søndag den 26. marts 2017

Fraværets fylde

Hugi Gudmondssons Hamlet in absentia på Den fynske Opera d. 23. marts 2017

Nogle karakterer i litteraturhistorien har så fortættet kraft, at de ikke blot er titelkarakterer, men også fungerer som katalysator for de andre karakterer i værkets handling. Mozarts Don Juan er af en sådan karakter; ubændig er han i sin lyst til livet, og man kunne godt forestille sig en iscenesættelse, hvor han er statuen, stengæsten, der står urokkeligt fast, og som alle andre spiller op til, for det er jo et spørgsmål, om de tiltrækkes af don Juan selv eller blot det, han står for og sætter i værk. Homers Odysseus er sådan, og Shakespeares Hamlet er også sådan; uden ham ville Gertrud ikke ændre sit syn på Claudius, uden ham ville Ophelia ikke miste forstanden, og Laertes ville ikke nære ønske om at hævne sin fars død, ja, uden Hamlet ville tragedien ikke ende med fire lig på scenen, hvilket er paradoksalt, for Hamlet er den handlingslammede, han er inkarnationen af vankelmod, og i hele dramaet gør han ingenting – undtagen uforvarende at dræbe Polonius.
                      Denne fascinationskraft tager den islandske komponist Hugi Gudmondsson og librettist Jakob Weis udgangspunkt i i deres fælles opera, Hamlet in absentia, der er skabt i anledning af den internationale fejring af 400-året for Shakespeares død i 2016. Operaen havde urpremiere på Kronborg i forbindelse med Shakespeare-festivalen i august, og den er nu nået til ”Flodbio”, hvor Den fynske Opera i marts lægger lokaler til en repremiere. Handlingen – eller teksten, der synges, for nogen egentlig handling er der ikke – udspiller sig, som titlen siger, uden Hamlet. Ophelia har tilsyneladende overlevet, men er stadig mærket af Hamlets kamæleonagtige væsen og opsøger en terapeut. Han taler først, men for at vinde hendes tillid, synger de begge, og snart vælter skeletterne (dog med kød på knoglerne) ud af skabene: kong Claudius, dronning Gertrud, Rosenkrants, Gyldenstjerne, Polonius og Laertes, alle hvidsminkede som klovner, uhyggelige, skræmmende i Marie í Dalis forrevne, foruroligende, støvede kostumer med fløjl og pibekraver, i rødt og blåt. Dertil kommer vanitassymboler som perler, der næsten synes at kvæle dronningen, en knogle i hatten på både Gyldenstjerne og Rosenkrants, Laertes klædt som bøddel, og Polonius har endnu sværdet hængende i vommen, hvorfra blod og tarme vælder ud. Rare ser de ikke ud, rare er de ikke; de kaster sig over Ophelia, kalder hende de værste ting, ræber og kror sig liderligt op ad hende eller hinanden, så terapeuten må kalde dem til orden og en for en tale dem til rette og forsøge at få dem til at tale.
                      Udkommet af samtalerne er magert, det udstiller Hamlets fravær, der fylder og mærker dem alle – mest Ophelia. Da Claudius i anden akt afslører, at han er dødtræt af alt det ævl og kævl, og at han hellere end gerne vil afgive sin krone, overtager Gertrud (der allerede har belært os om, at ”svaghed, dit navn er – mand!”) den først, men symbolsk vandrer den videre og ender på terapeutens hoved. Som det ofte sker, tiltrækkes Ophelia af sin terapeut, men han vægrer sig for at give hende sit navn. ”Jeg er -, jeg er – ”, svarer han hende med et ekko af Hamlets monolog om at være eller ikke at være, og man venter, at han svarer: ”Jeg er Hamlet.” Det sker bare ikke. Der bliver ingen svar, og der bliver intet resultat af samtalerne; til sidst må Ophelia, der hidtil har været klædt i hullede jeans, læderjakke, bælte med nitter og en rød T-shirt med et påtrykt kranium, iført en fodlang, hvid kjole indtage sin plads i det barokke tableau blandt de uhyggelige, afdøde klovner. ”Resten er –, resten er –!”, synger hun afsluttende, og det er lige så sigende som terapeutens manglende navn.

                      Spørgsmålet er her således ikke ”at være eller ikke være”; karaktererne er, operaen er, og hertil må man forholde sig. Idéen med et terapeutisk efterspil for den mildest talt dysfunktionelle familie er god og morsom – man ler flere gange undervejs – de intertekstuelle referencer er mange og flettet fint sammen, men kan man forsvare en opera, der bare er intertekstualitet, og som ingen egen berettigelse eller eksistens har? Gudmondssons musik er elegant og rig, der er referencer til alt fra barok til Puccini, Weis’ replikker er velskrevne, vittige og har ud over de allerede nævnte flere citater fra Shakespeare, scenografi og kostumer har et eget fascinerende og originalt udtryk, og Åsa Melldahls instruktion er levende, intens og nuanceret. Dertil kommer Athelas Sinfonietta, der spiller fremragende under Jakob Hultbergs ledelse, og sangerne er i en helt anden klasse end flere af dem, der sang i Den fynske Operas nylige opsætning af Maskarade; Martin Vanbergs terapeut har en spændstig, stærk om end ikke kraftig tenor, og Sibylle Glosted forlener Ophelia med både vanvid, desperation og skøn inderlighed. Det er alt i alt altså en meget se- og høreværdig forestilling i en glimrende opsætning, man sidder bare tilbage med følelsen af, at det ikke er nogen videre vedkommende opera, og den stiller bare flere spørgsmål, end den besvarer. Det gør Shakespeares forlæg måske også, men mens the Bard forløser et plot medrivende og poetisk genialt, fylder fraværet mere end andet i Hamlet in absentia. Undertegnede foretrækker – også i denne sammenhæng – Shakespeare selv, og det er måske ikke det værste udkomme af et værk, der skal fejre 400-året for hans død. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar