Fladt teater

 Tryllefløjten i Operaen d. 10. september 2020: Tredimensionel sang i endimensionel iscenesættelse

 

Det er underligt atter at være i Operaen og så trods alt mangle det, man har savnet: samspillet mellem sangere, orkester, kor, scenografi og skuespil. Alt det, som operaen som genre kan - og det er som bekendt det hele. Tilfældet har villet, at der ved dette gensyn som ved sidste besøg (d. 8. marts, tre dage før Statsministeren iværksatte sin frygt- og skræmmediskurs) var Mozart på plakaten; d. 8. marts den lette, underfundige og menneskekloge Così fan tutte i en enkel, men netop spillevende iscenesættelse, og nu, d. 10. september - et halvt år senere - den enkle og dog dybe Tryllefløjten i en bogstaveligt talt flad iscenesættelse. De musikalske spændinger mellem højt og dybt, mellem kor og soli, mellem virtuositet og enkelhed består stadig, men operaens temaer om mand og kvinde, fornuft og følelse, visdom og enfold lades sørgeligt i stikken i en iscenesættelse, der kun har ambitioner om at farvelægge.

                      Det er Barrie Kosky, der igen har fået lov til at stå for iscenesættelsen af sæsonens åbningsforestilling (i fjor var det Carmen, hans fattige forstand fik gjort kål på), igen pr. stedfortræder, nu Tobias Ribitzki. Man spørger sig selv, hvad det er, operachefen ser i denne mand. At han er australier og derfor engelsktalende som John Fulljames? Det er svært at finde anden gyldig grund; Carmen var overfladisk, ren stil og umiddelbart også mandschauvinistisk, Tryllefløjten er selvmodsigende, sexistisk og måske nok eventyrlig, men uden at lodde nogen af de dybder, der ligger i såvel folke- som kunsteventyr. Kosky har sammen med teatergruppen 1927 dannet konceptet for denne opsætning (det står der sgu i programmet!), og i et interview afslører Kosky uden mindste blusel sine manglende ambitioner som iscenesætter: ”Frimurerstaffagen i historien interesserede os meget lidt, da det naturligvis har meget dybere rødder” (undertegnedes fremhævning). Tak for trylledrik, siger man så, skal vi bare spises af med illustreret klassiker? Lad gå med, at frimurertematikken (alene det at kalde det ”staffage”!) ikke er så relevant for nutidens publikum, men hvad så med kampen mellem kønnene, mellem intellekt og drift, mellem lys og mørke, er det temaer, der er helt uvedkommende i dag? Uden begrundelse har Kosky og 1927 hentet inspiration i stumfilmens univers: På et hvidt lærred projiceres animationer af dybe skove, mekaniske dyr, flyvende elefanter, jordens indre, sommerfugle, møl og drager op og danner baggrund for sangerne, der primært står stille eller bevæger sig ganske lidt frem og tilbage. Det sætter sine logiske grænser for samspillet og for udfoldelsen af psykologiske dybder, men som med Carmen har Kosky velsagtens undsagt disse på forhånd. Forstår han ikke karaktererne?

                      Opsætningen vækker i alt fald større undren, end den forsøger at give mulige svar. Hvorfor er Nattens Dronning en edderkop? Hvorfor er Tamino i smoking? Hvorfor ligner Sarastro en sprechstallmeister fra et cirkus for gespenster, og hvorfor nidstirrer hans præsteskab (der er klædt som han selv) Pamina i underkjole? Iscenesættelsen postulerer og fabulerer i farver og former uden at have nogen forståelse for hverken musikken eller karaktererne, og der er ingen begrundelse for disse påfund, de er ren form og overflade (bogstaveligt talt!). Kun det, at den talte dialog er erstattet af stumfilms-titler med klaverledsagelse (selvfølgelig også Mozart: fantasierne KV 475 og KV 379) er æstetisk vellykket. Disse passager gør intet for at uddybe forståelsen, stumfilmsmotiverne var meget, meget mere begrundede og vellykkede i Martin Lyngbos iscenesættelse af Rossinis komedie om Barberen i Sevilla i 2018, de har blot en renhed og konsekvens i udtrykket, der er saliggørende, fordi resten er et virvar af indfald og grimasser.

                      Man skal ikke gå i Operaen til denne forestilling for at finde det, man har savnet - samspillet mellem kunstarterne - man skal gå i Operaen for at nyde sangerne og Det kongelige Kapel, for her er verdensklasse: Sofie Elkjær Jensen synger Pamina med en stemmepragt og styrke, der blæser en omkuld! Her er materiale til en donna Anna eller grevinden i Figaros bryllup, og det må næsten være et must at opleve hende synge Fiordiligi i genopsætningen af den indledningsvis omtale Così fan tutte til februar; BRAVISSIMA! Stephen Milling er - som altid - uden sammenligning som Sarastro; få kan som han artikulere og nuancere partiets dybe toner, og Gert Henning-Jensen er intet mindre end fremragende som Tamino, når han forlener partiet med en råstyrke, som var det en wagnerhelt, der kom på scenen. Rainelle Krause er en fuldt kapabel og smukt klingende Nattens Dronning, men lige så ekvilibristisk let hun synger koloraturerne, lige så meget kniber det hende i det dybe leje. Beundringsværdigt er det, at hun synger på dansk. Palle Knudsen synger og agerer Papageno hjemmevant; som den eneste forsøger han/har han mulighed for at lægge grimasser og gestik i partiet på den flade baggrund, men han virker alligevel ikke på nogen måde engageret (og med opsætningen in mente kan man ikke fortænke ham i det). De tre damer er i både smukke og dygtige hænder hos Sine Bundgaard, Elisabeth Jansson og Hanne Fischer (men hvorfor synger de fra kongelogen og har stand-in-damer på scenen?), kun Christian Damsgaards Monostatos forbigås helst i stilhed (for han kan hverken synge salen op eller følge dirigenten…). Det kongelige Kapel? Det er sagt: Verdensklasse! Musikkerne sidder spredt og fylder hele orkestergraven ud, men klangen er tæt og fyldig, intonationen skarp og rytmen nuanceret og meget mere dynamisk end tegnefilmen bag sangerne. Alt sammen under ledelse af Nikolaj Szeps-Znaider. Man får lyst til at omformulere Kierkegaard og udbryde: ”Hør, hør, hør Mozarts Tryllefløjten!” Man kan gerne - som Kierkegaard også opfordrer til - høre den på afstand, uden for døren eller med lukkede øjne, for det er i musikken, sanseligheden findes, ikke i denne iscenesættelse.