Spansk kunsthistorie i skæve rammer

 Virkelig velsunget Verdi! Don Carlos i Operaen d. 14. september 2024

 

Don Carlos er Verdis bedste opera! Nej, vent – det er Othello med dens smægtende kærlighedsduetter og skarpe psykologi! Nej, det er da Falstaff, en mesters svanesang, kulminationen af geniet, sprudlende af overskud! Det er svært at vælge, men Don Carlos er i hvert fald en af de Verdi-operaer, jeg altid vil vælge til (La traviata vil jeg helt sikkert vælge fra…), og det er Verdis største opera, det vil sige den længste: fem akter og en ballet, en virkelig grand opéra. Desværre ”snydes vi”, som den veloplagte, velformulerede introduktion siger det denne aften, også ved denne opsætning af operaen på Det kgl. Teater for første akt, der sætter fokus på kærligheden mellem Don Carlos og den franske prinsesse Elisabeth ved deres første møde i Fontainebleau-skoven. Har operaen nogensinde været opført i sin fulde længde i Danmark? Man kan undre sig over, at der intet problem er i at spille en Wagner-opera på seks timer, men Verdi skal beskæres og forkortes – upåagtet Verdi selv omarbejdede operaen til fire akter. Måske Den jyske Opera råder bod på dette dens tradition for danmarkspremierer in mente.

                      Don Carlos er dog stadig en vildt god opera, og man kan bære over med meget, når den er på plakaten, bare sangerne er gode – og det er de i denne opsætning! Til gengæld har iscenesættelsen en del problemer. Instruktøren Davide Livermore kan dels ikke overskue handlingen og skabe klarhed for publikum, dels kan han ikke bestemme sig for, om iscenesættelsen skal være realistisk eller mystisk og dragende. Kun fjerde akt (undskyld, tredje) fungerer virkelig godt; her sidder man på kanten af stolen over de psykologiske spændinger i dramaet: magtkampen mellem kong Filip og storinkvisitoren, kærlighedstrekanterne mellem kongen, dronningen, Don Carlos og prinsesse Eboli, spænding om udfaldet. Publikum aner spændingerne, straks tæppet går, på grund af noget så banalt som en væltet stol i kongens soveværelse. Hvem har væltet den? Hvad er der gået forud for kongens store arie, der åbner ind til hans inderste og gør ham til et lidende, lille menneske? Hans seng er rodet, og han selv er sunket sammen foran fjernsynet, der flimrer. Først da storinkvisitoren træder ind forstår man, hvor stor og frygtindgydende magt kirken har i 1500-tallets Spanien (og det er efter pausen), og at Don Carlos’ skæbne er beseglet, først her tør Livermore vægte psykologi højere end overdrevet realisme ved at lade Eboli synge sin store arie foran scenetæppet kun i et selskab af en stol – af den væltede stol… Det er gysende godt!

                      Spillet mellem Don Carlos og dronning Elisabeth i anden akt (undskyld, første!) er også smukt og troværdigt: Han er en nervøs, dybt følsom ung mand, hun forsøger at være den stærke, stoiske stedmor, men facaden krakelerer, da Carlos besvimer, og mere af ømhed end fysisk begær ender de i hinandens arme. Det er de store scener, hvor koret synes helt umotiveret til stede, at forvirringen breder sig og publikums undren tager over. I anden akt (første!) laver korets damer de underligste spjæt til Ebolis sang (en enkelt tror, hun er blevet ansat ved balletten eller er inviteret med i ”Vild med dans” og har sin helt egen fest…), de samme spjæt genbruges i fængselsscenen i slutningen af fjerde akt (nej, tredje!), og autodaféen er et miskmask af karakterer, tortur i kælderen, og den blide røst fra oven er ung mor, der ganske umotiveret kommer vandrende ind med barnevogn. Det foregår i en kirke (selvom ingen kættere vist nogensinde er blevet brændt indendøre): Bagvæggen i Gio Formas spejlglasscenografi består af evigt skiftende videoprojektioner designet af D Wok, men i slutningen af tredje akt (som her kun er anden!) går projektionerne amok, så kirkehvælvingen bliver et distraherende, konstant skiftende kalejdoskop af barokkupler, der endelig afløses af flammer, der fortærer alle. Hvad er meningen?, spørger man sig selv.

                      I øvrigt bruges bagvæggen til en helt overflødig gennemgang af spansk kunsthistorie. Man ser de historiske portrætter af kong Filip, dronning Elisabeth, infanten Carlos og prinsesse Eboli (med klap for højre øje), kubistiske stillebener og Picassos Guernica, og det distraherer, fordi det fjerner fokus fra handlingen. Indimellem, når intrigen spidser til, afløses kunsthistorien af projektioner af pludseligt uvejr med lyn og grå skyer, eller de eksploderer i rødt. Her bliver musikkens vredesudbrud og skræk mejslet ud, så man føler sig talt ned til. Det er helt skævt.

                      I begyndelsen af operaen venter man ellers så meget, da Don Carlos opsøger klosteret med den afdøde kong Karl V’s mægtige gravmonument. En tordnende, myndig røst priser den afdøde monark, og længe undrer man sig: Hvor kommer stemmen fra? Så opdager man, at det er en af figurerne i relieffet i gravmonumentets sokkel, det synger. Vil graven mon til slut således opsluge Don Carlos? Nej, ganske vist rækker figurerne i sidste akt (ja, det det samme) ud efter dronning Elisabeth og forsøger at holde hende fast, men Don Carlos’ endeligt er langt mere prosaisk: Han dør som offer for sin fars jalousi. Hvilke tanker Livermore har gjort sig med dette mystiske, overraskende træk, er ikke til at vide, men han har ikke turdet holde fast i idéen, og til slut knejser Karl V lyslevende på graven uden mulighed for at gribe ind, for da er infanten allerede død.

                      I dette rod er det en lykke, at der synges, som der sjældent er blevet sunget i Operaen i dens snart 20-årige historie. Don Carlos synges af Matthew White, og måske mangler han lidt styrke i højden, men hans tenor har den reneste, ædleste italienerklang, og han overgår alle tenorer, der ellers har sunget på Holmen! Stephen Milling behøver ingen introduktion; man skal blot prise sig lykkelig over lejligheden til endnu en gang (efter Holtens skuffende opsætning for år tilbage) at opleve ham forlene kong Filip med despotisk myndighed og hjerteskærende ensomhed. Elisabeth synges af Chiara Isotton. Det fremgår af aftenens program, at det er Gisela Stille, men det er det tydeligvis ikke; klangen er varm, bred og fyldig – måske lidt luftig – ikke spids og syrlig (og en teaterkikkert bekræfter, at det ikke er Stille). Aytaj Shikhalizada synger en skrækindjagende og medynkvækkende Eboli, og Gihoon Kim synger Rodrigo med overvældende kraft og skønklang. Man gyser både skrækslagen og bjergtaget over Roberto Scandiuszzis storinkvisitor, og Tae Jeong Hwang forlener munken/Karl V med en underskøn bas, der gør, at publikum ikke overser ham, selvom instruktøren svigter rollens potentiale. Det er en sangerfest uden mage, som Jordan de Souza diskret, men skarpt lader Det kgl. Kapel understøtte. Det er kun rammerne, der er skæve i denne opsætning, ikke tonerne, og så er Don Carlos reddet. Trods alt.

Foragt for ordets magt

 Benjamin Kitter er Cyrano de Bergerac! Odense Teater d. 10. september 2024

 

Edmond Rostands skuespil om Cyrano de Bergerac kan umiddelbart synes oplagt som operalibretto: Her er humor og kærlighed, jalousi, krig og en tragisk slutning. Der findes én opera over skuespillet komponeret af den relativt ukendte italienske komponist Franco Alfano, men den formår som Sebastians musical ikke at løfte historiens potentiale. Det er nemlig de adrætte replikker og elegante vers, der er skuespillets styrke og musikalitet, og der behøver egentlig ikke sættes toner eller melodi til ordene. Replikkerne er skønsang i sig selv, og det har den engelske dramatiker Martin Crimp i sin gendigtning af Rostands drama tydeligvis øre for. Man behøver ikke ændre diskursen og kalde det en modernisering, som Odense Teater har travlt med (det virker kun, som om man behøver en undskyldning for at spille dramaet); det er en gendigtning, og langt størstedelen virker til stadig at være Rostands egne ord. Kun de digte, der fremføres undervejs, er gengivet som veloplagte ”spoken words”, som de kendes fra poetry slam, og de tager intet fra Rostands drama. De føjer imidlertid heller ikke meget til.

                      Desværre er instruktøren Nicolei Faber ikke så lydhør over for musikken i Rostand/ Crimps drama. Desværre fordi Faber med sin opsætning af Tjekhovs Mågen i vinter netop viste, at han tør og kan lade skuespillerne tale gennem replikkerne, at han tør lade dialogen være det gennemgående og karakterskabende. Cyrano de Bergerac ville være en gumpetung og rodet forestilling, som den her er sat op, hvis ikke geniale skuespillere formåede at lade alt udenoms fare og fokuserede på karaktertegningen. Faber giver nemlig scenograf og kostumier Mie Friis samt komponisten Hannah Schneider alt for frie tøjler. Scenebilledet er forestillingen igennem et horror vacui af løse indfald, en labyrint af stiger og åbninger, et pulterkammer for stilindtryk fra barokken til nutiden; et sansebombardement, der med sin sort-hvide pallette ikke understreger, men stjæler opmærksomheden fra replikker og poesi. Overgangene fra akt til akt bliver en omstændelig forhaling af plottet, fordi der skal flyttes rundt på de alt for mange rekvisitter, frem for eftertænksomme, rolige intermezzi. Her kunne Schneiders musik bedre være kommet til sin ret (selvom det bare er lounge-musik), nu bruges den som underlægning (?!) for de scener, som instruktøren har vurderet, skal betones yderligere. Resultatet er, at skuespillerne må løfte stemmen unødigt og selv da kan være svære at høre endsige forstå, og publikum distraheres. Faber burde huske, at teatret består ved netop ikke at være film, ved at være et alternativ til biografsalens gentagelser. Teater er her og nu, det er levende; man ville kunne række frem og røre og mærke skuespillerne, hvis ikke deres spil ikke allerede nåede ned i salen til publikum – også uden musik.

                      Det gør det lykkeligvis her, spillet; det rører, så man sidder åndeløs i sædet. Benjamin Kitters præstation i titelrollen er mesterlig! Med syleskarp diktion tegner han Cyranos overlegne vid og sarkasme, hans mod og selvironi, men først og fremmest hans kærlighed, ømhed og offervilje, og forestillingens succes beror på ham alene. Natalí Vallespir Sand får mange facetter frem som Leila Ragueneau, og den udvikling, hun forlener karakteren med, er dybt rørende. Cecilie Gerberg virker som den attråede Roxanne måske lidt overfladisk og for fuld af fæle eder til at være en troværdig litteraturkender og -elsker, indtil man husker, at et bærende element hos Roxanne er den ungdom og naivitet, der gør, at hun lader sig overbevise om, at den flotte Christian har vid og poetisk sans ud over sit gode udseende. Det er først som enke, at alvor, eftertanke og færre f-gloser indfinder sig i hendes karakter. Christian gør Mathias Bøgelund til en så blank ungersvend, at man fuldt og fast tror på ham, da han endelig selv tager ansvar frem for at lade Cyrano være sit alter ego og kaster sig i døden. Han dør heltedøden i modsætning til Cyrano, der - i alt fald i Rostands original - har en tragikomisk død, da han tilfældigt bliver ramt af en brændeknude. Ud over Claus Riis Østergaard som den fæle de Guiche, der foragter poesi og vittigt sprogspil (en rolle, som Riis Østergaard ikke får nær så meget ud af som af andre roller, men han er også hæmmet af Mie Friis’ latterligt karikerede kostumemiks) bør man kun nævne Louise Davidsen og Niels Skovgaard Andersen i mindre roller. Resten gør slette, naragtige figurer, og flere er umulige at forstå. Det er ensemblets faste skuespillere, der bærer plottet smukt gennem scenerodet, resten gør man bedre i at glemme.

                      Helt galt går det i fjerde akt. Dramaet taber brat højde efter pausen, fordi de hurtige, vittige og poetiske replikker erstattes af tung, politiserende krigsalvor. Der er ingen dramaturgisk pointe i at skabe en kontrast til morskaben og kærlighedsforviklingerne; akten varer næsten tre kvarter, den længste i hele forestillingen, og alt foregår så langsomt og så dæmpet, at det nærmer sig parodi. Desuden dominerer nutidige engelske (!) eder dialogen, og de bidrager ikke til musikaliteten, som de gjorde i første, anden og tredje akt. Her demonstrerede de kun, f-ordene, hvor rig oversætter Niels Brunses pen er. Han evner ikke kun at rime ”Arcadien” på ”elegant igen”, han evner også at tage brodden ud af selv de mest obskøne ord og gøre dem poetiske, ja, ligefrem smukke. Der er intet i vejen for at ’kneppe’ og ’fuck’ kan indgå i dramaets ordrigdom - det handler for pokker om poesi og ordets magt! - men scenografien og fjerde akts sendrægtighed modarbejder poesien. I Jamie Lloyds iscenesættelse af Crimps version på Playhouse i London for år tilbage bestod scenografien kun af nogle trin, og eneste rekvisit var en mikrofon, mere skal der ikke til. Det er snæversyn og foragt at flytte fokus til det ydre rum, når gendigtningen er så god som Crimps, og det bliver en dødssynd, når man har Niels Brunses frodige, vittige, veloplagte, kort sagt kongeniale ord i munden på et skuespilgeni som Benjamin Kitter.

Kirsebærtræet blomstrer - igen

 Matthew Lopez’ Arven er fortsat både vedkommende og rørende. Skuespilhuset d. 8. september 2024

 

Når danskere (og englændere, der også lever under omskifteligt og lunefuldt vejrlig) så ofte taler om vejret, så kan det nok synes overfladisk. Ufarlig konversation, der ikke træder nogen over tæerne. Men måske er det i lige så høj grad udtryk for en opmærksomhed på det umiddelbare og nære, på den verden, vi færdes i, og de forandringer, der omgiver os. Man kan nok mene, at noget er af lave, når termometeret den første weekend i september, når de højest målte temperaturer i 77 år, og det er mere end passende, at Danmarks Underholdningsorkester ved sin Haydn-festival lørdag har opført oratoriet Årstiderne, for årstidernes regelmæssige skiften kan nogle gange synes som et fjernt minde. Adam Fischer dirigerede med vanlig sans for de mindste detaljer, for nuancer og elegante fraseringer, solisterne Florian Bosch, Emöke Barath og Mauro Peter var enestående - verdensklasse, som forventet! - og Malmø Operakor var veloplagte og energiske ude over det sædvanlige, en vidunderlig koncert, men det er søndag, at viljen til nærhed og umiddelbar omsorg virkelig bliver påtrængende. Da blomstrer kirsebærtræet atter i Matthew Lopez’ AIDS- og bøssesaga Arven og minder om, at der er håb i en ellers omskiftelig, kaotisk verden. Årstidernes skiften er måske ikke så regelmæssig, som den engang var, men den er der.

                      Forestillingen har primært en ambition om at skrive LGBTQ+-historien i USA, sekundært og dog ikke mindre vigtigt en ambition om at skrive fællesskab og menneskelighed frem. Behovet for en queer-historie er stort, fordi AIDS- og HIV-epidemierne ramte USA med så stor kraft, og påmindelsen om humanismen er nødvendig, fordi HIV og AIDS stadig eksisterer, og der er stadig mennesker, der - også af andre årsager - har behov for uselvisk støtte og hjælp. Forestillingen har dybt, dybt rørende scener til minde om 80’ernes og 90’ernes unge døde homoseksuelle mænd, som bare nævner dem ved navn eller genfortæller deres historie, og Lopez’ lån og kreative bearbejdning af plot, karakterer og motiver fra hans yndlingsroman, E. M. Forsters geniale Howards End, minder - som romanen - om behovet for empati.

                      At den historie både udtrykker et behov og et dybtfølt ønske, fremgår af, at historien hele tiden er til forhandling: Forestillingen begynder med ti håbefulde, unge mænd, der møder deres store forfatterideal, Forster, og han sætter dem i gang med historien om Eric Glass og Toby Darling. Det er både morsomt, rørende og dramatisk, når skuespillerne diskuterer de to karakterers skæbne og spiller den for os; det er jo netop alles historie, så alle har noget at ville have sagt. I slutningen af første del går bølgerne så højt, at Forster forvises fra scenen, for hvorfor skal han kommentere og ændre Erics og Tobys liv, når han selv var i skabet hele sit liv? Palle Steen Christensens scenografi understreger denne diskussion, denne forhandling, for scenen er et auditorium med publikumsrækker rundt om en stor åben scene mod publikum, som således inddrages direkte i forestillingen, og den historie, der digtes frem. Det er helt banalt blot en virkeligt god historie, og latter (de passende steder) veksler med medfølelse og tilbageholdt åndedræt. Bøsse eller ej; mere end en gang er det svært ikke at få en tåre i øjenkrogen, og bifaldet er højt og taktfast efter hver akt.

                      Det er historien, der bærer forestillingen - og så nogle enkelte suverænt gode skuespilpræstationer. Lopez har nok lånt plottet fra Forsters roman, men selv om man kender den, så overraskes man gang på gang over dets pludselige drejninger og uventede skift, måske fordi det er så uvant, at homoseksuelle har hovedrollerne og bærer dramaet, og frem til sidste akt, hvor Karen-Lise Mynster kommer på scenen, er der kun mandlige skuespillere med i forestillingen. Af disse må man først og fremmest nævne Jens Jørn Spottag som Walter Poole og Morgan (Forster), ikke kun fordi han fik en Reumert for bedste birolle for sin præstation, men fordi hans spil er sitrende nærvær båret af underspillet humor og sympati, som gør ham til et naturligt centrum for alle andre og dermed for hele historien. Mynster stjæler på samme måde rampelyset i sidste akt. Morten Kirkskov forlener Henry Wilcox, hvis karakter er så kompleks, at han ikke kan reduceres til skurk, med så stive manerer og blasert følsomhed, at man fatter sympati for ham. Han er et inderligt såret menneske. Alle de øvrige, unge skuespillere har mere end en rolle, og måske det spiller ind og blokerer en smule for deres indlevelse. Kun Sigurd Holmen le Dous og Magnus Haugaard formår at ændre karakter og være Henrys to usympatiske sønner, Paul og Charles, men Emil Blak Olsen og Alvin Olid Bursøe må ikke glemmes, alene fordi de bærer de to gigantiske hovedroller: Bursøe ejer en styrke, der forstærker Toby Darlings psykiske deroute til det ubærlige, og Blak Olsen lever på scenen, fordi Eric Glass’ karakter er så gennemsympatisk, at man næsten ikke kan være i det. Man vil have ham, og man vil være ham! Det er ham, der åbner for bagscenen, hvor dusinvis af hvide skjorter og T-shirts gør det ud for de hundredvis af AIDS-ofre, der drog deres sidste suk i Walters hus, det er ham, der ser, at kirsebærtræet vil blomstre - igen og igen og igen - og at huset fremover vil skabe rammerne om liv og fremdrift. Han bærer ikke bare arven videre, han forvalter den smukt og beundringsværdigt, og det giver da håb.