Matthew Lopez’ Arven er fortsat både vedkommende og rørende. Skuespilhuset d. 8. september 2024
Når
danskere (og englændere, der også lever under omskifteligt og lunefuldt
vejrlig) så ofte taler om vejret, så kan det nok synes overfladisk. Ufarlig
konversation, der ikke træder nogen over tæerne. Men måske er det i lige så høj
grad udtryk for en opmærksomhed på det umiddelbare og nære, på den verden, vi
færdes i, og de forandringer, der omgiver os. Man kan nok mene, at noget er af
lave, når termometeret den første weekend i september, når de højest målte
temperaturer i 77 år, og det er mere end passende, at Danmarks
Underholdningsorkester ved sin Haydn-festival lørdag har opført oratoriet Årstiderne,
for årstidernes regelmæssige skiften kan nogle gange synes som et fjernt minde.
Adam Fischer dirigerede med vanlig sans for de mindste detaljer, for nuancer og
elegante fraseringer, solisterne Florian Bosch, Emöke Barath og Mauro Peter var
enestående - verdensklasse, som forventet! - og Malmø Operakor var veloplagte
og energiske ude over det sædvanlige, en vidunderlig koncert, men det er søndag,
at viljen til nærhed og umiddelbar omsorg virkelig bliver påtrængende. Da
blomstrer kirsebærtræet atter i Matthew Lopez’ AIDS- og bøssesaga Arven
og minder om, at der er håb i en ellers omskiftelig, kaotisk verden.
Årstidernes skiften er måske ikke så regelmæssig, som den engang var, men den
er der.
Forestillingen har primært
en ambition om at skrive LGBTQ+-historien i USA, sekundært og dog ikke mindre
vigtigt en ambition om at skrive fællesskab og menneskelighed frem. Behovet for
en queer-historie er stort, fordi AIDS- og HIV-epidemierne ramte USA med
så stor kraft, og påmindelsen om humanismen er nødvendig, fordi HIV og AIDS
stadig eksisterer, og der er stadig mennesker, der - også af andre årsager -
har behov for uselvisk støtte og hjælp. Forestillingen har dybt, dybt rørende
scener til minde om 80’ernes og 90’ernes unge døde homoseksuelle mænd, som bare
nævner dem ved navn eller genfortæller deres historie, og Lopez’ lån og
kreative bearbejdning af plot, karakterer og motiver fra hans yndlingsroman, E.
M. Forsters geniale Howards End, minder - som romanen - om behovet for
empati.
At den historie både
udtrykker et behov og et dybtfølt ønske, fremgår af, at historien hele tiden er
til forhandling: Forestillingen begynder med ti håbefulde, unge mænd, der møder
deres store forfatterideal, Forster, og han sætter dem i gang med historien om
Eric Glass og Toby Darling. Det er både morsomt, rørende og dramatisk, når skuespillerne
diskuterer de to karakterers skæbne og spiller den for os; det er jo netop alles
historie, så alle har noget at ville have sagt. I slutningen af første del går
bølgerne så højt, at Forster forvises fra scenen, for hvorfor skal han
kommentere og ændre Erics og Tobys liv, når han selv var i skabet hele sit liv?
Palle Steen Christensens scenografi understreger denne diskussion, denne
forhandling, for scenen er et auditorium med publikumsrækker rundt om en stor
åben scene mod publikum, som således inddrages direkte i forestillingen, og den
historie, der digtes frem. Det er helt banalt blot en virkeligt god historie, og
latter (de passende steder) veksler med medfølelse og tilbageholdt åndedræt.
Bøsse eller ej; mere end en gang er det svært ikke at få en tåre i øjenkrogen,
og bifaldet er højt og taktfast efter hver akt.
Det er historien, der
bærer forestillingen - og så nogle enkelte suverænt gode skuespilpræstationer. Lopez
har nok lånt plottet fra Forsters roman, men selv om man kender den, så
overraskes man gang på gang over dets pludselige drejninger og uventede skift, måske
fordi det er så uvant, at homoseksuelle har hovedrollerne og bærer dramaet, og
frem til sidste akt, hvor Karen-Lise Mynster kommer på scenen, er der kun
mandlige skuespillere med i forestillingen. Af disse må man først og fremmest nævne
Jens Jørn Spottag som Walter Poole og Morgan (Forster), ikke kun fordi han fik
en Reumert for bedste birolle for sin præstation, men fordi hans spil er
sitrende nærvær båret af underspillet humor og sympati, som gør ham til et
naturligt centrum for alle andre og dermed for hele historien. Mynster stjæler
på samme måde rampelyset i sidste akt. Morten Kirkskov forlener Henry Wilcox,
hvis karakter er så kompleks, at han ikke kan reduceres til skurk, med så stive
manerer og blasert følsomhed, at man fatter sympati for ham. Han er et inderligt
såret menneske. Alle de øvrige, unge skuespillere har mere end en rolle, og
måske det spiller ind og blokerer en smule for deres indlevelse. Kun Sigurd
Holmen le Dous og Magnus Haugaard formår at ændre karakter og være Henrys to
usympatiske sønner, Paul og Charles, men Emil Blak Olsen og Alvin Olid Bursøe
må ikke glemmes, alene fordi de bærer de to gigantiske hovedroller: Bursøe ejer
en styrke, der forstærker Toby Darlings psykiske deroute til det ubærlige, og
Blak Olsen lever på scenen, fordi Eric Glass’ karakter er så gennemsympatisk,
at man næsten ikke kan være i det. Man vil have ham, og man vil være ham! Det
er ham, der åbner for bagscenen, hvor dusinvis af hvide skjorter og T-shirts
gør det ud for de hundredvis af AIDS-ofre, der drog deres sidste suk i Walters
hus, det er ham, der ser, at kirsebærtræet vil blomstre - igen og igen og igen
- og at huset fremover vil skabe rammerne om liv og fremdrift. Han bærer ikke
bare arven videre, han forvalter den smukt og beundringsværdigt, og det giver
da håb.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar