Shakespeares Macbeth helt
efter manuskriptet i Odeon d. 26. September 2017
Mødet
med Shakespeares tragedie Macbeth
blev afgørende for undertegnedes valg af studium og levevej. Netop denne
tragedies blodige drama, stramme form, geniale vekslen mellem lys og mørke,
orden og kaos, gys og latter og ikke mindst dens poesi åbnede sig som en kirke
for den uindviede og viste, hvad litteraturen kunne: skabe sammenhænge,
billeder og verdenssyn, der rakte ud over den enkelte, og omkalfatrede en
teenagers vege forståelse af sig selv. Macbeth
er Shakespeares korteste, mest blodige, men også mest tætkomponerede tragedie.
Den følger en klassisk skabelon, hvor kosmos ved et mørkt menneskes indgriben
erstattes af kaos, inden kosmos til slut genoprettes, men det overnaturliges -
heksene, Banquos genfærd - medvirken og poesiens billeder åbner lag og dybder,
så publikum eller læseren svimler - som Macbeth svimler ved udsigten til den
absolutte magt. Er det mon bardens mest fængende drama ovehovedet?
Simon K. Bobergs iscenesættelse
i teatersalen i Odeon følger loyalt den centrifugale kraft i tragedien, der i
høj fart driver Macbeth og hans hustru væk fra retfærd og mildheds vej. Der er
få udeladelser, men man bemærker det ikke; dels savnes de ikke for forståelsen,
dels suger det fortættede drama alle til sig. Fra heksenes første hæse stønnen
og skarpe skrig i totalt mørke er der kun én vej for Macbeth: mord som adgang
til magten og den deraf følgende undergang. Men efterhånden som frygten griber
ind, og mordene bliver mere og mere tilfældige, blodige, og deres antal stiver,
lysner det også i syd; det synes uomgængeligt, at den eneste løsning på
rædselsregimet er Macbeths afsættelse, for således går det jo alle tyranner.
Dette det uretfærdiges uafvendeligt bratte fald fra sin pludselige opstigen iklædes
enkelt og smukt kostumer i sort og hvidt af Siggi Óli Pálmason. Materialerne er
primært læder og stål, og snittet i kostumerne mimer såvel middelalder som Game of Thrones, men der er også
undertoner af sadomasochisme qua såvel harness
som bare mandemaver og kavalergange. En enkelt pibekrave og en stor, stivet
tylskrave minder om, at dramaet trods alt har rod i renæssancen. Rød får som
den eneste farve lov til at bryde kontrasten mellem det sorte og hvide; det er
blodets farve, og blodet rinder i stride strømme i denne opsætning, så det
flere gange må spules bort fra scenegulvet, for skuespillerne har svært ved at
stå fast i den fede, røde farve, som skuespillerne smøres ind i.
Pálmasons scenografi er
lige så enkel som kostumerne og dermed lige så storslået: Publikum sidder på
begge sider af en lang, smal scene. I den ene ende er en fordybning, en grav,
en grøft, fuld af vand, i den modsatte hæver en række trin den så eftertragtede
trone op på et podium. Det er så enkelt, at det ikke påkalder sig
opmærksomheden som symbol, selvom det naturligvis skal forstås sådan. Det
stjæler blot ikke billedet eller bærer forestillingen alene, og det er
mesterligt gjort. Endevæggen modsat tronen består udelukkende af projektører,
der alt efter om de alle eller kun enkelte tændes, ved Simon Holmgreens fine
arbejde kan kaste glans over magtens sæde eller genskabe den øde, mørke hede og
dunkle bagholdsskjul. Ved forestillingens begyndelse sidder alle aktørerne på
stole langs siderne foran publikum, men de bliver gudskelov ikke siddende; de
vandrer ind og ud som modsvar til den efterhåndende dominerende teatertrend, at
alle skal være til stede hele tiden, og forvandles undervejs til andre
karakterer i tragedien. Det er storartet gjort, for det bidrager kun til
følelsen af, at skæbnens gang er uafvendelig, og at alle er medvirkende til at
dreje det store skæbnehjul rundt, rundt, rundt.
Bobergs personinstruktion
er eminent og forløses lige så smukt, som Shakespeares blankvers tidligere har
været en hæmsko for opsætninger på Odense Teater. En skærsommernatsdrøm blev for få sæsoner siden blev trampet i
stumper og stykker, fordi replikkerne fremførtes med staccato, men her er det
et flydende, levende sprog i Niels Brunses kongeniale oversættelse.
Karaktererne lever, så man tror på, de har det blod i sig, som de smøres ind i!
Claus Riis Søndergaards Macbeth træder ind på scenen som en mand - og tag ikke
fejl, han er meget mand - men en mand uden formål med livet. Han er grebet af
eksistentiel tomhed og griber ud af den tomme luft, som heksene siges at komme
fra, deres spådom om, at han skal blive than af Cawdor og siden konge. Han
klamrer sig desperat til den, forfølger den, og selvom frygten for at miste
magten har sit klamme greb i ham, så ryster han - som mand - aldrig siden på
hånden og går sin undergang stærkt og sejrssikkert i møde. Marie Dalsgaard
fremstiller lady Macbeth, den mest mandige af alle kvindeskikkelser i hele
teaterlitteraturen, som hans modsvar, ikke som den modsætning hun ofte ses som.
Traditionelt former de to en kiasme i tragedien; han bevæger sig fra svaghed
til styrke og mod, hun fra mandsmod til desperation og sindssyge, men her har
de begge mistet kontakten til livet, og hendes æggen for at få ham til at myrde
kongen er kun et desperat forspil til en syg, depraveret og meningsløs sexleg.
Det står pludselig klart, at Justin Kurzels filmatisering af tragedien fra
2015, der indledes med Macbeth og lady Macbeth ved deres døde barns båre, har
et reelt grundlag, og når lady Macbeth taler om at ville rive det lille barn
fra sit bryst og kvæle det med egne hænder, så bunder det ikke i unatur, men i
sorg og livslede så stor, at mord ingen moralske skrubler længere giver. Det er
mageløst godt set af Boberg og spillet af Østergaard og Dalsgaard.
Banquo, Macbeths våbenfælle
og senere fjende, da denne spås at skulle blive far til kommende konger, gør
Jon Lange også til mand, men mand med rygrad og moralsk styrke, så da hans
genfærd hjemsøger Macbeth, siger det sig selv, at han stadig er sig selv, som
han rejser sig fra vandgraven, og intet luftsyn eller en fremprojekteret
illusion. Hans søn Fleance spilles af Joakim Skovgaard med teenagerens spirende
mod, og Nicolai Jandorff er som Macduff skræmmende stålsat, også inden Macbeth
har myrdet hans hustru, børn og hele husstand. Der er en egen drilsk logik i,
at Peter Gilsfort forlener kong Duncan med samme majestætiske ro som den lejemorder,
han siden portrætterer, da Duncan er blevet myrdet, og Hanne Hedelund, Katrine
Bæk Sørensen og Søren Højen er nærværende, intense og ferme skakbrikker i
spillet, uanset hvor meget de flyttes rundt mellem de mindre roller. Ikke
mindst Hedelund brillerer med stort overskud i portnerscenen lige efter det
bestialske kongemord. Kun Youssef Wayne Hvidtfelt magter ikke rollen som
Malcolm, og mod den tilsigtede virkning aner man, at han næppe vil sidde længe
på tronen; hans udtale er rædselsfuld, han siger ”frammed’” og snapper endelser
af, så hans replikker bliver mudrede, og hans indlevelse er lige så uklar.
Undertegnede havde glemt den lange scene, hvor han for at prøve Macduffs
troskab spiller kold og kynisk, han er ligeglad med retfærdighed og hævn, og
scenen her kaldte den ikke frem i hukommelsen, for der er ingen forskel i
Hvidtfelts spil, hverken mimik, gestik eller diktion røber, om han forstiller
sig eller er ærlig. Det sørgelige er, at denne meget ringe præstation træder des
tydeligere frem på baggrund af alle andre, der er intet mindre end fremragende.
Opsætningen bestyrker kun
en i, at Macbeth er en af
Shakespeares fineste tragedier, et af de bedste dramaer, der nogensinde er
skrevet, og styrken ligger først og fremmest i, at Boberg & co. med
mesterlige greb formår at gøre alt det, der står i manuskriptet, og samtidige
overraske med skuespillets intensitet og nye belysninger af karakterernes
psykologi. Kun Kim Malmoses lyddesign skuffer ved i sin brug af dødsmetal som
baggrund for de bestialske mord ikke at overraske med andet end det forventede,
men det er også undtagelsen, der bekræfter reglen. Musikken forplanter sig dog
- som skuespillet - fysisk til publikum, og man kan simpelthen føle vanviddet,
begæret, raseriet og overmodet på egen krop, og ret meget større ros kan ingen
teaterforestilling vel få.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar