Spansk kunsthistorie i skæve rammer

 Virkelig velsunget Verdi! Don Carlos i Operaen d. 14. september 2024

 

Don Carlos er Verdis bedste opera! Nej, vent – det er Othello med dens smægtende kærlighedsduetter og skarpe psykologi! Nej, det er da Falstaff, en mesters svanesang, kulminationen af geniet, sprudlende af overskud! Det er svært at vælge, men Don Carlos er i hvert fald en af de Verdi-operaer, jeg altid vil vælge til (La traviata vil jeg helt sikkert vælge fra…), og det er Verdis største opera, det vil sige den længste: fem akter og en ballet, en virkelig grand opéra. Desværre ”snydes vi”, som den veloplagte, velformulerede introduktion siger det denne aften, også ved denne opsætning af operaen på Det kgl. Teater for første akt, der sætter fokus på kærligheden mellem Don Carlos og den franske prinsesse Elisabeth ved deres første møde i Fontainebleau-skoven. Har operaen nogensinde været opført i sin fulde længde i Danmark? Man kan undre sig over, at der intet problem er i at spille en Wagner-opera på seks timer, men Verdi skal beskæres og forkortes – upåagtet Verdi selv omarbejdede operaen til fire akter. Måske Den jyske Opera råder bod på dette dens tradition for danmarkspremierer in mente.

                      Don Carlos er dog stadig en vildt god opera, og man kan bære over med meget, når den er på plakaten, bare sangerne er gode – og det er de i denne opsætning! Til gengæld har iscenesættelsen en del problemer. Instruktøren Davide Livermore kan dels ikke overskue handlingen og skabe klarhed for publikum, dels kan han ikke bestemme sig for, om iscenesættelsen skal være realistisk eller mystisk og dragende. Kun fjerde akt (undskyld, tredje) fungerer virkelig godt; her sidder man på kanten af stolen over de psykologiske spændinger i dramaet: magtkampen mellem kong Filip og storinkvisitoren, kærlighedstrekanterne mellem kongen, dronningen, Don Carlos og prinsesse Eboli, spænding om udfaldet. Publikum aner spændingerne, straks tæppet går, på grund af noget så banalt som en væltet stol i kongens soveværelse. Hvem har væltet den? Hvad er der gået forud for kongens store arie, der åbner ind til hans inderste og gør ham til et lidende, lille menneske? Hans seng er rodet, og han selv er sunket sammen foran fjernsynet, der flimrer. Først da storinkvisitoren træder ind forstår man, hvor stor og frygtindgydende magt kirken har i 1500-tallets Spanien (og det er efter pausen), og at Don Carlos’ skæbne er beseglet, først her tør Livermore vægte psykologi højere end overdrevet realisme ved at lade Eboli synge sin store arie foran scenetæppet kun i et selskab af en stol – af den væltede stol… Det er gysende godt!

                      Spillet mellem Don Carlos og dronning Elisabeth i anden akt (undskyld, første!) er også smukt og troværdigt: Han er en nervøs, dybt følsom ung mand, hun forsøger at være den stærke, stoiske stedmor, men facaden krakelerer, da Carlos besvimer, og mere af ømhed end fysisk begær ender de i hinandens arme. Det er de store scener, hvor koret synes helt umotiveret til stede, at forvirringen breder sig og publikums undren tager over. I anden akt (første!) laver korets damer de underligste spjæt til Ebolis sang (en enkelt tror, hun er blevet ansat ved balletten eller er inviteret med i ”Vild med dans” og har sin helt egen fest…), de samme spjæt genbruges i fængselsscenen i slutningen af fjerde akt (nej, tredje!), og autodaféen er et miskmask af karakterer, tortur i kælderen, og den blide røst fra oven er ung mor, der ganske umotiveret kommer vandrende ind med barnevogn. Det foregår i en kirke (selvom ingen kættere vist nogensinde er blevet brændt indendøre): Bagvæggen i Gio Formas spejlglasscenografi består af evigt skiftende videoprojektioner designet af D Wok, men i slutningen af tredje akt (som her kun er anden!) går projektionerne amok, så kirkehvælvingen bliver et distraherende, konstant skiftende kalejdoskop af barokkupler, der endelig afløses af flammer, der fortærer alle. Hvad er meningen?, spørger man sig selv.

                      I øvrigt bruges bagvæggen til en helt overflødig gennemgang af spansk kunsthistorie. Man ser de historiske portrætter af kong Filip, dronning Elisabeth, infanten Carlos og prinsesse Eboli (med klap for højre øje), kubistiske stillebener og Picassos Guernica, og det distraherer, fordi det fjerner fokus fra handlingen. Indimellem, når intrigen spidser til, afløses kunsthistorien af projektioner af pludseligt uvejr med lyn og grå skyer, eller de eksploderer i rødt. Her bliver musikkens vredesudbrud og skræk mejslet ud, så man føler sig talt ned til. Det er helt skævt.

                      I begyndelsen af operaen venter man ellers så meget, da Don Carlos opsøger klosteret med den afdøde kong Karl V’s mægtige gravmonument. En tordnende, myndig røst priser den afdøde monark, og længe undrer man sig: Hvor kommer stemmen fra? Så opdager man, at det er en af figurerne i relieffet i gravmonumentets sokkel, det synger. Vil graven mon til slut således opsluge Don Carlos? Nej, ganske vist rækker figurerne i sidste akt (ja, det det samme) ud efter dronning Elisabeth og forsøger at holde hende fast, men Don Carlos’ endeligt er langt mere prosaisk: Han dør som offer for sin fars jalousi. Hvilke tanker Livermore har gjort sig med dette mystiske, overraskende træk, er ikke til at vide, men han har ikke turdet holde fast i idéen, og til slut knejser Karl V lyslevende på graven uden mulighed for at gribe ind, for da er infanten allerede død.

                      I dette rod er det en lykke, at der synges, som der sjældent er blevet sunget i Operaen i dens snart 20-årige historie. Don Carlos synges af Matthew White, og måske mangler han lidt styrke i højden, men hans tenor har den reneste, ædleste italienerklang, og han overgår alle tenorer, der ellers har sunget på Holmen! Stephen Milling behøver ingen introduktion; man skal blot prise sig lykkelig over lejligheden til endnu en gang (efter Holtens skuffende opsætning for år tilbage) at opleve ham forlene kong Filip med despotisk myndighed og hjerteskærende ensomhed. Elisabeth synges af Chiara Isotton. Det fremgår af aftenens program, at det er Gisela Stille, men det er det tydeligvis ikke; klangen er varm, bred og fyldig – måske lidt luftig – ikke spids og syrlig (og en teaterkikkert bekræfter, at det ikke er Stille). Aytaj Shikhalizada synger en skrækindjagende og medynkvækkende Eboli, og Gihoon Kim synger Rodrigo med overvældende kraft og skønklang. Man gyser både skrækslagen og bjergtaget over Roberto Scandiuszzis storinkvisitor, og Tae Jeong Hwang forlener munken/Karl V med en underskøn bas, der gør, at publikum ikke overser ham, selvom instruktøren svigter rollens potentiale. Det er en sangerfest uden mage, som Jordan de Souza diskret, men skarpt lader Det kgl. Kapel understøtte. Det er kun rammerne, der er skæve i denne opsætning, ikke tonerne, og så er Don Carlos reddet. Trods alt.