søndag den 25. februar 2018

Vandring gennem Hades


Gluck druknet i Lethe, glemslens flod, i opsætning af Orfeus og Eurydike. Den fynske Opera d. 20. februar 2018

                      ”Således sang han og slog de klingende strenge til sangen.
                      Skyggerne rørtes til tårer. Og Tantalus glemte at snappe
efter den flygtige bølge. Ixion at snurre på hjulet,
gribbene glemte at hakke i Tityos, Danaus’ døtre
lod deres kar være kar, og Sisyphus sad på sin klippe.
Ja, det berettes, at selv Eumeniderne rørtes af sangen
og måtte knuse en tåre. Og hverken dødsrigets dronning
eller gemalen kan nænne at afvise bønnen og kalder
da Eurydice frem. Hun stod blandt de nyligen døde.”

Således beskriver den romerske digter Ovid evnerne hos sin mytiske kollega Orfeus i sit smukt vildtvoksende og vidt forgrenede mesterværk Metamorfoser, her i Otto Steen Dues endelige oversættelse fra 2005. Ovid betoner i denne passage kunstnerens evne til at tryllebinde og forføre selv den strengeste vilje og give de lidende trøst, men myten om Orfeus og hans elskede Eurydike, der så pludseligt rives bort, handler også om kunstens så begærede, men evigt uopnåelige mål. Orfeus må - hvis vi skal tro Ovid - have formidlet sin længsel afklaret, afstemt og gribende; han må have besiddet dét talent, som holdet bag co-produktionen af Orfeus og Eurydike ikke besidder, for - polemisk sagt - er Tantalus’, Ixions, Tityos’ og Sisyphus’ lidelser næsten at foretrække frem for denne forestilling.
                      Oppe på jorden, væk fra Hades’ haller, bør man nok give en mere konkret og mindre billedrig beskrivelse af, hvorfor denne forestilling ikke lykkes: Den vil for meget. Sympatisk har produktionsholdet lænet sig op af Christoph Willibald Glucks rolle som reformator af operagenren, nemlig at forene sang, musik, dans og skuespil i en plastisk symbiose, så forestillingen præsenterer både sangere, dansere og skuespillere, og bagtæppet er en videoprojektion. Men ambitionen må have været, at hver kunstart skulle stå frem i sin egen ret, ikke at lade dem smelte sammen og forstærke hinanden i én harmonisk forestilling, og resultatet er, at kunstarterne skriger til hinanden: Gluck kvitteres i det dunkle program (rød skrift på sort papir er næsten umuligt at læse) for at være komponist, men Glucks fremragende oeuvre er ”arrangeret” af Jéròme Baur, hvilket i realiteten vil sige, at Glucks musik er sukret ind et tykt lag af synthesizer-pop. Både en oboist og en fløjtenist kvitteres i programmet, men det er kun fløjten, der trænger gennem laget af syntetiske instrumenter. Som enhver muzak er den optaget og lægger sig tungt over publikum gennem ophængte højtalere. Det medfører, at sangerne må bære mikrofon, og uanset hvor glimrende Josefine Andersson, der synger Orfeus, og Berit Barfred Jensen, der synger Eurydike, end er, så sidder man i en lille sal som på Den fynske Opera lammet af frygt for at blive døv. Opera og mikrofoner hører kun sammen til udendørskoncerter!
                      Det stopper som sagt ikke her. De to sangere står stive som støtter, og ganske vist er Weirdwears kostumer til de to meget smukke, men det bidrager ikke just til at gøre forestillingen til musikdramatik. Dramaet formidles af to dansere, der udtrykker sangernes følelser gennem kroppen; Mark Philip er Orfeus, og Noora Hannula er Eurydike, og de er begge fremragende. Med stor styrke og præcision rammer de, hvad musik og sang ikke formår, og blev publikum ikke forstyrret af disse, ville man blive rørt af de to dansere og de poetiske billeder, der skabes omkring deres dans. Poetisk er Mark O. Viktovs videodesign på bagtæppet ikke just, men min kollega, der ledsagede mig, formåede til trods for at være operanovice (der bestemt ikke blev fanget af genren ved denne lejlighed) at bevare sit gode humør; hun fik associationer til Monty Pythons decoupage-inspirerede videoer og måtte undertrykke flere fnis undervejs - selvom de næppe var blevet hørt i synthesizerlarmen... Jeg måtte give hende ret, så kan læseren forhåbentlig se for sig, hvordan nedgangen til underverdenen gennem trærødder og faldende sten tog sig ud. At et kor har bidraget på det præindspillede lydtæppe eller at skuespilleren Elise Müller agerer Orfeus’ mor, musen Kalliópe, hjælper intet.
                      Forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem Meridiano Teatret, Uppercut Danseteater, NordicOpera og Den fynske Opera, og det er virkelig et sympatisk projekt, for det kunne have været lykkedes. Tvivler man, kan man opsøge José Montalvo og Dominique Hervieus opsætning af Jean-Philippe Rameaus Les Paladins; den findes på DVD (med fremragende Les Arts Florissants under William Christies ledelse) og forener forbilledligt Rameaus smukke, sprøde toner med hiphop/breakdance/moderne dans i fascinerende, farverige, sjove og udtryksfulde optrin. Her på Den fynske Opera er nok nok, og kunstarterne er hverken afstemte efter musikken eller respekterer Glucks værk, så publikum er uforstående over for Orfeus’ evner, der lokkede hans elskede Eurydike fra Hades og Persefone. Man savner modet til det enkle, modet til at lade Glucks musik tale for sig selv som i en opsætning på Den fynske Opera for år tilbage, hvor publikum sad på begge sider af scenen, hvor sangerne var alene helt uden scenografi eller rekvisitter. Denne opsætning er en vandring gennem underverdenen, og kun den stumme, stærke dans formår at røre bare en lillebitte smule.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar