Dekuperet opera

 Simon Steen-Andersens Don Juans inferno er fermt håndværk, men kedelig og meningsløs. Gamle Scene d. 20. april 2024

 

Da George Bernard Shaw (ja, ham med Pygmalion om professor Higgins og blomsterpigen Eliza Doolittle) tog udfordringen op, da han af sin ven Arthur Bingham Walkley blev opfordret til at skrive en Don Juan-komedie, men med sin skarpe sans for samfundssatire blev Man and Superman fra 1903 ikke en komedie om en skruppelløs libertiners opgør med strenge og asketiske normer under den katolske kirke. Shaw vender alt på hovedet og gør kvinden til den egentlige forfører, fordi hun ved sin list og snilde sikrer, at mænd gifter sig og menneskeslægten føres videre, for mænd - supermænd vel at mærke - er mere optaget af tilværelsens store, filosofiske spørgsmål, der kan forbedre forholdene for menneskeheden, og som kun begrænses af familieliv. På den måde blev komedien om Ann Whitefield, der har held til at forføre og ægte den mand, som hendes nyligt afdøde far har gjort til hendes ene værge, filosoffen John Tanner, til et opgør med samtidens romantiske komedie og det bedre borgerskabs ønske om bare at blive underholdt og bekræftet i sine biedermeierværdier. Man and Superman er nok morsom, men det er en bitter pille at sluge, at familien er ren distraktion fra det egentlige i tilværelsen. Tredje akt er en parodi på Mozarts Don Giovanni og opføres ofte alene: Her ser John Tanner i en drøm sig selv som don Juan; han tager imod donna Anna (Ann), da hun i en høj alder ankommer - i helvede. Alt er - også i efterlivet - vendt på hovedet, og i en vidunderligt morsom dialog mellem don Juan, donna Anna, stengæsten (Anns anden værge, Roebock Ramsden) og Djævlen selv gøres det klart, at himlen kun er for filosoffer, ikke for de dydige, pligtopfyldende og godgørende kvinder i borgerskabet.

                      Måske komponisten Simon Steen-Andersen også kender Shaws komedie. Umiddelbart kunne man godt få den tanke, for i sin Don Juans inferno sender han også don Juan ned i armene på djævlen, Polystofeles, og det er ret morsomt. I alt fald i begyndelsen: Forestillingen begynder med de sidste takter af Mozarts Don Giovanni, hvorefter han i - et spektakulært øjeblik af teatermagi - styrter han ned i underverdenen, hvor uhyggelige, røde øjne nærmer sig til lyden af en fæl, hul latter… Så tændes lyset, og der står hele Polystofeles’ modtagelseskomité med vimpler, hatte og truthorn - stor, ægte latter over hele linjen. Straks derefter bliver don Juan vidne til Polystofeles’ eget talentshow, ”Hells got talent”, hvor berømte operaskurke står anklaget og skal synge sig fri eller i alt fald forsvare deres gerninger. I en video projiceret på bagtæppet sendes vi derefter op til parykklædte dommere, der sidder under snoreloftet og i toner fra den tidligste barok, forkynder skurkens straf. Dernæst træder Dante frem, og Vergil fører ham rundt for at møde nogle af de skæbner, der både findes i Dantes Guddommelige komedie, og som komponister senere har sat i ord i toner. Bl.a. specialiteter som Riccardo Zandonais Francesca da Rimini fra 1914 er her støvet af og serveret i små bider.

                      Det er fascinerende og mageløst gjort. Men hvad er meningen? Steen-Andersen påstår ikke at have skrevet en tone af forestillingen selv, og det er måske nok rigtigt, dog er det ofte kun toner fra en opera, der er genbrugt, og nok kan forskellige tonesprog og stilarter genkendes, men det kan være svært at genkende selv de kendteste arier i Steen-Andersens indpakning. Det er ikke dekonstrueret opera, det er dekuperet opera: Klippet i stumper og stykker og sat sammen i et ”Forstands Iisspil” trækkes publikum med gennem alle de operaer i musikhistorien, der handler om helvede og underverden, og igennem hele Det kongelige Teaters Gamle Scene. I videoer optaget i kældrene, på trapperne, under lofterne i foyer og garderobe svæver Polystofeles, men snart er vi tilbage på scenen til en ny talentkonkurrence. Alt fremføres af Det kongelige Kapel og det elektroniske ensemble, Ictus, under Bassim Samir Akikis mesterlige ledelse med en timing og tilrettelæggelse, der må gøre Egon Olsen dybt misundelig, for det er fremragende, imponerende - og dybt, dybt kedeligt. Der er enkelte oprigtige latterudbrud fra salen efter begyndelsens surprise-party, ikke mere, og da de indledende toner fra Charpentiers berømte Te Deum - EBU’s kendingsmelodi - for tredje gang introducerer en runde af ”Hell’s got talent”, er man ved at kaste op. Flere publikummer, bl.a. herren ved siden af mig, var da gået, og det kan de ikke fortænkes i, for hvad er meningen med dette uendelig antal af gentagelser? Don Juan har fulgt Polystofeles, men han har også - uden held - forsøgt at flygte. Der er tilsyneladende ingen udvej for ham eller de andre operaskurke; de er fordømt til at gå igen igen og igen, og måske er det bare forestillingens pointe, at opera er et helvede, man aldrig slipper ud fra. Måske er Don Juans inferno en antiopera. Måske er alt skåret ud og klippet sammen i dette sirlige, kalejdoskopiske mønster for at imponere visse anmeldere, der tilsyneladende har fået spontan rejsning af bare begejstring over at få deres selvindbildte intellekt pirret. Det peger visse anmeldelser i alt fald på.

                      Ved nærmere eftertanke har Steen-Andersen næppe læst Shaw, for så ville han have haft modet til at have noget på hjerte, modet til at tænke ikke bare kritisk, men også intellektuelt. Opera er ikke bare følelser pakket ind i forførende toner, opera rammer hele sansesystemet på én gang med lyd, ord og billeder og fører sin modtager - som al fiktion - ud i det ukendte, ud i fantasien, ud over fordommene og lader samme modtager stå gennemreflekteret og forundret tilbage. Steen-Andersen har blot ingen rensende skærsild, han har kun helvede, og det er ikke bare trist. Det er kedeligt.