Inderligt
morsom Shakespeare i Skuespilhuset d. 4. marts 2017
Det er åbenbart
nutidens stil, at instruktører lukker ensemblet af skuespillere inde i en
scenografi, der kun er åben mod publikum, uden andre rekvisitter end en stol
pr. skuespiller. Måske lidt mere og også gerne en musiker. Uanset hvor sent i
prøveforløbet i Det kongelige Skuespilhus Thomas Bendixen og Morten Kirkskov derfor
tog over fra instruktør Therese Willstedt på grund af sygdom, kan man
forestille sig, at ikke meget er ændret, for som i Elisa Kragerups
iscenesættelse af Romeo og Julie og Ødipus og Antigone er der ingen udvej
for skuespillerne og alle er til stede samtidig og hele tiden. Det kan godt gå
hen at blive lige så ensformigt og kedeligt som naturalistisk kukkasseteater,
men når skuespillerne og personinstruktionen er så eminent som her i
Shakespeares Helligtrekongersaften eller
Hvad I vil, er det en indvending, man ikke kommer langt med; sådan er moden
blandt instruktører altså anno 2017.
Det er ikke hele komedien, vi får. Alle de
mange mindre roller – kaptajnen, Fabian, soldaterne m.fl. – er meget behændigt skrevet
ud, og med en spilletid på kun to timer og tyve minutter zoomes der ind på de
forklædninger og dertil hørende erotiske forviklinger og forvekslinger, som er
komediens kerne. Titlens reference til en blandt flere højtider, der siden
romersk tid har givet mulighed for at være en anden, bære maske og vende op og
ned på samfundets orden, så herrerne i alt for en dag betjente slaver og
tjenere, accentueres kun af tilføjelsen eller
Hvad I vil og burde måske her tilføjes et spørgsmålstegn, for hvad vil
karaktererne i komedien egentlig? Ingen ved det (ved publikum det?), og ingen
uden hende, der af omstændighederne er tvunget til at bære maske, den unge
Viola, forsøger at finde ud af det, alle andre er mere optaget af deres maske
end af sig selv. Karaktererne er dobbeltbundede, og lægger man dertil, hvad
Willstedt er udmærket bevidst om, nemlig at alle roller på Shakespeares tid
blev spillet af mænd i forskellige aldre, bliver også kønnet og dermed seksualiteten
en maske, der kan leges med. Det er gefundenes
Fressen, hvis skuespillerne vel at mærke kan leve op til disse udfordringer,
men det kan de her:
Også i denne opsætning er det stik mod
manuskriptet Viola, der åbner forestillingen; med hovedet i en spand vand er
Danica Curcic kastet ud af brændingen, bort fra sin tvillingebror Sebastian og
ind i eventyrlandet Illyrien, som der står i bøjet, cyclamenfarvet neon på
bagvæggens rå beton. Hun betror sig til Esben Dalgaard, der har fået den
utaknemmelige opgave at synge Hans Find Møllers sange under forestillingen;
narren Feste, der selvfølgelig ser durch gennem masker og konfronterer
karakterne med deres sande jeg, er af (u)visse grunde også her skrevet ud, kun
hans sange står tilbage som en række små intermezzi og flagrer formålsløst hen undervejs,
helt frarøvet deres oprindelige kommenterende funktion. Bag dem sidder alle de
andre karakterer klar til ivrigt at springe op fra deres stol for på deres
stikord at deltage i løjerne: Peter Plaugborg er som Orsino, hertug af
Illyrien, igen i komikkens faste favntag, men han er ikke på slap line, som da
han spillede grev Paris i Romeo og Julie;
han er selvsmagende og forfængelig ud over alle grænser og kan få de poetiske,
men hule replikker om kærlighedens væsen, som Shakespeare lægger ham i munden,
til at skinne af læbepomade. Han er synligt i tvivl både om sine sande følelser
og om sin seksualitet, for uden referencer til fortidens krig eller soldater på
scenen er hans forhold til Simon Bennebjergs Antonio (i meget korte shorts og
orange, ærmeløs T-shirt) sandsynligvis af amourøs karakter, og Bennebjerg er
trods sin ranglede, drengede skikkelse mere mand end den muskuløse Plaugborg,
når det kommer til at se sig selv i øjnene. Orsinos tilbedte, grevinde Olivia,
fremstilles af Tammi Øst som en kvinde, der først har bestemt sig for at gå i
frø, men som opdager, at det er meget morsommere at springe i blomst og
forelske sig i den første den bedste, og det er selvfølgelig Viola, der
forklædt bejler for hertugen under navnet Cesario. Øst er pigeligt charmeret,
hun er flyvsk, ilter og medrevet med et splitsekunds varsel, og det rører at
skulle se Curcic’ vedholdende, stærke og dog undrende Viola/Cesario afvise
hende og lide under selv at være forelsket i hertugen. På hver sit alderstrin
leverer de to kvinder eftermiddagens stærkeste præstation.
I grevinde Olivias husholdning udspiller sig en
intrige mellem Olivias slægtning, Hr. Tobias Hikke, dennes bekendte Hr. Andreas
Blegnæb, Olivias kammerfrøken Maria og hushovmesteren Malvolio, der løber endnu
mere løbsk end hovedhandlingen: Den puritanske hushovmester (Malvolio betyder ’den
onde vilje’) har honnette ambitioner om selv at blive greve, men foragter
andres – i særdeleshed Tobias Hikke og Andreas Blegnæbs – hang til øl og kager
og skal derfor pilles ned ved at bildes ind, at Olivia virkelig er forelsket i
ham. Kan man forestille sig nogen bedre end Søren Sætter-Lassen til at
fremstille den naragtige, indbildske og hovne hushovmester? Selvom han også er
tilknappet og har bølger i håret, er det hans uforlignelige mimik og gestik,
der tegner karakteren, og der skal virkelig ikke andet end gule (knæ)strømper,
strømpebånd over kors og gakkede gangarter til, før salen vrider sig af grin.
Mads Rømer Brolin-Tani er en selvsikker, men også meget overfladisk Tobias
Hikke, der først sent tager sig sammen til at ægte Sicilia Gadborg Høeghs
smægtende og crepehårede Maria. Hvad Thomas Hwans Andreas Blegnæb ser i Hr.
Tobias er usikkert, men det er ret fint, at han rykker ved dennes facade af
verdensmand og festabe, for ser han sit snit til det, kysser han ham modigt og
viser dermed en personlig styrke, karakteren sjældent fremstilles med. Han er
dog stadig kosteligt grinagtig, når han stiller sig op, slår i bordet, men
alligevel ikke ved, om han vil blive eller rejse; Hwan forlener Andreas Blegnæb
med en drenget uskyldighed, der både er rørende og himmelråbende naiv, og man
både griner og græder over at se ham stå klar ved ydervæggen med kæmpebamse og
ballon – begge pink – for at nærme sig Olivia. Det er på én gang trist og
glædeligt, at Olivias afvisning af ham er skrevet ud, så grinagtig er hans
troskyldige, åbne ansigt og usikre stemme, og lige så bevægende er samme.
Alting har en ende, og ihukommende Shu-bi-duas
ord om regnormen kunne man tilføje, at denne komedie (åbenbart også) har to:
Hos Shakespeare er helligtrekongersmaskeraden kun en stakket frist, hvor tidens
gang og verdens orden med den forudgående storm er sat ud af kraft, men disse
skal naturligvis genoprettes ved komediens slutning. Maskerne må falde, når
Viola genforenes med Sebastian (som Nicolai Jandorf her fremstiller med stor
sikkerhed, men som alligevel rives med, da Olivia forveksler ham med Cesario,
og glemmer det venskab med Antonio, der bestemt ikke er utvetydigt platonisk).
Hos Willstedt, hvor alvoren er skrevet ud, er maskernes fald en erkendelse af,
at masken er en mulighed, og selvom Viola får sin hertug, og Sebastian ægter
Olivia, så driver alle karaktererne til slut rundt, mens guldkonfettien falder,
og kysser og krammer på kryds og på tværs. End ikke Søren Sætter-Lassen, der
hæver stemmen i Malvolios ønske om HÆVN, kan trænge igennem glædesrusen, og
selvom undertegnede savner alvoren som klangbund for farcen og komikken (få
formår som Shakespeare at opfylde Sokrates’ afsluttende bemærkning i Symposion, om at en dramatiker bør kunne
skrive både komedie og tragedie), så anerkender jeg også, at dette spil med
masker, køn og seksualitet sætter et spejl op for mennesker anno 2017. Man må
overgive sig fuldt og helt til latteren, forelskelsen og erotikken i
iscenesættelsen i visheden om, at de forviklinger, forvekslinger og
misforståelser, der følger med flydende grænser for køn og seksualitet, kun
angår dem, der vedkender sig og bruger masken. Sine fordomme kan man godt pakke
langt væk, og tør man ikke selv tage maske på, må man gå i teatret for at se Helligtrekongersaften eller Hvad I vil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar