torsdag den 1. marts 2018

Den i sneen vildfarne


Den jyske Opera på turné med en jævn opsætning af Verdis La Traviata. Odéon d. 27. februar

Kong Vinter gæster landet i disse dage med hele sit følge! Sneen drysser og fyger, kulden bider, eller ”det skrubknager” i én, ”så dejligt koldt er det”, som Andersens ”Snemanden” siger. Selv på scenen i Den jyske Operas turnéopsætning af La Traviata sner det; i anden akt drysser sneen ned uden for vinduerne, i tredje akt lader scenografen Annette Mahlendorf og instruktøren Lothar Krause det sne over Violettas seng. Det er et poetisk tableau, men også et symbolsk billede, for i modsætning til publikum i salen er Violetta ikke udsat i kulden: Hun er ikke tuberkuløs, men stiknarkoman og sniffer baner af sne og altså mere afhængig af sne snarere end faret vild i den. Det er fint set af instruktøren at lade den kvindelige hovedkarakter være så mærket af sin tilværelse som prostitueret (om end i luksusklassen), at hun må ty til narkotika for at kunne være til. Det er i alt fald bedre gennemtænkt end at godt 1700 publikummer skal i den samme garderobe efter forestillingen for at hente sit overtøj, og overtøj er nødvendigt i disse dage.
                      Problemet er ikke sne i lange baner (the pun is intended), problemet er mangel på takt og omtanke. Den manglende takt skal forstås bogstaveligt for samspillet mellem sangere på scenen og Odense Symfoniorkester i graven, for ja, Odeons store sal egner sig glimrende til opera, der er en fremragende akustik, men det gør det kun tydeligere, når musikere og sangere ikke formår at følges ad. Det sker gennem hele forestillingen og kan ikke bare være en enkelt forseelse - men måske fordi denne forestilling er den trettende på turnéen? Takt mangler også i Krauses instruktion, for på den ene side er det ganske i Verdis ånd at ville sætte et samfundsaktuelt problem som prostitution på scenen, på den anden side er Violetta Valéry kurtisane - luksusluder - men der er ingen luksus eller elegance i hendes fremtræden på scenen eller det selskab, hun omgiver sig med: Violettas kostume er slidset op til taljen og ringet ned, så udskæring og slids næsten mødes, og koret kommer fjantet fnisende ind til fest i første akt og rager uhæmmet på hinanden eller forsøger sig ubehjælpsomt som fan dancers. De synger glimrende, men det er længe siden, jeg har oplevet Den jyske Operas kor agere så amatøragtigt. Nænsomhed og følsomhed er sørgeligt fraværende.
                      La Traviata betyder ’den vildfarne’, og man kan ikke beskylde Kari Postma, der synger partiet som Violetta, for at være faret vild, for hun har en smuk, kraftfuld stemme, men hun snyder på vægten i første akts store, afsluttende arie; flere fraseringer, koloraturer og toner mangler simpelthen. Det er en slem skuffelse at opleve en stor stemme give op, og en mulig undskyldning om at være faret vild i sneen og påvirket af kulden holder ikke. Bedre er Jung Soo Yun som Alfredo med sin slanke, elastiske tenor, men hans klang savner glans, og hans præstation denne aften er en afglans af hans Nemorino i efterårets opsætning af Elskovsdrikken. Bedst er afgjort Trond Halstein Moe som faren, der som så mange forældre ønsker at gøre det bedste, og derfor gør det værste; hans stemme har glans, fylde og den varme, hans handlinger ikke viser, men iblandt er den klemt og mister højde, måske fordi Krause har lænket ham til en kørestol - eller snarere ladet ham synke helt sammen i en kørestol og frataget ham muligheden for at trække vejret igennem. Der er alt i alt for mange skuffelser i denne opsætning. Den er ikke dårlig, men den er heller ikke mere end jævn, blandt andet fordi Krause for ihærdigt ønsker at afdække lag eller tilføje et coup de téatre ved at lade Alfredo, Germont og den tro Annina skynde sig ud af scenen, lige inden Violetta styrter sammen og udånder. Er deres tilstedeværelse kun et resultat af hendes narkorus? Det er villet, og det faste greb i hjertekulen udebliver, så man får ikke rigtig varmen, inden man skal ud i kong Vinters isnende favn. Desværre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar