lørdag den 29. oktober 2022

Haleløs havfrue

Vokalt overskud i en mangelfuld iscenesættelse af Dvořáks Rusalka. Den fynske Opera d. 28. oktober 2022

 

Med opsætningen af Rusalka fejrer Daniel Bohr sit 60-års jubilæum som instruktør. Det er i sig selv en bedrift, der er betydeligt mere værd end den laurbærkrans - er den aldrig så symbolsk - som han blev overrakt på premiereaftenen. Han er nu en ældre, gangbesværet herre, men han takkede med stort humoristisk overskud med bemærkningen: ”Jeg har aldrig prøvet at holde 60-års jubilæum før. Jeg har heller aldrig været gammel før.” På Den fynske Opera er Bohr en kendt og elsket gæst - og det kan man godt forstå med det lune; her har han tilbage i 2008 instrueret en for denne anmelder meget mindeværdig opsætning af Philip Glass’ The Fall of the House of Usher, han stod bag opsætningen af den Reumert-belønnede Andre bygninger i 2015, Den glade enke i 2017 og Til døden os af Andy Pape i 2018.

                      Men opsætningen af Dvořáks eventyropera Rusalka kommer ikke i mål - bogstaveligt talt, for den når aldrig tilbage til udgangspunktet, så konceptet afrundes ikke, og forestillingen bliver ikke homogen. Det er oplagt, at man i H. C. Andersens fødeby på Den fynske Opera lige ud til den brusende Odense Å sætter operaen om den lille havfrue, der går så grueligt meget igennem uden at få prinsen og det halve kongerige, op, og Bohr forfalder umiddelbart ikke til de samme eventyrklichéer som turistforeningen i Odense gør. (Byen lukker øjnene for, at det var den provinsielle mangel på ånd, der altså stadig hersker, der drev den unge digterspire bort allerede som teenager, for Andersens verdensberømmelse vil man trods alt gerne have del i.) Bohr har fint blik for, at havfruen Rusalkas tragedie kan læses som en parabel over mandens dobbeltmoralske syn på kvinden og hendes seksualitet sidst i 1800-tallet, da operaen blev til. Da operaen begynder er Rusalka blot en af de mange kvinder - fra litteraturens verden er den måske bedst kendte den norske forfatter Amalie Skram - der blev indlagt med diagnosen hysteri; fastlåst og umyndiggjort sidder hun i spændetrøje og rullestol og drømmer om sin prins. At det er disse (seksuelle) fantasier, der er årsag til, at hun er endt i spændetrøjen, bliver imidlertid aldrig så klart for publikum, som det burde, for da Rusalka i anden akt forsvinder ind i en for klichéfyldt eventyrverden med kandelabre, draperier og diademer, er det sin egen frigiditet i skikkelse af den varmblodige prinsesse, som prinsen vælger frem for hende, hun konfronteres med. Hun rulles nok ind i rullestol i tredje akt, men den ellers klare markering af, at kvindens lyst blev sygeliggjort, bortplumres til slut af hendes selvmord i armene på den døde prins (endnu en kliché), og karaktererne omkring hende forestiller i en stor forvirring på skift sygeplejersker og eventyrvæsener. I selvmordet overgiver hun sig til sin ikke-lyst, til sin alt for rene, platoniske kærlighed, men det gør hende ikke til en tragisk karakter, det gør hende blot til et ideal for mandschauvinismen, der hyldede den dydige hustru og i smug gik til prostituerede eller udnyttede stuepigen, og så mister opsætningen sin pointe. Havfruen har ingen hale.

                      Den manglende fastholdelse af præmissen for iscenesættelsen bevirker også en i øvrigt rodet scenegang. Mange scener er stillestående og mangler den dynamik mellem sangerne, der skal bære det indre drama ud til publikum. Nogle lades grumt i stikken af en overfladisk og forsimplet karaktertegning. Lars Fossers klippestærke, brede bas står i grotesk kontrast til de teatralske fagter han gør iført slængkappe og absurde horn i panden som havtrolden Vodnik, men endnu værre er Alexander Fjord Nielsen, der som skovfogeden overspiller så fælt, at man slet ikke kan fokusere på hans nydelige stemme. Hvis der er nogen idé i hans stive bevægelser, er den dødfødt fra begyndelsen. Emma Oemann, hvis vankelmodige Askepot fra sæsonen 2020-2021 endnu sidder lysende klart i hukommelsen, viser større flair for skuespil; hun indtager scenen som oversygeplejerske/Jezibaba med et naturligt, umiddelbart nærvær helt uden grimasser, og hun synger blændende! Anna Carina Sundstedt, der sang en meget overbevisende Elle i Poulencs La voix humaine under nedlukningen i foråret 2021, synger den fremmede prinsesse - enkelte steder mere dramatisk end godt er, men ellers smukt og imponerende.

Men der er en prins i eventyret, en vaskeægte prins, hvis tindrende tenor alene beviser hans værd! Per Jellum, som guderne må vide, hvorfor man ikke har hørt mere til før, synger og artikulerer, så hans klang vækker minder om selveste Jussi Björling, og man begriber ikke, hvorfor Rusalka ikke smelter derved og kaster sig over ham. Til ham alene er den ene stjerne i bedømmelsen, og den er lige så klar og strålende som hans stemme! Julie MeeRa Albertsen kan som Rusalka sagtens stå mål med ham; navnlig i de dramatiske situationer, som operaen er så rig på, brillerer hun med et bjergtagende overskud, men hende har vi hørt før på Den fynske Opera (i Sovedrikken og GuidOperas opsætning af Madama Butterfly), så hun er ikke den samme overraskelse som Jellum. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan få lov til at beholde hende på Den fynske Opea, for hun har potentiale til større scener.

                      Rusalka og hendes prins har altså deres adel i stemmen, for som scenegangen reducerer Kirsten Brinks kostumer dem til klichéer: Han er i neutralt hvidt, Rusalka er i sart søgrøn og sølv, mens den fremmede prinsesse - selvfølgelig! - er i flammende rødt. Kostumernes snit signalerer så klart slutningen af 1800-tallet, at der ingen plads bliver til drømmeuniverset. Alle ved fra sig selv, at drømme er surreelle og også var det før Salvador Dalís betagende visioner, men her lukkes vi inde i en streng realisme, og det bidrager heller ikke til en dynamisk scenegang. Scenen skråner, som sig hør og bør, og over den bølger et draperet loft, der kan illudere såvel søens dyb som skyformationer og derfor er forestillingens mest fabulerende element, men den modsvares aldrig i en lige så fabulerende instruktion personinstruktion. Tænk, om pigen - altså Rusalka - virkelig havde turdet træde mindre varsomt (og falde på halen…), men vi spises af med skovfogedens klovnerier.

                      Bag den skrå scene leder Leif Greibe et kammerensemble på syv musikere. Det kan skyldes, at denne forestilling er den første, men her mangler også dynamik; temposkift findes ikke, og det ene tempo, der er, er fodslæbende. Én musiker på hver sit instrument yder slet ikke Dvořáks partitur retfærdighed, når samspillet og indsatserne ikke er på plads endnu. Greibe har ved andre lejligheder vist sit værd, men ikke denne aften, ikke på premieren. Også her mangler havfruen en hale at slå med. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar