre det ud for de hjælpsomme, kvidrende fugle.

                      Rossinis Askepot er en pige med et hjerte af guld og ben i næsen. Hun svarer frimodigt sine ondskabsfulde stedsøstre igen, hun insisterer på at appellere til og stole på det gode i mennesket, og det virkelig eventyr i operaen er, at hun til sidst, da hun har fået sin prins, tilgiver stedfaren og stedsøstrenes foragt og hjerteløse behandling. Det er tit svært for instruktører (for slet ikke at tale om anmeldere!) at acceptere denne tilgivelse ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”-slutning, upåagtet hvor væsentlig den er for at forstå f.eks. Mozarts operaer og her Rossini, men instruktøren Oliver Platt ryster ikke på hånden og leverer en gennemarbejdet smukt tilrettelagt komedie. Menneskelig ondskab kigger ganske vist frem og skuler til det godes sejr, men denne får ikke lov til hverken at lide eller bide fra sig, den overvindes simpelthen med det gode. Dét er da eventyrligt!

                      Askepot har således elementer af både opera seria og opera buffa, og Platt gør heller ikke operaen til enten det ene eller det andet. Her er ingen falden-på-halen-komik, men elegant iscenesatte situationer baseret på Rossinis mageløst morsomme, melodiøse og rytmiske partitur: En gentagelse i koret bliver brugt til at illustrere, hvor dumme og tungnemme de to stedsøstre er, de store ensembler, hvor kaos og forvirring hersker, understreges ved f.eks. at lade en tjener træde uden for og ryste på hovedet over, hvor tåbelige de undrende herskaber dog er, og det omkuldblæste kor transformerer sig under stormvejret i anden akt på magisk vis til den kongelige vogn med heste og kusk blot ved hjælp af paraplyer og kulspande. Personinstruktionen er skarp og præcis, tydeligst hos Askepot, der hviler i sig selv, og tjeneren Dandini, der næsten ikke kan være i sig selv af begejstring over at være konge for en dag, og dertil kommer, at prinsens lærer, den vise Alidoro, der trækker i trådene, så prinsen og den gode, dydige køkkenpige kan få hinanden, overtager den gode fes rolle i eventyret, for hver gang han kommer på scenen, tryller koret let og elegant don Magnificos faldefærdige slot om til prinsens elegante sale. Scenografen Neil Irish fortjener at nævnes for at have skabt en så rummelig og elegant kulisse; den understreger netop smukt, hvad den skal, men træder samtidig diskret i baggrunden. Man sidder og ønsker, at han også havde været scenograf på Den jyske Operas opsætning af L’amico Fritz for et år siden, så man havde været Adam Wiltshires larmende skrummel af en kulisse foruden.

                      Sangerne bidrager alle som en til at gøre opsætningen til en eventyrlig succes. Ingen af dem vælter en bagover, men alle indfrier de forventninger, man måtte have til partierne, og det er sjældent at opleve et så jævnbyrdigt ensemble af sangere. Bedst er Victoria Simmonds’ runde og appetitlige stemme (varm og intens som chokolade er den) i titelpartiet og Yuri Kissin som stedfaren, der er bedst til at gøre sig selv til grin; han slipper fra de svære koleraturer uden at miste pusten og har overskud til at bruge den musikalske ordskvalder i karaktertegningen. Leonardo Ferrandos prins Ramiro er tæt, men lidt skarp i klangen, hvilket Alexander Nohrs lidt for bløde og vege Dandini til gengæld mangler. Wojtek Gierlach er en lidt kønsløs og anonym Alidoro (sådan er det desværre tit at være den gode i en opera), mens Johanne Højland som Tisbe og Christel Smith som Clorinda har tendens til at overspille, uden at deres vokal dog lader noget tilbage at ønske, og Smith kan – til trods for at være meldt indisponeret – hele tiden høres over kor og orkester. Fremragende og usædvanligt veloplagte er herrerne i Den jyske Operas kor, hvadenten de er jagtselskab eller balløver, og det er dejligt, at korets damer gør dem selskab på scenen, når de nu ikke synger, selvom det kun er som statister. Fremragende er også forestillingens dirigent, italienske Manlio Benzi; han giver sangerne plads, lader dem trække vejret, så skønsangen træder tydeligt frem, og i orkesteret betoner han mere det melodiske end det rytmiske i Rossinis partitur, hvilket er heldigt, for Odense Symfoniorkester har aldrig været god til dansende musik. Det høres, når Benzi sætter tempoet op, navnlig strygerne hænger i bremsen og vil hellere sjæle end valse, men det er også det eneste minus ved forestillingen.

                      I brusende begejstring og benovelse forlader man ikke Odense Koncerthuset, men musikken, sangen, scenografien og instruktionen bliver alligevel siddende i en længe efter. Det er ingen dårlig julegave at få før tid at vide, at eventyret findes derude – også i en mørk tid.

At slå æg i stykker for at gå over åen efter vand

Sofokles’ Ødipus/Antigone (næsten) på Teater Momentum alias Det Ny Kongelige Teater

Det græske ord mimesis betyder efterligning – efterligning af ting, af handling og tale, efterligning som i at abe efter og imitere. I denne virkelighedsefterligning ligger ikke et krav om realisme, for en efterligning er jo netop ikke virkeligheden, men en gengivelse heraf, kunstig og fuld af illusioner, et spil med spejle, sådan som de græske dramaer på én gang var en fremstilling af menneskelige konflikter og dilemmaer, der gør dem genkendelige, gribende og vedkommende 2500 år senere, og teatralske i deres oprindelige udtryk med dans, sang og masker. Det er denne spændvidde, der er skyld i, at teatret nu er på vej ind i sit tredje årtusind, og det er spørgsmålet, om nogen kunstform er mere eviggyldig og omfavnende, for som i virkeligheden – og heri består den virkelige mimesis – kan alt ske – også i teatret. Tilbage bliver kun spørgsmålet, om teatret så virker, om det griber og skræmmer sit publikum, dét, som Aristoteles kaldte katharsis. Det vil naturligvis altid være et subjektivt spørgsmål, om man bliver grebet og skræmt, men det er i den forbindelse dog værd at huske på, at de antikke, græske dramaer var skrevet til en konkurrence i Athen hvert år i marts, og effekten hos publikum var i sidste ende det afgørende.

                      For førnævnte forfatter og filosof, Aristoteles, var der ingen tvivl om, at Sofokles’ tragedie Kong Ødipus overgik alle andre; som en cyklon vokser intrigen gradvist for øjnene af publikum, skræmmende at se på, men netop derfor kan man ikke få øjnene fra karaktererne, der opsluges af den, og medlidenheden med dem vokser sig ligeledes større og større. Titelkarakteren skal tvinges til at indse, at netop den skæbne, han i al sin godhed har kæmpet for at undgå, den opsluges han af, og han kan intet gøre for at forhindre det. På Teater Momentum, der i en (provokerende og/eller barnlig?) efterabning denne sæson kalder sig Det Ny Kongelige Teater, fordi man opfører alt, hvad der opføres i Skuespilhuset i København, begynder skuespillet først, da Ødipus har erkendt sin skyld. Erkendt den, men endnu ikke stået ved den. Han har derfor isoleret sig midt på den finérbeklædte scene i en kasse hævet op på en piedestal; det er indrettet som et billigt motelværelse, og det minder mest af alt om et stort fjernsyn vendt mod publikum, og iscenesættelsen trækker også på flere elementer fra TV-serier, både underlægningsmusikken (den er til tider enerverende) og spillestilen. Ødipus’ datter Antigone, der er titelkarakteren i en anden sofokles-tragedie, der udspiller sig i tiden efter, at Ødipus har forladt byen Theben, hvor myterne udspiller sig, er gjort til fortæller af farens tragedie, og det er den eneste berøring publikum får med hende; hendes tragedie reduceres til en banal/postuleret tænksom replik om at huske lyden af fjerbolde i hallen mere end noget andet. Dét publikum, der kender tragedien Antigone, må føle sig slemt til grin – men det er måske meningen… Så meget for publikums engagement og indlevelse på Det Ny Kongelige Teater.

                      Tragedien om Ødipus, for den er alt, vi her får, træder længe (alt for længe!) vande: Antigone fyrer fjerbolde ind i kulissens trævægge, mens hendes far gemmer sig under dynen på sit motelrefugium. Da han endelig kravler ud, er det ingen fornøjelse; instruktøren Henrik Grimbäck piller alt menneskeligt og sympatisk ud af Ødipus, for i Nicklas Søderberg Lundstrøms skikkelse fremtræder han svanset og genert som en kostskoledreng, og at han skulle gå i seng med sin egen mor er enten et usandsynligt postulat eller en meget forsimplet, fordomsfuld og homofobisk påstand. Han og Antigone taler længe så afdæmpet og monotont, at publikum virkelig er i fare for at falde i søvn, så teatralsk teatralsk er det, og det fortsætter – om end med modsat fortegn – da Tobias Shaws Teiresias kommer på scenen, for han sparkes rundt af den mistroiske Ødipus (han fortrækker stadig ikke en mine, han er stadig den surmulende skoledreng), så han må kaste sig ind i kulissen. Teiresias er som bekendt blind. Det mest voldsomme, Lundstrøm foretager sig som Ødipus, er med en symbolsk vedholdenhed at slå æg i stykker for at lave omelet i sit interimistiske motelkøkken, og der er nu engang ikke meget drama i symboler… Bedre bliver det med Iokastes indtræden på scenen: Nanna Cecilie Bang har i modsætning til Katrine Leth, der med Antigone lades grumme i stikken, en rolle, der udfordrer, og her overgiver Grimbäck sig (mere eller mindre) til Sofokles’ tragedie frem for at følge sine egne fortænkte idéer. Bang er en på én gang forfærdet og desperat hustru og moder, da tragediens omfang går op for hende, og hendes indlevelse er næsten skræmmende midt i narreværket af akrobatiske øvelser for at komme op i motelfjernsynet, fjerbolde spredt ud over gulvet og sendebude på rulleskøjter. Hun får med sit spil publikums øjne op for, hvor omfattende tragedien er, og hun trækker Ødipus med sig i sin ødelæggende cyklon af erkendelse. Da han ikke længere kan lukke øjnene for, hvad han – ufrivilligt – har gjort, holder han først to æg op for sine øjne for at illustrere sin manglende evne til at se klart, og så knuser han dem mellem sine fingre, så det røde teaterblod sprøjter ud over ham selv og over kulissen. Dét er effektfuld og skrækindjagende teater.

                      Det er en iscenesættelse i to tempi, først et ualmindeligt langsomt og kunstigt tovtrækkeri til ingen anden nytte end at understrege det kunstige og til tider ret komiske ved både teatret og tragediens plot, dernæst en effektfuld præstation, der måske leger med spøg og alvor, men som griber publikum, hvilket er teatrets hele eksistensberettigelse. Skuespillerne agerer måske voldsomt manieret og stift, men det må man bebrejde instruktøren, for det er et ikke gennemtænkt fejlgreb sådan uden at bidrage til dramaets virkning at lege med formen. Det er eksperiment for eksperimentets skyld, og alle skuespillere agerer loyalt og meget dygtigt, som instruktøren af uransalige årsager har villet det. Man kunne også kalde det en omvej, et unødigt teatereksperiment for at finde ind til kernen i Sofokles’ gamle tragedie, selvom den står stærk, gribende og overvældende i sig selv, og man kan spørge Henrik Grimbäck, hvorfor det er nødvendigt at slå æg i stykker for også at gå over åen efter vand? De kommende iscenesættelser på Det Ny Kongelige Teater må vise, om han virkelig tænker sådan, eller om det her blot er et fejlskøn.

Kærlighedscollage

Henry Purcells The Fairy Queen karesseret på Det kgl. Teater d. 25. september 2016

Egill Pálssons forvanskning af Hamlet er spillet til ende på Odense Teater, og man må håbe, den vil hvile i glemsel og ikke hjemsøge teatret med ønsket om hævn. På Det kgl. Teaters Gamle Scene spiller den kommende uge med et andet værk inspireret af William Shakespeare, nemlig semioperaen The Fairy Queen; den kan ikke siges at være skrevet over En Skærsommernatsdrøm, for den er oprindeligt tænkt som en række scener, der i sang, musik og dans kommenterer komediens handling. For ikke at invitere til en forestilling, hvor to timers skuespil suppleres af to timers opera, har instruktøren Aniara Amos valgt at skære Shakespeare-delen bort og kun præsentere publikum for Purcell. Således risikerer man ikke at tage livet af en Shakespeare-klassiker, som det er sket i Odense, men man står med en række orkesterspil, arier og ensembler uden noget handlingsskelet, og hvordan serverer man lige sådan en halv opera, så den ikke klasker sammen som en souffle på scenen?

                      At det ene og alene er Henry Purcells musik, der spilles, er både forestillingens styrke og svaghed; musikken er underdejlig og fortjener at blive spillet, men selvom forestillingen kun varer to timer plus pause, så føles det undervejs også som en sen forestilling, og der trædes indimellem vande på scenen. Det ændrer ikke ved, at det er en helstøbt iscenesættelse båret af modet til at være teatralsk og gammeldags, og at den ramme af ord og poesier af Cecilie Eken, som musikken sættes ind i, og som præsenteres af Ole Lemmeke som Puk, er både smuk, underfundig og charmerende altmodisch, og den falder ikke for fristelsen til at digte en handling. Det er en kærlighedscollage, en opvisning af kvindetyper fra luderen til Madonna og et scenisk lydmaleri, der i al sin selvberoende og barokke kunstighed ikke insisterer på andet end at underholde – så raffineret og tankevækkende som nu kun teater kan underholde: Teatret forfører ved i højere grad end filmen at pirre publikums fantasi med sit levende trylleri, her understreget af allegoriske figurer, snoretræk og naive papkulisser, der aktiverer såvel indlevelse som forstand. Undertiden er det morsomt; når det satte par i ægtesengen er to mænd, og den ene i falset synger: ”No, no, no, no, no; no kissing at all”, og undertiden er det hjerteskærende skønt og rørende, så publikum kryber sammen på gulvet med sopranen Maria Keohane: ”O let me weep!” Det er ægte og ukompliceret midt i sætstykkerne og illusionerne.

                      Få ville som Ole Lemmeke kunne være så meget til stede i en karakter, der egentlig bare har til formål at fremsige de tekststykker, der sættes mellem de musikalske tableauer. Han er overbevisende underspillet, når han pludseligt dumper ned på Gamle Scene og hiver tilsyneladende tilfældige personer blandt publikum på scenen, så man alligevel kan spille Purcells The Fairy Queen (Den kongelige Opera er nemlig sparet væk, så fik den krakilske kulturminister den!). Det bidrager en del til karakteren, at han ligner en krydsning mellem Peter Larsens tjener Frandsen og Fladmast fra 80’ernes børnefjernsyn, komplet med svalehale og kørebriller, men kigger man grundigt efter, er han også udstyret med to sigende gevækster i panden, og så accepterer man, at han blander sig og ikke viger tilbage for at gå i rette med både sangere og musikere. Sin helt egen tid i rampelyset får han også i anden akt, da han fortæller en smuk historie om en fisker og et kvindeskelet, og da denne historie folder sig ud i de resterende scener, viser forestillingens koncept for alvor, hvad den kan, og det er synd, at der forinden nu engang er de lakuner, der er i denne masque.

                      Lakuner er der ingen af musikalsk. Sangerne er fremragende, navnlig må de to sopraner, Sine Bundgaard og Maria Keohane, fremhæves for deres lyriske, skære stemme, der så udsøgt klæ’r Concerto Copenhagens sprøde klange fra orkestergraven, bassen Henning von Schulman og tenoren Ed Lyon for deres melodiske styrke og rene klang. Strenge-, taste- og strygeinstrumenter samt bløde blæsere og fejende baroktrompeter beherskes suverænt af CoCo’s ensemble; stramt, rytmisk og alligevel også energisk og følsomt er det spil, Lars Ulrik Mortensen dirigerer op til publikum, og som et bragende bifald fortæller, var voldsomt savnet i forrige sæson. Man er taknemmelig for denne eftermiddags Purcell – han er en fremragende komponist og skammeligt overset – men musikken giver kun smag for endnu mere barokmusik, og der er oversete komponister nok at tage af; både Rameau og Vivaldi har skrevet store, hele operaer, som vi ikke er forvænt med i det kolde nord. Det ønske brænder mere inderligt end noget andet, da man træder ud i efterårets varme sol, at næste sæson ikke må savne hverken barok eller Mozart; når man her oplever, hvad Den kongelige Opera trods alt kan i det små, hvad ville den så ikke kunne i den helt store barokopera?

Hamlet lukket på den lukkede

Shakespeares mesterværk de(kon)strueret på Odense Teater d. 14. september 2016

Det er det længste af alle mesterens dramaer, Shakespeares tragedie om den danske prins, Hamlet. Persongalleriet er alenlangt, monologer og scener, hvor der smedes rænker og lægges politiske kabaler, vokser til en stadigt større spiral, der som en tyfon ender med at opsluge og tilintetgøre alle, og den norske prins, Fontinbras, kan vandre ind på scenen, sætte sig på den danske trone og genskabe kosmos i det rådne Danmark. Det er derfor ganske almindeligt ved sceniske opførelser at skære i antallet af scener og karakterer, men Egill Pálssons iscenesættelse af Hamlet på Odense Teater beskærer tragedien så voldsomt, at det er ham, instruktøren, der til sidst ender med slå den unge prins af Danmark ihjel, skåret ned, snittet i stumper og stykker.

                      Det er en moderne, nutidig og æstetisk meget smuk iscenesættelse: Hele scenerummet er rammet ind af paneler i birketræsfinér, bagest er en pejs, to stole, der ikke er, men dog ligner PK22, og et stort portræt af monarken over pejsen. Hermetisk lukket er det, indtil Hamlet i sit forstilte vanvid bryder vægge ned og hugger huller med en økse, og selvom det kan ligne et direktionskontor i en hvilken som helst koncern, så kunne det lige så godt være en gummicelle på den lukkede afdeling. Martin Erikssons smukke scenografi projekterer endvidere drømmeagtige optagelser af eng og sommerskov op på bagvæggen og bidrager til Hamlets længsel efter at slippe fri og komme ud, mens Timo Kreuser på et flygel med dertil hørende slagtøj og udspændte strenge i scenerummets ene bageste hjørne skaber lydeffekter, der understreger det politiske dramas karakter af thriller. Det er alt sammen gode takter (men det er også en ironisk kommentar, for har man oplevet forestillingen ved man, at man først skal komme i sidste øjeblik og ikke sidde på sin plads i god tid; Kreusers indledende ouverture af infernalsk larm stemmer ikke sindet til hverken thriller eller personlig tragedie, og det havde man afgjort helst været fri for).

                      Rammerne fungerer med andre ord storartet, men hvad man fylder rammen ud med – dét er spørgsmålet. Forestillingen begynder med den afdøde konges ord, ”Jeg var Hamlet”, men lagt i munden på den unge prins Hamlet, som var det hele et tilbageblik, og resten af forestillingen igennem er spøgelsets ord lagt i munden på ham som et udtryk for dennes tvivl og tragiske mangel på evne til at handle. Det er ingen ny tolkning, også i originalstykket er det kun Hamlet, der ser sin fars genfærd, og man savner egentlig et mere modigt bud på et spøgelse. Modet til at tage livtag med Shakespeares fantastiske replikker savnes også, og det er ironisk, at Pálsson har skønnet det nødvendigt at inddrage hele tre oversættelser (navnlig når man betænker, hvor genial Niels Brunses nye gendigtninger er), for meget af forestillingen er ren pantomime, og der er flere ophold og pauser, der giver publikum den tanke, at en skuespiller har glemt sin replik. Således præsenteres man efter Hamlets indledende monolog for en ordløs præsentation af Hamlets spirende kærlighed til Ofelia og mordet på kong Hamlet, inden denne stedes til hvile på forscenen i flere trillebørfulde blød jord, som de medvirkende symbolsk kan vælte sig i resten af forestillingen. (Kun kong Claudius pisser åbenlyst på graven.) Næsten en halv time trædes der indledningsvis vande, og selvom Hamlet forcerer scenekanten og betror sig til publikum – Horatio er nemlig strøget af rollelisten – at han fra nu af vil spille vanvittig, så skal man være vel hjemme i Shakespeares drama for at kunne følge plottet, for at undres over og drages af spændingen mellem kroningsglæden og den mutte prins af Danmark, der skuler i hjørnet. Hvad er det, der er råddent i Danmark?, skal man helst spørge sig selv, men ikke her; her er Hamlet lukket og lukket inde på den lukkede.

                      Som Pálssons dramatiske valg undrer, undrer også hans personinstruktion. Morten Brovns titelrolle har han ofret tid og kræfter på, eller også er det bare Brovns gudbenådede talent, hvis kongelige aura overstråler alle andre på scenen. Brovns Hamlet er vild og tynget af sorg, fandenivoldsk, skræmt og frygtløs på én gang; han styrter omkring som et fanget vildt dyr og synker så sammen i jorddyngen så mærket af savnet efter en far, at det kalder tårer frem i øjnene. Det er mesterligt, men det kan man ikke sige om hverken Hanne Hedelunds Gertrud, Peter Gilsforts Claudius eller Christine Sønderris’ Ofelia. De efterlades alle i et underligt vankelmod, og publikum aner ikke, hvor man har dem, for enten kan ingen af dem spille skuespil (næppe!), eller også er Pálsson mere begejstret for sin magt som instruktør end han er for Shakespeares tragedie om magtmisbrug. Pálssons valg er mere radikale end Zenia Stampe; således ender dronning Gertrud i en uspillelig situation, hvor hun er vidne til mordet på kong Hamlet, men skal spille overrasket over sin søns afsløring af brodermordet, og dette resulterer i, at hun frivilligt og godvilligt tager den drik af Claudius’ hånd, som man skal kende sin Shakespeare for at vide, er forgiftet. Claudius er underligt kølig og upåvirket af sine gerninger (så entydig er ingen karakter hos Shakespeare!), og det samme er Ofelia, der her bevarer sin sunde fornuftigt, erkender modgangen, resignerer og uden betænkning hænger sig for øjnene af alle. Derved går den tragiske ironi tabt, at Hamlets tilsyneladende vanvid gør Ofelia vanvittig og langsomt tager livet af hende. Fokus er flyttet til den magtbegærlige ældre generations udnyttelse af de unge og uerfarne, Polonius tryner Ofelia, Claudius knækker Hamlet, men der er mere end denne ene ting på spil hos Shakespeare.

                      Værst af alt er dog Pálssons forsøg på at runde forestillingen af. Det papir, der gør det ud for program, oplyser, at forestillingen varer 2½ time, men da der er tyve minutter tilbage, er femte akts dramatiske klimaks endnu ikke påbegyndt, intrigernes urværk endnu ikke sat i gang. Så kommer Laertes styrtende ind i tilskuerrummet, Mikkel Reenberg kan hverken fylde rollen ud eller overbevise om sin sorg og sin vrede, han er der kun for med en lydeffekt at tage livet af Danmarks prins Hamlet. Inden da har Hamlet selv gjort det af med Gyldenstjerne og Rosenkrans, der her agerer Claudius’ personlige håndlangere og lejemordere alt efter behov, dronning Gertrud har drukket gift (det skal man som sagt vide for at kunne se det), og efterfølgende tager Laertes livet af sig ved at kvæle sig med en mikrofon, mere er der ikke i ham... Rent vrøvl og halsstarrige beslutninger i elvte time er det. Kong Claudius overlever endda og får af Pálsson lov til at udsige en tåkrummende  morale, der revolutionromantisk belærer publikum om, at despoter og tyranner bliver siddende på den magt, de har taget med vold, så længe de formår at gøre gode mine til slet spil. Her er det snarere omvendt, og det er til at brække sig over. Undertegnede fortrød ikke at være gået i pausen, mens forestillingen endnu viste mod og idérigdom og ikke henviste Shakespeare til kulissen. Her står han og ser til som Lars Simonsens Polonius, hvis rolle også er kraftigt beskåret, men Simonsens talent lader sig ikke knægte, det overstråler langt de bidder, der er blevet ham til dels, og man kan kun håbe, at han med Brunses oversættelse af Bardens Hamlet under armen vil genopstå fra de døde og mere handlekraftig end Hamlet selv hævne det unaturlige mord, der her begås på Odense Teaters Store Scene. The rest is silence. 

Moden kærlighed

GuidOpera med Rossinis Barberen i (Sevil)L.A. på Den fynske Opera d. 7. september 2016

Siden Den fynske Operas dannelse for tyve år siden har operaen med de beskedne fysiske rammer været garant for intime opførelser af såvel klassiske som nyskrevne operaer. Kvaliteten har måske været svingende (som den er det i alle operahuse), men det har altid været en kvalitet i sig selv, at man her kommer tæt på sangerne og oplever partituret på en helt ny måde, fordi orkesteret i en stor opera har været reduceret til et kammerorkester og i nogle tilfælde til et flygel og en pianist med en stor opgave.

                      De samme forhold gør sig gældende for Guido Paevatalus iscenesættelse af Rossinis Barberen i Sevilla, der havde premiere onsdag d. 7. september; orkesteret er en klavertrio, og man kommer helt tæt på sangerne. På godt og ondt. Paevatalu fortæller i sin introduktion til forestillingen, at han har fået lov til at bruge ”cremekongen” Ole Henriksen som model for barberen, måske inspireret af Paevatalus solbrændte, slanke lighed med Henriksen. Handlingen er derfor flyttet til L.A., soldaterne er CIA- og FBI-agenter, og ganske få steder er recitativerne skrevet om, så de passer hertil, men ellers er det den gode, gamle, velkendte Barber, publikum præsenteres for. Idéen med at gøre karaktererne til nutidige kendisser er ellers forestillingens bedste, for de er jo – hvad Paevatalu selv understreger – snarere typer end individer: den unge mand vil ha’ den unge kvinde, den gamle mand vil også have hende, og den snedige tjener (her barberen) hjælper det unge par. Det mønster kendes fra antikkens Ny Komedie, og hverken Holberg, farcer eller nutidige sit-coms har kunnet slide det op.

                      Sangerholdet er på ingen måde antikt, men det er modne, erfarne sangere, der synger. Det er en selvironisk pointe, at det unge par er i deres bedste alder, når de synger så smukt som Signe Asmussen og Niels Jørgen Riis gør. Hans varme tenor står sig fint med hans stærke, bamsede og runde ydre, og hendes stærke, sprøde sopran tillader hende med et glimt i øjet at vise sine mormorarme frem, når barberen giver hende en omgang med sine hudcremer. Det er ret sjovt, og de agerer godt. Det gælder desværre hverken Guido Paevatalu som Figaro, Christian Christiansen som Basilio og Anders Jakobsson som don Bartolo. Selvom Paevatalu vokalt udfylder partiet som den snu barber smukt, og Christiansens bas indimellem imponerer med sin stærke, smukke dybde, så er deres stemmer kun en afglans af, hvad de engang var; indimellem taber Christiansen vejret, og Jakobssons bas er flosset i kanterne. Det er i sig selv helt naturligt og ikke ment som en kritik, for de har smukke stemmer. Til gengæld er Paevatalus personinstruktion dybt kritisabel, for de tre sangere og Jasia Julia Nielsens Berta går på scenen tilsyneladende med en overbevisning om, at de kan rollerne på rygraden og derfor bare kan spille på rutinen. Det kan de ikke, og der er megen formålsløs sjosken omkring og mange flove, overgjorte grimasser, der måske understregede den rablende komik i operaen, da de var dugfriske, men det er længe siden, de har været det, og nu virker det alt bare uorganiseret og rodet. Derfor bliver idéen med Ole Henriksen og at flytte handlingen til L. A. den eneste gode og virkeligt originale påfund ved opsætningen.

                      Det er dog stadig en meget charmerende forestilling, og man trækker jævnligt på smilebåndet over viljen til at glæde og underholde. Dertil kommer, at det er en udsøgt fornøjelse at lytte til den klavertrio, der ledsager sangerne: Carol Conrad, Anton Lasine og Tobias Kruse Lautrup er meget morsomt og meget passende iført badekåbe, og de spiller fremragende. Det klæder desuden Rossinis sprælske musik at blive kogt ned til tre musikere, og det minder en om, at selvom Rossini pludselig og brat holdt inde med at komponere operaer, så skrev han i moden alder smuk kammermusik og beherskede også denne genre. De tre musikere er alene grund nok til at lægge vejen forbi på turnéen og opleve Barberen i (Sevil)L.A.

Ex libris eller hvad man kan hitte på

Mungo Park underholder stort med H. C. Andersens samlede eventyr på Teater Momentum

Kan man tillade sig at skalte og valte med en klassiker, som man vil? Klippe den i stykker, sætte den sammen på ny, klippe ud og lappe sammen? Ja, de store, dybe værker kan tåle at blive udlagt på alle måder, mishandlet og vanrøgtet, men kun talent vil afgøre, om resultatet bliver godt eller ej. Dilettantskuespillere kan sagtens give en underholdende, flot opførelse af en klassiker, mens professionelle skuespillere kan få publikum til at krumme tæer eller forlade teatret i pausen, fordi de ingen ærefrygt har for forlægget, eller fordi de netop tit frygter en klassiker og fremsiger Shakespeares vers i udramatisk, tung staccato. Det er desværre set før.

                      Et eksempel på en klassikerforvaltning, der mislykkedes, fordi talentet simpelthen ikke var der, kunne være Teatret Slotsgårdens forestilling sommeren 2016: Molières Don Juan. Resultatet var lutter karakterer uden hverken kontur eller klangbund, alle over- eller underspillede, og Fyens Stiftstidendes anmelder digtede en rosende anmeldelse, der var lige så fjern fra forestillingen og grebet ud af den blå luft som skuespillernes pjatteri og halvhjertede forsøg på nytolkning. Ikke et ondt ord om revy, men hvis det er det, man vil, så lav dog en revy! Der var for meget af den unge mand i H. C. Andersens ”Hvad man kan hitte paa” over det; han vil være digter, men beklager sig over, at ”nu er Verden digtet ud”, og han kan ikke se det store i noget som helst – og så bliver han kritiker og ”slog … af Tønde hver anden Poet, da han ikke selv kunne blive Poet.” De store digtere overlevede nok, ganske som Molière overlever at være pjattet i stumper og stykker af talentløse skuespillere i gården på Odense Slot; det er som sommervejret 2016 hurtigt glemt.

                      Bedre held med at genfortolke og dramatisere klassikere er Mungo Parks H. C. Andersens samlede eventyr, der i anledning af H. C. Andersen Festivals 2016 gæstespillede på Teater Momentum i den lune sensommer. Det eneste overmodige ved denne forestilling er titlen, for ganske vist kommer man omkring Andersens samlede eventyr, men det er for det meste tale om ren opremsning og givetvis et forsøg på at dupere publikum med titler, som de næppe kendte. F. eks. ”Hvad man kan hitte paa”. Forestillingen, der udspiller sig på den kombination af folkebibliotek og borgerservice, der er blevet almindelige landet over, tager udgangspunkt i det miskendte, glemte menneske (Andersen), og publikum får ikke lov til at svare, da den stramknoldede bibliotekar spørger, om vi kan nævne et digt, en roman eller et drama af Andersen. (De fleste kan nok nævne ”I Danmark er jeg født”, de bare lidt belæste kender også gennembruddet Improvisatoren og Mit Livs Eventyr.) På dette bibliotek/denne borgerservice henslæber tre undselige mennesker deres triste hverdag: Nanna Christine Morks spiller bibliotekaren Karen (hø-hø), Mads Hjulmand er servicemedarbejderen Leif Arne kaldet Leffe (og hvem ville ikke foretrække det kælenavn?), og Thomas Bang er det, man på uformelt dansk kalder dum i arbejde. Den ene er mere forsagt, genert, indestængt eller bare simpelthen lettere naiv end den anden, og i skuffelse over, at ingen kommer for at se nyåbnede udstilling om nationalskjalden, giver de sig i kast med at genfortælle, agere og fortolke Andersens samlede eventyr. Det fører pinlige episoder med sig, men det bringer også ukendte sider af forfatterskabet og skjulte sider af de tre plagede sjæle for en dag. Karen er muligvis en parodi på en grå og kedelig bibliotekar med en undertrykt libido (der folder sig ud, da Leffe giver den som kejseren uden klæder), men hun er også en habil læser, der giver publikum en forrygende feministisk læsning af centrale, velkendte eventyr. Leffe er muligvis voldsomt veltrænet under sit nørdede, vandkæmmede og triste ydre, men han er også både energisk og inderligt følsom, ganske som tredjemanden i jobtilskud viser sig at være mere mærket af baggrund og opvækst end bare at være dum i arbejde. Han har svært ved at begå sig blandt andre, og det er både komisk og dybt rørende at se.

                      I mellem de scener, som instruktør og dramatiker Heinrich Christensen har skabt ud af det bare ingenting (han kan altså hitte på!), fremfører de tre skuespillere små kommenterende popsange i et enkelt og ærligt arrangement. Som små oaser vederkvæger de publikum i den varme teatersal (Mads Hjulmand sveder tran på scenen og er uden tvivl lykkelig over at skulle smide tøjet) og skaber ro i den til tider larmende og lidt overgjorte farce, men forestillingen står ved at bruge farcen, og det er ærligt og ægte, når det virker som her og indimellem finder dybde og alvor i Andersens tekster. Lidt forudsigeligt slutter forestillingen med ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”, hvis pastiche og sentimentalitet de færreste desværre gennemskuer, men til gengæld får vi også den mere ukendte historie ”Noget” serveret i næsten fuld længde, og det er noget at gå hjem med. Christensen & Co. serverer ikke bare let underholdning eller ude på at provokere publikum, de vil noget, og de har både hjerne og hjerte med. Jo, nogle ting er stereotype og forudsigelige, ja, Hjulmand smider tøjet, men der kommer mere morskab ud af, at publikum hele tiden ikke ser hans ædlere dele, end når en instruktør vil forarge ved at vise nøgenhed, og idéen er original, og moralen dybfølt, for hvis man kan hitte på alt dette, så er verden jo stor og forunderlig. Det er en stille invitation til både at komme hinanden nærmere og besøge det lokale bibliotek noget oftere – for bøgernes skyld. 

Fortidens skygger

Bellinis mesterværk I puritani uhyggeligt godt givet på Den jyske Opera d. 21. august 2016

Den tidlige, revolutionerende romantiks idealistiske forestilling om en stor, altfavnende naturånd mødte snart livets realiteter; i litteraturen er universalromantikken kort og heftig, og den afløses af en poetisk og æstetisk granskning af menneskets mystiske og uforklarlige psykologiske dybder. Romantikken bliver til romantismen, hvor man dyrkede ”det interessante”, nemlig de følelser, der er så vilde, at de helt kan tage magten fra selv det mest fornuftige og selvbeherskede menneske, og vanvids- og søvngængerscener bliver et genkommende motiv også i romantikkens operaer. ”Det interessante” er stadig så upræcist og uvidenskabeligt defineret, at det kan tale til romantikerens fantasi, men nogle operalibrettister kan i deres iver efter at afsøge menneskets sjæledybder nogle gange komme ud, hvor de ikke helt kan bunde. Det gælder bl.a. Carlo Pepoli, forfatteren til forlægget til Bellinis sidste opera I puritani. Librettoen er baseret på to skuespil, et af Jacques-Francois Ancelot (1794-1854) og et andet af Joseph Xavier Saintine (1798-1865), der igen var inspireret af en roman af sir Walter Scott, og her gaber Pepoli over for meget.

                      Pepoli prøver at stille skarpt og udelukkende fokusere på den kvindelige hovedperson, Elvira, og hendes sjælelige splittelse: Hun er som protestant i den engelske borgerkrig splittet mellem kærligheden til den kongetro katolik Arturo og pligten for sin familie. Blodige slag, politiske intriger og halshugninger skæres bort fra handlingen, der reduceres til samtaler, der har den revolutionære samtid som ramme, men kun handler om Elviras følelser; vil hun få Arturo eller ikke? Operaen begynder med en scene mellem Riccardo Forth og Bruno Robertson, begge protestanter, og førstnævnte tror, at han nu skal have Elvira, som han elsker, selvom hun ikke vil have ham. Så vender lykken (sådan som nu lykker gør), for i en længere scene derefter mellem Elvira og hendes onkel erfarer publikum, at faren (der underligt nok ikke selv kan meddele datteren sin beslutning, selvom han kommer på scenen for en kort bemærkning) har givet køb på sine politiske og religiøse standpunkter og accepteret, at Elvira først og fremmest skal have sin elskede og være lykkelig. Det er ikke vellykket dramatisk, men hvis man i stedet fokuserer på Pepolis hensigt og ikke på resultatet, så kan man forstå hans bevæggrunde; handlingens pludselige omvending skal illustrere den indre omvending og usikkerhed, som Elvira er i, og der skal ikke meget til at bringe hende ud af ligevægt, for da Arturo forlader hende på deres bryllupsdage for at frelse dronningen til den halshuggede konge, Karl I, bryder hendes vanvid ud i lys lue.

                      Den nu desværre afgående operachef Annilese Miskimmon har sat operaen i scene i Musikhuset i Aarhus, og iscenesættelsen er som hendes forgående enkel og træfsikker. Måske rammer den ikke så præcist som iscenesættelsen af Massenets Don Quichotte eller Janaceks Katja Kabanova og Jenufa, men det må tilskrives librettoens mangler; Miskimmon viser nemlig netop intentioner om at forstå Pepolis mangelfulde libretto, og det i en sådan grad at første akt er hårrejsende psykologisk drama: Miskimmon skaber en ramme, der foregår 300 år efter Cromwells tid og udspiller sig i Nordirland, i 1973, hvor konflikten mellem protestanter og katolikker var åben og blodig. Det er ikke grebet ud af den blå luft, for da de to elskende genforenes i tredje akt nævner Elvira, at adskillelsen har varet 300 år, og striden mellem kristne grupperinger er jo desværre lige så uhyggeligt aktuel som den nutidige terror, der finder sted i en anden guds navn. Fortiden kaster lange skygger, og i denne ramme illustreres Elviras psykiske ubalance af en række syner; en hvid dame, Rundhoveder i sorte dragter og kniplingskraver hjemsøger Leslie Travers scenografi, der forestiller et spartansk forsamlingshus, hvis vægge kan foldes sammen, ind og ud og derved bidrage til uhyggen med sine uventede knæk og folder. Hele anden akt, Elviras store vanvidsscene, foregår tilbage i 1600-tallet, og Elvira anno 1973 i skikkelse af skuespilleren Merete Mærkedahl er nu eneste iagttager til skæbner ramt af religionskonflikter, der tilsyneladende er dømt til for evigt at gentage sig. Det er formidabelt tænkt af Miskimmon, men når anden og tredje akt ikke i samme grad får det til at risle en koldt ned ad ryggen eller får hårene til at rejse sig af pludselig skræk, så skyldes det den dramatisk svage libretto. Pepoli fortsætter efter et skema, der dikterer, at en eller to fortæller, hvad der er sket, og først til slut, da Elvira af frygt for igen at blive forladt afslører, at Arturo er vendt tilbage og derved tragisk overgiver ham til sine fjender, sker dramaet på scenen: I endnu et vanvidssyn ser Elvira buddet fra Cromwells parlament, der bringer nyheden om, at Arturo frikendes, mens hendes protestantiske fæller bag hende skærer halsen over på Arturo. Skrækkeligt er det, at hun kun har forstand til at iføre sig sit brudeslør!

                      Når operaen ikke des mindre stadig fortjener at blive opført og sat i scene, skyldes det Bellinis underdejlige musik; en ustoppelig strøm af velklang og subtilt indsmigrende melodier finder ubesværet vej ind i øregangene, og hvilken anledning kunne være bedre til et genhør med dette musikalske mesterværk end en sangerinde som Henriette Bonde-Hansen? Hendes stemme har en styrke, præcision og skønhed, man kan skære sig på, hun forlener Elviras vanvid med så skarp en desperation, at man efter hver svimlende himmelflugt forventer et brat og blodigt styrt. Det kommer bare aldrig, og hun ejer hele forestillingen. BRAVA! At mindst én bel canto-opera pr. sæson på Det kongelige Teater ikke er øremærket hende, er hårrejsende at tænke på, efter at hun alene forhindrede, at den gyselige iscenesættelse af Rossinis Semiramis blev en skandaløs fiasko. Hun flankeres af lutter kompetente og velsyngende kolleger, men ingen synger så indfølt og ubesværet som hun. Leonardo Ferrando, der synger Arturo, må synge sig varm, før hans tenor bliver rigtig smægtende, og han må tydeligt kæmpe for at nå partiets umenneskelige højder i tredje akt, selvom hans stemme ikke knækker eller giver op. David Kempster synger den forsmåede Riccardo, og han har en varm, fyldig stemme, men han må spare den, for at kunne synge over orkesteret; her er Wojtek Gierlachs Giorgio Valton, Elviras onkel, der af uransagelige årsager fører ordet for hendes far, en mere konsistent og lige så varmt gylden røst.

                      Ved siden af de to kvinder, Miskimmon og Bonde-Hansen, fortjener dirigent Tobias Ringborg størst ros. Han styrer Aarhus Symfoniorkester med falkeblik og fast hånd (og det er at dømme efter de vildfarne horn ikke nemt!); han formår at skifte tempi, så uvejret raser, koret fejer ind på scenen, men også så lyriske, melodiske passager kan indfinde sig og fylde rummet ud. Det er sjældent, når en dirigent ikke pådutter sangerne sine visioner, men lader orkesteret følge sangerne så smukt som her, og han glatter tæpper og lægger silkepuder ud, så Bonde-Hansens tindrende sopran hele tiden ligger mageligt og blødt. Det er virkelig fremragende direktion, så overser man nok, at mere end et horn er lidt viltert, for det er svært ikke at lade sig rive med af Bellinis musik og Bonde-Hansens skønsang i Miskimmons skarpe indpakning. Man tørster faktisk efter mere, og denne bel canto-fejring måtte selv gerne kaste lange skygger. Helst mere Bellini!