lørdag den 10. december 2022

Barok-amok i Berlin

 Barocktage i Staatsoper unter den Linden, d. 5.-7. december

 

Bebelsplatz mellem Humboldtuniversitetet og Staatsoper unter den Linden står oftest tom, og mindesmærket for nazisternes bogafbrændinger ligger skjult under jorden, men des mere uhyggelige og tankevækkende virker de klinisk hvide reoler, der ses gennem plexiglasset midt på pladsen, når man først har fundet dem. Pludseligt opdager man dem og forstår, hvor lidt der skal til, for at vores verden og muligheden for at bevæge sig, hvor man vil, kan ændre sig, når politikere hellere vil ensrette ved at begrænse friheden til at tænke end ved at lede ved det gode forbillede.

                      Nu i december myldrer Bebelsplatz imidlertid med liv, latter og lys: Julemarkedet fra Gendarmenmarkt er flyttet hertil, og Micha Ulmanns mindesmærke er mere iøjnefaldende end normalt, fordi det er markeret med en lille indhegning mellem markedstelte og madboder. Der er en grotesk og barok kontrast mellem det jublende, forventningsfulde, glade samvær og det anonyme, golde denkmal, men flere - måske turister - skal lige kigge ned til de underjordiske reoler, så flere får en eftertanke med fra markedet.

                      I Staatsoper er der i disse dage endnu mere barok, men barokmusik; Barocktage markeres med koncerter og operaopsætninger, og fra d. 5. til d. 7. december kan man få en lynintroduktion til barokmusikkens udvikling fra midten af 1600-tallet til sidste halvdel af 1700-tallet gennem tre operaer: Monteverdis L’incoronazione di Poppea fra 1642, Vivaldis Il Giustino fra 1724 og Mozarts Mitridate fra 1770.

 

L’incoronazione di Poppea

Eva-Maria Höckmayrs opsætning af Monteverdis sidste opera er fra 2017, men det er en helstøbt og smukt gennemarbejdet forestilling, og i hænderne på de medvirkende sangere og musikere er den guldrandet - lige så guldrandet som Jens Kilians enkle, men effektive kulisse: Ét eneste sætstykke løfter sig bagest på scenen og skråner ned mod orkestergraven og udgør både baggrundstæppe og scenegulv. Det ligner gammelt, gulnet pergament, som var det selve det stykke, hvorpå Tacitus eller Sueton skrev de (oppositionelle) kejserbiografer, som librettoen bygger på. Enkelte sorte skraveringer fuldender effekten ved at give mindelser om blækklatter.

                      Höckmayr følger det koncept, der på danske skuespilscener efterhånden er blevet en kliché og ikke et lyst indfald, nemlig at alle medvirkende er til stede på scenen hele tiden. Kulissen forhindrer dem i at flygte nogen steder hen, men der er også en lysende klar pointe i grebet: De kan positionere sig strategisk som de brikker i et spil om kærlighed og magt, de er, ved at overraske hinanden, lægge afstand til hinanden og først og fremmest udstille sig for hinanden. Allerede fra begyndelsen kan Poppea og Nero ikke holde sig fra hinanden, og følgelig er skandalen des større, hvorfor to soldater må stå for og forsøge at dække deres omfavnelse. Senecas påtvungne selvmord bliver for øjnene af alle ikke den stoiske gerning, det skal have været, men et uhyggeligt, blodigt justitsmord, og Ottavias forsøg på at myrde Poppea opdages alt for let, selvom de fleste på dette tidspunkt ligger døsige efter det orgie, hvormed anden akt begynder.

                      Der er masser af omfavnelser, kys og kærlighedserklæringer - som sagt også et decideret orgie - i opsætningen, men operaen har som bekendt en moralsk pointe, nemlig at kærligheden, Amore, altid sejrer over dyd, Virtu, og lykken, Fortuna. De tre allegoriske figurer, hvis disput indleder operaen, er her børn, der gennem resten af forestillingen søger tilflugt hos Ottavias gamle amme. At også de er vidne til handlingens excesser, vækker både uhygge og medfølelse, og selvom operaen gennem tiden har haft ry for at være amoralsk (i virkeligheden er den som Mozarts Cosi fan tutte nok bare mere menneskelig og mere realistisk end idealistisk), så er kærlighedens sejr i denne ombæring ingen fejring af lysten og driften; med mesterlig sans for beske dobbelttydigheder lader Höckmayer til slut - under den vidunderlige kærlighedsduet ”Pur ti miro” - Nero fjerne sig fra Poppea for at søge mod den mandlige (Höckmayer holder sig som Nero ikke tilbage) budbringer, han allerede tidligere i anden akt flirtede voldsomt med.

                      Dette moderne perspektiv understreges subtilt og elegant af Julia Röslers kostumer, der alle umiddelbart synes at efterligne barokkens snit, men som gradvist - med karakterernes hæmninger - aftages og afslører en helt nutidig klædedragt. Poppea er det meste af forestillingen kun i negligé, og Nero enten i jeans og T-shirt eller guldbroderet skødejakke, alt efter om han lever op til sine (moralske) pligter som hersker eller følger sin egen personlige drift. Olaf Freese og Irene Selka har stået for den lige så elegante, men kongeniale lyssætning.

                      Til alt dette skal man lægge Akademie für Alt Musik Berlin, hvis sprøde klang ledes af Jean-Christophe Spinosi, og et sangerhold, der gør jublen blandt publikum øredøvende: Slávka Zámecníková synger Poppea med en tindrende klar og perlende ren sopran i diametral kontrast til karakterens ublufærdige ambitioner. Carlo Vistoli synger Nero med en klangfylde og styrke, der betager mere end forestillingens anden kontratenor, Bejun Mehta, der synger Ottone, Poppeas første bejler, der assisterer Ottavia i hendes attentat, da Poppea afviser ham; hans klang er ikke nær så rund og varm som Vistolis, og han synes ikke at råde over det samme register som denne - og dog er han fabelagtig. Det er også Natalia Skrycka som Ottavia. Hendes tilbageholdte afsked med Rom, da hun forvises efter det mislykkede komplot mod Poppea, er hjerteskærende; hun bevæger sig uhindret fra en næsten ikke hørbar sukken til høje, gribende udbrud af sorg. Evelin Novak synger Drusilla, og hendes perlende, troskyldige sopran er et glimt af ægte hengivenhed i en falsk verden, og jeg mindes, hvordan Anne Barslev lod Ottone og Drusilla undslippe i opsætningen i slotsparken på Valdemars Slot, kun for at lade Neros villige lejemorder indhente dem i det fjerne. Da blev den lyse sommeraften kølig. Jochen Kowalski synger den ene af de to ammer, der traditionelt synges af en tenor, Mark Mihofer synger denne aften den anden, mens Caroline Staunton agerer partiet på scenen. Milhofers stemme er naturligt gnistrende, smæld af gyldent fyrværkeri fra orkestergraven, mens Kowalskis stemme slår elektriske gnister, når modsætningerne mellem hans høje falset og maskulint mørke kontratenor mødes. De mindre partier er alle formidabelt besat, og det er svært at lægge begejstringen fra sig, da man går ud i decembermørket. Kan jublen fortsætte de næste dage?

 

Il Giustino

Tirsdag d. 6. december har jeg set frem til: en Vivaldi-opera på scenen under René Jacobs’ ledelse! Det sker desværre ikke særligt ofte; i Danmark er barokopera lig med Händel eller - sjældent - Monteverdi. Men hvad med Vivaldi - eller Rameau, Lully eller Vinci for den sags skyld? Der er bragende god musik, der bare venter på at blive båret frem for publikum, og selvom Jacobs til denne lejlighed har beskåret og bearbejdet Vivaldis Il Giustino, så den kun (!) varer 3½ time - og dermed er mere spiselig for det brede publikum - er det 3½ time i en musikalsk himmel.

                      Som forestilling er den dog ikke helt så guldrandet som Poppeas Kroning aftenen forinden. Instruktøren Barbora Horáková har ikke samme overblik som Höckmayer og evner derfor ikke at få alle ender til at mødes i en harmonisk helhed. Hendes løsninger føjer sig ikke til operaen, men stikker uelegant i forskellige retninger. Det gør handlingen ganske vist også - den overholder ikke Aristoteles’ bud om én hovedhandling - men det er alligevel nemt at følge med undervejs, når havuhyrer besejres, kvinder afsløres som forklædte mænd (men synges selvfølgelig af en kvinde), bortførte brødre vender tilbage, og jalousi viser sig at være ubegrundet, så alt ender lykkeligt. Sådan er barokoperaer - men sådan er også Molière, Holberg og nutidige sit-coms, så man skal ikke undervurdere publikum og tro, at operaer fra 1600- og 1700-tallet skal pakkes ind for at blive velvilligt modtaget.

                      Thilo Ulrichs scenografi består af sætstykker, der kun er malet delvist færdige, så det tydeligt fremgår, at de bare er krydsfiner, og stilladser, der midt på scenen markerer en cirkel. Bag den går iblandt et rundt, drejende sætstykke ned og minder om, at skæbnens hjul drejer uophørligt, og at den, der er oppe, snart er nede - og omvendt. Det er barokken i sin grundidé: verden er falsk og omskiftelig, og det egentlige i livet er livet efter livet. Men hertil føjer Horáková en ramme og lader nogle børn, en skoleklasse, storme ind på scenen som det første i forestillingen. Herefter dukker de jævnligt op og bidrager på en eller anden måde i scenegangen, men først i næstsidste scene går det op for publikum, hvad pointen er, da de med snoretøj markerer, at sangerne er dukker, som de styrer. Horáková mener altså, at handlingen er så pjattet og ligegyldig, at kun børn kan have fundet på den? Den morale ville være faldet H. C. Andersen slemt for brystet, og med ham i ryggen vil jeg sammenligne Horáková med etatsråden i ”Den lille Idas Blomster” eller de klattende skrivere i ”Klods-Hans”! Metateater kan godt fungere - det har Stefan Herheim bevist i sin kongeniale iscenesættelse af Händels rablende operakomedie Xerxes på Komische Oper lidt længere nede ad Unter den Linden, for han lod operaen udspille sig på et teater, og rammen var således en del af handlingen - men lag på lag af kunstighed gør ikke det kunstige mindre kunstigt. Tværtimod. Den humor, Horáková lader opsætningen gennemsyre af, løfter sig aldrig til et forløsende latterbrøl, selvom den er velgørende.

                      Bortset fra disse skønhedsfejl - eller rettere bygningsfejl i instruktørens øjne - er det en lydefri opsætning. Forestillingslederen forsøger at slå skår i glæden ved først meddele, at hele tre sangere - heriblandt Christophe Dumaux, der medvirkede i opsætningen af Händels Partenope på Det kongelige Teater i 2008 - er indisponerede, men havde hun ikke sagt det, havde man ikke opdaget det. Dumaux’ kontratenor er i titelpartiet som den heldige bonde, Giostino, der viser sig at være bror til Vitiliano og Andronico og ender som medkejser, lige så rund, varm og fyldig og med stjerner i ascendanten som på Gamle Scene for fjorten år siden. Operaens anden kontratenor, Raffaele Pe i partiet som Byzans’ kejser Anastasio, hvem operaens hitarie ”Vedrò con mio diletto” er tildelt, har en mere uegal klang med pludselige udbrud i både det høje og det dybe register, og dog gør det ham ikke mindre spændende at høre. Kejserinden, Arianna, synges af Kateryna Kasper og har fra begyndelse et musikalsk overskud og en tindrende klang, der river en med som en urkraft. Vitaliano synges af Siyabonga Maqungo med vital (!) tenor, og hans bror, Andronico, synges meget passende af alten Helena Rasker. At hun skulle være indisponeret, markerer standarden på operascener uden for Danmark; både hun og Olivia Vermeulen, der synger partiet som den forræderiske general Amanzio, har styrke og skønklang i stemmen på trods af eventuelle sygdomme. Robin Johannsen synger så fortryllende dejligt, at hun i partiet som Leocasta ikke charmerer bare Giustino og Andronico, men hele publikum.

                      René Jacobs hilses imidlertid mest begejstret ved fremkaldelserne - og med god grund! Ikke bare er hans ledelse af Akademie für Alte Musik Berlin, hvor strygere og træblæsere denne aften fylder mere og spiller en større rolle end den foregående, upåklagelig, uovertruffen, men man mærker en eufori hos ham og sangerne over, at også denne opførelse, der er den sidste i denne sæson, gik godt, og at de indisponerede sangere ikke var så indisponerede endda. Alle bryder spontant ud i en gentagelse af slutkoret, og berlinerpublikummet, der har lige så travlt med at komme ud af døren som herhjemme, bliver hængende for at få det hele med. Musikalsk magisk var det!

 

Mitridate, re di Ponto

Muligheden for at opleve en scenisk opsætning af Mozarts teenageopera Mitridate to gange på et år kommer nok kun en gang i livet, men nu er den her altså: På Gamle Scene i foråret 2022 og i en nyopsætning på Staatsoper i Berlin. Selvom tonesproget i operaen tydeligt viser geniet hos den endnu ikke voksne komponist og peger frem mod de modne og - i mine øjne - mest geniale operaer, der nogensinde er skrevet, så er der tale om en barokopera, en opera seria, hvor handlingen udelukkende udspiller sig i recitativerne, og hvor alle arier sætter handlingen i stå for at dvæle ved en karakters følelser. Dette blev sat på spidsen i opsætningen i København, for her var alle recitativer fjernet, så arier og duetter stod tilbage som en del af en installation med en skulpturel, nonfigurativ scenografi, dansere og dramatisk lyssætning.

                      Den opsætning faldt en del anmeldere for brystet (Politikens udsendte mente ligefrem, den var ulækker, men publikum klappede taktfast og begejstret!). Jeg selv syntes, det var et spændende og modigt valg, og det var måske det eneste at gøre, for det er en barok-opera, hvor de store idoler, operasangerne, skulle stå og sole sig i publikums gunst uden at gøre andet end at synge. Det kan for en moderne teatergænger være en svær pille at sluge, og instruktøren Satoshi Myagi gør ikke noget forsøg på at opdatere eller levendegøre operaen. Han har - japaner som han er - ladet sig inspirere af kabuki-traditionen: en stiliseret teaterform, der opstod så langt tilbage som omkring år 1600. Jumpel Kiz og Erl Fukazawas scenografi består af en skrånende, trininddelt konstruktion med trappe både til højre og til venstre. Trinene, fire i alt, er bemalet med japanske motiver, og her tager sangerne så opstilling - som porcelænsfigurer på en amagerhylde - med ansigtet vendt mod publikum. Kayo Takahashi Deschenes kostumer er en blanding af traditionelle japanske krigsuniformer og kvindedragter - flygtningen Ismene er i en traditionel siamesisk dragt - men romerne er i moderne, amerikanske uniformer, så bevidstheden om konflikterne mellem disse to kulturer under Anden Verdenskrig klinger med hos publikum. Alle kostumer er i guld, så det virkelighedsfjerne og eksotiske træk bevares, og selvom en gruppe dansere deltager undervejs, så er også deres bevægelser så stive og stiliserede, at det samlede scenebillede ikke er særligt medrivende. Det er faktisk ret kedeligt.

                      Medrivende er til gengæld Les Musiciens du Louvre, der sidder i orkestergraven og ledes af Marc Minkowski. Medrivende er faktisk en underdrivelse; orkesteret spiller med en kraft, rytme og klang, der er berusende og overvældende. Adam Fischer har indspillet Mozarts ungdomsoperaer med Danmarks Underholdningsorkester, dengang det endnu hed DR Underholdningsorkester, en rytmisk adræt, modig og spillevende indspilning - ganske som Fischers indspilning af alle Mozarts symfonier er det og er blevet rost for at være - men Minkowski og Les Musiciens du Louvre løfter klang, rytme og tempo til ét organisk hele. Det er perfektion, intet mindre, og så kan man bare lukke øjnene for, at der intet sker på scenen, og nyde sangerne: Anna Maria Lahin som Aspasia er fra begyndelsen opsætningens stjerne nummer et; klar, tindrende, ren løfter hendes sopran sig. Angela Brower matcher ikke Emöke Baráth i partiet som Sifare på Gamle Scene i foråret - hendes angeliske klang var alle i den opsætning overlegen - men synger upåklageligt, og det gør også Pene Pati i titelpartiet, selvom der er uheldige afstikkere i hans slanke og smidige italienertenor. Paul-Antoine Bénos-Dijan har en stærk, smuk og klangrig kontratenor som den ene af de to rivaliserende brødre, Farnace, og Sarah Aristidou giver ham kompetent modspil som den anden bror, Ismene.

                      Slutbilledet giver mindelser om askehoben af Nagasaki eller Hiroshima, og således ender de tre dage igen, hvor de begyndte, nemlig med erindringen om Anden Verdenskrig på Bebelsplatz ved siden af Staatsoper. Julemarkedet er lukket, da jeg forlader teatret, så der er ro til, at indtrykkene kan lagre sig. Pånær Höckmayers opsætning af Poppeas Kroning er det vidunderlige verdensmusikere og store sangere, der er umulige at glemme efter tre dage i barok-himlen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar