lørdag den 23. maj 2015

Hverdag og (ikke megen) fest

Carl Nielsens Maskarade i Kasper Holtens sønderskudte iscenesættelse d. 21. maj 2015

150-års fødselaren Carl Nielsens opera Maskarade betragtes af de fleste som Danmarks nationalopera. For det første er forlægget af nationalkomediedigteren Holberg, for det andet passer den muntre handling til det danske hyggelune, og for det tredje er den bedste danske opera, der endnu er skrevet i Danmark, Heises Drot og Marsk, men den egner sig bare ikke så godt som nationalklenodie, når vi - gudskelov! - endnu har et monarki. Ergo er det Maskarade, der hives af stalden på nationale fejringsdage, og der er da meget godt at sige om denne opera, dog ikke i Kasper Holtens iscenesættelse, der desværre endnu lever, for den udstiller og fremhæver med sine mange idiosynkrasier operaens svagheder frem for at skjule dem.
                      En komedie - og Maskarade er en komedie, det kan enhver forvisse sig om, der har sine ørers brug endnu - skal helst forløbe hurtigt, kvikt og i et medrivende tempo. I denne iscenesættelse er det desværre kun Marie í Dalis scenografi, der glider nemt og hurtigt, og generelt kan man sige, at scenografien er prioriteret højere end personinstruktionen; de bedste vittigheder er dem, der opstår, når vi pludselig ser et bedsteborgerhjem anno 2006 rullet frem på en operascene (og det siger ikke meget). Alle værelser ligger akavet en suite, drengeværelse, badeværelse, dagligstue, spansk gildestue, pater familias’ kontor, entre og samtalekøkken, der et ad gangen danner baggrund for scenerne i første akt, inden denne ender med en vild jagt tilbage gennem alle værelser. Er det morsomt? Egentlig ikke - det er i alt fald en noget påtaget humor, der så ligger til grund for denne komedie, og ingen af Henri Bergsons grundlæggende (og oprørske) lattermekanismer - degraderingen, inkongruensen eller sproglegen - er at finde her, der er bare en tilstræbt, gold realisme. Er det idérigt? Langt fra! Så smukt og medrivende da? Nej, heller ikke. Én eneste original og poetisk idé er der i anden akt (her sover operaens personer af gud ved hvilken grund under åben himmel midt på gaden), hvor vægteren er blevet Ole Lukøje på rulleskøjter; her er fart over feltet, her er fantasi, ikke kun flove afsløringer af, hvad hver enkelt laver i sin seng… Der er netop lige luft nok til, at Leonora kan svæve ned fra det høje i sin romantiske teenageseng, men også tredje akt slæber sig tungt, tungt afsted. Maskeradens mange og dramatisk røde draperier burde ellers kunne bruges til pinlige afsløringer og muntre overraskelser, men det sker ikke; igen skal scenerne forankres i en virkelighed, der er for ordinær - også selvom scenerne betegnes som drømme - til at man kan blive let om hjertet, og når nu iscenesættelsens altoverskyggende pointe er, at vi aldrig er os selv, at vi altid går rundt med maske på bevidste om, at vi hver dag spiller en slags komedie for omverdenen, så kunne man godt ønske sig mere fantasi og poesi i maskeradens magiske rum.
                      Ambitionerne har ellers været store for Holten og de øvrige bag iscenesættelsen, og både scene og sal tages i brug, når Jeronimus skal udstilles i sin pinlige brandert, og han gramser og sætter sig på skødet af den forreste rækkes damer. Dette samt sceneskift til Leander og Leonora, Henrik og Pernille, Leonard og Magdelones drøm, til de store korscener og til dansene, der absurd lægges i hænder, fødder, arme og krop på ellers ret talentfulde artister, bryder det flow og den fest, der burde være over tredje akt, frem for at understrege det, og man sidder og skæver uroligt til uret. Der bliver en vandren ind og ud af scenen og ikke et kig ind bag masken til løssluppen udlevelse af sjælens inderste længsler. Man kunne mene, at det gav rum for skuespil, men det er her ikke; der er tom ageren og obskøne fagter, og uhyggeligt nok bidrager det til en fornemmelse af, at tredje akt ikke er så velkomponeret som de to første. Dygtige sangere kunne få en til at overse dette, men her er heller ingen forløsning for vores længsler: Gert Henning-Jensen kan partiet som Leander i søvne, og at han er (misundelsesværdigt) adræt som nogen yngling, beviser han ved i anledning af sit 25-års jubilæum samme aften at slå flik-flak hen over scenen under fremkaldelserne, der er bare for meget træt tenor i hans stemme til at vække nogen jubel. Petri Lindroos som Jeronimus kommer græmmeligt til kort og minder os kun om, hvor savnet Aage Haugland og andre legendariske jeronimusser er. Bengt-Ola Morgny kan kun vække jubel med sine dansefagter, ja, selv Henning von Schulman er ikke helt hjemme i partiet som Henrik, om end han høres bedre og syngere renere end nogen mand på scenen denne aften (undtaget Sten Byriels Ole Lukøje, der egentlig fortjener mere end at nævnes i parentes, for han kan høres!). Det er på spindesiden, der denne aften er noget at lytte efter: Randi Stene er pragtfuldt matrone-lig som Magdelone (i alt fald i første akt), Tuva Semmingsen er en skøn, skær og festlig Pernille, og Sofie Elkjær Jensen er som Leonora en åbenbaring, så det er ganske på sin plads, at hun kommer ind på scenen fra oven. Hende kan man kun glæde sig til at høre meget mere til!

                      Der er alt i alt meget hverdag og alt for lidt fest denne aften. Ikke engang Det kongelige Kapel opløfter sig denne aften til højder, der gør nationen ære, under Per Otto Johanssons indpiskning; der spilles præcist og nydeligt, men uden elan. Det er dog næppe tænkt som en svensk krigserklæring, for kapellet kender jo hver nuance i det danske arvesølv, så det burde være muligt at forsvare sig mod svenske unoder. Det er bare en helt almindelig torsdag denne aften i maj, hvor der ingen fest er i udsigt med denne opsætning på plakaten. Måske burde man overveje Schierbecks Fête galante som nationalopera? Den ville man gerne snart se på scenen - og ikke iscenesat af Holten!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar