Ud i lyset

 Carl Nielsens klarinetkoncert og symfoni nr. 2, De fire Temperamenter. Operaen d. 4. september 2020

 

Vinteren i Danmark er ikke, hvad den var engang, synes man, hvis man har lagt bare nogle årtiers vintre bag sig. Ganske vist er hukommelsen selektiv, og man kan let bedrage sig selv, men statistikkerne, der ofte ellers tegner et unuanceret og ikke videre brugbart billede af tingenes tilstand, bekræfter det, så noget må der være om det. Et déja-vu til en rigtig (sic) vinter på vore breddegrader, sne i tykke driver, frost og is, der låser alt og alle fast, har man dog fået hen over sommeren 2020. Ikke fordi juli var historisk kold og solfattig; august tog revanche, lod solen brage løs fra morgen til aften, bagte og brunede alle bare lemmer, men fordi følelsen af at være spærret inde har siddet i kroppen siden marts. Jovist, vi har kunnet komme ud, gå på café og ud at spise, men følelsen af at leve, at ånde frit og strække sig mod lyset, den følelse som levende musik kan give til nuet.

                      Måske det er en slidt metafor kalde forårets drastiske nedlukning for en fimbulvinter, men den er vakt til live (!) netop af musikken: Det kongelige Kapels første koncert i den ny sæson. Først markeredes 200-året for urpremieren på ouverturen til Webers Jægerbruden, dernæst Carl Nielsens klarinetkoncert med John Kruse som solist, og det var som ventet dybt betagende: Kruse styrede let og adræt gennem koncertens udfordringer. Der er temaer undervejs, der i fynboens øre klinger af bløde, bugtende landskaber; ikke grønne guldalderdrømme, men fed, fynsk muld, der damper af varme under strejf af tåge. Klarinetten er ingen kvidrende lærke, den er frøet, der spirer og med styrke og spændstighed kæmper sig frem og op i lyset. Der er vilje og trods i koncertens modernistiske klange, og alligevel kan den som Nielsens sange, hvoraf der altid findes flere til netop sin årstid, høres som en vilje til liv enten i foråret, når solen stiger, eller i sensommeren, når efteråret nærmer sig med stadigt mere adstadige skridt. John Kruse forløste det hele.

                      Klarinetkoncerten var uden tvivl aftenens clou, men Nielsens anden symfoni, De fire temperamenter, efter pausen var dog lige så vital og vild som koncerten, ikke mindst den første koleriske. Nielsens status som nationalkomponist cementeres dagligt af P2, og man kan godt få Nielsen-forstoppelse, indtil man netop efter en tørkeperiode opdager, at Nielsens anden har næsten lige så meget at byde på som Sibelius’ - navnlig under Alexander Vedernikovs ledelse. Nielsen er blevet en del af Det kongelige Kapels DNA, men det er velgørende at høre dem spille uden at skulle tage hensyn til sangere på scenen, for Nielsen er symfoniker, og Maskarade, der kommer op (igen, igen…) senere på året, har det med at lade sangerne komme i klemme. Det sker ikke her, og Vedernikov indpisker kapellet med temperament nok til at gøre det ud for en hel opera! Også for Det kongelige Kapel er det tydeligvis saligtgørende at komme ud i lyset.