Carl
Nielsens Saul og David støvet af i
Operaen d. 3. maj 2015
Det er påfaldende, at
al tidlig litteratur afholder sig fra at male psykologiske portrætter. I de
homeriske epoi, i sagaerne og i Biblen må man læse mellem linjerne og ud fra replikker
og handlinger finde frem til, hvad der rører sig i dybet af de homeriske,
islandske og bibelske helte. Selvom Det kongelige Teaters daværende direktør
Einar Christiansen som librettist til Nielsens Saul og David digtede til Biblens fortælling om Israels første
konger (og selvom Jyllands-Posten i sin anmeldelse af urpremieren i 1902 skrev,
at ”Komponisten [har] al god Grund til at være Textforfatteren taknemmelig”),
føjer han nu ikke meget til selve handlingen
i operaen. Det er svært at forstå, at Christiansen levede i det naturalistiske
dramas storhedstid, når han begrænser sine tildigtninger til et par monologer
til kong Sauls parti, for ganske vist åbner disse på klem et kig ind til dette
– meget moderne – splittede menneske, men handlingen er og blive udramatisk og
wagnersk. Dette råder instruktøren David Pountney nu i jubilæumsåret for
komponisten bod på med en iscenesættelse, der loyalt både udstiller denne
mangel på handling og uddyber, hvor stort og dybt dramaet egentlig er. Det
drama, som Nielsen åbner ind til i sit (for?) rige partitur.
Der er to sfærer, der støder sammen i dette
drama om en statsmand: Den offentlige og den private. Dermed understreges
operaens evigtgyldige udsagn om, at der er koldt på toppen, og kostumer og
scenografi bidrager hertil; subtile referencer i mønstre og dekoration knytter
handlingen til Mellemøstens krigshærgede område, uden at symboler eller flag
låser handlingen fast i nogen konkret konflikt, hverken nutidig eller fortidig.
Den private sfære udspiller sig i scenens forgrund om et mønstret flisegulv med
bløde sofaer, der marker vægge, men disse er her ikke, så der er frit udsyn til
to betonboligblokke i baggrunden, hvor de to sfærer bindes sammen, idet
befolkningen følger med i kriserne i den private sfære på deres TV. Det
understreger elegant, at kong Saul operaen igennem først og fremmest er tynget
af behovet for at stå sig godt i offentlighedens øjne og træffe både kloge og
populære valg, nøjagtig den samme situation som demokratiske politikere agerer
under.
Spændingen mellem disse poler, det private og
det offentlige, den tænksomme Saul og den populære David, understreges eller
forrykkes ikke yderligere, hverken af operaen selv eller af iscenesættelsen;
den forbliver spændt, udtrukket og dirrende som hos gysermesteren Hitchcock,
der vidste at opbygge spændingen ved at trække på publikums forventning om, at
gyset kommer, men ikke at afsløre hvornår. Det er musikken, der fastholder
denne spænding, Christiansens libretto er som sagt ikke spændstig nok hertil,
men de nuancer og rige facetter, der er i Nielsens partitur lodder psykologiske
dybder hos karaktererne, tydeligst den lyriske, vedholdende tone hos David og
Sauls kontrastrige, dirrende og ulmende musik. Først til sidst forløses denne
spænding naturligvis, og her har Pountney endnu et par godt gemte, men
afgørende stikkort: For det første lader han Saul hænge sig på den krog, der
indledningsvis frembar det offerdyr, som han – uden profeten Samuel – tillod
sig selv at skære halsen over på, for det andet afslører han samme Samuel som
en slem og magtliderlig manipulator, der til sidst viser sig ikke at være død,
men derimod klar til skubbe David fra hans nyvundne magt. Det er med til at
understrege, at Saul og David på den
ene side er lige så højspændt en thriller som House of Cards, den er – på den anden side – blot elegant
underspillet som en islandsk saga.
Sangerne eller kapellet er på intet tidspunkt
underspillede! Det kongelige Kapel (og det fulde navn må nævnes, når spillet er så fornemt som her, for det er i sandhed
kongeligt!) spiller så sikkert under Michael Schønwandts direktion, at det –
for at blive ved operaens temaer – nærmer sig helligbrøde, men man labber det i
sig. Det er muligvis indbildning, men det er påfaldende hvor meget bedre sangerne
lyder, når de synger på deres modersmål (eller et nært beslægtet sprog). Det
kan være svært at forstå, blandt andet fordi sangerne til tider virkelig
udfordres af orkesteret, hvad der synges, men stemmerne er af en karat for sig
og hæver sig hele tiden højt og flot i stor harmoni med orkesteret. Johan
Reuter er afgjort forestillingens store stjerne, og det er fuldt berettiget, at
han nu er nomineret til en Reumert for sin præstation, og vi skal være glade
for endnu at kunne holde på ham i Den kgl. Opera. Det bliver en lykke at
genhøre ham både som Gianni Schicchi og
Barak i Kvinden uden skygge næste
sæson. Niels Jørgen Riis’ tenor klinger smukt og lyrisk som naturens muntre søn
David (selvom Riis jo ikke just er nogen yngling længere), Michael Kristensen overrasker
som Jonathan til stadighed ved at have så ren en stemme – desuden artikulerer
han, så man tydeligt hører, hvad han synger – og Ann Petersen slynger som Mikal
sin mægtige stemme ud og begrænses kun af partiets lidenhed. Musikalsk er det
med andre ord en formidabel eftermiddag, og iscenesættelsen fremhæver fornemt
det drama, der er i operaen, men om det i øvrigt gør operaen mere levedygtig
end operaer af andre danske komponister, er usikkert.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar